Bekendtgørelse nr. 1652 · 2017

Gældende

Bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber

Bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber

Dokumentdato: 19. dec. 2017Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Jagt fra kunstige skjul

§ 1.§-link ↗

Der må ikke drives jagt på pattedyr fra 1) kunstigt skjul, herunder hus, hytte, jordhul, eller 2) platform eller sæde, der er hævet mere end 50 cm over det omgivende terræn.

Stk. 2. Jagt med riflede våben og bue må uanset reglen i stk. 1, drives på klovbærende vildt og ræv fra platform på en permanent opstillet konstruktion (skydetårn) eller fra sæde på en ikke permanent opstillet transportabel stige (skydestige), når følgende betingelser er opfyldt: 1) Skydetårnet eller skydestigen skal være anbragt mindst 130 m fra anden ejendom, medmindre andet skriftligt er aftalt med ejeren af den anden ejendom. 2) Skydetårnet skal være anbragt i en skov på mindst 0,5 ha enten i en bevoksning eller i et indre eller ydre skovbryn således, at konstruktionen ikke virker skæmmende i landskabet. 3) Skydetårnet skal være udført af træ eller metal, og skydetårnets platform må ikke være forsynet med sider, der måler mere end 110 cm i højden fra platformens vandrette plan. 4) Skydetårnets platform må højest være hævet 5 m over jorden, have et gulvareal på maksimalt 2 m2 og kan være forsynet med en let skrånende, flad overdækning i træ eller ikke reflekterende metal af samme størrelse som gulvarealet tillagt et udhæng på maksimalt 10 cm. 5) Skydestigen skal være anbragt i en bevoksning, f.eks. skov, et indre eller ydre skovbryn, en remise, et læhegn eller lignende bevoksninger, bestående af træer eller buske af mindst samme højde som stigen, således at skydestigen ikke virker skæmmende i landskabet. 6) Skydestigen skal være stillet op til et træ eller en busk med sædet placeret højest 5 m over jorden.

§ 2.§-link ↗

Jagtvåben må ikke medtages på en platform eller et sæde, hvorfra der ikke må drives jagt.

Stk. 2. På en platform eller et sæde, der opfylder de betingelser, som er nævnt i § 1, stk. 2, må der ikke medtages 1) haglgeværer, bortset fra kombinationsvåben, og 2) jagtvåben i tiden mellem solnedgang og 1/2 time før solopgang. Hvor der ved lokal jagttid er fastsat mulighed for jagt udover tidsrummet mellem solopgang og solnedgang på en af de i § 1, stk. 2, nævnte arter, kan skydevåben medtages i dette tidsrum og op til 1/2 time før.

§ 3.§-link ↗

Ved jagt fra kunstigt skjul på fugle må gulvet eller ståstedet ikke være hævet mere end 50 cm over det omgivende terræn.

Kapitel 2 · Jagt i nærheden af indhegninger

§ 4.§-link ↗

På en ejendom, hvor der i medfør af lov om hold af dyr, holdes hjortedyr i indhegninger, herunder indhegninger, der i medfør af ovennævnte lovs § 19 er undtaget helt eller delvis fra lovens bestemmelser, må vildtlevende individer af de arter, der opdrættes på ejendommen, ikke jages i indhegningen eller inden for en afstand af 300 m fra indhegningen.

§ 5.§-link ↗

På en ejendom, hvor der tidligere har været holdt hjortedyr i indhegninger som nævnt i § 4, og hvor indhegningen eller væsentlige dele heraf fortsat findes, må hjortedyr ikke jages i indhegningen.

Kapitel 3 · Jagt på fiskeriterritoriet

§ 6.§-link ↗

Den frie jagtret på fiskeriterritoriet, jf. lovens § 15, må kun udøves fra flydende båd eller pram samt fra et areal, der grænser op til fiskeriterritoriet, og hvor den pågældende har jagtret.

Stk. 2. Færdsel med skydevåben under vadning på fiskeriterritoriet er ikke tilladt.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1, må 1) lovligt nedlagt vildt indsamles ved vadning på fiskeriterritoriet, og 2) rør- og sivbevoksninger på fiskeriterritoriet afdrives for vildt af den, der har jagtret på det areal, som ligger nærmest den pågældende del af fiskeriterritoriet.

Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 2, er færdsel med skydevåben under vadning tilladt, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Skydevåbnet er uladt. 2) Vadning finder sted i forbindelse med færdsel til eller fra et fartøj på fiskeriterritoriet eller en ø eller holm, hvor den pågældende har jagtret. 3) Færdslen finder sted ad den korteste vej mellem fartøjet eller øen og det sted på kyststrækningen, hvor skydevåben lovligt kan medbringes, jf. lovens § 31.

§ 7.§-link ↗

På fiskeriterritoriet må der ikke drives jagt 1) fra is, og 2) inden for en afstand af 100 m fra iskant.

Stk. 2. Reglen i stk. 1, gælder ikke for jagt på ræv.

Kapitel 4 · Jagt fra båd

§ 8.§-link ↗

Der må ikke drives jagt fra motordrevet fartøj i september måned.

Stk. 2. Der må ikke drives jagt fra motordrevet fartøj 1) på søer og andre ferske vande, og 2) på de dele af fiskeriterritoriet, der er nævnt i bilag 1 til bekendtgørelsen og vist på kortbilaget.

Stk. 3. Der må ikke sejles med ladt skydevåben på tidspunkter eller i områder, hvor der ikke må drives jagt.

Stk. 4. Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde og under iagttagelse af habitatdirektivets 2) Rådets direktiv af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (92/43/EØF). artikel 16 og fuglebeskyttelsesdirektivets 3) Rådets direktiv af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (79/409/EØF). artikel 9 dispensere fra forbuddet i stk. 2.

§ 9.§-link ↗

Til jagt må ikke benyttes motordrevet fartøj, der kan fremføres med en hastighed på mere end 18 km/t (ca. 9,7 knob). Under jagtudøvelsen må fartøjet kun fremføres med højst 5 km/t (ca. 2,7 knob).

Kapitel 5 · Jagtmetoder, hjælpemidler og lokkemidler

§ 10.§-link ↗

På fiskeriterritoriet og ferske vande må der ikke jages kronvildt, dåvildt, sikavildt, råvildt, harer, mufloner og vildsvin.

§ 11.§-link ↗

Til jagt må der ikke anvendes 1) mynder eller hunde af mynderacen, 2) elektronisk udstyr til gengivelse af lyd, 3) elektronisk udstyr til lokalisering af vildtet, herunder varmesøgende apparater og apparater med elektronisk billedforstærkning, eller 4) kunstigt lys, spejle og andre indretninger til belysning af målet.

§ 12.§-link ↗

På kronvildt er tryk- og drivjagt forbudt i perioderne 1. september til 15. oktober og 1. februar til 29. februar.

Stk. 2. Tryk- og drivjagt, som angivet i stk. 1, er jagt, hvor en eller flere personer med eller uden hund bevæger sig rundt på jagtterrænet, hvorved vildtet trykkes eller drives frem mod i forvejen posterede skytter.

§ 13.§-link ↗

Kronvildt må ikke fodres med valset korn eller kraftfoder.

Stk. 2. Øvrig fodring af kronvildt skal ske i en afstand af mindst 130 m fra de platforme og skydestiger, der er nævnt i § 1, stk. 2, og mindst 130 m fra anden ejendom.

Stk. 3. Uanset stk. 2, kan der ske fodring af kronvildt nærmere end 130 m fra anden ejendom på ejendomme, hvor ejeren ikke har overdraget jagtretten på kronvildt til andre.

Kapitel 6 · Udsætning af vildt

§ 14.§-link ↗

Vildt må ikke udsættes i naturen uden Miljøstyrelsens tilladelse.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder i følgende tilfælde ikke ved udsætning af fasan (Phasianus colchicus) i perioden 1. april til 31. august og agerhøne (Perdix perdix) i perioden 1. april til 15. august: 1) På ejendomme under 100 ha., såfremt der ikke udsættes flere end 100 fasaner/agerhøns. 2) På ejendomme på 100 ha. eller derover, såfremt der ikke udsættes flere end 1 fasan/agerhøne pr. ha. 3) På ejendomme med landbrugsmæssigt dyrkede arealer som indgik ved tildelingen af udtagningsrettigheder efter enkeltbetalingsordningen for hvilke der er udarbejdet og gennemført biotopplaner, der opfylder retningslinjerne fastsat i bilag 2 til bekendtgørelsen, såfremt der ikke udsættes flere end 7 fasaner/agerhøns pr. ha. dog maksimalt 4 agerhøns pr. ha. Ejendomme som forud for en 5-årig biotopplan har anmeldt og gennemført en biotopplan for ejendommen de forudgående 2 år kan under særlige vilkår, jf. bilag 2, udsætte op til 8-12 fugle pr. ha. dog maksimalt 4 agerhøns pr. ha. 4) På ejendomme uden landbrugsmæssigt dyrkede arealer samt på ejendomme med landbrugsmæssigt dyrkede arealer, som ikke indgik ved tildelingen af udtagningsrettigheder efter enkeltbetalingsordningen, såfremt der ikke udsættes flere end 7 fasaner/agerhøns pr. ha. dog maksimalt 4 agerhøns pr. ha.

Stk. 3. Reglen i stk. 1 gælder ikke for udsætning af gråand (Anas platyrhynchos) i ferske vande, såfremt der ikke udsættes mere end 1 ælling pr. 150 m2 eller 1 voksen and pr. 300 m2 åben ubevokset vandflade, og såfremt fuglene udsættes i tiden fra 1. april - 31. juli.

Stk. 4. Den i stk. 2, nr. 3, nævnte biotopplan anmeldes i Miljøstyrelsens digitale indberetningssystem hvert år inden den 1. maj. Biotopplanen kan omfatte en eller flere ejendomme eller dele heraf med samme ejer eller bruger. Ved beregning af biotopplan-ejendommens samlede areal indgår alle sammenhængende arealer, bortset fra søer med åbne vandflader over 1 ha. En biotopplan-ejendom har sammenhængende arealer, når arealerne ikke er adskilt af fremmede arealer eller af veje og jernbaner, som ikke må krydses.

Stk. 5. Udsætning af flere end 100 fugle forudsætter, at den eller de ansvarlige for udsætningen har gennemgået et af Miljøstyrelsen godkendt kursus om udsætning af fuglevildt, der opfylder retningslinjerne fastsat i bilag 3 til bekendtgørelsen.

Stk. 6. Udsætning af fasaner, agerhøns og gråænder skal senest 1 uge efter udsætningen indberettes i Miljøstyrelsens digitale indberetningssystem.

Kapitel 7 · Oplysningspligt og sagsbehandlingsregler vedrørende fugleudsætningskurser

§ 15.§-link ↗

En person eller juridisk person som er godkendt af Miljøstyrelsen til at afholde fugleudsætningskursus betragtes som tjenesteudbyder. Ved tjenestemodtager forstås enhver som deltager i eller ønsker at deltage i et fugleudsætningskursus omfattet af § 14, stk. 5.

Stk. 2. Udbyderen af fugleudsætningskurser skal oplyse tjenestemodtagere om kontaktoplysninger til Miljøstyrelsen eller til Erhvervs- og Vækstministeriets elektroniske kontaktpunkt (kvikskranke), jf. § 16 i lov om tjenesteydelser i det indre marked.

Stk. 3. Oplysningerne skal gøres tilgængelige eller meddeles klart og entydigt og i god tid inden kontraktens indgåelse eller inden udførelse af tjenesteydelsen, hvis der ikke foreligger en skriftlig aftale.

§ 16.§-link ↗

Miljøstyrelsen fastsætter og offentliggør sagsbehandlingsfrister for godkendelse af fugleudsætningskurser efter § 14, stk. 5. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor ansøger har indsendt alle de oplysninger, det påhviler denne at indsende.

Stk. 2. Fristen i stk. 1, kan forlænges én gang, hvis sagens kompleksitet berettiger det. Miljøstyrelsen begrunder forlængelsen og varigheden af forlængelsen og meddeler dette til ansøgeren inden udløbet af fristen i stk. 1.

Stk. 3. Hvis Miljøstyrelsen ikke har truffet og meddelt afgørelse inden udløbet af fristerne i stk. 1 og 2, betyder det ikke, at ansøgeren kan anse ansøgningen for imødekommet.

§ 17.§-link ↗

Når Miljøstyrelsen modtager en ansøgning om godkendelse, sender Miljøstyrelsen hurtigst muligt en kvittering til ansøgeren med oplysning om 1) den offentliggjorte frist for afgørelsen og muligheden for forlængelse af fristen én gang, jf. § 16, stk. 1 og 2, 2) at ansøgeren ikke kan betragte ansøgning om godkendelse for imødekommet, selv om afgørelsen ikke er truffet og meddelt inden fristens udløb, jf. § 16, stk. 3, og 3) klagemuligheder.

Kapitel 8 · Dispensation, klageadgang m.v.

§ 18.§-link ↗

Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra forbuddene i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Miljøstyrelsens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Miljøstyrelsen kan ændre bilag 2 og 3.

Kapitel 9 · Straf og ikrafttræden

§ 19.§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes overtrædelse af § 1, stk. 1, §§ 2-5, § 6, stk. 1 og 2, § 7, stk. 1, §§ 8-11, § 12, § 13, § 14, stk. 1-3 og 5-6, og § 15, stk. 2, med bøde.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt betydelig skade på de interesser, som loven tilsigter at beskytte, jf. lovens § 1, stk. 1, eller fremkaldt fare derfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 20.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. §§ 12-13 træder i kraft den 1. juli 2018.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1439 af 21. november 2016 om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber ophæves.