Bekendtgørelse nr. 1487 · 2016

Gældende

Bekendtgørelse om risikostyringsforanstaltninger ved markedsføring af visse fiskearter med oprindelse i Østersøregionen

Bekendtgørelse om risikostyringsforanstaltninger ved markedsføring af visse fiskearter med oprindelse i Østersøregionen

Dokumentdato: 5. dec. 2016Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse finder anvendelse på visse fiskearter, der er fisket eller fanget i ICES-områderne 22 – 32 og som er bestemt til markedsføring som fødevarer, da der er eller kan være en risiko for folkesundheden på grund af visse fiskearters beskaffenhed grundet forurening. For laks og ørred er bekendtgørelsen dog geografisk afgrænset til fangster fra ICES-områderne 24 – 32.

Kapitel 2 · Definitioner

§ 2.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Sild: Fisk med det videnskabelige navn "Clupea harengus membras". 2) Brisling: Fisk med det videnskabelige navn "Sprattus sprattus". 3) Laks: Fisk med det videnskabelige navn "Salmo salar". 4) Ørred: Fisk med de videnskabelige navne "Salmo trutta" eller "Oncorhynchus mykiss". 5) Torsk: Fisk med det videnskabelige navn "Gadus morhua".

Kapitel 3 · Håndtering af fisk fra Østersøregionen

§ 3.§-link ↗

Fiskearter, som angivet i bilag 1 til denne bekendtgørelse, skal håndteres efter de i bilaget fastsatte særlige risikostyringsforanstaltninger inden markedsføring til konsum for at sikre, at grænseværdierne for dioxiner, for summen af dioxiner og dioxinlignende PCB’er og for ikke-dioxinlignende PCB’er, som er angivet i Kommissionens forordning (EF) nr. 1881/2006, overholdes, jf. dog § 5.

Stk. 2. Virksomheder, der ved analyse af fiskearter omfattet af bilag 1 ønsker at påvise overholdelse af grænseværdierne i Kommissionens forordning (EF) nr. 1881/2006, skal følge de prøveudtagnings- og analysemetoder, der er fastlagt i Kommissionens forordning (EU) nr. 589/2014, herunder den partiafgrænsning som forordningen fastlægger.

Stk. 3. I forbindelse med markedsføring af de i bilag 1 angivne fiskearter skal de medfølgende handelsoplysninger angive, i hvilke ICES-områder fiskene er fanget. Har et bestemt parti fisk været analyseret, jf. stk. 2, skal en kopi af analyseresultat følge partiet ved markedsføring, dog kun til og med markedsføring til detailhandlen.

§ 4.§-link ↗

Sild større end 17 cm, brisling større end 12,5 cm samt laks og havørred, der er fisket eller fanget uden at der foreligger præcise oplysninger om ICES-område for fangsten, skal underkastes prøveudtagning og analyse i henhold til § 3, stk. 2, før markedsføring til konsum.

§ 5.§-link ↗

Fiskearter omfattet af bilag 1, kan uanset de i bilaget fastsatte risikostyringsforanstaltninger omsættes til eksport, når de almindelige betingelser, herunder Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002, artikel 12, stk. 1, er opfyldt.

Stk. 2. Virksomheder, der ønsker at eksportere jf. stk. 1, skal give underretning til Fødevarestyrelsen straks efter oplagring af disse fødevarer.

§ 6.§-link ↗

Fisk, der ikke undergives en risikostyringsforanstaltning som angivet i bilag 1, må ikke anvendes som fødevarer, jf. dog § 5.

Kapitel 4 · Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 7.§-link ↗

Med bøde straffes den, der overtræder § 3, § 4, § 5, stk. 2, og § 6.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er 1) forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare herfor eller 2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 8.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft d. 1. januar 2017.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1256 af 15. december 2011 om forbud mod salg til humant konsum af visse laks og sild, der er fisket eller fanget i Østersøen.