Bekendtgørelse nr. 183 · 2015

Gældende

Bekendtgørelse om »Pulje til fremme af cykling«

Bekendtgørelse om »Pulje til fremme af cykling«

Dokumentdato: 18. feb. 2015Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 26. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Reglerne i denne bekendtgørelse fastlægger på baggrund af Retningslinjer for pulje til fremme af cykling, jf. bilag 1, og Administrationsgrundlag for »Pulje til fremme af cykling«, jf. bilag 2, proceduren for den politiske beslutningsproces om udmøntning af pulje til fremme af cykling, som følger af »Trafikaftale 2014 – udmøntning af disponible midler i Infrastrukturfonden af d. 24. juni 2014 mellem regeringen (Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti«.

Stk. 2. Proceduren skal understøtte beslutningsgrundlaget for den politiske beslutning om tilskud til projekter, der skal fremme cykling.

§ 2. · Statsligt tilskud§-link ↗

Tilskud udgør normalt 40 % af de godkendte tilskudsberettigede omkostninger, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. For mindre innovationsprojekter er det muligt at opnå 100 % tilskud, hvis projektets resultater over en bred front vil fremme cykling, såsom forsknings- og udviklingsprojekter og tværgående projekter med bred national effekt og forankring.

Stk. 3. For projekter, der gennemføres som del af et særligt indsatsområde udpeget af transportministeren, er det muligt at opnå 100 % tilskud.

Stk. 4. Vejdirektoratet kan stille vilkår eller betingelser for tilskud eller tilsagn om tilskud.

Stk. 5. Hvis der søges om tilskud til indkøb af udstyr, der kan videresælges, skal det angives i ansøgningen, for hvilken periode udstyret vil blive anvendt i projektet, som der søges tilskud til.

Stk. 6. Det er en betingelse for tilskud, at der er midler til rådighed inden for de afsatte rammer, jf. § 1.

§ 3. · Statsligt tilskud§-link ↗

Tilskudsmodtagers egenfinansiering, jf. § 2, stk. 1, kan ikke dækkes af andre statslige puljer inden for Transportministeriets område.

§ 4. · Ansøgning om tilskud§-link ↗

Ansøgning om tilskud kan indgives til Vejdirektoratet af kommuner, virksomheder og organisationer.

Stk. 2. Ansøgningsberettigede kan indgå i et samarbejde mellem flere ansøgningsberettigede og med andre parter om et projekt. Dog kan kun én ansøgningsberettiget part være ansvarlig for anvendelsen af tildelte puljemidler.

§ 5. · Indgivelse af ansøgning og frister§-link ↗

Ansøgning om tilskud skal indgives ved at anvende det til enhver tid gældende ansøgningsskema med projektbeskrivelse og projektbudget, der ligger på Vejdirektoratets hjemmeside.

Stk. 2. En ansøgning om tilskud skal være modtaget i Vejdirektoratet senest den 16. marts 2015 kl. 12.00.

Stk. 3. Vejdirektoratet kan til enhver tid anmode om yderligere dokumentation i forbindelse med behandlingen af ansøgninger.

§ 6. · Procedure for politisk beslutningsproces§-link ↗

Vejdirektoratet udarbejder på baggrund af Retningslinjer for pulje til fremme af cykling, jf. bilag 1, og Administrationsgrundlag for »Pulje til fremme af cykling«, jf. bilag 2, indstilling om tildeling af tilskud til projekter under pulje til fremme af cykling. Vejdirektoratet kan i den forbindelse indstille, at der til konkrete projekter stilles vilkår for tilskud eller tilsagn om tilskud.

§ 7. · Procedure for politisk beslutningsproces§-link ↗

Transportministeren forestår på baggrund af indstilling efter § 6, forhandlinger med ordførere fra forligskredsen, jf. § 1, om tildeling af tilskud til de enkelte cykelprojekter. Parterne kan stille vilkår for tilskud eller tilsagn om tilskud.

§ 8. · Procedure for politisk beslutningsproces§-link ↗

Transportministeren giver meddelelse til Vejdirektoratet om de beslutninger, der er truffet efter § 7, med henblik på, at Vejdirektoratet forestår den praktiske administration heraf, jf. § 9.

§ 9. · Administration, opfølgning m.v.§-link ↗

Vejdirektoratet giver meddelelse til ansøgerne, jf. § 4, om beslutninger om tildeling af tilskud til de enkelte cykelprojekter, jf. § 7, og forestår den praktiske udbetaling af puljemidler.

Stk. 2. Ændring af et projekt kan godkendes af Vejdirektoratet, hvis ændringen efter Vejdirektoratets vurdering er i overensstemmelse med projektets formål. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af Vejdirektoratet, inden ændringen iværksættes.

Stk. 3. Tilskudsmodtager skal mindst en gang om året afrapportere om projektets status til Vejdirektoratet. Der skal endvidere foretages afrapportering af det endelige projekt.

Stk. 4. Vejdirektoratet fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes, og kan i den forbindelse anmode om enhver oplysning til brug herfor fra ansøgeren eller tilskudsmodtageren.

Stk. 5. I det omfang ansøgeren anvender samarbejdsparter, er ansøgeren forpligtet til i nødvendigt omfang at fremskaffe oplysninger fra den pågældende samarbejdspart.

Stk. 6. Tilskudsmodtager skal straks underrette Vejdirektoratet, hvis 1) der foreligger forhold, som efter stk. 7 kan medføre krav om helt eller delvist bortfald af tilskud eller tilsagn om tilskud, 2) der foreligger forhold, som efter § 10 kan medføre krav om hel eller delvis tilbagebetaling af tilskud, eller 3) tilskudsmodtager skifter revisor i løbet af projektperioden.

Stk. 7. Vejdirektoratet påser, at tilskud eller tilsagn om tilskud kan bortfalde, hvis 1) ansøger eller tilskudsmodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger, 2) ansøger eller tilskudsmodtager tilsidesætter sin underretningspligt efter stk. 5 eller 6, 3) midlerne uden forudgående godkendelse har været anvendt til andre formål end beskrevet i projektbeskrivelsen, 4) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med den godkendte ansøgning, eller 5) betingelserne for tilskud, herunder den til enhver tid gældende instruks for regnskab og den til enhver tid gældende revisionsinstruks, ikke opfyldes.

§ 10. · Administration, opfølgning m.v.§-link ↗

Vejdirektoratet kan kræve, at udbetalte tilskud skal tilbagebetales helt eller delvist, hvis 1) der er sket helt eller delvist bortfald af tilsagn om tilskud i henhold til § 9, stk. 7, eller 2) tilskudsmodtager får ydet tilskud fra anden pulje under transportministeriet til dækning af udgifter, som er finansieret med tilskud fra pulje til fremme af cykling.

§ 11. · Administration, opfølgning m.v.§-link ↗

Hvis et udbetalt tilskud helt eller delvist skal tilbagebetales, opkræves det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Rente fastsættes i overensstemmelse med renteloven og beregnes fra forfaldsdagen.

§ 12. · Regnskab og revision§-link ↗

Den til enhver tid gældende instruks for regnskab og den til enhver tid gældende revisionsinstruks skal overholdes.

Stk. 2. På Vejdirektoratets hjemmeside vil den gældende udgave for instruks for regnskab og den gældende revisionsinstruks kunne ses. Det omhandlede gældende materiale vil ligeledes kunne rekvireres ved henvendelse til Vejdirektoratet.

§ 13. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2015.