Bekendtgørelse nr. 1215 · 2014

Historisk

Bekendtgørelse om obligatorisk digital selvbetjening vedrørende ansøgninger og meddelelser m.v. om sociale ydelser m.v.

Bekendtgørelse om obligatorisk digital selvbetjening vedrørende ansøgninger og meddelelser m.v. om sociale ydelser m.v.

Dokumentdato: 20. nov. 2014Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Obligatoriske digitale selvbetjeningsløsninger

§ 1.§-link ↗

Ansøgninger og meddelelser m.v. efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, lov om opkrævning af underholdsbidrag, lov om en børne- og ungeydelse, lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., lov om individuel boligstøtte og lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselloven), der er nævnt i bilag 1, tabel 1-4, skal indgives til Udbetaling Danmark ved anvendelse af den digitale løsning, som Udbetaling Danmark stiller til rådighed (digital selvbetjening) inden for eget myndighedsområde. En digital ansøgning eller meddelelse m.v. anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for modtageren, jf. § 13, stk. 8, i lov om Udbetaling Danmark. Ansøgninger og meddelelser m.v., jf. 1. pkt., der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af Udbetaling Danmark, jf. dog stk. 3, og § 2 og § 4.

Stk. 2. Ansøgning om lån til beboerindskud efter §§ 55-57 i lov om individuel boligstøtte skal indgives til kommunalbestyrelsen ved anvendelsen af den digitale løsning, som kommunen stiller til rådighed (digital selvbetjening). En digital ansøgning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunalbestyrelsen, jf. § 40 a, stk. 4, i lov om individuel boligstøtte. Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 3 og § 6 og § 8.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på personer, som har bopæl udenfor Danmark, og som er omfattet af reglerne i EF-forordning nr. 883/04 eller 1408/71.

Kapitel 2 · Udbetaling Danmark

§ 2. · Særlige forhold§-link ↗

Hvis kommunalbestyrelsen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening på Udbetaling Danmarks sagsområder, jf. § 1, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde, at en konkret ansøgning eller meddelelse m.v. kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter § 1, stk. 1.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at afgørelser efter stk. 1, skal gælde for alle fremtidige ansøgninger og meddelelser m.v. omfattet af samme ydelsesgruppe i bilag 1, tabel 1-4.

§ 3. · Særlige forhold§-link ↗

Afgørelser efter § 2 kan træffes efter anmodning fra borgeren eller på kommunens foranledning. Afgørelser efter § 2, stk. 1, kan træffes uden borgerens personlige fremmøde. Afgørelser efter § 2, stk. 2, træffes ved borgerens personlige fremmøde i kommunen, med mindre fremmøde ikke er muligt på grund af borgerens situation.

Stk. 2. Afgørelser efter § 2 træffes hurtigst muligt efter borgerens henvendelse på baggrund af en konkret vurdering med udgangspunkt i borgerens oplysninger. Kommunen skal om muligt forinden have forsøgt at hjælpe borgeren med at betjene sig digitalt.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal hurtigst muligt give Udbetaling Danmark besked om, at en ansøgning eller meddelelse m.v. kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening, jf. § 2. Når der træffes afgørelser efter § 2, stk. 2, skal kommunen tillige give Udbetaling Danmark besked om, hvilken ydelsesgruppe i bilag 1, tabel 1-4, afgørelsen vedrører.

§ 4. · Ekstraordinære situationer§-link ↗

Udbetaling Danmark kan undlade at afvise en ansøgning eller meddelelse m.v. på Udbetaling Danmarks sagsområder, jf. § 1, stk. 1, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, og som ikke er undtaget herfra efter § 2, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele ved at modtage ansøgningen eller meddelelsen m.v. på anden måde end digitalt. Udbetaling Danmark kan endvidere undlade at afvise en meddelelse, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis det efter sagens karakter er hensigtsmæssigt at modtage meddelelsen på anden måde end digitalt.

§ 5. · Klage§-link ↗

Kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 2 kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i kap. 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. § 13, stk. 4, i lov om Udbetaling Danmark.

Stk. 2. Hvis en borger klager over en afgørelse efter § 2, skal Udbetaling Danmark behandle ansøgningen eller meddelelsen m.v. og andre ansøgninger og meddelelser m.v. omfattet af samme ydelsesgruppe i bilag 1, tabel 1-4, som indgives under klagesagens behandling, selvom de ikke er indgivet digitalt.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal hurtigst muligt give Udbetaling Danmark besked om klagen og om Ankestyrelsens afgørelse.

Kapitel 3 · Lån til beboerindskud

§ 6. · Særlige forhold§-link ↗

Hvis kommunalbestyrelsen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening ved ansøgning om beboerindskud efter kap. 10 i lov om individuel boligstøtte, skal kommunalbestyrelsen tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter § 1, stk. 2.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en afgørelse efter stk. 1 skal gælde for alle fremtidige ansøgninger og meddelelser m.v. omfattet af samme ydelsesgruppe i bilag 1, tabel 3. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen efter stk. 1 alene er begrundet i sagens hastende karakter.

§ 7. · Særlige forhold§-link ↗

Afgørelser efter § 6 kan træffes efter anmodning fra borgeren eller på kommunens foranledning. Afgørelser efter § 6, stk. 1, kan træffes uden borgerens personlige fremmøde. Afgørelser efter § 6, stk. 2, træffes ved borgerens personlige fremmøde i kommunen, med mindre fremmøde ikke er muligt på grund af borgerens situation.

Stk. 2. Afgørelser efter § 6 træffes hurtigst muligt efter borgerens henvendelse på baggrund af en konkret vurdering med udgangspunkt i borgerens oplysninger. Kommunen skal om muligt forinden have forsøgt at hjælpe borgeren med at betjene sig digitalt.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal hurtigst muligt give Udbetaling Danmark besked om, at en ansøgning eller meddelelse m.v. kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening, jf. § 6, stk. 2, hvis afgørelsen har betydning for Udbetaling Danmarks sagsområde efter lov om individuel boligstøtte.

§ 8. · Ekstraordinære situationer§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan helt ekstraordinært ud over de i § 6 nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning om lån til beboerindskud, jf. § 1, stk. 2, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for kommunen ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.

§ 9. · Klage§-link ↗

Kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 6 kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i kap. 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. § 73 i lov om individuel boligstøtte.

Stk. 2. Hvis en borger klager over en afgørelse efter § 6, skal kommunalbestyrelsen behandle ansøgningen og andre ansøgninger og meddelelser m.v. omfattet af samme ydelsesgruppe i bilag 1, tabel 3, som indgives under klagesagens behandling, selvom de ikke er indgivet digitalt. Det gælder dog ikke, hvis kommunens afgørelse efter § 6, stk. 1, alene er begrundet i sagens hastende karakter.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal hurtigst muligt give Udbetaling Danmark besked om klagen og om Ankestyrelsens afgørelse, hvis klagen har betydning for Udbetaling Danmarks sagsområde efter lov om individuel boligstøtte.

Kapitel 4 · Ikrafttrædelse m.v.

§ 10.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 2014.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse for ansøgninger og meddelelser m.v., der indgives efter bekendtgørelsens ikrafttræden, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. For ansøgninger og meddelelser m.v. på barselsdagpengeområde, jf. bilag 1, tabel 4, finder § 1 anvendelse på borgernes ansøgning og meddelelser m.v. på grundlag af dokumenter, der er udsendt af Udbetaling Danmark efter den 1. december 2014.