§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på motorer, der er monteret eller skal monteres i maskiner, jf. bilag 1, nr. 10, lokomotiver, jf. bilag 1, nr. 8, motorvogne, jf. bilag 1, nr. 12, og fartøjer, jf. bilag 1, nr. 2, samt på hjælpemotorer, jf. bilag 1, nr. 5.
Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter: 1) Motorer med kompressionstænding (dieselmotorer), når de anvendes på følgende måde: a) I andre maskiner end lokomotiver, motorvogne og fartøjer, såfremt motorerne har en nettoeffekt på 18 kW eller derover, men mindre end eller lig med 560 kW, dog for motorer, der som minimum skal opfylde trin 3A i bilag 3, nr. 1, såfremt de har en nettoeffekt på 19 kW eller derover, men mindre end eller lig med 560 kW. b) I lokomotiver og motorvogne, såfremt motorerne har en nettoeffekt på over 130 kW. c) I fartøjer uanset motorernes nettoeffekt. 2) Motorer med gnisttænding (benzinmotorer) med en nettoeffekt mindre end eller lig med 19 kW.
Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder bekendtgørelsen ikke anvendelse på: 1) Motorer til fremdrift af køretøjer som defineret i a) Rådets direktiv 70/156/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om typegodkendelse af motordrevne køretøjer, b) Rådets direktiv 92/61/EØF om standardtypegodkendelse af to- og trehjulede motordrevne køretøjer og c) Rådets direktiv 74/150/EØF om typegodkendelse af landbrugs- og skovbrugstraktorer. 2) Motorer, der anvendes a) af forsvaret, b) i maskiner, der primært anvendes til søsætning og bjergning af redningsbåde og af fartøjer, der søsættes fra stranden, c) i luftfartøjer og d) i fritidskøretøjer, f. eks. snescootere, ikke-vejgående motorcykler og terrængående køretøjer.
§ 2.§-link ↗
De i bilag 1 anførte definitioner finder anvendelse.
§ 3.§-link ↗
Maskiner, lokomotiver, motorvogne, fartøjer og motorer til brug i disse enheder må kun importeres eller sælges, hvis de er markedsført i overensstemmelse med §§ 4-13.
§ 4. · Dieselmotorer§-link ↗
Markedsføring af fabriksnye maskiner og af fabriksnye motorer til brug i maskiner, uanset om de er monteret i en maskine, må efter de i bilag 3 anførte datoer kun ske, såfremt motoren opfylder grænseværdierne i bilag 3, nr. 1, og er godkendt i henhold til direktiv 97/68/EF, som ændret senest ved direktiv 2012/46/EU.
Stk. 2. De alternative typegodkendelser i bilag 3, nr. 2, anses som værende ækvivalente med kravene i henhold til stk. 1.
§ 5. · Dieselmotorer§-link ↗
Markedsføring af fabriksnye lokomotiver og motorvogne og af fabriksnye motorer til brug i lokomotiver og motorvogne, uanset om de er monteret i et lokomotiv eller en motorvogn, må efter de i bilag 4 anførte datoer kun ske, såfremt motoren opfylder grænseværdierne i bilag 4, nr. 1, og er godkendt i henhold til direktiv 97/68/EF, som ændret senest ved direktiv 2012/46/EU.
§ 6. · Dieselmotorer§-link ↗
Markedsføring af fabriksnye fartøjer og af fabriksnye motorer til brug i fartøjer, uanset om de er monteret i et fartøj, må efter de i bilag 5 anførte datoer kun ske, såfremt motoren opfylder grænseværdierne i bilag 5 og er godkendt i henhold til direktiv 97/68/EF, som ændret senest ved direktiv 2012/46/EU.
§ 7. · Benzinmotorer§-link ↗
Markedsføring af fabriksnye maskiner og af fabriksnye motorer til brug i maskiner, uanset om de er monteret i en maskine, må efter de i bilag 6 anførte datoer kun ske, såfremt motoren opfylder grænseværdierne i bilag 6 og er godkendt i henhold til direktiv 97/68/EF, som ændret senest ved direktiv 2012/46/EU.
Stk. 2. For små motorfamilier af benzinmotorer erstattes grænseværdierne i bilag 6 for trin 2 af grænseværdierne i bilag 6 for trin 1, forudsat at den enkelte fabrikant højst producerer 25.000 enheder pr. år, og at de forskellige motorfamilier alle har forskellige slagvolumener.
§ 8. · Benzinmotorer§-link ↗
For benzinmotorer, der anvendes i de i bilag 7 anførte særlige maskiner, udsættes de i bilag 6 anførte datoer for trin 2 med 3 år. For maskiner omfattet af bilag 7, nr. 1 og 4, samt for kædesave omfattet af bilag 7, nr. 2, udsættes fristen dog til den 1. august 2013, når der er tale om håndbårne motorer til erhvervsmæssig brug, som benyttes i flere positioner.
Stk. 2. For små fabrikanter af benzinmotorer udsættes de i bilag 6 anførte tidspunkter for trin 2 med 3 år.
Stk. 3. Benzinmotorer omfattet af stk. 1 og 2 skal i udsættelsesperioden opfylde grænseværdierne i bilag 6 for trin 1.
§ 9. · Udskiftningsmotorer§-link ↗
En udskiftningsmotor, undtagen motorer til brug i lokomotiver, motorvogne og fartøjer, skal opfylde de tekniske forskrifter, som den erstattede motor skulle opfylde, da den oprindelig blev markedsført.
Stk. 2. Miljøstyrelsen kan tillade markedsføring af udskiftningsmotorer til brug i lokomotiver og motorvogne, såfremt udskiftningsmotoren overholder grænseværdierne for trin III A, hvor den motor, der skal erstattes enten ikke opfylder trin III A grænseværdierne eller opfylder trin III A grænseværdierne, men ikke trin III B grænseværdierne.
Stk. 3. Miljøstyrelsen kan tillade markedsføring af udskiftningsmotorer, der ikke overholder trin III A grænseværdierne, til brug i motorvogne uden kørselskontrol, og som er ude af stand til at foretage uafhængig bevægelse, såfremt udskiftningsmotoren opfylder en standard, der ikke er lavere end den standard, som opfyldes af motorer, der er monteret i eksisterende motorvogne af samme type.
Stk. 4. Tilladelser efter stk. 2 og 3 kan kun meddeles, hvis Miljøstyrelsen finder det godtgjort, at brugen af en udskiftningsmotor, der opfylder kravene fra det sidst anvendte emissionstrin, i den pågældende motorvogn eller lokomotiv vil være forbundet med betydelige tekniske vanskeligheder.
§ 10. · Hjælpemotorer§-link ↗
§ 4, §§ 7-9 og § 12 finder tilsvarende anvendelse for hjælpemotorer, der er monteret i køretøjer til person- eller godstransport ad vej samt for hjælpemotorer eller motorer beregnet til at drive udstyr til vedligeholdelse eller bygningsarbejder på skinner.
Stk. 2. § 6 finder også anvendelse på hjælpemotorer med en motoreffekt på over 560 kW, når de er monteret på fartøjer.
§ 11. · Særlige markedsføringsregler§-link ↗
Uanset bestemmelserne i §§ 4-8 og § 10 kan fabriksnye maskiner, lokomotiver, motorvogne og fartøjer, som er produceret før de anførte datoer for de respektive kategorier i bilag 3 - 6, og som ikke opfylder de nævnte grænseværdier efter de i disse bilag anførte datoer, markedsføres i en periode på 2 år efter de anførte datoer. Det samme gælder for fabriksnye motorer beregnet til anvendelse i maskiner, lokomotiver, motorvogne og fartøjer.
Stk. 2. Maskiner, lokomotiver, motorvogne, fartøjer og motorer, der markedsføres i henhold til stk. 1, skal være ledsaget af behørig dokumentation for motorens produktionsdato.
§ 12. · Særlige markedsføringsregler§-link ↗
Motorer til anden anvendelse end i motorvogne og fartøjer kan markedsføres i henhold til den fleksible ordning beskrevet i bilag XIII i direktiv 97/88/EF, som ændret senest ved direktiv 2012/46/EU.
§ 13.§-link ↗
Motorer, som er omfattet af §§ 4-8 eller §§ 10-12, må ikke markedsføres, importeres eller sælges, medmindre de er mærket i overensstemmelse med direktiv 97/68/EF, bilag I, punkt 3, som ændret senest ved direktiv 2012/46/EU, jf. bilag 8 i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Motorer, som bringes på markedet efter den fleksible ordning, jf. § 12, skal være forsynet med en mærkat med teksten »Motor markedsført i henhold til fleksibilitetsordningen« på dansk eller tilsvarende tekst på et andet fællesskabssprog.
Stk. 3. Maskiner, som bringes på markedet efter den fleksible ordning, jf. § 12, skal være forsynet med en mærkat med teksten »Maskine nr. … (fortløbende nr. på maskine) af … (totalt antal maskiner i det pågældende effektområde) med motornr. … med godkendelsestype (dir. 97/68/EF) nr. … «.
Stk. 4. Motorer, der er omfattet af § 9, stk. 1, skal opfylde de eventuelle krav til mærkning, som den erstattede motor skulle opfylde, da den oprindelig blev markedsført, og skal herudover have et mærkat med påskriften »UDSKIFTNINGSMOTOR« fastgjort på motoren eller indsat i instruktionsbogen.
Stk. 5. Motorer, der er omfattet af § 9, stk. 2 eller 3, skal have en mærkat med påskriften »UDSKIFTNINGSMOTOR« fastgjort på motoren. Mærkaten skal desuden indeholde en henvisning til den af Miljøstyrelsen givne tilladelse.
§ 14.§-link ↗
Ved konstruktive ændringer af motor eller forureningsbegrænsende udstyr på ibrugværende maskiner skal de tekniske forskrifter, der var gældende ved markedsføringen af den pågældende maskine, fortsat være overholdt.
§ 15.§-link ↗
Miljøstyrelsen fører tilsyn med, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse bliver overholdt.
§ 16.§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning straffes med bøde den, der 1) markedsfører, importerer eller sælger maskiner eller motorer, som ikke opfylder kravene i §§ 3-8 og §§ 10-12, 2) markedsfører, importerer eller sælger fabriksnye motorer, der ikke opfylder kravene om mærkning i § 13, 3) installerer eller får installeret udskiftningsmotor, som ikke opfylder kravene i § 9 eller § 13, stk. 4 eller 5, eller 4) foretager eller får foretaget konstruktive ændringer, der ikke opfylder kravene i § 14.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 17.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. december 2015.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 367 af 15. april 2011 om begrænsning af luftforurening fra mobile ikke-vejgående maskiner mv. ophæves.