Bekendtgørelse nr. 395 · 2014

Gældende

Bekendtgørelse for Grønland om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol med animalske produkter til konsum

Bekendtgørelse for Grønland om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol med animalske produkter til konsum

Dokumentdato: 24. apr. 2014Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

I denne bekendtgørelse fastsættes bestemmelser om tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for virksomheder, der alene producerer fødevarer bestemt til det grønlandske hjemmemarked eller virksomheder, der producerer ikke-animalske fødevarer.

§ 2.§-link ↗

Kravene til de dyresundhedsmæssige forhold i forbindelse med import, som følger af kapitel 4, § 11 og § 14 gælder dog for alle fødevarevirksomheder.

Kapitel 2 · Definitioner

§ 3.§-link ↗

Ved offentlig kontrol forstås alle former for kontrol, som Fødevarestyrelsen gennemfører for at undersøge, om fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne, overholdes korrekt.

Stk. 2. Ved verifikation forstås kontrol af, om nærmere fastlagte krav er opfyldt, hvilket skal ske ved undersøgelse og på grundlag af objektive kendsgerninger.

Stk. 3. Ved kompetent myndighed forstås den centrale myndighed, der er bemyndiget til at tilrettelægge offentlig kontrol, eller en anden myndighed, som er blevet bemyndiget hertil.

Stk. 4. Ved audit forstås en systematisk og uafhængig undersøgelse af, om aktiviteter og de hermed forbundne resultater er i overensstemmelse med det planlagte, og om dette er gennemført i praksis og er egnet til at nå målene.

Stk. 5. Ved tilsyn forstås undersøgelse af et hvilket som helst aspekt af fødevarer, dyresundhed og dyrevelfærd for at kontrollere, om disse aspekter overholder forskrifterne i fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne.

Stk. 6. Ved overvågning forstås gennemførelse af en planlagt række af observationer eller målinger med henblik på at skabe et overblik over, i hvor høj grad fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes.

Stk. 7. Ved manglende overholdelse forstås manglende overholdelse af fødevarelovgivningen samt af bestemmelserne om beskyttelse af dyresundhed og dyrevelfærd.

Stk. 8. Ved embedsdyrlæge forstås en dyrlæge, der i henhold til denne bekendtgørelse er kvalificeret til at fungere som sådan, og som er udpeget af Fødevarestyrelsen.

Stk. 9. Ved godkendt dyrlæge forstås en dyrlæge, der er udpeget af Fødevarestyrelsen til at foretage særlig offentlig kontrol i bedrifter på vegne af styrelsen.

Stk. 10. Ved officiel medhjælper forstås en person, der efter denne bekendtgørelse er kvalificeret til at fungere som sådan, som er udpeget af Fødevarestyrelsen og arbejder under embedsdyrlægens tilsyn og ansvar.

Stk. 11. Ved sundhedsmærke forstås et mærke, der angiver, at der var foretaget offentlig kontrol i henhold til denne bekendtgørelse, da sundhedsmærket blev anbragt.

Stk. 12. Ved certifikater forstås i denne bekendtgørelse veterinærcertifikater, veterinærdokumenter eller andre dokumenter, herunder attester, der kræves efter veterinær og fødevarelovgivningen, og som skal ledsage animalske produkter.

Stk. 13. Ved en certifikatudsteder forstås i denne bekendtgørelse den embedsdyrlæge, eller enhver anden person, som af Fødevarestyrelsen er bemyndiget til at udstede de i stk. 12 anførte certifikater.

§ 4.§-link ↗

Definitionerne i bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder finder også anvendelse i relevant omfang.

Kapitel 3 · Offentlig kontrol af virksomheder

§ 5.§-link ↗

Når der i fødevarelovgivningen er krav om, at virksomheder skal autoriseres, foretager Fødevarestyrelsen et besøg på stedet. Fødevarestyrelsen autoriserer kun en virksomhed for de pågældende aktiviteter, hvis fødevarevirksomheden har dokumenteret, at fødevarevirksomheden overholder de relevante krav i bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder og andre relevante krav i fødevarelovgivningen.

Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan give betinget autorisation, hvis det ved besøget på stedet konstateres, at fødevarevirksomheden overholder alle krav til infrastrukturer og udstyr. Fødevarestyrelsen giver kun fuld autorisation, hvis det ved endnu et besøg på stedet senest 3 måneder efter den betingede autorisation konstateres, at de øvrige krav i stk. 1 er overholdt. Hvis der er gjort klare fremskridt, men fødevarevirksomheden endnu ikke overholder alle disse krav, kan Fødevarestyrelsen forlænge den betingede autorisation. En betinget autorisation må dog ikke gælde i mere end sammenlagt 6 måneder.

Stk. 3. Perioderne på højst 3 og 6 måneder for en betinget autorisation af en fødevarevirksomhed kan om nødvendigt forlænges for grønlandske fabriks- og frysefartøjer. En betinget autorisation må dog ikke gælde i mere end sammenlagt 12 måneder. Inspektion af sådanne fartøjer finder sted efter bestemmelserne i bilag 3.

Stk. 4. Fødevarestyrelsen tildeler hver autoriseret fødevarevirksomhed, også dem, der har fået betinget autorisation, et autorisationsnummer, som kan suppleres med koder for de typer animalske produkter, der fremstilles. For engrosmarkeder kan autorisationsnummeret suppleres med et sekundært nummer, der angiver enheder eller grupper af enheder, som sælger eller fremstiller animalske produkter.

Stk. 5. Fødevarestyrelsen fører ajourførte lister over autoriserede virksomheder, og styrelsen gør listerne tilgængelige for EU-landene og offentligheden.

§ 6.§-link ↗

Fødevarestyrelsen foretager offentlig kontrol for at verificere, at fødevarevirksomheder overholder de relevante krav i lovgivningen om fødevarer, dyresundhed og dyrevelfærd.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte offentlige kontrol omfatter: 1) Audit af god hygiejnepraksis og HACCP-baserede procedurer (Hazard Analysis Critical Control Point). 2) Den offentlige kontrol, der er omhandlet i §§ 7-9. 3) Alle særlige auditopgaver, der er omhandlet i bilagene.

Stk. 3. Audit af god hygiejnepraksis skal verificere, at fødevarevirksomheden følger procedurerne kontinuerligt og korrekt og omfatter mindst følgende: 1) Kontrol af informationen om fødevarekæden. 2) Udformning og vedligeholdelse af lokaler og udstyr. 3) Hygiejnen før, under og efter produktion. 4) Personlig hygiejne. 5) Uddannelse i hygiejne og arbejdsprocedurer. 6) Skadedyrsbekæmpelse. 7) Vandkvalitet. 8) Kontrol af temperatur. 9) Kontrol af fødevarer, der går ind og ud af fødevarevirksomheden, og al ledsagende dokumentation.

Stk. 4. Ved audit af HACCP-procedurer verificeres det, at fødevarevirksomheder anvender disse procedurer kontinuerligt og korrekt, idet undersøgelsen navnlig skal sikre, at procedurerne indebærer de garantier, der er anført i bilag 5 i bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder. Det bestemmes især, om procedurerne i videst muligt omfang sikrer, at de animalske produkter: 1) overholder de mikrobiologiske kriterier i fødevarelovgivningen, 2) overholder EUs bestemmelser om restkoncentrationer, forurenende og forbudte stoffer, og 3) ikke indeholder fysiske farer (f.eks. fremmedlegemer).

Stk. 5. Når en fødevarevirksomhed i henhold til § 19 i bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder anvender de procedurer, der er fastsat i retningslinjerne for anvendelsen af HACCP-principper, i stedet for at udarbejde sine egne specifikke procedurer, skal audit omfatte den korrekte anvendelse af disse retningslinjer.

Stk. 6. Der foretages verifikation af overholdelsen af kravene i bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder vedrørende anvendelse af identifikationsmærker i alle fødevarevirksomheder, der er autoriseret i henhold til nævnte bekendtgørelse, ud over verifikation af overholdelsen af andre sporbarhedskrav.

Stk. 7. Med hensyn til slagterier, vildthåndteringsvirksomheder og opskæringsvirksomheder, der markedsfører fersk kød, udfører en embedsdyrlæge de auditopgaver, der er nævnt i stk. 2 og 3.

Stk. 8. Ved gennemførelsen af de forskellige auditopgaver skal Fødevarestyrelsen især: 1) afgøre, om personalet og dets aktiviteter i fødevarevirksomheden i alle faser af produktionsprocessen opfylder de relevante krav i bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder. Som et supplement til auditten kan Fødevarestyrelsen gennemføre præstationstest for at afgøre, om personalets præstationer opfylder de fastsatte parametre, 2) verificere fødevarevirksomhedens relevante optegnelser, 3) udtage prøver til laboratorieanalyse, når det er nødvendigt, og 4) dokumentere de elementer, der tages i betragtning, og resultaterne af audit.

Stk. 9. Arten og omfanget af auditopgaverne i forbindelse med enkelte fødevarevirksomheder afhænger af den vurderede risiko. Med henblik herpå vurderer Fødevarestyrelsen regelmæssigt: 1) Sundhedsrisici for mennesker og, hvor det er relevant, dyr. 2) For slagteriers vedkommende: dyrevelfærdsaspekter. 3) De procestyper, der udføres, og de mængder, der behandles. 4) Fødevarevirksomhedens hidtidige overholdelse af fødevarelovgivningen.

§ 7.§-link ↗

Offentlig kontrol af fersk kød foretages i henhold til bilag 1.

Stk. 2. Embedsdyrlægen foretager inspektion i slagterier, vildthåndteringsvirksomheder og opskæringsvirksomheder, der markedsfører fersk kød i overensstemmelse med de generelle krav i bilag 1, afsnit I, kapitel II og de specifikke krav i afsnit IV, især med hensyn til: 1) Information om fødevarekæden. 2) Inspektion før slagtning. 3) Dyrevelfærd. 4) Inspektion efter slagtning. 5) Specificeret risikomateriale og andre animalske biprodukter. 6) Laboratorieundersøgelser.

Stk. 3. Kroppe af får, opdrættede rensdyr og vildtlevende vildt samt halve kroppe, fjerdinger og udskæringer af halve kroppe i tre engrosudskæringer sundhedsmærkes i slagteriet eller vildthåndteringsvirksomheden efter bilag 1, afsnit I, kapitel III. Sundhedsmærkerne anbringes af embedsdyrlægen eller på dennes ansvar, når der ved den offentlige kontrol ikke er fundet nogen mangler, som ville gøre kødet uegnet til konsum.

Stk. 4. Efter at have foretaget den i stk. 2 og 3 nævnte kontrol træffer embedsdyrlægen passende foranstaltninger i henhold til bilag 1, afsnit II, især med hensyn til: 1) Meddelelse af inspektionsresultaterne. 2) Beslutning om information om fødevarekæden 3) Beslutninger om levende dyr. 4) Beslutninger om dyrevelfærd. 5) Beslutninger om kød.

Stk. 5. Officielle medhjælpere kan bistå embedsdyrlægen med den offentlige kontrol, der foretages efter bilag 1, afsnit I og II, som anført i afsnit III, kapitel I. I så tilfælde indgår de i et uafhængigt hold.

Stk. 6. Fødevarestyrelsen sørger for, at der er den tilstrækkelige offentlige bemanding til at foretage den offentlige kontrol efter bilag I med den hyppighed, der er fastsat i afsnit III, kapitel II.

Stk. 7. Der anvendes en risikobaseret metode til at fastsætte den offentlige bemanding, der er nødvendig på slagtelinjen på et givet slagteri. Fødevarestyrelsen træffer afgørelse om den involverede offentlige bemanding, som skal have et omfang, der sikrer, at alle kravene i denne bekendtgørelse overholdes.

Stk. 8. Fødevarestyrelsen sørger for, at embedsdyrlæger og officielle medhjælpere er kvalificerede og uddannes efter bilag I, afsnit III, kapitel IV.

§ 8.§-link ↗

Offentlig kontrol af levende toskallede bløddyr, levende pighuder, levende sækdyr og levende havsnegle foretages efter bilag 2.

§ 9.§-link ↗

Offentlig kontrol af fiskevarer foretages efter bilag 3.

§ 10.§-link ↗

Fødevarestyrelsen giver den pågældende fødevarevirksomhed eller en repræsentant: 1) Skriftlig meddelelse om sin afgørelse om de foranstaltninger, der træffes efter § 60 i anordning nr. 523 af 8. juni 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om fødevarer m.m. sammen med begrundelserne for afgørelsen. 2) Oplysninger om muligheder for at klage over sådanne afgørelser samt om klageprocedure og frister.

Kapitel 4 · Procedurer vedrørende import, eksport og samhandel

§ 11.§-link ↗

Animalske produkter må alene indføres fra et samhandelsland eller fra et land eller en del af et land, hvorfra EU har tilladt import.

Stk. 2. Import af øvrige produkter, som ikke er omfattet af stk. 1, må kun finde sted efter forudgående tilladelse fra Fødevarestyrelsen.

§ 12.§-link ↗

Animalske produkter må alene eksporteres til EU, hvis de er afsendt fra og fremstillet af eller forarbejdet i fødevarevirksomheder, som er opført på en liste, godkendt af EU.

Stk. 2. Følgende fødevarevirksomheder skal ikke opføres på en liste godkendt af EU: 1) Fødevarevirksomheder, som udelukkende udfører primærproduktion, jf. dog § 13, stk. 1. 2) Fødevarevirksomheder, som udelukkende udfører transport. 3) Fødevarevirksomheder, der udelukkende foretager opbevaring af animalske produkter, som ikke kræver temperaturregulerende oplagringsforhold. 4) Fødevarevirksomheder, der samhandler fiskevarer, levende muslinger m.m., som defineret i bekendtgørelse for Grønland om veterinærkontrol ved indførsel af fiskevarer, levende muslinger m.m.

Stk. 3. Eksport til EU fra de i stk. 2, nr. 1, nævnte virksomheder må dog kun ske efter forudgående tilladelse fra Fødevarestyrelsen.

§ 13.§-link ↗

Uanset § 12, stk. 2, kan levende muslinger m.m., som defineret i bekendtgørelse for Grønland om veterinærkontrol ved indførsel af fiskevarer, levende muslinger m.m., kun eksporteres til EU, hvis de hidrører fra produktionsområder, udlagt af Fødevarestyrelsen. Produktionsområderne skal være opført på lister, godkendt af EU.

Stk. 2. Kravet i stk. 1 gælder ikke for kammuslinger høstet uden for klassificerede produktionsområder, udlagt af Fødevarestyrelsen, jf. bekendtgørelsen for Grønland om muslinger m.m. Offentlig kontrol vedrørende kammuslinger skal dog finde sted i overensstemmelse med bilag 2, kapitel III.

§ 14.§-link ↗

Alle forsendelser af animalske produkter fra et ikke-samhandelsland skal ved import til Grønland ledsages af et certifikat, der opfylder kravene i bilag 4, jf. dog § 15, stk. 2.

Stk. 2. Alle forsendelser af animalske produkter skal ved eksport til EU ledsages af et certifikat, der opfylder kravene i bilag 5.

Stk. 3. Uanset stk. 2 kan fiskevarer, levende muslinger m.m., som defineret i bekendtgørelse for Grønland om veterinærkontrol ved indførsel af fiskevarer, levende muslinger m.m., samhandles efter samme bekendtgørelse.

Stk. 4. De i stk. 1-2 omhandlede certifikater attesterer, at produkterne opfylder kravene i bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder eller bestemmelser svarende til disse krav.

Stk. 5. De i stk. 1-2 omhandlede certifikater kan indeholde sådanne nærmere enkeltheder, som EUs lovgivning om folke- og dyresundhed kræver.

Stk. 6. Virksomheder skal opbevare en kopi af de i stk. 1 og 2 nævnte certifikater i mindst 2 år.

§ 15.§-link ↗

Den offentlige kontrol af ferske fiskevarer, der landes i Grønland direkte fra et fiskefartøj, der fører et andet lands flag, foretages efter bilag 3.

Stk. 2. Når fiskevarer importeres ved direkte landing fra et fiskefartøj eller et frysefartøj, kan et certifikat underskrevet af fartøjsføreren erstatte det certifikat, der kræves efter § 14, stk. 1.

Kapitel 5 · Procedurer for udstedelse af certifikater

§ 16.§-link ↗

Virksomheder, der efter § 14, ønsker at eksportere skal forelægge et certifikat, godkendt af Fødevarestyrelsen, til Fødevarestyrelsen med anmodning om udstedelse af certifikatet.

Stk. 2. Ved forelæggelsen for Fødevarestyrelsen af certifikat til eksport af fødevarer betragtes forelæggelsen som en ansøgning om tilladelse til eksport af partiet, og virksomheden skal sikre, at de betingelser og oplysninger, der er anført i dokumentet, samt øvrige betingelser for eksport af fødevarer til EU eller tredjelandet er overholdt.

Stk. 3. Virksomheden skal desuden ved forelæggelsen af certifikatet vedlægge dokumentation for korrekt mærkning i form af kopi af mærkeseddel for det pågældende parti.

Stk. 4. Såfremt en virksomhed afsender fødevarer, som ikke er i overensstemmelse med et udstedt certifikat, skal virksomheden straks informere Fødevarestyrelsen og den modtagende virksomhed.

Stk. 5. Fødevarestyrelsen kan efter anmodning fra en virksomhed udstede et erstatningscertifikat. Udstedelsen af et erstatningscertifikat kræver som minimum, at: 1) Partiet er samlet, 2) Virksomheden sender en skriftlig redegørelse til Fødevarestyrelsen med alle oplysninger i sagen, herunder oplysninger om årsagen til, at der ønskes udstedt et erstatningscertifikat og 3) Virksomheden fremlægger nødvendig dokumentation for, hvor, hvordan og i hvor lang tid partiet efter afsendelse har befundet sig, kopi af de udstedte certifikat og andre relevante oplysninger i sagen.

§ 17.§-link ↗

Eksportvirksomheder skal udføre egenkontrol med det formål at sikre og dokumentere overholdelse af relevante betingelser, som fremgår af Fødevarestyrelsens certifikater til EU eller tredjelandet, som forelægges Fødevarestyrelsen samt relevante krav i fødevarelovgivningen for den pågældende eksport.

Stk. 2. Egenkontrolprocedurerne skal være angivet i virksomhedernes egenkontrolprogram.

Kapitel 6 · Bestemmelser om foranstaltninger

§ 18.§-link ↗

Der idømmes bøde overfor den, der overtræder § 11, § 12, stk. 1 eller 3, § 13, stk. 1, § 14, stk. 1 og 2 eller 5, eller § 15, stk. 2, §§ 16 eller 17.

Stk. 2. For overtrædelser, der begås af selskaber m.v. (juridiske personer), kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Kapitel 7 · Ikrafttræden

§ 19.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 26. april 2014.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 656 af 19. juni 2006 for Grønland om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol med animalske produkter til konsum.