§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på udbydere af digitale tjenester, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på udbydere af digitale tjenester i form af mikrovirksomheder eller små virksomheder som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder.
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås i overensstemmelse med lov om net- og informationssikkerhed for domænenavnssystemer og visse digitale tjenester: 1) Digital tjeneste: Enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager af følgende type: Onlinemarkedsplads, onlinesøgemaskine eller cloud computing-tjeneste. 2) Udbyder af digitale tjenester: Enhver juridisk person, som udbyder en digital tjeneste, og som har hovedsæde eller en repræsentant i Danmark.
§ 3.§-link ↗
Udbydere af digitale tjenester skal identificere og træffe passende og forholdsmæssige tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at styre risiciene i forhold til sikkerheden i de net- og informationssystemer, som de anvender i forbindelse med den digitale tjeneste i overensstemmelse med Kommissionens gennemførelsesforordning, som er gengivet i bilag 1.
§ 4.§-link ↗
Udbydere af digitale tjenester skal hurtigst muligt underrette Erhvervsstyrelsen og Center for Cybersikkerhed om enhver hændelse, der har betydelige konsekvenser for leveringen af deres tjeneste.
Stk. 2. Underretning i medfør af stk. 1 skal ske gennem den fælles digitale løsning for indberetning af hændelser til offentlige myndigheder på virk.dk, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Såfremt alle oplysninger til brug for underretningen ikke er tilgængelige for operatøren på tidspunktet, hvor underretning foretages, jf. stk. 1, afgiver operatøren en delvis underretning med de tilgængelige oplysninger. En delvis underretning skal snarest muligt følges op af en komplet underretning.
§ 5.§-link ↗
Med bøde straffes, medmindre strengere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, den, der overtræder §§ 3-4.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 6.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. maj 2018.