§ 1. · Indberetning§-link ↗
Personer, der rekvirerer laboratorieprøver, skal ved modtagelsen af et positivt diagnostisk laboratoriefund på en af de husdyrsygdomme, som nævnt i bekendtgørelse om lister over smitsomme sygdomme til lov om hold af dyr, straks indberette resultatet til DTU Veterinærinstituttet.
Stk. 2. Følgende oplysninger skal sammen med en vedhæftet kopi af laboratoriesvaret sendes til vet-udlandsproever@vet.dtu.dk: 1) Besætningens CHR-nummer, jf. dog stk. 3. 2) Indsendelsesdato. 3) For hvert påvist sygdom: a) dyreart, og b) antal af dyr, der er undersøgt i den enkelte prøve.
Stk. 3. Hvis ikke der findes et CHR-nr., skal ejerens navn og adresse, hvor dyrene befinder sig angives.
Stk. 4. Indberetningspligten, jf. stk. 1, gælder ikke for prøver undersøgt på DTU Veterinærinstituttet.
§ 2. · Straf§-link ↗
Med bøde straffes den, der overtræder § 1.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 3. · Ikrafttrædelse§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2015.