§ 1. · Område mv.§-link ↗
Bekendtgørelsen gælder for fiskeri, herunder optagning mv., landing samt transport af muslinger herunder østers på dansk fiskeriterritorium, bortset fra Vadehavet, der afgrænses som anført i bilag 1. Alle positioner er angivet i WGS 84 Datum.
§ 2. · Område mv.§-link ↗
Produktionsområder for høst af muslinger m.m. i Danmark er opdelt, som det fremgår af bilag 2.
§ 3. · Tilladelse§-link ↗
Personer og virksomheder må kun fiske, medbringe og lande muslinger, hvis NaturErhvervstyrelsen har meddelt tilladelse til det. Tilladelsen knyttes til et bestemt fartøj.
Stk. 2. NaturErhvervstyrelsen kan i tilladelsen fastsætte særlige vilkår for udnyttelse af denne, hvoraf det bl.a. kan fremgå, hvilke mængder indehaveren højst må fiske, medbringe og lande. Herunder kan fastsættes den højeste mængde, det er tilladt at fiske, medbringe og lande pr. dag og pr. uge for hvert fartøj.
Stk. 3. Tilladelsen skal opbevares om bord.
§ 4. · Tilladelse§-link ↗
NaturErhvervstyrelsen kan udstede tilladelse til muslingefiskeri i det pågældende farvandsområde til ejere af fartøjer, der i medfør af bekendtgørelse om tilladelse til fiskeri efter muslinger og østers herunder om overdragelige tilladelsesandele disponerer over fartøjstilladelsesandele (FTA-andele).
§ 5. · Udøvelse af fiskeriet§-link ↗
Fiskeri er forbudt inden for 4 meters dybdegrænsen.
Stk. 2. Hvis den observerede dybdegrænse for ålegræs ændres i henhold til vandplanerne, vil NaturErhvervstyrelsen justere den tilladte dybdegrænse i de udstedte fiskeritilladelser, således at ålegræssets udbredelse ikke påvirkes.
Stk. 3. Fiskeri efter blåmuslinger er forbudt i alle produktionsområder i Limfjorden inden for en 3 meters dybdegrænse (fastsat til midtlinjen mellem 4 m og 2 m dybdekurven), bortset fra områderne 17, 18, 19, 20 og 21, hvor forbuddet gælder inden for en 2 meters dybdekurve.
§ 6. · Udøvelse af fiskeriet§-link ↗
Fiskeri af blåmuslinger må kun foregå fra 1 time før solopgang til solnedgang.
Stk. 2. Uanset stk. 1, kan fiskeriet altid foregå fra kl. 06.00-18:00.
Stk. 3. NaturErhvervstyrelsen kan meddele regler om stop for fiskeri og ændring af vilkår for fiskeriets udøvelse i medfør af bilag 6 i den til enhver tid gældende bekendtgørelse om regulering af fiskeriet i 2014-2020.
§ 7. · Udøvelse af fiskeriet§-link ↗
Til fiskeriet efter blåmuslinger må kun anvendes skraberedskaber med mundingsramme af metal, hvis vægt ikke overstiger 100 kg, og hvis fangståbning ikke er bredere end 2 meter.
§ 8. · Udøvelse af fiskeriet§-link ↗
Såfremt der i forskrifter og vedtægter, udstedt i henhold til fiskerilovgivningen eller Det Europæiske Fællesskabs forordninger eller beslutninger, er fastsat særlige regler for visse områder om fx anvendelse af fiskeredskabstyper og fiskerfartøjers størrelse, herunder tonnage og maskinkraft, omfatter sådanne regler også fiskeri efter denne bekendtgørelse.
§ 9. · Udøvelse af fiskeriet§-link ↗
Fartøjer, der driver fiskeri efter blåmuslinger, skal have en dybgang på mindst 1,4 m. Ved dybgang forstås den lodrette afstand fra kølens underkant midtskibs til vandlinjen.
Stk. 2. Fartøjer med en dybgang på mindre end 1,4 m, der allerede er indregistreret, og som er omfattet af en tilladelse til fiskeri efter blåmuslinger, er undtaget fra bestemmelsen i stk. 1.
§ 10. · Udøvelse af fiskeriet§-link ↗
Det er forbudt at benytte fartøjer til blåmuslingefiskeri med en motorkraft over 175 HK (130 KW).
Stk. 2. Ved motorkraft forstås den af Statens Skibstilsyn i fartøjets fartstilladelse eller tilsynsbog anførte motoreffekt.
§ 11. · Udøvelse af fiskeriet§-link ↗
Fartøjer, der har tilladelse til fiskeri efter blåmuslinger, skal være monteret med udstyr til elektronisk opsamling af data om fartøjets fiskeriaktiviteter. Kontrolboksen skal lagre og afsende oplysninger om fartøjets position, tid, kurs og fart samt sensor data, herunder rotation på spil/tromler.
Stk. 2. Ethvert spil/tromle, der anvendes til udsætning af skraberedskaber, skal være forsynet med rotationssensor, der registrerer, når spillet anvendes.
Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte udstyr skal hvert 10. sekund indsamle data, som beskriver fartøjets position, tid, kurs og fart samt sensor data, herunder rotation på spil.
Stk. 4. De i stk. 3 nævnte data skal 1 gang i døgnet sendes elektronisk til NaturErhvervstyrelsens web-service (WSDL) ”NES MUSSELS WS” i de dataformater, som fremgår af NaturErhvervstyrelsens hjemmeside: www.naturerhverv.dk.
Stk. 5. Et fartøj må ikke forlade havn, hvis det i stk. 1 nævnte dataudstyr ikke fungerer.
Stk. 6. Hvis fartøjsføreren under fiskeri konstaterer, at det i stk. 1 nævnte udstyr ikke fungerer, skal den pågældende sørge for: 1) at NaturErhvervstyrelsens FiskeriMoniteringsCenter straks kontaktes på tlf. 72 18 56 09 eller e-mail: FMC@naturerhverv.dk og meddele, at der er funktionsfejl på udstyret, 2) at fiskeriet straks indstilles, 3) at alle redskaber straks tages om bord og 4) at fartøjet sejles i havn.
Stk. 7. NaturErhvervstyrelsen kan i særlige tilfælde give tilladelse til, at der udøves fiskeriaktiviteter, uagtet at det elektroniske overvågningsudstyr ikke fungerer.
Stk. 8. Alle udgifter til indkøb, installation, reparation og drift af det i stk. 1 nævnte udstyr er NaturErhvervstyrelsen uvedkommende.
§ 12. · Mindstemål og mængder§-link ↗
Der fastsættes et mindstemål for blåmuslinger på 5 cm, målt ved skallens længste dimensioner. I Limfjorden er mindstemålet 4,5 cm.
Stk. 2. Blåmuslinger, der ikke opfylder det fastsatte mindstemål, må ikke opbevares om bord og skal straks genudsættes.
Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 må enhver landing og ethvert parti blåmuslinger, herunder under transport mv., indeholde højst 10 vægtprocent blåmuslinger under det fastsatte mindstemål. I Limfjorden kan NaturErhvervstyrelsen tillade, at andelen af muslinger under mindstemålet forhøjes til 30 vægtprocent, hvis fartøjet og aftageren af blåmuslinger indgår i en af NaturErhvervstyrelsen godkendt genudlægningsordning. Dog må partiet efter sortering aldrig indeholde mere end 10 vægtprocent blåmuslinger under 4,5 cm.
Stk. 4. I særlige tilfælde kan NaturErhvervstyrelsen dispensere fra kravet i stk. 3 om, at fartøjet og aftageren skal indgå i en genudlægningsordning. Dispensation kan betinges af særlige vilkår.
Stk. 5. Opdrættede blåmuslinger fra godkendte dyrkningsanlæg er ikke omfattet af bestemmelserne i stk. 1 og 2.
Stk. 6. Alle fartøjer, der fisker blåmuslinger i Limfjorden, skal på vilkår, der nærmere beskrives i fiskeritilladelsen, stille samtlige landinger til rådighed for en prøveudtagning, der er godkendt af styrelsen.
§ 13. · Blåmuslingefiskeri i Limfjorden§-link ↗
Fiskeri efter muslinger er forbudt i Limfjorden i følgende områder: 1) Området afgrænset af Jegindø dæmning vest (56° 38,340 N - 8° 35,608 Ø) og øst (56° 38,370 N - 8° 35,909 Ø), linjen Hestør Odde (56° 40,140 N - 8° 38,613 Ø) og Bøløre Odde (56° 39,702 N - 8° 38,479 Ø) samt linjen mellem færgelejerne ved Neessund overfarten vest (56°44,412 N - 8° 29,236 Ø) og øst (56° 44,316 N - 8° 30,248 Ø). 2) Løgstør Bredning, afgrænset mod syd af 56° 58,82 N, samt Limfjorden mellem Aggersundbroen nord (57° 00,006 N - 9° 17,564 Ø) syd (56° 59,922 N - 9° 17,723 Ø) og en linje retvisende syd af den østligste mole i Gjøl Havn (57° 03,744 N - 9° 42,172 Ø). 3) Lønnerup Fjord og bugten op imod Hovsør Havn i området vest for en ret linje mellem Sennels Hage (56° 58,500 N - 8° 50,910 Ø) og den østligste del af Hovsør Røn (56° 59,430 N - 8° 51,500 Ø). 4) Hjarbæk Fjord afgrænset af Virksundbroen, vest (56° 36,384 N - 9° 17,339 Ø) og øst (56° 36,342 N - 9° 17,584 Ø). 5) Harrevig, afgrænset ved linjen fra Sester Odde (56° 42,300 N - 8° 52,522 Ø) til Hjerkbjerg (56° 42,060 N - 8° 52,508 Ø).
§ 14. · Blåmuslingefiskeri i Limfjorden§-link ↗
Fiskeri efter og landing af blåmuslinger er forbudt i Limfjorden fra og med torsdag i uge 27 til og med onsdag i uge 36. Perioden kan tidsmæssigt forskydes. Meddelelse herom sker til de fiskere, der har tilladelse til fiskeriet og efter retningslinjer, der er fastsat i tilladelserne.
Stk. 2. Efter ansøgning til NaturErhvervstyrelsen kan der udstedes tilladelse til et begrænset fiskeri efter blåmuslinger til fersk konsum i forbudsperioden jf. stk. 1.
§ 15. · Blåmuslingefiskeri i Limfjorden§-link ↗
NaturErhvervstyrelsen kan meddele påbud om åbning eller lukning (fiskeriforbud) for blåmuslingefiskeri i et eller flere produktionsområder.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 træffes på grundlag af løbende prøveudtagning af samtlige laster. Hvis der i løbet af en uge konstateres 3 landinger for et produktionsområde med mere end 27 vægtprocent muslinger under det fastsatte mindstemål, udstedes fiskeriforbud i området for 3 måneder. Ved periodens udløb er blåmuslingefiskeri igen tilladt, medmindre fiskeriet er forbudt efter andre bestemmelser.
Stk. 3. Hel eller delvis lukning af produktionsområder meddeles efter retningslinjer, som fastsættes i fiskeritilladelsen.
§ 16. · Blåmuslingefiskeri i Limfjorden§-link ↗
NaturErhvervstyrelsen kan, på baggrund af de miljømæssige forhold, helt eller delvist åbne eller lukke områder for muslingefiskeri.
§ 17. · Blåmuslingefiskeri i Limfjorden§-link ↗
Fiskeri efter og landing af blåmuslinger er forbudt i Limfjorden på søndage.
§ 18. · Blåmuslingefiskeri i Limfjorden§-link ↗
I tilladelserne til muslingefiskeri fastsættes den højeste mængde, det er tilladt at fiske, medbringe og lande pr. dag og pr. uge for hvert fartøj.
§ 19. · Blåmuslingefiskeri i Limfjorden§-link ↗
Ved fiskeri i Natura 2000 områder (internationalt naturbeskyttede områder) i Limfjorden, skal den lette muslingeskraber anvendes. Skraberen må maksimalt have følgende dimensioner: Rammevægt 50 kg, højst 1,8 m i længden og en maksimal totalbredde på 1,5 m.
§ 20. · Blåmuslingefiskeri i Limfjorden§-link ↗
For fartøjer, der benyttes til fiskeri efter blåmuslinger i Limfjorden, gælder udover kravet i § 7 om dybgang, at fartøjet højst må være målt til en størrelse på enten 8 BRT eller 12 BT.
Stk. 2. Fartøjer, hvor kølen er lagt efter den 1. august 1992, skal opfylde det størrelsesmål i BT, der er angivet i stk. 1.
Stk. 3. Fartøjer, hvor kølen er lagt efter den 1. januar 1994, skal udover det i stk. 1 og 2 nævnte opfylde følgende: Længde overalt højst: 12 m. Kendingsbredde overalt højst: 5 m. Kendingsdybde mindst: 1,5 m.
§ 21. · Blåmuslingefiskeri i Horsens, Vejle og Kolding Fjorde§-link ↗
Fiskeri efter blåmuslinger er forbudt i Horsens Fjord i følgende områder: 1) I fjordens nordlige del, afgrænset mod øst af dæmningen fra Jensnæs (55° 52,230 N - 10° 07,116 Ø) til Alhale på Alrø (55° 51,828 N - 10° 06,930 Ø) og mod syd af linjen fra Strevelshoved (55° 52,158 N - 10° 03,648 Ø) i retning mod Brakør Skovs sydøstligste punkt (55° 51,516 N - 9° 57,946 Ø) til der, hvor denne linje skærer linjen 400 m fra lavvandslinjen og vest derfor, inden for linjen 400 m fra lavvandslinjen. 2) I fjordens vestlige del, afgrænset mod øst af 9° 55,920 Ø. 3) I fjordens sydlige del, inden for linjen 400 m fra lavvandslinjen.
§ 22. · Blåmuslingefiskeri i Horsens, Vejle og Kolding Fjorde§-link ↗
Fiskeri efter blåmuslinger er forbudt i Vejle Fjord i følgende områder: 1) I fjordens nordlige del inden for linjen 200 m fra lavvandslinjen. 2) I Vejle Inderfjord, vest for en ret linje fra et punkt øst for Brøns Odde, hvor Tagesvej, matr. nr. 15 s Bredballe By, Bredballe, udmunder i strandkanten (55° 42,396 N - 9° 36,409 Ø), til et punkt på fjordens sydbred ved Ibæks udløb (Vildtreservatgrænsen) (55° 41,538 N - 9° 36,504 Ø). 3) I fjordens sydlige del, inden for linjen 400 m fra lavvandslinjen.
§ 23. · Blåmuslingefiskeri i Horsens, Vejle og Kolding Fjorde§-link ↗
Fiskeri efter blåmuslinger er forbudt i Kolding Fjord i området vest for linjen fra Skarre Odde (55° 29,868 N - 9° 36,321 Ø) til det sydvestligste punkt på Skærbækværkets kulplads (55° 30,636 N - 9° 36,692 Ø).
§ 24. · Kontrol, straf og ikrafttræden mv.§-link ↗
Føreren af ethvert fartøj, som fisker efter muslinger, skal føre logbog efter de til enhver tid gældende regler i Kommissionens forordning om nærmere bestemmelse for registrering af oplysninger om medlemsstaternes fangster samt øvrige regler om føring af logbog mv.
Stk. 2. Fangststedet skal angives ved længde- og breddekoordinater (grader og minutter) i logbogen.
Stk. 3. Føreren af et af de i stk. 1 nævnte fartøjer skal endvidere udfylde logbogens landingsopgørelse ved i rubrikken »Bemærkninger« at anføre navn og adresse på den person eller den virksomhed, som fangsten afsættes til. En kopi af logbogen skal følge partiet under transport til et andet sted end landingsstedet, indtil første salg har fundet sted.
§ 25. · Kontrol, straf og ikrafttræden mv.§-link ↗
Med bøde straffes den, der: 1) overtræder eller forsøger at overtræde § 3, stk. 1 og 3, §§ 5, 6, 7, 9, § 10, stk. 1, § 12, stk. 1-3 og 6, §§ 13, 14, 17 og §§ 20-24, 2) overtræder eller forsøger at overtræde påbud efter §§ 2 og 16, jf. fiskerilovens § 130, stk. 1, nr. 3, eller 3) tilsidesætter eller forsøger at tilsidesætte vilkår fastsat i tilladelser efter §§ 3, 4 og 12, jf. fiskerilovens § 130, stk. 1, nr. 2.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 26. · Kontrol, straf og ikrafttræden mv.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2014.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 155 af 7. marts 2000 om regulering af fiskeri efter muslinger ophæves.