Bekendtgørelse nr. 909 · 2015

Gældende

Beredskabsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om beredskab ved forurening af havet fra olie- og gasanlæg, rørledninger og andre platforme

Dokumentdato: 10. jul. 2015Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Definitioner

§ 1.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Operatør: Den virksomhed, der er udpeget af rettighedshaveren eller af klima-, energi- og bygningsministeren til på rettighedshaverens vegne at udføre de olie- og gasaktiviteter, som rettighedshaveren har tilladelse til efter lov om anvendelse af Danmarks undergrund, herunder planlægning og gennemførelse af brøndaktiviteter, eller ledelse og styring af et produktionsanlægs funktioner. 2) Olie- og gasaktiviteter: Alle aktiviteter i forbindelse med et olie- og gasanlæg, tilsluttet infrastruktur eller rørledninger, herunder design, planlægning, bygning, installation offshore, drift, ændringer og demontering heraf, i forbindelse med efterforskning, produktion og rørbunden transport af olie og gas og andre stoffer og materialer mellem olie- og gasanlæg offshore og anlæg på land eller mellem flere olie- og gasanlæg offshore. 3) Olie-og gasanlæg: En fast eller mobil indretning (platform), som bruges til offshore olie- og gasaktiviteter eller i forbindelse med sådanne aktiviteter eller en kombination af sådanne indretninger, som permanent er indbyrdes forbundet ved hjælp af broer eller andre strukturer. Olie- og gasanlæg omfatter ikke mobile indretninger, når de er under forsejling eller bugsering. 4) Tilsluttet infrastruktur: a) indenfor sikkerhedszonen, jf. offshoresikkerhedsloven, enhver brønd og dermed forbundne strukturer, supplerende enheder og anordninger tilsluttet olie- og gasanlægget, b) indenfor sikkerhedszonen ethvert apparatur eller enhver anordning på eller fastgjort til hovedstrukturen i olie- og gasanlægget, c) indenfor sikkerhedszonen ethvert tilsluttet rørledningssystem, d) indenfor sikkerhedszonen enhver anden tilsluttet konstruktion, der anvendes til lagring og lastning af olie og gas produceret af et produktionsanlæg, og som er permanent knyttet til et sådant olie- og gasanlæg, og e) rørledninger mellem olie-og gasanlæg. 5) Brøndaktiviteter: Enhver aktivitet vedrørende en brønd, som kan medføre utilsigtede udslip af olie og kemikalier, herunder boring af en brønd, reparation eller ændring af en brønd, standsning af brøndaktiviteter og permanent nedlæggelse af en brønd. 6) Anden platform: Platform, der ikke er et olie-og gasanlæg. 7) Rørledning: Den del af en rørledning, der ikke er omfattet af en tilsluttet infrastruktur. 8) Efterforskning: Boring i et prospekt og tilknyttede offshore olie- og gasaktiviteter, der er nødvendige forud for produktionsrelaterede aktiviteter. 9) Produktion: Offshoreindvinding af olie og gas fra undergrunden i rettighedsområdet, offshorebehandling af olie og gas og offshoretransport heraf gennem tilsluttet infrastruktur.

Kapitel 2 · Beredskab og beredskabsplaner

§ 2.§-link ↗

Operatøren af et olie- og gasanlæg og den ansvarlige for driften af en rørledning eller en anden platform skal opretholde et beredskab, som i tilfælde af forurening af havet fra anlægget, rørledningen eller platformen kan bekæmpe forureningen, jf. kapitel 3 - 5.

§ 3.§-link ↗

Operatøren af et olie- og gasanlæg og den ansvarlige for driften af en rørledning skal udarbejde en plan for beredskabet med det indhold, der er nævnt i kapitel 3 og 5. Den ansvarlige for driften af en anden platform skal udarbejde en plan for beredskabet med det indhold, der er nævnt i kapitel 4 og 5.

Stk. 2. Beredskabsplanen for et olie- og gasanlæg skal omfatte både produktions- og brøndaktiviteter, herunder aktiviteter i forbindelse med efterforskning.

§ 4.§-link ↗

Operatører af olie- og gasanlæg og ansvarlige for driften af rørledninger kan i samarbejde opretholde beredskabet og udarbejde en fælles beredskabsplan. Driftsansvarlige for andre platforme kan i samarbejde opretholde beredskabet og udarbejde en fælles beredskabsplan.

§ 5.§-link ↗

Miljøstyrelsen godkender planen udarbejdet efter § 3. Miljøstyrelsen kan fastsætte vilkår for godkendelse af planen.

§ 6.§-link ↗

Operatøren af et olie- og gasanlæg og den ansvarlige for driften af en rørledning eller en anden platform skal holde beredskabsplanen opdateret. Miljøstyrelsen skal underrettes om sådanne opdateringer.

Stk. 2. Væsentlige ændringer af beredskabsplanen skal godkendes af Miljøstyrelsen.

§ 7.§-link ↗

Hvis Miljøstyrelsen i tilfælde af forurening af havet fra et olie- og gasanlæg, en rørledning eller en anden platform vurderer, herunder på baggrund af oplysninger fra operatøren eller den driftsansvarlige, at det er hensigtsmæssigt, at det statslige beredskab bistår i bekæmpelsen af forureningen, iværksætter Den Værnsfælles Forsvarskommando på anmodning fra Miljøstyrelsen dette beredskab.

Kapitel 3 · Beredskab og beredskabsplaner for olieforurening fra olie- og gasanlæg og rørledninger

§ 8.§-link ↗

Beredskabsplanen for bekæmpelse af olieforurening af havet skal udarbejdes i overensstemmelse med bilag 1.

§ 9.§-link ↗

Operatøren af et olie- og gasanlæg og den ansvarlige for driften af en rørledning skal råde over materiel til mekanisk og, hvis relevant, kemisk bekæmpelse af olieforurening af havet.

Stk. 2. Materiellet til bekæmpelse af olieforurening skal opfylde kravene i stk. 3 og 4.

Stk. 3. Mængden af materiellet skal være således dimensioneret, at det kan bekæmpe et oliespild svarende til: 1) olieudstrømningen fra en produktionsboring eller en rørledning under hensyn til den geografiske placering, og til oliens fordampning og emulgering, og 2) den sandsynlige olieudstrømning fra en efterforskningsboring under hensyn til borestedets geologiske forhold, geografiske placering, og til oliens fordampning og emulgering.

Stk. 4. Olieoptagere, olieflydespærringer og transportmateriel skal være således konstrueret, at de kan virke under de bølgehøjder og strømforhold, der forekommer i det pågældende farvandsafsnit, dog maksimalt 2,5 m signifikant bølgehøjde og/eller strøm på 1 knob. Materiellet skal endvidere kunne virke ved lufttemperaturer fra + 50 grader C til - 20 grader C og vandtemperaturer fra + 40 grader C til - 1 grad C.

Stk. 5. Miljøstyrelsen kan tillade, at beredskabet kan omfatte andre bekæmpelsesmåder end omhandlet i stk. 1.

Stk. 6. Materiellet skal placeres således, at beredskabet kan bringes i anvendelse på stedet, hvor olieforureningen er sket, inden for en af Miljøstyrelsen fastsat tidsfrist under hensyntagen til resultaterne af de risikoberegninger, der er gennemført i henhold til § 10.

§ 10.§-link ↗

Der skal for de under § 9, stk. 3, nævnte spild gennemføres risikoberegninger og opstilles scenarier for spredningen af olien på havet baseret på: 1) den forventede hyppighed af de forskellige typer af spild, der vil kunne forekomme, 2) den forventede varighed af spildene, og 3) det forventede volumen af spildene pr. tidsenhed.

Stk. 2. Ved beregning af spredningen af olieforureningen på havet, jf. stk. 1, skal der tages hensyn til de vejrforhold, herunder lufttemperatur, vind og nedbør, som kan forekomme, der hvor olieforureningen kan ske. Der skal endvidere tages hensyn til havforhold, herunder tidevand, havstrømme og vandtemperatur, som kan forekomme, der hvor olieforureningen kan ske.

Stk. 3. De potentielle miljøpåvirkninger for de i stk. 1 nævnte scenarier skal beskrives.

§ 11.§-link ↗

Operatøren af et olie- og gasanlæg skal sikre, at det mandskab, som indgår i beredskabet, er oplært i betjeningen af beredskabsmateriel og –procedurer, jf. § 9 og bilag 1.

Stk. 2. Der skal regelmæssigt, og i nært samarbejde med relevante myndigheder, afholdes øvelser i brugen af materiellet og i beredskabsprocedurerne. Miljøstyrelsen skal i god tid gøres bekendt med tidspunktet for og indholdet af planlagte øvelser. Miljøstyrelsen kan stille krav til indholdet af øvelserne, herunder om afholdelse af øvelser som ikke er forhåndsvarslet i operatørens beredskabsorganisation.

§ 12.§-link ↗

Den ansvarlige for driften af en rørledning skal sikre, at det mandskab, som indgår i beredskabet,er oplært i betjeningen af beredskabsmateriel og -procedurer, jf. § 9 og bilag 1.

Stk. 2. Der skal regelmæssigt afholdes øvelser i brugen af materiellet og i beredskabsprocedurerne. Miljøstyrelsen skal i god tid gøres bekendt med tidspunktet for og indholdet af planlagte øvelser og kan efter anmodning deltage i disse.

Kapitel 4 · Beredskab og beredskabsplaner for olieforurening fra andre platforme

§ 13.§-link ↗

Beredskabsplanen for olieforurening skal indeholde oplysninger om følgende forhold: 1) Alarm- og kommunikationssystemer, herunder varsling af myndigheder. 2) Organisation med angivelse af beredskabsledelse, bemanding, ansvarsfordeling og iværksættelsesprocedure for bekæmpelse. 3) Oversigt over bekæmpelsesmateriel med beskrivelse af type samt angivelse af kapacitet og placering. 4) Beskrivelse af indsats ved forskellige forureningssituationer, herunder bekæmpelsesmetoder, overvågning, forsynings- og transportforhold, bemanding, midlertidig opbevaring og bortskaffelse af forurenende stoffer m.v. 5) Øvelsesvirksomhed.

§ 14.§-link ↗

Den ansvarlige for driften af en anden platform skal sikre, at det mandskab, som indgår i beredskabet, er oplært i betjeningen af beredskabsmateriel og –procedurer, jf. § 13.

Stk. 2. Der skal regelmæssigt afholdes øvelser i brugen af materiellet og i beredskabsprocedurerne. Miljøstyrelsen skal i god tid gøres bekendt med tidspunktet for og indholdet af planlagte øvelser og kan efter anmodning deltage i disse.

Kapitel 5 · Beredskab for andre skadelige stoffer

§ 15.§-link ↗

Operatøren af et olie- og gasanlæg og den ansvarlige for driften af en rørledning eller en anden platform skal råde over materiel til måling og begrænsning af spild af andre skadelige stoffer end olie, såfremt der bruges væsentlige mængder af sådanne stoffer.

Stk. 2. Operatøren eller den driftsansvarlige skal kunne bekæmpe forurening med stoffer, der forbliver flydende på vandoverfladen, og som kun er ringe vandopløselige, ved at foretage indkredsning, optagning og transport af forureningen under de vejrforhold, der er anført i § 9, stk. 4.

Stk. 3. Materiellet til bekæmpelse skal være tilstrækkeligt til at bekæmpe den til enhver tid værende mængde stof og skal placeres således, at foranstaltningerne kan iværksættes umiddelbart efter, at forureningen er sket.

Kapitel 6 · Ekstern beredskabsplan

§ 16.§-link ↗

Den eksterne beredskabsplan, jf. havmiljølovens § 34 b, udarbejdes under hensyntagen til de beredskabsplaner og de risikovurderinger, som operatørerne af olie- og gasanlæg har udarbejdet, jf. § 3 og 10.

Stk. 2. Den eksterne beredskabsplan skal udarbejdes i overensstemmelse med bilag 2.

Stk. 3. Den eksterne beredskabsplan holdes opdateret, således at der tages hensyn til relevante ændringer i de beredskabsplaner, der udarbejdes af operatørerne af olie-og gasanlæg, og ændringer i andre forhold, der har betydning for planen, herunder ændringer i beredskabsplanen for det statslige danske beredskab til bekæmpelse af forurening af havet med olie og andre skadelige stoffer.

§ 17.§-link ↗

Operatøren af et olie- og gasanlæg afgiver på Miljøstyrelsens anmodning de oplysninger, der er nødvendige for at udarbejde den eksterne beredskabsplan i overensstemmelse med § 16 og bilag 2, i det omfang oplysningerne ikke fremgår af beredskabsplanen for olie- og gasanlægget.

§ 18.§-link ↗

Miljøstyrelsen udarbejder en samlet ekstern beredskabsplan bestående af den eksterne beredskabsplan udarbejdet efter havmiljøloven og den eksterne beredskabsplan udarbejdet efter offshoresikkerhedsloven og videresender den til Europa-Kommissionen, samt til andre medlemsstater i EU og tredjelande, der kan blive berørt af en større ulykke, jf. offshoresikkerhedsloven.

Stk. 2. Den samlede eksterne beredskabsplan, jf. stk. 1, offentliggøres på Miljøstyrelsens og Arbejdstilsynets hjemmesider, jf. dog bilag 2, punkt 2.

§ 19.§-link ↗

I tilfælde af en større ulykke eller overhængende fare herfor underrettes Europa-Kommissionen samt de medlemsstater i EU og tredjelande, der kan blive berørt af ulykken.

Kapitel 7 · Tilsyn og klage mv.

§ 20.§-link ↗

Miljøstyrelsen fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse bliver overholdt.

§ 21.§-link ↗

Operatøren af et olie- og gasanlæg skal meddele Miljøstyrelsen tidspunktet for ophør af efterforskning og produktion.

§ 22.§-link ↗

Afgørelser truffet af Miljøstyrelsen efter denne bekendtgørelse kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet, jf. havmiljølovens kapitel 15.

§ 23.§-link ↗

Miljøstyrelsen underretter Energistyrelsen og Arbejdstilsynet, hvis Miljøstyrelsen forbyder fortsat drift af et olie- og gasanlæg efter havmiljølovens § 45 d, stk. 2.

Kapitel 8 · Straf

§ 24.§-link ↗

Med mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde, den der 1) overtræder § 2, § 6, § 9, stk. 1, §§ 11- 12, §§ 14 - 15 eller § 21, 2) tilsidesætter et vilkår fastsat efter § 5, 3) tager et olie- og gasanlæg, en rørledning eller en anden platform i brug, inden beredskabsplanen er godkendt efter § 5, eller 4) ikke efterkommer en anmodning om afgivelse af oplysninger efter § 17.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder besparelser.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

Kapitel 9 · Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 25.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 19. juli 2015.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 395 af 17. juli 1984 om beredskab i tilfælde af forurening fra visse havanlæg ophæves.

§ 26.§-link ↗

For operatører af olie-og gasanlæg, hvis beredskabsplan inden den 19. juli 2015 er godkendt af Miljøstyrelsen, finder bekendtgørelsens kapitel 3 og 5 anvendelse fra den 19. juli 2018, jf. dog stk. 2. Før dette tidspunkt finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 395 af 17. juli 1984 om beredskab i tilfælde af forurening fra visse havanlæg anvendelse.

Stk. 2. Såfremt der på et olie- og gasanlæg omfattet af stk. 1 efter 19. juli 2016 gennemføres brøndaktiviteter omfattet af § 28 a i offshoresikkerhedsloven, finder bekendtgørelsen anvendelse fra denne dato.

Stk. 3. For operatører af olie-og gasanlæg, hvis beredskabsplan ikke inden den 19. juli 2015 er godkendt af Miljøstyrelsen, finder bekendtgørelsens kapitel 3 og 5 anvendelse fra den 19. juli 2016. Før dette tidspunkt finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 395 af 17. juli 1984 om beredskab i tilfælde af forurening fra visse havanlæg anvendelse.

Stk. 4. For ansvarlige for driften af rørledninger, hvis beredskabsplan inden den 19. juli 2015 er godkendt af Miljøstyrelsen, finder bekendtgørelsens kapitel 3 og 5 anvendelse fra den 19. juli 2018. Før dette tidspunkt finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 395 af 17. juli 1984 om beredskab i tilfælde af forurening fra visse havanlæg anvendelse.