Bekendtgørelse nr. 37 · 2016

Historisk

Bekendtgørelse om registrering af handelsmænd m.m. og af omsætning med klovbærende dyr

Bekendtgørelse om registrering af handelsmænd m.m. og af omsætning med klovbærende dyr

Dokumentdato: 11. jan. 2016Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Handelsmænd, slagtere og andre, herunder selskaber og foreninger m.v., der handler erhvervsmæssigt med klovbærende dyr, skal lade sig registrere hos kredsdyrlægen i den region, hvori de er hjemmehørende, med angivelse af navn, adresse og telefonnummer.

§ 2.§-link ↗

I forbindelse med omsætning af klovbærende dyr, skal de i § 1 nævnte personer, selskaber og foreninger m.v., gøre optegnelse over købers og sælgers navn og adresse, handelstidspunkt og handelssted. Endvidere skal optegnelsen indeholde sådanne oplysninger om det enkelte dyr, at det klart kan identificeres.

§ 3.§-link ↗

Vognmænd og andre, der transporterer klovbærende dyr, skal gøre optegnelse herom med angivelse af dato for transporten samt navn og adresse på henholdsvis afsender og modtager af dyrene.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for klovbærende dyr, der transporteres direkte til slagteri eller slagtehus.

§ 4.§-link ↗

De i § 2 og § 3, stk. 1, nævnte optegnelser skal foretages i optegnelsesbøger, der rekvireres i Fødevarestyrelsen.

Stk. 2. For den i stk. 1 nævnte optegnelsesbog betales kr. 50 incl. forsendelsesomkostninger og moms.

Stk. 3. Oplysningerne skal opbevares i mindst 5 år fra optegnelsestidspunktet og skal på begæring forevises Fødevarestyrelsen.

§ 5.§-link ↗

Overtrædelse af §§ 1-4 straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 6.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. januar 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 603 af 13. juli 1995 om registrering af handelsmænd m.m. og af omsætning med klovbærende dyr ophæves.