§ 1.§-link ↗
Bestemmelserne gælder for papirarkivalier, der er skabt eller tilvejebragt af kommunerne, samt for arkivalier fra kommunale fællesskaber og samarbejder efter 1. januar 2007.
Stk. 2. For ressort, der overføres til kommunerne efter ikrafttræden af denne bekendtgørelse, udsteder Rigsarkivet særskilte bestemmelser om bevaring og kassation.
§ 2.§-link ↗
Papirarkivalier fra de kommunale forvaltninger og institutioner bevares efter reglerne i bilag 1.
Stk. 2. Papirarkivalier fra kommunale fællesskaber og samarbejder bevares efter reglerne i bilag 2.
§ 3.§-link ↗
Kommunalbestyrelsen kan beslutte at bevare papirarkivalier i større omfang end fastsat i § 2.
§ 4.§-link ↗
Følgende papirarkivalier kan kasseres uanset bestemmelserne i § 2 og bilag 1 - 2: 1) Stillingsansøgninger, der ikke har ført til ansættelse. 2) Sager om bygningsmæssig drift, udstyr og forsyninger. 3) Sager om kontorhold, kontormaskiner samt inventar m.v. 4) Samlinger af materiale, der alene er tilvejebragt med henblik på inddatering i it-systemer (inddata). 5) Samlinger af udskrifter fra it-systemer, der alene anvendes til opslag, orientering og kontrol (uddata). 6) Regnskabsbilag. 7) Materiale, der er modtaget til orientering, og som ikke har givet anledning til sagsbehandling. 8) Materiale vedrørende fremstilling af myndighedens publikationer, herunder internetsider (udkast, korrekturer m.v.). 9) Overtallige kopier, ekstra udskrifter af dokumenter m.v. 10) Reproducerbare blanketsystemgenererede dokumenter, for så vidt de kan rekonstrueres på grundlag af metadata.
§ 5.§-link ↗
Papirarkivalier, som ikke skal bevares i henhold til §§ 2 - 4, kasseres, når opbevaringspligten efter andre bestemmelser er opfyldt, og når de efter myndighedernes egen vurdering i øvrigt ikke længere har retlig eller administrativ betydning.
§ 6.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2018.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 995 af 3. august 2010 om bevaring og kassation af arkivalier i kommunerne ophæves.