§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗
Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser om Trafik- og Byggestyrelsens afgifter for tilsynsvirksomhed og gebyrer for varetagelse af opgaverne i henhold til lov om jernbane og EU-retlige regler på jernbaneområdet.
Stk. 2. Jernbanevirksomheder, jernbaneinfrastrukturforvaltere, virksomheder, der udfører transport på bybaner, forvaltere af bybaner, entreprenørvirksomheder, ejere af læsseenheder m.fl. og personer som udfører sikkerhedsklassificerede funktioner hos jernbanevirksomheder eller jernbaneinfrastrukturforvaltere, betaler gebyrer efter satserne i bilag 1-7 til denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for udførelse af ikke erhvervsmæssig jernbanedrift (veterantogskørsel og veteranbanedrift).
§ 2. · Betaling af gebyrer§-link ↗
For følgende ydelser betales gebyr efter regning: 1) udstedelse og ændring af sikkerhedscertifikat og sikkerhedsgodkendelse, 2) udstedelse af tilladelse til jernbanevirksomhed og infrastrukturforvaltning, 3) godkendelse af køretøjer, 4) godkendelse af sikkerhedsregler, 5) godkendelse af jernbaneinfrastruktur uden anlægslov, 6) godkendelse af jernbaneinfrastruktur med egen anlægslov, 7) godkendelse af sikkerhedsmæssige uddannelser, og 8) assessering (godkendelse af organer eller institutioner i henhold til interoperabilitetsdirektivet).
§ 3. · Betaling af gebyrer§-link ↗
Hvor gebyret fastsættes efter regning, er timeprisen 900 kr.
Stk. 2. Ved afbrydelse af sagsbehandlingen for hvilken gebyret fastsættes efter regning betales et beløb for det allerede udførte arbejde.
Stk. 3. Trafik- og Byggestyrelsen kan viderefakturere særlige omkostninger til ansøger, herunder særlig teknisk bistand, rejseomkostninger m.v., som anvendes i forbindelse med en konkret godkendelsessag.
§ 4. · Betaling af gebyrer§-link ↗
For følgende ydelser betales et fast gebyr: 1) registrering af udenlandske tilladelser i det nationale køretøjsregister (NVR), 2) opretholdelse og ændringer af registreringer i det nationale køretøjsregister, 3) adgang til det virtuelle centralregister for køretøjer (VVR), 4) lokomotivførerlicenser og erstatningsdokumenter for lokomotivførerlicenser, og 5) helbredsgodkendelser.
§ 5. · Betaling af gebyrer§-link ↗
Udebliver betaling, jf. § 2 og § 4, efter sidste rettidige indbetalingsdag, opkræves et ekspeditionsgebyr på kr. 100 for hver erindringsskrivelse.
Stk. 2. Det skyldige beløb tillægges renter i overensstemmelse med reglerne i renteloven.
§ 6. · Betaling af afgift§-link ↗
Afgiften i henhold til jernbanelovens § 109, stk. 1-4, udgør i 2015 de beløb, der fremgår af bilag 8.
Stk. 2. Afgiften, jf. stk.1, er reguleret efter jernbanelovens § 109, stk. 5-6.
Stk. 3. Udebliver betaling, jf. stk. 1, efter sidste rettidige indbetalingsdag, opkræves et ekspeditionsgebyr på kr. 100 for hver erindringsskrivelse.
§ 7. · Klage§-link ↗
Ved afgørelser truffet i henhold til denne bekendtgørelse kan kun retlige forhold påklages til transport- og bygningsministeren.
§ 8. · Ikrafttræden§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 13. juli 2015.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1424 af 12. december 2013 om Trafikstyrelsens gebyrer og afgifter på jernbaneområdet ophæves.