§ 1. · Område§-link ↗
Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser om indførsel til Grønland af ikke-kommercielle sendinger af animalske produkter til eget forbrug.
Stk. 2. Indførsel af animalske produkter til eget forbrug er undtaget fra bestemmelserne om veterinærkontrol, forudsat at: 1) produkterne indføres i egen bagage i forbindelse med indrejse eller i umiddelbar tilknytning til indrejsen eller modtages som pakker, og 2) bestemmelserne i denne bekendtgørelse overholdes.
Stk. 3. Det er forbudt for private at indføre avlsmateriale.
Stk. 4. En person, der medtager eller modtager animalske produkter som privat indførsel, skal ikke være registreret som importør.
Stk. 5. Det er ikke tilladt at medtage eller modtage animalske produkter fra lande, for hvilke der er indført restriktioner som følge af mistanke om eller vished for risici for dyresundheden, jf. bekendtgørelse for Grønland om indførsel af fødevarer med særlige restriktioner (restriktionsbekendtgørelsen).
Stk. 6. Denne bekendtgørelse tilsidesætter ikke veterinærbestemmelser, der har til formål at bekæmpe og udrydde dyresygdomme, eller som vedrører visse beskyttelsesforanstaltninger.
Stk. 7. Denne bekendtgørelse tilsidesætter ikke de relevante certifikatudstedelsesregler i gennem-førelsesbestemmelser til forordning (EF) nr. 338/97 om beskyttelse af vilde dyr og planter ved kontrol af handelen hermed og i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 12 af 13. september 2004 om eksport og import af vilde dyr og planter mv. omfattet af konventionen af 3. marts 1973 om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (Washingtonkonventionen/CITES).
§ 2. · Definitioner§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) fiskevarer: alle saltvands- og ferskvandsdyr (bortset fra levende muslinger m.m. samt alle pattedyr, krybdyr og frøer), hvad enten de er vildtlevende eller opdrættede, samt alle spiselige former, dele og produkter af disse dyr, 2) muslinger m.m.: toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle, 3) toskallede bløddyr: bløddyr af klassen Lamellibranchiata, der filtrerer føden, inden den optages, 4) ferske fiskevarer: uforarbejdede fiskevarer, hele eller tilberedte, herunder vakuumpakkede varer og varer pakket i modificeret atmosfære, som ikke har været underkastet anden behandling med henblik på at sikre deres holdbarhed end nedkøling, 5) tilberedte fiskevarer: ferske fiskevarer, der er blevet behandlet på en sådan måde, at fisken ikke længere er intakt, f.eks. rensning, hovedskæring, udskæring, filetering og hakning, 6) forarbejdede fiskevarer: fiskevarer, der fremkommer ved forarbejdning af ferske fiskevarer. Disse produkter kan indeholde stoffer, der er nødvendige for fremstillingen eller for at give produkterne særlige egenskaber, 7) avlsmateriale: sæd, oocyter og embryoner fra dyr samt rugeæg, 8) samhandelsland: et EU-land, Norge, Island, Liechtenstein, Andorra og Schweiz. Færøerne er samhandelsland for fiskevarer og levende muslinger m.m. Disse lande tilsammen betegnes samhandelsområdet. Følgende områder er dog ikke med i samhandelsområdet: a) Færøerne (fiskevarer og levende muslinger m.m. er dog samhandel) i Kongeriget Danmark, b) Grønland (fiskevarer og levende muslinger m.m. samt biprodukter af fiskevarer og levende muslinger m.m. og produkter fremstillet af disse biprodukter er dog samhandel) i Kongeriget Danmark, c) Ceuta og Melilla i Kongeriget Spanien, og d) oversøiske territorier og –departementer i Republikken Frankrig, 9) tredjelande: lande uden for samhandelsområdet, 10) indgangssted: ethvert sted hvor private foretager indrejse til Grønland, eller alle former for postomdelinger m.v., som distribuerer pakker med animalske produkter,
Stk. 2. I øvrigt gælder definitionerne i 1) bekendtgørelse for Grønland om veterinærkontrol ved indførsel af animalske fødevarer (veterinærkontrolbekendtgørelsen, fødevarer), 2) bekendtgørelse for Grønland om veterinærkontrol ved indførsel af biprodukter af fiskevarer og levende muslinger m.m. og produkter fremstillet af disse biprodukter (veterinærkontrolbekendtgørelsen, non-food) og 3) bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder (fødevarevirksomhedsbekendtgørelsen).
§ 3. · Indførsel af sendinger til eget forbrug fra samhandelsområdet§-link ↗
Sendinger til eget forbrug må frit indføres fra samhandelsområdet, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for samhandelslande, for hvilke der er indført restriktioner som følge af mistanke om eller vished for risici for dyresundheden, jf. bekendtgørelse for Grønland om indførsel af animalske fødevarer med særlige restriktioner (restriktionsbekendtgørelsen).
Stk. 3. Private må til eget forbrug kun indføre sendinger, der er opført i § 5, nr. 2-3, eller bilag 1, fra Island, hvis den samlede mængde ikke overstiger en vægtgrænse på 10 kg. pr. person.
Stk. 4. Uanset stk. 1 må private til eget forbrug fra Island alene indføre specialfoder til selskabsdyr, der er påkrævet af medicinske årsager, hvis den samlede mængde ikke overstiger en vægtgrænse på 10 kg pr. person og på betingelse af: 1) at produkterne ikke skal opbevares på køl, før de er åbnet, 2) at de er færdigpakkede mærkevarebeskyttede produkter beregnet til direkte salg til den endelige forbruger, og 3) at emballagen er ubrudt, medmindre produktet er i brug.
Stk. 5. Overskridelse af vægtgrænserne i stk. 3 eller 4 er forbudt.
§ 4. · Indførsel af sendinger til eget forbrug fra tredjeland, bortset fra Færøerne§-link ↗
Det er forbudt fra tredjelande at indføre produkter, der er opført i bilag 1, til eget forbrug.
§ 5. · Indførsel af sendinger til eget forbrug fra tredjeland, bortset fra Færøerne§-link ↗
Fra tredjeland er det tilladt at indføre til eget forbrug: 1) Rensede ferske eller tilberedte fiskevarer eller forarbejdede fiskevarer, hvis samlede mængde ikke overstiger en vægtgrænse på 20 kg pr. person eller vægten af én fisk, hvis denne vejer mere end 20 kg. 2) Modermælkserstatning i pulverform, babymad og specialfødevarer, der er påkrævet af medicinske årsager, hvis samlede mængde ikke overstiger en vægtgrænse på 2 kg pr. person på betingelse af: a) at produkterne ikke skal opbevares på køl, før de er åbnet, b) at de er færdigpakkede mærkevarebeskyttede produkter beregnet til direkte salg til den endelige forbruger, og c) at emballagen er ubrudt, medmindre produktet er i brug. 3) Andre animalske fødevarer end de, der er anført i nr. 1-2 eller i bilag 1, og hvis samlede mængde ikke overstiger en vægtgrænse på 2 kg pr. person.
Stk. 2. Overskridelse af vægtgrænserne i stk. 1 er forbudt.
§ 6. · Indførsel af sendinger til eget forbrug fra tredjeland, bortset fra Færøerne§-link ↗
Fra tredjelande er det endvidere tilladt til eget forbrug at indføre specialfoder til selskabsdyr, der er påkrævet af medicinske årsager, hvis den samlede mængde ikke overstiger en vægtgrænse på 2 kg pr. person på betingelse af: 1) at produkterne ikke skal opbevares på køl, før de er åbnet, 2) at de er færdigpakkede mærkevarebeskyttede produkter beregnet til direkte salg til den endelige forbruger, og 3) at emballagen er ubrudt, medmindre produktet er i brug.
Stk. 2. Overskridelse af vægtgrænsen i stk. 1 er forbudt.
§ 7. · Indførsel af sendinger til eget forbrug fra Færøerne§-link ↗
Private må til eget forbrug indføre sendinger, der er opført i bilag 1 fra Færøerne, hvis den samlede mængde ikke overstiger en vægtgrænse på 10 kg pr. person.
Stk. 2. Private må til eget forbrug indføre sendinger, der er opført i § 5, nr. 2-3, fra Færøerne, hvis den samlede mængde ikke overstiger en vægtgrænse på 10 kg pr. person og på betingelse af: 1) at produkterne ikke skal opbevares på køl, før de er åbnet, 2) at de er færdigpakkede mærkevarebeskyttede produkter beregnet til direkte salg til den endelige forbruger, og 3) at emballagen er ubrudt, medmindre produktet er i brug.
Stk. 3. Private må til eget forbrug fra Færøerne indføre specialfoder til selskabsdyr, der er påkrævet af medicinske årsager, hvis samlede mængde ikke overstiger en vægtgrænse på 10 kg pr. person på betingelse af: 1) at produkterne ikke skal opbevares på køl, før de er åbnet, 2) at de er færdigpakkede mærkevarebeskyttede produkter beregnet til direkte salg til den endelige forbruger, og 3) at emballagen er ubrudt, medmindre produktet er i brug.
Stk. 4. Overskridelse af vægtgrænserne i stk. 1, 2 eller 3 er forbudt.
§ 8. · Oplysninger, som udbydere af international personbefordring og posttjenester skal give deres kunder§-link ↗
Udbydere af international personbefordring, herunder havne- og lufthavnsvirksomheder og rejsebureauer, samt posttjenester skal på iøjnefaldende måde, f.eks. i form af opslag, gøre deres kunder opmærksom på kravene til indførsel af sendinger af animalske produkter til eget forbrug, som de fremgår af denne bekendtgørelse, herunder bilag 2.
Stk. 2. De i stk. 1 omhandlede udbydere af international personbefordring skal på et for kunder henholdsvis passagerer synligt sted ophænge plakater, som skal rekvireres hos Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsen kan fastsætte nærmere vilkår for ophængningen, herunder i hvilket tidsrum plakaterne skal være ophængt.
§ 9. · Kontrol§-link ↗
Skattestyrelsen, Departementet for Finanser, Grønlands Selvstyre, foretager i samarbejde med havne- og lufthavnsvirksomheder og virksomheder med ansvar for andre indgangssteder for sendinger til eget forbrug, effektiv kontrol på indgangsstederne til Grønland.
Stk. 2. Skattestyrelsen skal: 1) identificere sendinger til eget forbrug, som er i strid med bestemmelserne i denne bekendtgørelse, og 2) beslaglægge og destruere sådanne sendinger i overensstemmelse med grønlandsk lovgivning.
Stk. 3. Kontrollen omhandlet i stk. 1 og 2 kan tilrettelægges på basis af risikovurderinger, herunder, hvis Fødevarestyrelsen finder det nødvendigt, ved anvendelse af effektive redskaber til påvisning, f.eks. udstyr til scanning og specialtrænede hunde, med henblik på at screene store mængder personlig bagage for forekomst af sendinger af animalske produkter til eget forbrug.
Stk. 4. Skattestyrelsen kan kræve, at den, der er ansvarlig for en sending til eget forbrug, dækker udgifterne til destruktion, hvis sendingen konstateres at være ulovlig.
§ 10. · Foranstaltninger m.m.§-link ↗
Med mindre mere indgribende foranstaltninger er forskyldt efter anden lovgivning, kan der idømmes bøde til den, der overtræder § 1, stk. 3 eller stk. 5, § 3, stk. 5, § 4, § 5, stk. 2, § 6, stk. 2, § 7, stk. 4, eller § 8 i denne bekendtgørelse.
§ 11. · Ikrafttrædelse§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 25. april 2014.