§ 1.§-link ↗
De læger, der efter lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomheds § 41, stk. 1, ordinerer afhængighedsskabende lægemidler som led i stofmisbrugsbehandling (substitutionsbehandling), jf. sundhedslovens § 142, stk. 3, skal sørge for, at der afgives månedlige indberetninger herom til Sundhedsdatastyrelsen via Stofmisbrugsdatabasen efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Pligten til at sørge for indberetning til Sundhedsdatastyrelsen via Stofmisbrugsdatabasen påhviler de i stk. 1 nævnte læger, uanset om ordinationsretten er overladt til anden læge i henhold til lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomheds § 41, stk. 2.
§ 2.§-link ↗
Indberetning i henhold til § 1 skal afgives senest den 20. i en måned og omfatter oplysninger om de personer, som i den foregående måned har fået ordineret afhængighedsskabende lægemidler som led i stofmisbrugsbehandling.
Stk. 2. Indberetningen skal indeholde oplysninger om: 1) personnummer, 2) det ordinerede præparat og 3) den ordinerende læges autorisationsID.
Stk. 3. Indberetningen skal afgives uanset indberetning eller anmeldelse til andre centrale registre.
§ 3.§-link ↗
Indberetning i henhold til § 1 skal afgives elektronisk i overensstemmelse med det til enhver tid gældende vejledningsmateriale om Stofmisbrugsdatabasen, som er tilgængeligt på Stofmisbrugsdatabasens hjemmeside (www.stofmisbrugsdatabasen.dk).
§ 4.§-link ↗
Med bøde straffes den læge, der overtræder § 1, stk. 1.
§ 5.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 540 af 19. maj 2014 om lægers anmeldelse af stofmisbrugere i behandling ophæves.