Bekendtgørelse nr. 1183 · 2014

Historisk

Bekendtgørelse om salmonella hos svin

Bekendtgørelse om salmonella hos svin

Dokumentdato: 6. nov. 2014Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Område og definitioner

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser om overvågning af salmonellose og salmonella i svin.

Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter primærproduktion samt overvågning, slagtning og slagtemæssig behandling af kød af svin.

Stk. 3. Bekendtgørelsen omhandler endvidere krav til laboratorieundersøgelse og indberetning af laboratoriefund.

§ 2.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Akkrediteret laboratorium: Et laboratorium, som er akkrediteret i henhold til gældende udgave af ISO/IEC 17025 – ”Generelle krav til prøvnings- og kalibreringslaboratoriers kompetence” af Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond (DANAK) eller af et tilsvarende akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af European co-operation for Accreditation (EA) og International Laboratory Accreditation Cooperation (ILAC) multilaterale aftale om gensidig anerkendelse. 2) Besætning: Ethvert hold af svin. 3) Besætningsansvarlig: Den person, der i det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR) er registreret som bruger af besætningen. Er der ikke registreret en bruger, er det ejeren af besætningen. 4) Ejendom: En bestemt geografisk beliggenhed, der er identificeret ved et unikt nummer i CHR (CHR- nummer). 5) Epidemiologisk enhed: Alle dyr på en ejendom eller en gruppe af dyr på en ejendom, der ikke har smittemæssig kontakt til andre dyr på ejendommen. 6) Kortlægning: Udtagelse og indsendelse af stibundsprøver til bakteriologisk undersøgelse for salmonella, jf. bilag 3. 7) Kortlægningsfrekvens: Den periode, der som minimum forløber mellem to kortlægninger. 8) Kritisk resistente salmonella: Salmonellabakterier, der er resistente over for antibiotika af typen fluorokinoloner eller 3. og 4. generations cephalosporiner, som er kritisk vigtige for behandlingen af mennesker. 9) Kødsaftprøve: Den væske, der kommer efter nedfrysning og efterfølgende optøning af en svinekødsprøve, og som kan undersøges for antistoffer mod salmonella. 10) Nyudbrud: Første gang der konstateres salmonellose i en besætning, eller når der, efter at salmonellose er konstateret og efterfølgende ophørt, opstår symptomer hos samme eller andre dyr i besætningen, der gør det overvejende sandsynligt, at der er salmonellose i besætningen. 11) Risikobaseret overvågning: Overvågning med en månedlig kødsaftsprøve. For besætninger der opfylder inklusionskriterierne og derved vurderes at have lav risiko for salmonella. 12) Salmonella af en handelstype: Salmonella Typhimurium, Salmonella 4,12:i:-, Salmonella 4,5,12:i:-, Salmonella Derby, Salmonella Infantis og Salmonella Choleraesuis. 13) Salmonellaindeks: Det vægtede procentvise gennemsnit af salmonellareaktion i blodprøver udtaget i avls- og opformeringsbesætninger af svin indenfor de seneste 3 måneder. Prøverne vægtes 1:3:6, hvor den seneste måneds resultater vejer tungest. 14) Salmonellakategori: Ud fra bakteriologiske og serologiske resultater kategoriseres besætninger som salmonellanegative (kategori A) eller salmonellapositive. Salmonellapositive besætninger er positive med enten handelstyper eller på baggrund af serologi alene (kategori C) eller med andre typer end handelstyper (kategori B). 15) Salmonellaniveau 2: Salmonellaniveauet for svinebesætninger, der på grundlag af mindst to positive kødsaftprøver har et slagtesvineindeks på 40 og op til 65. 16) Salmonellaniveau 3: Salmonellaniveauet for svinebesætninger, der på grundlag af mindst to positive kødsaftprøver har et slagtesvineindeks på 65 eller derover samt besætninger, der er under offentligt tilsyn efter reglerne i denne bekendtgørelse. Salmonellaniveau 3 er det mest belastede niveau at blive placeret i. 17) Salmonellaværdi: En værdi der beregnes på baggrund af mængden af antistoffer i kødsaftsprøven. 18) Salmonellose: En smitsom sygdom hos én eller flere af en besætnings dyr, hvor påvisning af salmonellabakterier i materiale udtaget i besætningen eller i dyr fra besætningen gør det overvejende sandsynligt, at bakterien er årsag til et sygdomsbillede præget af et eller flere af følgende symptomer: Nedstemthed, feber, diarré, luftvejslidelse, abort eller dødsfald. 19) Slagtesvineindeks: Det vægtede procentvise antal positive prøveresultater i kødsaftprøver divideret med antallet af prøveresultater, udtaget indenfor de seneste 3 måneder. Prøverne vægtes 1:1:5, hvor den seneste måneds resultater vejer tungest. Slagtesvineindekset nyberegnes den 7. hverdag i hver måned og er gældende fra den 9. hverdag i hver måned. 20) Stibundsprøve: En prøve bestående af 5 x 5 gram svinegødning udtaget repræsentativt i det prøvede stiområde. 21) Valideret metode: En analysemetode valideret mod referencemetoden (EN/ISO 6579) i henhold til standarden ISO 16140 – Mikrobiologisk undersøgelse af fødevarer og foderstoffer – Protokol til validering af alternative metoder eller anden internationalt anerkendt protokol eller NMKL nr. 71. Valideringen skal foretages af et internationalt anerkendt valideringsorgan, og metoden skal som minimum findes ligeværdig med referencemetoden.

Kapitel 2 · Salmonellose hos svin

§ 3.§-link ↗

Den, som i sin varetægt har dyr, som er eller kan mistænkes for at være angrebet af salmonellose, skal tilkalde en dyrlæge, jf. § 27, stk. 1 i lov om hold af dyr.

Stk. 2. Tilkaldes en dyrlæge i henhold til stk. 1, skal dyrlægen søge mistanken om sygdommen be- eller afkræftet samt søge sygdommens art konstateret, jf. § 28, stk. 1 i lov om hold af dyr.

Stk. 3. Hvis en dyrlæge efter undersøgelse foretaget i henhold til stk. 2 eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der foreligger sygdom, som omfattet af stk. 1, skal dyrlægen indberette det til Fødevarestyrelsen, jf. § 28, stk. 3 i lov om hold af dyr.

Stk. 4. Er der ikke konstateret salmonellose i besætningen indenfor de seneste 6 måneder, eller er der tale om nyudbrud, skal dyrlægen udtage og indsende prøver af relevant materiale til undersøgelse for salmonella til et hertil akkrediteret laboratorium.

Stk. 5. Dyrlægen skal, efter at have modtaget resultatet af de laboratoriemæssige undersøgelser, underrette den besætningsansvarlige om resultatet.

§ 4.§-link ↗

Fødevarestyrelsen kan påbyde, at den besætningsansvarlige skal sikre, at der udtages og indsendes materiale til undersøgelse for salmonella fra besætninger, der som følge af kliniske symptomer mistænkes for at være smittet med salmonellabakterier.

Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan påbyde, at den besætningsansvarlige skal sikre, at der udtages prøver fra besætninger til undersøgelse af udbredelsen af infektion med salmonellabakterier i dyrepopulationer samt fra besætninger i et nærmere afgrænset geografisk område, hvor en eller flere besætninger er sat under offentligt tilsyn efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan lade prøver, der er udtaget som led i andre sygdomsbekæmpelses- eller overvågningsprogrammer, undersøge for salmonellaantistoffer eller salmonellabakterier.

Stk. 4. De i stk. 1 og 2 nævnte prøver skal udtages af en dyrlæge eller efter en dyrlæges anvisninger og under dennes ansvar.

§ 5.§-link ↗

Såfremt der ved laboratoriemæssig undersøgelse påvises salmonellabakterier, og såfremt mistanken om salmonellose bekræftes efter reglerne i § 3, stk. 2 og 4, kan Fødevarestyrelsen sætte besætningen under offentligt tilsyn efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Kapitel 3 · Overvågning af besætninger

§ 6.§-link ↗

Virksomheder, der foretager slagtning eller slagtemæssig behandling af svin, skal føre leverandørlister efter retningslinjerne i bilag 1, kapitel 1.

§ 7.§-link ↗

Virksomheder, der foretager slagtning eller slagtemæssig behandling af slagtesvin, skal udtage og indsende kødsaftprøver fra slagtekroppe til undersøgelse for salmonellaantistoffer efter retningslinjerne i bilag 1, kapitel 2.

§ 8.§-link ↗

På baggrund af antal prøver udtaget efter reglerne i § 7 og antal positive prøver heraf, beregnes besætningens slagtesvineindeks. Fødevarestyrelsen placerer besætningen i salmonellaniveau fra 1 til 3 og giver den besætningsansvarlige meddelelse herom jf. dog § 23, stk. 2.

§ 9.§-link ↗

Slagtesvinebesætninger udpeges til risikobaseret overvågning, når de seneste 10 kødsaftprøver er negative og højst 6 måneder gamle, og slagtesvineindekset er 0,0. Risikobaseret overvågning bortfalder, hvis: 1) den månedlige kødsaftprøve er positiv, 2) besætningen ikke har leveret slagtesvin i 130 kalenderdage, eller 3) der er leveret svin til slagtning, uden at der foreligger et analyseresultat af en kødsaftprøve.

§ 10.§-link ↗

For besætninger, der er placeret i niveau 2 eller 3, skal den besætningsansvarlige senest 14 dage efter meddelelse om niveautildeling foretage indberetning om, fra hvilke smågriseproducerende besætninger der er modtaget smågrise. Indberetningspligten gælder ligeledes for smågrise produceret på samme ejendom (CHR-nummer) indenfor de seneste 6 måneder, regnet fra datoen for niveautildeling, jf. dog stk. 2. Indberetningen skal som minimum indeholde de oplysninger, som er opstillet i skemaet i bilag 2.

Stk. 2. Undtaget fra bestemmelsen i stk. 1 er besætninger, der er eller har været i niveau 2 eller 3 indenfor de seneste 6 måneder, og hvorfra der er foretaget indberetning efter reglerne i stk. 1.

Stk. 3. Såfremt smågrisene ikke modtages direkte fra en sobesætning men via et mellemled, skal den besætningsansvarlige i mellemleddet, senest 14 dage efter meddelelse om indberetningskrav, foretage indberetning om fra hvilke besætninger, der er modtaget smågrise i perioden 6 måneder op til seneste levering inden niveautildelingen.

Stk. 4. I de i stk. 1 og 3 nævnte smågriseproducerende besætninger skal den besætningsansvarlige, senest 14 dage efter Fødevarestyrelsens meddelelse om at modtagerbesætningen er kommet i niveau 2 eller 3, påse, at besætningen kortlægges efter retningslinjerne i bilag 3, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Følgende smågriseproducerende besætninger er undtaget fra kravet om kortlægning i stk. 4: 1) Besætninger, hvor der på besætningens CHR-nummer er en slagtesvinebesætning i risikobaseret overvågning, og der herfra foreligger resultater af mindst 3 kødsaftprøver fra de foregående 3 kalendermåneder, og hvoraf mindst et resultat er fra seneste eller indeværende måned. 2) Besætninger, hvor der på besætningens CHR-nummer indenfor de seneste 3 måneder regnet fra datoen for slagtesvinebesætningens tildeling af niveau 2 eller 3, er registreret minimum 5 negative kødsaftprøver og ingen positive kødsaftprøver. 3) Besætninger, hvorfra der indenfor de seneste 6 måneder er udtaget og indsendt stibundsprøver efter retningslinjerne i bilag 3 til undersøgelse for salmonella, og hvor der ikke er fundet salmonella af en handelstype. 4) Besætninger, hvorfra der indenfor de seneste 60 måneder er udtaget og indsendt stibundsprøver efter retningslinjerne i bilag 3, eller i andet materiale fra besætningen, og hvor der er fundet salmonella af en handelstype. 5) Besætninger, der inden for de seneste 2 måneder er kortlagt efter reglerne i § 15, stk. 2, og hvor prøverne er analyseret, så resultaterne med sikkerhed kan påføres den korrekte type af kortlægning, og indsendende dyrlæge, enten: a) har anført besætningstyperne ved indsendelsen, eller b) kan godtgøre overfor laboratoriet, at kortlægningen har omfattet den smågriseproducerende besætning.

§ 11.§-link ↗

Alle svinebesætninger placeres i en salmonellakategori på baggrund af resultater af mikrobiologiske prøver udtaget fra besætningen og resultater af kødsaftundersøgelser fra besætningens eventuelle slagtesvin jf. bilag 4, tabel 1.

Stk. 2. En besætning, der er kategoriseret som positiv, kan skifte kategori til negativ, hvis betingelserne i bilag 4, tabel 2 eller 3 er opfyldt, eller hvis bakteriologiske undersøgelser af prøver udtaget i henhold til bilag 4 er negative for salmonella.

Stk. 3. Landbrug & Fødevarer sikrer, at kategoriseringen af besætninger offentliggøres på internettet.

§ 12.§-link ↗

For besætninger, der er placeret i niveau 3, skal den besætningsansvarlige: 1) sikre, at indtransport til slagteri i Danmark sker efter retningslinjerne i bilag 5, kapitel 2, 2) iværksætte smittebegrænsende tiltag ved gyllehåndtering og anvendelse af redskaber, der er fælles med andre besætninger, efter Fødevarestyrelsens anvisninger, og 3) sikre, at fødevarekædeoplysningerne er korrekt opdateret.

§ 13.§-link ↗

Slagtesvin fra besætninger i niveau 3 skal underkastes særlig slagtemæssig behandling og disponeres efter retningslinjerne i bilag 5 og 6 jf. dog stk. 2

Stk. 2. Undtaget fra bestemmelsen i stk. 1 er, andre end de i kapitel 5 og 6 nævnte, besætninger, hvor følgende betingelser er opfyldt: 1) Der leveres mindst 100 slagtesvin til slagtning over en 6 ugers periode. 2) Højst 5 ud af 45 blodprøver har en salmonellaværdi på 31 eller derover. 3) Der er udtaget blodprøver tidligst 4 uger og senest 3 uger inden forventet levering.

Stk. 3. En besætning tildelt niveau 3 efter § 8, stk.1, som ikke allerede var i niveau 3 før udpegningen, kan levere dyr til én slagtning uden særslagtning, hvis slagtningen er tilmeldt slagteriet inden 14. hverdag i måneden. Efterfølgende slagtninger skal ske efter retningslinjerne i bilag 5.

Stk. 4. Slagtekroppe, der har gennemgået en dekontaminerende behandling, som sikrer, at antallet af salmonellabakterier på slagtekroppene reduceres til et ikke-måleligt niveau, er undtaget fra retningslinjerne i bilag 6. Den dekontaminerende behandling må ikke forringe kødets fødevaresikkerhedsmæssige kvalitet eller medføre, at kødet ikke længere besidder fersk køds karakteristika.

§ 14.§-link ↗

I hver avls- og opformeringsbesætning af svin skal den besætningsansvarlige sikre at der hver måned udtages 10 blodprøver fra svin i 4-7 måneders alderen til undersøgelse for salmonellaantistoffer. Prøverne skal udtages og indsendes samlet.

Stk. 2. Såfremt besætningen er opdelt i flere epidemiologiske enheder, udtages der 10 prøver fra hver enhed.

§ 15.§-link ↗

Besætningens salmonellaindeks beregnes på baggrund af de i § 14 nævnte blodprøver.

Stk. 2. Såfremt besætningens salmonellaindeks er på 5,0 eller derover, skal den besætningsansvarlige sikre, at der senest 14 dage efter beregning af salmonellaindeks udtages og indsendes stibundsprøver fra besætningen til bakteriologisk undersøgelse efter retningslinjerne i bilag 3, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Undtaget fra bestemmelsen i stk. 2 er følgende besætninger: 1) Besætninger der indenfor de seneste 6 måneder har haft et salmonellaindeks på 5,0 eller derover, og hvorfra der er udtaget og indsendt stibundsprøver til undersøgelse for salmonellabakterier efter reglerne i stk. 2. 2) Besætninger der inden for de seneste 6 måneder er kortlagt efter reglerne i § 10, stk. 4, og hvor prøverne er analyseret, så resultaterne med sikkerhed kan påføres den korrekte type af kortlægning, og den indsendende dyrlæge: a) har anført besætningstyperne ved indsendelsen, eller b) kan godtgøre overfor laboratoriet, at kortlægningen har omfattet avls- og opformeringbesætningen.

§ 16.§-link ↗

Ved omsætning af dyr til levebrug skal den besætningsansvarlige oplyse aftageren om fund af kritisk resistente salmonella og bakteriologisk påvist salmonella, herunder serotype, indenfor de sidste 60 måneder. Alle fundne serotyper i perioden skal oplyses. Desuden skal den besætningsansvarlige oplyse aftageren om følgende: 1) For avls- og opformeringsbesætninger: besætningens salmonellaindeks og salmonellakategori. 2) For alle besætningstyper: besætningens salmonellakategori. 3) For slagtesvinebesætninger: besætningens salmonellaniveau indenfor de sidste tre måneder.

§ 17.§-link ↗

Den besætningsansvarlige, der eksporterer eller udfører svin, skal på Fødevarestyrelsens foranledning sikre, at der udtages og indsendes blodprøver eller stibundsprøver fra besætningen til undersøgelse for salmonellaantistoffer eller salmonellabakterier.

Kapitel 4 · Ferskkødsovervågning samt håndtering af tunger og tungerodskød

§ 18.§-link ↗

Virksomheder, der foretager slagtning eller slagtemæssig behandling af svin, skal udtage svaberprøver fra slagtekroppe (ferskkødsovervågning) til undersøgelse for salmonella efter reglerne i bilag 7, kapitel 1, 2 og 8.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte virksomheder er ansvarlige for, at indsendelse og bakteriologisk undersøgelse af svaberprøver fra slagtekroppe sker efter reglerne i bilag 7, kapitel 3, 4, og 9.

Stk. 3. Bedømmelse af resultatet af den i stk. 1 og 2 nævnte ferskkødsovervågning skal foretages af den virksomhedsansvarlig efter reglerne i bilag 7, kapitel 5 og 7.

Stk. 4. Opfølgning i forbindelse med den i stk. 3 nævnte bedømmelse skal foretages af den virksomhedsansvarlige efter reglerne i bilag 7, kapitel 6.

Stk. 5. Den virksomhedsansvarlige skal sikre, at resultatet af overvågningen for den pågældende måned indberettes senest 14 dage inde i den efterfølgende måned. Indberetningen af serotypen kan dog ske, når den foreligger.

Stk. 6. Indberetning efter stk. 5 sker til Fødevarestyrelsen efter styrelsens anvisninger. Ved indberetning kan skemaet i kapitel 9 anvendes.

§ 19.§-link ↗

Virksomhedens håndtering og anvendelse af tunger og tungerodskød skal ske efter retningslinjerne i bilag 8.

Kapitel 5 · Undersøgelse for kritisk resistent salmonella

§ 20.§-link ↗

Den ansvarlige for prøveudtagningen i henhold til bilag 9 skal sikre at salmonellaisolater bliver undersøgt for kritisk resistens, jf. § 28, stk. 3 og 4.

§ 21.§-link ↗

Såfremt der ved laboratoriemæssig undersøgelse af materiale fra en besætning påvises kritisk resistent salmonella, skal den besætningsansvarlige sikre, at: 1) der gennemføres en smitteopsporing, herunder kortlægning af medicinforbrug, og 2) gylle fra besætningen ikke anvendes ved dyrkning af spiseklar frugt og grøntsager eller til græsningsarealer i den periode, hvor græsset bliver anvendt til foder.

Stk. 2. Den besætningsansvarlige skal indberette resultat af den i stk. 1, nr. 1 nævnte smitteopsporing til Fødevarestyrelsen.

Stk. 3. En besætning med kritisk resistent salmonella kan erklæres fri herfor, når: 1) der er foretaget 2 kortlægninger af besætningen (efter bilag 3) med mindst 45 dages mellemrum med negativt resultat for kritisk resistent salmonella, eller 2) besætningen er slagtet eller slået ned, og rengøring samt desinfektion er godkendt af Fødevarestyrelsen.

§ 22.§-link ↗

Ved fund af kritisk resistent salmonella i kød eller produkter heraf skal virksomheden foretage smitteopsporing med henblik på at identificere oprindelsesbesætningen.

Stk. 2. Resultatet af den i stk. 1 nævnte smitteopspring skal indberettes til Fødevarestyrelsen.

Kapitel 6 · Offentligt tilsyn

§ 23.§-link ↗

Den ansvarlige for en besætning under offentligt tilsyn skal: 1) sikre, at syge dyr fra besætningen holdes isoleret, 2) sikre, at indtransport af dyr til slagteri sker efter retningslinjerne i bilag 5, kapitel 2, samt at dyr eller produkter heraf på anden vis kun flyttes fra ejendommen efter forudgående tilladelse fra og under vilkår fastsat af Fødevarestyrelsen, 3) sikre, at gødning fra besætningen behandles efter Fødevarestyrelsens anvisning, 4) iværksætte smittebegrænsende tiltag ved gyllehåndtering og anvendelse af redskaber, der er fælles med andre besætninger, 5) sikre, at fjernelse af gødning, redskaber, maskiner og lignende, der anvendes i besætningen, kun sker efter tilladelse fra Fødevarestyrelsen og på nærmere fastsatte vilkår, 6) sikre, at dyrs opholdssteder, redskaber, maskiner og lignende rengøres og desinficeres efter Fødevarestyrelsens anvisning, 7) begrænse eksterne kontakter til besætningen, 8) iværksætte en effektiv skadedyrsbekæmpelse, og 9) straks give meddelelse om det offentlige tilsyn til alle, der kommer i kontakt med besætningen.

Stk. 2. Slagtesvinebesætninger under offentligt tilsyn placeres i salmonellaniveau 3.

§ 24.§-link ↗

Et slagteri, der modtager dyr fra de i § 5 nævnte besætninger, skal sikre, at slagtemæssig behandling og disponering sker efter retningslinjerne i bilag 5 og 6.

§ 25.§-link ↗

I de i § 5 nævnte besætninger ophæver Fødevarestyrelsen det offentlige tilsyn, når 1) Fødevarestyrelsen vurderer, at der ikke længere er salmonellose i besætningen, eller 2) besætningen er slagtet eller slået ned, og rengøring og desinfektion er godkendt af Fødevarestyrelsen.

Stk. 2. Slagtesvinebesætninger forbliver i salmonellaniveau 3, indtil slagtesvineindekset for besætningen er under 65.

Kapitel 7 · Håndtering af prøver

§ 26.§-link ↗

De i § 4, stk. 1 og 2, § 10, stk. 4, § 11, stk. 2, § 14, stk. 1, § 15, stk. 2 og § 17, nævnte prøver skal udtages af en dyrlæge eller efter en dyrlæges anvisninger og under dennes ansvar.

§ 27.§-link ↗

Prøver udtaget efter reglerne i § 3, stk. 4, § 4, § 7, § 10, stk. 4, § 11, stk. 2, § 14, § 15, stk. 2, § 17, § 13, stk. 1-2, § 18, stk. 1, samt § 20 skal indsendes til undersøgelse på et hertil akkrediteret laboratorium.

Stk. 2. Laboratorier, der undersøger prøver udtaget efter reglerne i § 7 og § 14, skal desuden være godkendt hertil af Fødevarestyrelsen.

Stk. 3. Prøver udtaget efter reglerne i § 10, stk. 4, § 15, stk. 2 eller i fritestningsprøverne i bilag 4 kan undersøges som samleprøver efter Fødevarestyrelsens anvisninger.

§ 28.§-link ↗

Den som er ansvarlig for indsendelse af prøver til bakteriologisk undersøgelse, skal sikrer, at prøverne analyseres efter den seneste version af EN/ISO 6579 eller NMKL nr. 71. Der kan desuden anvendes validerede metoder. Valideringen skal være foretaget på relevant prøvemateriale.

Stk. 2. Alle salmonellasuspekte isolater skal undersøges med henblik på serotypning og resistensbestemmelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 3. Prøver udtaget efter reglerne i § 10, stk. 4 eller § 15, stk. 2 er undtaget fra bestemmelsen i stk. 1. Kun ét salmonellasuspekt isolat pr. indsendelse skal serotypes og resistensbestemmes.

Stk. 4. Resistensbestemmelse skal foretages med de antimikrobielle stoffer, der fremgår af Kommissionens beslutning 2007/407/EF af 12. juni 2007 om harmoniseret overvågning af antimikrobiel resistens hos salmonella i fjerkræ og svin.

Stk. 5. De i stk. 1 nævnte undersøgelser skal foretages på et hertil akkrediteret laboratorium.

§ 29.§-link ↗

Den, der indsender prøver udtaget efter denne bekendtgørelse skal sikre, at laboratoriet returnerer resultatet af de laboratoriemæssige undersøgelser til indsenderen.

Stk. 2. Den besætningsansvarlige eller virksomheden skal sikre, at resultater af undersøgelser af prøver udtaget efter reglerne i § 3, stk. 4, § 4, § 7, § 10, stk. 4, § 13, stk. 2, §§ 14-15, og § 17 overføres til Zoonoseregistret efter Fødevarestyrelsens anvisning.

Stk. 3. Resultatet af undersøgelser af prøver udtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse skal opbevares hos den besætningsansvarlige eller virksomheden i mindst 3 år.

§ 30.§-link ↗

Den besætningsansvarlige skal sikre, at laboratoriet straks indberetter enhver bakteriologisk eller serologisk påvisning af salmonellabakterier eller antistoffer mod salmonella i prøver udtaget efter reglerne i § 3, stk. 2 og 4, § 4, § 10, stk. 4, § 15 eller § 17, til Fødevarestyrelsen.

§ 31.§-link ↗

Udtagning og indsendelse af prøver, gennemførelse af laboratorieundersøgelser samt registrering, indberetning og opbevaring af resultater i medfør af denne bekendtgørelse, udover det i § 7, § 13, stk. 1, § 18 samt §§ 26-30 nævnte, skal ske efter Fødevarestyrelsens anvisning.

Kapitel 8 · Afholdelse af udgifter

§ 32.§-link ↗

Udgifter til bakteriologisk undersøgelse af prøver udtaget efter reglerne i § 3, stk. 4, afholdes af Fødevarestyrelsen.

Stk. 2. Udgifter til bakteriologisk undersøgelse af prøver udtaget efter reglerne i § 20, med undtagelse af prøvetype 1, 4 og 5 i bilag 9, afholdes af Fødevarestyrelsen.

Stk. 3. Alle øvrige udgifter, der afholdes i medfør af denne bekendtgørelse, er Fødevarestyrelsen uvedkommende.

Kapitel 9 · Dispensation

§ 33.§-link ↗

Fødevarestyrelsen kan dispensere fra bestemmelserne i § 10, stk. 1 og 3-4 og § 15, stk. 2, hvis Fødevarestyrelsen vurderer, at hensynet med bestemmelserne ikke tilsidesættes, herunder at der ikke derved opstår en risiko for smitte til andre besætninger eller en risiko for forringelse af fødevaresikkerheden.

Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan, uanset slagtesvineindeks, på anmodning flytte en besætning fra niveau 2 eller 3 til niveau 1, hvis den besætningsansvarlige kan dokumentere, at: 1) der ikke har været svin på ejendommen i minimum 6 måneder inden indsættelse af nye dyr, som niveauændringen vedrører, eller 2) stalden(e) er gennemgribende renoveret, herunder udskiftning af gulv, rør, vægge, således at Fødevarestyrelsen vurderer, at risikoen for fortsat salmonellasmitte er minimeret.

Kapitel 10 · Digital kommunikation

§ 34.§-link ↗

Kommunikation fra Fødevarestyrelsen foregår digitalt i følgende tilfælde, jf. dog stk. 2: 1) Ved fremsendelse af resultater for kødsaftsprøver, jf. § 7. 2) Ved fremsendelse af meddelelse af indberetningspligt, jf. § 10, stk. 1. 3) Ved fremsendelse af meddelelse af krav om kortlægning af smågriseproducerende besætning, jf. § 10, stk. 3 og 4. 4) Ved fremsendelse af meddelelse af krav om særslagtning, jf. § 12. 5) Ved fremsendelse af krav om kortlægning af avls-og opformeringsbesætninger, jf. § 15. stk. 2.

Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan dispensere fra stk. 1, når helt særlige forhold taler derfor. Fødevarestyrelsen kan tidsbegrænse dispensationen.

Kapitel 11 · Straf og ikrafttræden

§ 35.§-link ↗

Med bøde straffes den, der 1) overtræder § 3, § 4, stk. 4, § 6, § 7, § 10, stk. 1 og stk. 3-4, § 12, nr. 1 og nr. 3, § 13, stk. 1, § 14, § 15, stk. 2, § 16, § 18, stk. 1-5, § 19, § 21, stk. 1-2, § 22, § 23, stk. 1, nr. 1, 4, 7, 8 og 9, § 24, § 26, § 27, stk. 1 og 2, § 28, § 29, stk. 1 og 3 og § 30, eller 2) undlader at efterkomme påbud eller forbud efter § 4, stk. 1-2, § 5, § 12, nr. 2, § 17, § 18, stk. 6, § 23, stk. 1, nr. 2, 3, 5 og 6, § 27, stk. 3 og § 29, stk. 2 og § 31.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 36.§-link ↗

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 10. november 2014.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 404 af 8. maj 2012 om salmonella hos svin.