Bekendtgørelse nr. 6 · 2017

Gældende

Bekendtgørelse om Styrelsen for Undervisning og Kvalitets skærpede tilsyn med undervisningen på en fri grundskole

Bekendtgørelse om Styrelsen for Undervisning og Kvalitets skærpede tilsyn med undervisningen på en fri grundskole

Dokumentdato: 3. jan. 2017Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Iværksættelse af skærpet tilsyn

§ 1.§-link ↗

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (styrelsen) iværksætter af egen drift et skærpet tilsyn med undervisningen på en fri grundskole, jf. § 9 g, stk. 1, i lov om friskoler og private grundskoler m.v., hvis styrelsen på baggrund af det almindelige tilsyn vurderer, at der er anledning til tvivl om, 1) hvorvidt skolens undervisning efter en helhedsvurdering står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, jf. lovens § 1, stk. 2, 1. pkt., eller 2) hvorvidt skolen lever op til kravet om efter sit formål og i hele sit virke at forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene, jf. lovens § 1, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 2. Det skærpede tilsyn med undervisningen på en fri grundskole omfatter både lovens § 1, stk. 2, 1. og 2. pkt. Styrelsen beslutter inden for rammerne af loven og denne bekendtgørelse, hvorledes det skærpede tilsyn i øvrigt skal gennemføres.

§ 2.§-link ↗

Styrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor skolen er beliggende, skal føre det skærpede tilsyn eller dele heraf, jf. lovens § 9 g, stk. 1, 2. pkt. i henhold til bekendtgørelsen og efter retningslinjer fastlagt af styrelsen.

Stk. 2. Dele af et skærpet tilsyn efter stk. 1 kan bestå i, at kommunalbestyrelsen tilvejebringer det faglige og pædagogiske oplysningsgrundlag, herunder skriftligt materiale fra skolen, observation af undervisning og afholdelse af faglige test.

§ 3.§-link ↗

Styrelsen meddeler iværksættelsen af et skærpet tilsyn til skolens bestyrelse, skolens leder og eventuelle tilsynsførende og orienterer om baggrunden for tilsynets iværksættelse og om mulige konsekvenser af det skærpede tilsyn, herunder om at styrelsen på baggrund af det skærpede tilsyn kan træffe afgørelse om, at skolen ikke længere omfattes af lovens regler om frie grundskoler, og at skolen ikke kan modtage tilskud efter loven, jf. lovens § 9 h.

Kapitel 2 · Gennemførelse af skærpet tilsyn

§ 4.§-link ↗

Styrelsen orienterer skolens leder om, hvordan det skærpede tilsyn vil blive gennemført.

§ 5.§-link ↗

I vurderingen af om en skole opfylder kravet i lovens § 1, stk. 2, 1. pkt., indgår skolens fastsatte mål for undervisningen, gennemførelsen af undervisningen og elevernes udbytte af undervisningen. Tilsynets hovedområder fremgår af bilag 1.

Stk. 2. Styrelsen vil inddrage elevernes baggrund og individuelle læringsforudsætninger i vurdering af deres udbytte af undervisningen, som det viser sig ved resultaterne af skolens afholdelse af pædagogisk faglige test, elevernes resultater ved folkeskolens afsluttende prøver og anden dokumentation for elevernes faglige standpunkt og progression. Ved vurderingen af elevernes udbytte af skolens undervisning kan der lægges vægt på, om det testmateriale, som skolen har valgt, opfylder formålet med testen.

§ 6.§-link ↗

I vurderingen af, om en skole opfylder kravet i lovens § 1, stk. 2, 2. pkt., kan alle dele af skolens virksomhed indgå, herunder skolens undervisning og forholdene på skolen i øvrigt. Tilsynets hovedområder ved vurderingen fremgår af bilag 2.

Stk. 2. Styrelsen deltager som observatør på skolens bestyrelsesmøder, eventuelle generalforsamlinger og forældremøder som led i det skærpede tilsyn. Styrelsen kan beslutte at udpege en ekstern sagkyndig til at varetage observatøropgaven på styrelsens vegne.

Stk. 3. Styrelsen gennemfører en undersøgelse af, om alle medlemmer af skolens bestyrelse behersker dansk i skrift og tale i overensstemmelse med lovens § 5, stk. 7. Styrelsen kan endvidere indhente bestyrelsens protokol over dens beslutninger, eventuelle dagsordener og referater fra bestyrelsesmøder.

Stk. 4. Styrelsen iværksætter som led i det skærpede tilsyn en undersøgelse af skole-hjem-samarbejdet, herunder indhenter eventuelle dagsordener og referater fra forældremøder.

Stk. 5. Styrelsen kan afholde samtaler med eleverne om undervisningen på skolen og om lovens § 1, stk. 2, 2. pkt., herunder også uden tilstedeværelse af skoleleder og lærere. Det er frivilligt for eleverne at deltage i samtaler med styrelsen.

§ 7.§-link ↗

Styrelsen kan beslutte, at en skole inden for en nærmere fastsat frist skal afholde pædagogisk faglige test i bestemte fag eller fagområder eller dele heraf.

Stk. 2. Styrelsen vejleder skolen om, hvilket pædagogisk fagligt testmateriale som kan være relevant at anvende, og om testmateriale, som er valgt af skolen, vil kunne opfylde formålet med testen.

Stk. 3. Skolen skal orientere styrelsen om tidspunktet for afholdelsen af pædagogisk faglige test. Styrelsen kan overvære afholdelsen af pædagogisk faglige test.

Stk. 4. Har en skole ikke inden den i stk. 1 nævnte frists udløb gennemført pædagogisk faglige test i de planlagte fag og fagområder med forudgående orientering til styrelsen, kan styrelsen tilbageholde tilskud til skolen helt eller delvis, jf. lovens § 21, stk. 2, indtil skolen gennemfører test i henhold til § 7, stk. 1 og 3.

§ 8.§-link ↗

Et tilsynsforløb i forbindelse med et skærpet tilsyn gennemføres normalt inden for en tre-måneders periode. Såfremt et tilsynsforløb ikke kan gennemføres på tre måneder, vil styrelsen orientere skolen herom og angive en proces for det videre tilsyn.

Stk. 2. Styrelsens besøg på en skole i tilsynsperioden kan ske med eller uden forudgående varsel. Styrelsen gennemfører i denne periode mindst et uanmeldt tilsynsbesøg på skolen. Hvis tilsynet forløber over en længere periode end tre måneder, aflægges der mindst et uanmeldt tilsynsbesøg pr. kvartal.

Kapitel 3 · Skolens og elevernes medvirken til sagens oplysning

§ 9.§-link ↗

I vurderingen af om der er tilstrækkelig sikkerhed for, at en skole overholder kravene i lovens § 1, stk. 2, 1. eller 2. pkt., eller begge, kan styrelsen lade det indgå og tillægge det negativ betydning, hvis skolen 1) trods en anmodning fra styrelsen undlader at fremsende dokumentation til brug for sagens oplysning, 2) under besøg fra styrelsen, jf. § 8, gentagne gange aflyser eller afbryder planlagt undervisning eller i væsentlig omfang lader planlagt undervisning gennemføre ved vikar, 3) trods styrelsens beslutning herom, jf. § 7, stk. 1, undlader at gennemføre faglige test i de fag eller fagområder eller dele heraf, som styrelsen har udpeget, eller 4) på anden lignende måde ikke medvirker til sagens oplysning.

§ 10.§-link ↗

I vurderingen af om der er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen overholder kravene i lovens § 1, stk. 2, 1. eller 2. pkt., eller begge, kan styrelsen lade det indgå, hvis elever på skolen ikke deltager i skolens afholdelse af faglige test eller andre tiltag til dokumentation for elevernes faglige standpunkt.

Stk. 2. Skolen kan beslutte, at en elev fritages for at deltage i afholdelsen af test, hvis eleven på grund af betydelig funktionsnedsættelse eller utilstrækkelige danskkundskaber vurderes ikke at ville kunne gennemføre testen med et resultat, der kan dokumentere elevens faglige standpunkt. Skolen skal orientere styrelsen herom.

Kapitel 4 · Forskellige regler

§ 11.§-link ↗

De afgørelser, som styrelsen træffer efter lovens §§ 9 f-9 h og efter lovens §§ 20 b, 21, stk. 2, og 21 a, stk. 1, jf. §§ 9 f-9 h, og de afgørelser, som styrelsen træffer efter bekendtgørelsen, kan ikke indbringes for undervisningsministeren.

Kapitel 5 · Ikrafttrædelses- og overgangsregler

§ 12.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 6. januar 2017.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1172 af 12. december 2011 om Kvalitets- og Tilsynsstyrelsens skærpede tilsyn med undervisningen på en fri grundskole ophæves.