Bekendtgørelse nr. 1539 · 2015

Historisk

Bekendtgørelse om momsrefusionsordning for kommuner og regioner

Bekendtgørelse om momsrefusionsordning for kommuner og regioner

Dokumentdato: 9. dec. 2015Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Opgørelse af beløb til refusion

§ 1.§-link ↗

De beløb, der refunderes af refusionsordningen, omfatter momsbetalinger fra kommuner og regioner i forbindelse med køb af varer og tjenesteydelser, der bogføres på hovedkontiene 0-6 i budget- og regnskabssystemet for kommuner og på hovedkontiene 0-4 i budget- og regnskabssystemet for regioner, bortset fra momsbetalinger, der kan fradrages som indgående moms i et momsregnskab. Derudover refunderes visse udgifter til lønsumsafgift, som indirekte betales af kommuner og regioner.

Stk. 2. Beløbene efter stk. 1 bestemmes som summen af følgende udgifter til moms og lønsumsafgift: 1) Alle udgifter til moms, der vedrører udgifter, som regnskabsmæssigt, efter de af Social- og Indenrigsministeriet autoriserede konteringsregler, registreres på artskontiene: a) Hovedart 2 Varekøb, ekskl. art 2.6 Køb af jord og bygninger (ekskl. moms). b) 4.5 Entreprenør- og håndværkerydelser. c) 4.9 Øvrige tjenesteydelser m.v. 2) Visse udgifter til moms og lønsumsafgift, som indirekte betales af kommuner og regioner via betalings- og tilskudsordninger. De beløb, der indgår i refusionsordningen, beregnes som kommunens eller regionens andel af det bogførte beløb multipliceret med de i bilag 1 anførte momsandels- og lønsumsandelsprocenter og den gældende momssats, divideret med summen af momssatsen og 100, jf. regneeksemplerne i bilaget. Betalings- og tilskudsordninger, som ifølge de af Social- og Indenrigsministeriet autoriserede konteringsregler registreres på andre funktioner, indgår ikke i opgørelsen af beløb til refusion.

Stk. 3. Opgørelsen omfatter ikke udgifter afholdt på hovedkonto 1 Forsyningsvirksomheder i budget- og regnskabssystemet for kommuner.

Stk. 4. Opgørelsen omfatter ikke kommunernes momsudgifter på funktion 2.32.31 Busdrift (dog undtaget gruppering 002), 2.32.33 Færgedrift, 2.32.35 Jernbanedrift og 5.32.30 Ældreboliger, samt regionernes momsudgifter på funktion 3.10.01 Tilskud til trafikselskaber og 2.10.30 Almene ældreboliger.

§ 2.§-link ↗

Fælleskommunale virksomheders momsudgifter og indirekte betalte lønsumsafgifter, jf. § 1, anmeldes til refusion af den kommune, som er regnskabsførende for fællesskabet.

Stk. 2. Fælleskommunale virksomheder, som af administrative grunde er selvstændigt regnskabsførende, kan, såfremt der foreligger godkendelse fra Social- og Indenrigsministeriet, jf. dog stk. 3-5, anmelde refusionskrav fra refusionsordningen gennem fællesskabets kommuner.

Stk. 3. Selvstændigt regnskabsførende fælleskommunale redningsberedskaber er dog undtaget fra godkendelse efter stk. 2.

Stk. 4. Selvstændigt regnskabsførende fælleskommunale forsynings- og forsyningslignende virksomheder kan ikke opnå godkendelse efter stk. 2.

Stk. 5. Trafikselskaber kan alene opnå godkendelse efter stk. 2 for selskabernes udgifter til drift og vedligehold af bus- og rutebilstationer.

§ 3.§-link ↗

Kommunerne og regionerne kan anmelde acontomoms- og lønsumafgift, jf. § 1, vedrørende selvejende institutioner med driftsoverenskomst til refusion fra refusionsordningen, indtil den selvejende institutions regnskab optages med artsspecifikation i forbindelse med kommunens eller regionens regnskabsaflæggelse.

Stk. 2. Årsopgørelsen forsynet med revisors erklæring af refusionskrav til refusionsordningen må ikke indeholde beløb vedrørende acontomoms og lønsumsafgift efter stk. 1.

§ 4.§-link ↗

Købsmomsudgifter, der indgår ved beregningen af huslejeindtægter, omfattes ikke af refusionen. Den opgjorte refusion efter reglerne i § 1 reduceres derfor med et beløb, der beregnes som 7,5 pct. af bogførte indtægter på artskonto 7.1 Egne huslejeindtægter.

Stk. 2. Huslejeindtægter registreret på art 7.1, funktion 5.32.30 Ældreboliger, 2.32.31 Busdrift, dog undtaget gruppering 002, 2.32.33 Færgedrift, 2.32.35 Jernbanedrift, 3.10.01 Tilskud til trafikselskaber og 2.10.30 Almene ældreboliger omfattes ikke af bestemmelserne i § 4, stk. 1.

§ 5.§-link ↗

Købsmomsudgifter afholdt ved køb af varer og tjenesteydelser og finansieret af bidrag og tilskud til kommunen eller regionen omfattes ikke af refusionen. Den opgjorte refusion efter reglerne i § 1 reduceres derfor med et beløb svarende til 17,5 pct. af kommunens eller regionens indtægter fra følgende tilskud og bidrag. Beløbet opføres på den månedlige saldoopgørelse som fradrag under korrektioner: 1) Drifts- og anlægstilskud fra fonde, private virksomheder, private foreninger, institutioner m.v. 2) Lån, som på grund af gunstige vilkår med hensyn til betaling af renter og afdrag, ikke skal henregnes til kommunens eller regionens låntagning i henhold til bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. og bekendtgørelse om regionernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.

Stk. 2. Den andel af bidrag og tilskud, jf. stk. 1, der er finansieret af midler, som fonde, private virksomheder, private foreninger, institutioner m.v. har modtaget fra staten, regioner, kommuner og borgere, undtages fra reduktion efter stk. 1.

Stk. 3. Tilskud til forskning registreret på funktion 1.10.01 Sygehuse i regionerne og funktionerne 4.62.82-4.62.90 i kommunerne undtages fra reduktion efter stk. 1.

Stk. 4. Driftstilskud modtaget til og med regnskabsåret 2017, der er registreret på funktionerne 3.22.01 Folkeskoler, 3.22.08 Kommunale specialskoler, jf. folkeskolelovens § 20, stk. 2 og stk. 5, 3.22.09 Efter- og videreuddannelse i folkeskolen og 3.22.18 Idrætsfaciliteter til børn og unge i kommunerne, undtages fra tilbagebetaling efter stk. 1.

§ 6.§-link ↗

Hvis et anlæg, for hvilket der er opnået momsrefusion, inden for en periode af 5 år sælges eller overdrages, skal den refunderede købsmoms tilbagebetales til refusionsordningen. Beløbet opføres på den månedlige saldoopgørelse som fradrag under korrektioner.

Stk. 2. Femårsperioden regnes fra tidspunktet for godkendelse af anlægsregnskab for det pågældende arbejde.

Stk. 3. Hvis de samme købsmomsudgifter ved et anlæg, for hvilke der er opnået momsrefusion fra refusionsordningen, godtgøres efter lov om merværdiafgift, skal den af refusionsordningen refunderede købsmoms tilbagebetales. Beløbet opføres på den månedlige saldoopgørelse som fradrag under korrektioner.

§ 7.§-link ↗

Købsmomsudgifter afholdt ved køb af varer og tjenesteydelser og anvendt til naturalaflønning af personale omfattes ikke af refusionen. Den opgjorte refusion efter reglerne i § 1 reduceres derfor med købsmomsudgifterne, der er afholdt ved køb af varer og tjenesteydelser, og som er anvendt til naturalaflønning af personale. For bogførte udgifter til varer og tjenesteydelser, som både indeholder købsmomsudgifter vedrørende kommunal eller regional virksomhed og købsmomsudgifter vedrørende naturalaflønning af personale, er det udelukkende den del af købsmomsudgifterne, som anvendes til kommunal eller regional virksomhed, som er omfattet af refusionen. Andelen opgøres skønsmæssigt. Den del af købsmomsudgifterne, der vedrører naturalaflønning af personale, opføres på den månedlige saldoopgørelse som fradrag under korrektioner.

Kapitel 2 · Refusion ved tilkøbsydelser i frikommuner i medfør af lov om frikommuner

§ 8.§-link ↗

Købsmomsudgifter afholdt ved køb af varer og tjenesteydelser og anvendt til tilkøbsydelser, som hjemlet i lov om frikommuner, omfattes ikke af refusionen. Den opgjorte refusion efter reglerne i § 1 reduceres derfor med købsmomsudgifterne, der er afholdt ved køb af varer og tjenesteydelser, og som er anvendt til tilkøbsydelser. For bogførte udgifter til varer og tjenesteydelser, som både indeholder købsmomsudgifter vedrørende kommunal virksomhed og købsmomsudgifter vedrørende tilkøbsydelser, er det udelukkende den del af købsmomsudgifterne, som anvendes til kommunal virksomhed, som er omfattet af refusionen. Andelen opgøres skønsmæssigt. Den del af købsmomsudgifterne, der vedrører tilkøbsydelser, opføres på den månedlige saldoopgørelse som fradrag under korrektioner.

Kapitel 3 · Afregning af refusionsbeløb

§ 9.§-link ↗

Refusionsbeløb i henhold til § 1 udbetales månedligt.

Stk. 2. Beløb til refusion efter stk. 1 anmeldes på grundlag af saldo på funktion 7.65.87 for kommuner og på funktion 5.80.95 for regioner til Social- og Indenrigsministeriet senest 10. hverdag i den følgende måned. Eventuelle tvivlsspørgsmål vedrørende hvilke beløb, der kan anmeldes til refusion, afgøres endeligt af social- og indenrigsministeren.

Stk. 3. Saldoopgørelsen ultimo regnskabsåret, som tillige omfatter beløb til refusion bogført i den regnskabsmæssige supplementsperiode til regnskabsåret, fremsendes til Social- og Indenrigsministeriet senest 1. hverdag i april måned i året efter refusionssåret. Denne opgørelse skal være revideret af kommunens eller regionens revisor og forsynet med revisors erklæring.

Stk. 4. Beløb til refusion efter stk. 1 afholdt i den regnskabsmæssige forsupplementsperiode til et regnskabsår anmeldes til refusion fra refusionsordningen sammen med momsudgifter afholdt i januar måned i regnskabsåret.

§ 10.§-link ↗

Refusionsbeløb efter § 9 udbetales af Social- og Indenrigsministeriet snarest muligt i den måned, der følger efter den måned, refusionsanmeldelsen skal være Social- og Indenrigsministeriet i hænde.

Stk. 2. Refusionsbeløb afrundes til hele kroner.

Kapitel 4 · Dispensationsmulighed

§ 11.§-link ↗

Social- og indenrigsministeren kan i særlige tilfælde bestemme, at afregningen af refusionsbeløb sker på en anden måde end fastlagt i denne bekendtgørelse.

§ 12.§-link ↗

Social- og indenrigsministeren kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra §§ 1, 5 og 6.

Kapitel 5 · Ikrafttræden

§ 13.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1508 af 16. december 2014 om momsrefusionsordning for kommuner og regioner ophæves.