Bekendtgørelse nr. 704 · 2016

Historisk

Egu-bekendtgørelsen

Bekendtgørelse om erhvervsgrunduddannelse

Dokumentdato: 10. jun. 2016Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Uddannelsen§-link ↗

Praktikaftale om virksomhedspraktikken skal indgås ved anvendelse af den formular, der er fastsat i bilag 1 til bekendtgørelsen.

§ 2. · Uddannelsen§-link ↗

Skoleundervisningen skal bestå af et eller flere elementer fra følgende uddannelsesaktiviteter, der gennemføres ved en uddannelsesinstitution med godkendelse som nævnt i § 3, stk. 4, i lov om erhvervsgrunduddannelse m.v.: 1) Erhvervsuddannelser, jf. lov om erhvervsuddannelser. 2) Søfartsuddannelser, jf. lov om maritime uddannelser. 3) Arbejdsmarkedsuddannelser, jf. lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. 4) Kombineret ungdomsuddannelse, jf. lov om kombineret ungdomsuddannelse. 5) Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. 6) Gymnasial enkeltfagsundervisning, jf. lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven), lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven), lov om uddannelsen til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx). 7) Almen voksenuddannelse (AVU), jf. lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven). 8) Højskolekurser, jf. lov om folkehøjskoler. 9) Kurser på efterskoler og frie fagskoler, jf. lov om efterskoler og frie fagskoler. 10) Heltidsundervisning på ungdomsskoler, jf. lov om ungdomsskoler. 11) Daghøjskolekurser, jf. lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven). 12) Produktionsskoleundervisning, jf. lov om produktionsskoler. 13) Undervisning, jf. lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne. 14) Undervisning, jf. lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Stk. 2. Den samlede skoleundervisning må ikke udgøre hele skoleundervisningen i en erhvervsuddannelse eller søfartsuddannelse, jf. stk. 1, nr. 1 og 2.

Stk. 3. Eleven og kommunen kan i ganske særlige tilfælde aftale i uddannelsesplanen, at eleven ikke skal deltage i eksamen eller anden form for afsluttende bedømmelse.

§ 3. · Uddannelsen§-link ↗

Den enkelte uddannelses slutmål skal ud fra en samlet vurdering opfylde kravene til niveau 3 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

§ 4. · Elevens uddannelsesplan§-link ↗

Elevens uddannelsesplan, jf. § 5, stk. 1 og 2, i lov om erhvervsgrunduddannelse m.v., skal mindst indeholde følgende oplysninger: 1) Elevens navn, adresse og personnummer. 2) Identifikation af den myndighed eller institution som efter kommunalbestyrelsens beslutning er ansvarlig for planen, jf. lovens § 1, stk. 5. 3) Planens begyndelses- og slutdato samt underskrift og datering. 4) De personlige, sociale og faglig kompetencer, som eleven forventes at opnå. 5) Indhold og varighed af de enkelte praktikophold, samt hvilke mål eleven skal nå for, at der kan udstedes bevis for gennemførelsen af praktikopholdet. 6) Indhold og varighed af de enkelte skolehold, samt hvilke mål eleven skal opfylde for, at der kan udstedes bevis for gennemførelse af skoleophold. 7) Mulighed for godskrivning ved fortsat uddannelse efter aftale med den eller de berørte uddannelsesinstitutioner. 8) Eventuelle aftaler om særlige vilkår med hensyn til prøver eller eksaminer. 9) Aftaler om specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand.

Stk. 2. Uddannelsesplanen skal indberettes til Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings elektroniske indberetningsportal for erhvervsgrunduddannelsen, Egu-portalen.

Stk. 3. Indberetning skal ske, inden eleven påbegynder uddannelsen. Senere ændringer i uddannelsesplanen, herunder ved gennemført eller afbrudt uddannelse, skal indberettes til portalen. Hvis uddannelsen afbrydes, indberettes afbrudsårsagen.

§ 5. · Beviser§-link ↗

Bevis for gennemført praktikophold skal indeholde oplysning om praktikopholdets mål samt de arbejdsområder og funktioner, eleven har været beskæftiget med.

Stk. 2. Bevis for gennemført skoleophold skal indeholde oplysning om skoleundervisningens mål og indhold samt oplysning om elevens standpunkt. Opfylder eleven betingelserne for at modtage sædvanligt eksamensbevis m.v. for det pågældende skoleophold, anvender institutionen dette.

§ 6. · Beviser§-link ↗

Uddannelsesbeviset skal indeholde følgende oplysninger: 1) Elevens navn og personnummer. 2) Betegnelsen »erhvervsgrunduddannelse« og oplysning om den gennemførte uddannelses mål, indhold og varighed på grundlag af elevens uddannelsesplan. 3) Uddannelsens niveau i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. jf. § 3. 4) Henvisning til de i § 5 nævnte beviser, der skal være vedlagt. 5) Datering og angivelse af udstederen.

Stk. 2. Dokumentation for delvis gennemførelse af uddannelsen består af beviser for eventuelle gennemførte praktik- og skoleophold samt en erklæring fra praktikvirksomheden, henholdsvis skolen, om praktik- eller skoleophold, som er afbrudt eller ikke er gennemført med tilfredsstillingen resultat.

Stk. 3. Udstederen skal indberette uddannelsesbeviser og dokumentation efter stk. 2 i Egu-portalen. Data skal opbevares i 30 år.

§ 7. · Ikrafttræden m.v.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1158 af 20. december 1995 om oprettelse af erhvervsgrunduddannelser ophæves.