§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen fastsætter 1) de kvalitetskrav, som drikkevand og vand, hvortil der stilles krav om særlige kvalitetskrav, skal opfylde, 2) hvilke undersøgelser, der skal foretages af vandet, 3) hvordan der skal føres kontrol med indvundne vandmængder, og 4) hvilket tilsyn, der skal føres med vandforsyningssystemerne.
Stk. 2. Det skal i hvert enkelt tilfælde tilstræbes, at vandkvaliteten er bedst mulig uanset kvalitetskravene i denne bekendtgørelse.
§ 2. · Tilsyn§-link ↗
Tilsyn med vandforsyningssystemer føres af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor anlæggets vand forbruges.
Stk. 2. Forbruges anlæggets vand i flere kommuner, afgøres det ved aftale mellem de pågældende kommunalbestyrelser, hvorledes det offentlige tilsyn skal føres på kommunalbestyrelsernes vegne. Kan der ikke opnås enighed herom, afgøres spørgsmålet af Naturstyrelsen.
Stk. 3. De regler, der i kapitel 3-7 er givet om kommunalbestyrelsens tilsyn, gælder også for tilsyn, der udføres efter stk. 2.
§ 3.§-link ↗
Vand fra vandforsyningssystemer, der forsyner mennesker med vand til husholdningsbrug, skal overholde de kvalitetskrav, som er angivet i bilag 1 a-d.
§ 4.§-link ↗
§ 3 finder ikke anvendelse på regnvand opsamlet fra tage til brug for wc-skyl og tøjvask i maskine, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Anlæg til opsamling af regnvand fra tage til brug for wc-skyl og tøjvask i maskine skal være udført i overensstemmelse med gældende Rørcenteranvisning udarbejdet af Økonomi- og Erhvervsministeriet og Miljøministeriet 2) Rørcenteranvisning 003, 4. udgave, 2012, kan bl.a. findes på www.naturstyrelsen.dk. .
Stk. 3. I institutioner og bygninger med offentlig adgang må brug af regnvand til WC-skyl kun ske med kommunalbestyrelsens tilladelse efter drøftelse med Sundhedsstyrelsen. I institutioner og bygninger med offentlig adgang må regnvand ikke anvendes til tøjvask. Kommunalbestyrelsen kan ikke give tilladelse til brug af regnvand til WC-skyl og tøjvask i institutioner for børn under 6 år (fx vuggestuer og børnehaver), hospitaler og plejehjem og andre institutioner for særligt følsomme grupper (fx fysisk og psykisk handicappede).
Stk. 4. Ejeren af en ejendom omfattet af stk. 3, 1. punktum, skal overfor kommunalbestyrelsen dokumentere, at kravene til vandkvaliteten ved bygningens taphaner til drikkevand kan opretholdes, når anlægget er i brug, herunder at ejendommens ledningsnet til drikkevand er egnet til lavt vandforbrug. Ejeren skal sikre, at brugerne til enhver tid er informeret om, at der anvendes regnvand opsamlet fra tage, fx ved opslag.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan efter drøftelse med Sundhedsstyrelsen træffe afgørelse om, at brug af regnvand, jf. stk. 3, skal ophøre, hvis det er nødvendigt for at sikre vandkvaliteten ved bygningens taphaner.
§ 5.§-link ↗
Bestemmelserne i § 3 finder endvidere anvendelse for vand fra vandforsyningssystemer, som forsyner fødevarevirksomheder, jf. dog stk. 2 og 3, samt virksomheder, der fremstiller lægemidler eller andre produkter, hvortil der stilles særlige sundhedsmæssige krav til vandforsyningen.
Stk. 2. Naturstyrelsen kan efter ansøgning fra en fødevarevirksomhed helt eller delvis undtage vand fra et vandforsyningssystem, der forsyner en fødevarevirksomhed, jf. stk. 1, fra kravene i denne bekendtgørelse, hvis det er fastslået, at vandets kvalitet ikke kan påvirke den færdige fødevares sundhed eller sundhedsmæssige beskaffenhed. Ansøgningen skal indsendes til Fødevarestyrelsen, som sender denne videre til Naturstyrelsen med Fødevarestyrelsens indstilling.
Stk. 3. Kvalitetskravene, jf. § 3, finder uanset stk. 1 ikke anvendelse for vand fra vandforsyningssystemer, der forsyner fødevarevirksomheder, hvor der i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer alene er krav om anvendelse af rent vand, som defineret i forordningerne.
§ 6.§-link ↗
Der skal til brug for den offentlige kontrol foretages regelmæssige undersøgelser af prøver af vandet fra 1) vandforsyningsanlæg til husholdningsbrug, 2) vandforsyningsanlæg, der forsyner offentlige eller private institutioner (skoler, sygehuse, kaserner o.l.), samt kommercielle formål (restaurationer, campingpladser, hoteller o.l.), 3) vandforsyningsanlæg, der forsyner fødevarevirksomheder, hvor der stilles krav om anvendelse af vand, der opfylder kvalitetskravene til drikkevand, 4) vandforsyningsanlæg, der forsyner virksomheder, hvor der fremstilles produkter (f.eks. lægemidler), der stiller særlige sundhedsmæssige krav til vandforsyning, 5) vandforsyningsanlæg, der forsyner andre virksomheder end nævnt under nr. 2, 3 og 4, når anlægget leverer vand til et fast personale på mere end 5 personer, og 6) nødvandforsyningsanlæg, herunder tankvogne og tankskibe, til formål som nævnt under nr. 1-5.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at også andre vandforsyningsanlæg, skal inddrages under det regelmæssige offentlige tilsyn.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, så vidt muligt efter indstilling fra de enkelte vandforsyningsanlæg, hvorledes kontrolordningen skal tilrettelægges for vedkommende anlæg efter reglerne i §§ 7-12. Undersøgelserne skal foretages på et laboratorium valgt af vandforsyningsanlægget, jf. § 13.
§ 7.§-link ↗
I den regelmæssige kontrol skal indgå 1) en forenklet kontrol af vand til husholdningsbrug fra ikke-almene vandforsyningsanlæg, som producerer mindre end 3.000 m3 vand årligt, jf. bilag 2, 2) en begrænset kontrol af vandet i et vandforsyningsanlægs ledningsnet, jf. bilag 3, 3) en normal kontrol af vandet på vandindvindingsanlægget, jf. bilag 4, 4) en udvidet kontrol af vandet på vandindvindingsanlægget, jf. bilag 5, 5) en kontrol med uorganiske sporstoffer i vandet i et vandforsyningsanlægs ledningsnet, jf. bilag 6, 6) en kontrol med organiske mikroforureninger i vandet på vandindvindingsanlægget, jf. bilag 7, 7) en boringskontrol af vandet i de enkelte boringer til et vandforsyningsanlæg, jf. bilag 8, og 8) en supplerende kontrol af vandet i overfladevandområder, der er udpeget til indvinding af drikkevand i henhold til lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (Miljømålsloven) § 8, og hvorfra der i gennemsnit frembringes mere end 100 m³ om dagen, jf. bilag 11.
Stk. 2. Når det er fastslået i det nationale overvågningsprogram for grundvand (GRUMO), at det er sandsynligt, at en eller flere parametre fastsat i bilag 1 a-d ikke er til stede, eller når der på baggrund af det nationale overvågningsprogram er grund til at antage, at der findes stoffer i vandet, som kan udgøre en potentiel fare for sundheden, og som ikke er omfattet af bilag 1 a-d, kan Naturstyrelsen ændre bekendtgørelsens bilag for hele eller dele af landet. Naturstyrelsen vurderer mindst én gang om året, om bilagene til bekendtgørelsen skal ændres.
Stk. 3. Kontrollen efter stk. 1, nr. 8, supplerer overvågningen af overfladevandet i henhold til miljømålslovens § 8, og omfatter alle prioriterede stoffer, der udledes til overfladevandområdet, og alle andre stoffer, der er omfattet af bilag 1 a-d, i signifikante mængder.
Stk. 4. Er der grund til at antage, at der findes stoffer eller mikroorganismer i vandet, som kan udgøre en potentiel fare for sundheden, og som ikke er omfattet af bilag 1 a-d, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om supplerende undersøgelser. Er disse omfattet af bilag 1 a-d, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, hvorvidt undersøgelser efter stk. 1 skal suppleres med yderligere undersøgelser for disse stoffer eller mikroorganismer.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal oplyse forbrugere af vand fra vandforsyningsanlæg omfattet af stk. 1, nr. 1, om, at vandet alene undergår en forenklet kontrol. Denne oplysning kan ske ved offentlig annoncering.
§ 8.§-link ↗
For vandforsyningsanlæg, som omfattes af § 6, stk. 1, nr. 1-4, skal kontrollen, jf. bilag 3-8, foretages med den hyppighed, som er angivet i bilag 9-11. For vandforsyningsanlæg, hvor kontrolhyppigheden ikke er fastlagt i bilagene, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om hyppigheden af den regelmæssige kontrol. For vand fra vandforsyningsanlæg der forsyner fødevarevirksomheder, jf. § 6, stk. 1, nr. 3, eller til kommercielt formål, institutioner e.l., jf. § 6, stk. 1, nr. 2, skal der dog mindst én gang årligt foretages en forenklet kontrol, jf. bilag 2, og mindst hvert tredje år skal der foretages den kontrol, som er angivet i bilag 3-7, jf. dog stk. 4, 5 og 6. Til kontrol af vand fra vandforsyningsanlæg, der kun benyttes til rengøring af malkeudstyr m.v. og til køling af mælk, samt af vand fra vandforsyningsanlæg, der kun leverer vand til vanding eller vask af afgrøder, hvortil der stilles krav om anvendelse af vand, der opfylder kvalitetskravene, jf. § 3, foretages alene en forenklet kontrol, jf. bilag 2, mindst én gang årligt, jf. dog § 7, stk. 4.
Stk. 2. Kontrolhyppigheden fastsættes på grundlag af den vandmængde, som vandforsyningsanlægget har produceret eller distribueret det foregående kalenderår. Kan denne vandmængde ikke oplyses, eller ventes forholdene væsentligt ændret, skal hyppigheden fastsættes af kommunalbestyrelsen efter et skøn over vandmængden. Kontrolhyppigheden, jf. bilag 11, fastsættes på grundlag af det befolkningsantal, der på leveringstidspunktet må antages helt eller delvis at modtage drikkevand indvundet fra overfladevand.
Stk. 3. Hvor vandforsyningsanlæg indgår i en fælles ordning, der omfatter flere kommuner, kan kommunalbestyrelserne træffe afgørelse om, at kontrolhyppigheden skal fastsættes for kommunerne eller for en del af kommunerne i fællesskab på grundlag af den vandmængde, der distribueres i det samlede forsyningsområde. Kommunalbestyrelserne kan i så fald træffe afgørelse om fordelingen af kontrollen på ledningsnettet i de enkelte kommuner. Kan der ikke opnås enighed mellem kommunalbestyrelserne om fordelingen, afgøres spørgsmålet af Naturstyrelsen.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at kontrolhyppigheden for den begrænsede kontrol kan nedsættes, jf. bilag 9.
Stk. 5. Når det er fastslået, at det er sandsynligt, at én eller flere af de parametre, som fremgår af bilag 1 a-d, ikke er til stede, kan kommunalbestyrelsen for enkelte vandforsyningsanlæg eller i almindelighed træffe afgørelse om, at kontrollen for én eller flere parametre omfattet af bilag 6-7 kan nedsættes til den hyppighed, der fremgår af bilag 10.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan, når udfaldet af tidligere undersøgelser, anlæggets udsættelse for forurening eller andre forhold taler for det, træffe afgørelse om, at nedsætte kontrolhyppigheden for vandforsyningsanlæg, der producerer eller distribuerer mindre end 3.000 m3 årligt, og som forsyner et kommercielt formål, institutioner e.l., jf. § 6, stk. 1, nr. 2.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at kontrollen skal foretages hyppigere end angivet i bilag 9 og 10, når udfaldet af tidligere undersøgelser, anlæggets særlige udsættelse for forurening eller andre forhold taler for det.
Stk. 8. Kommunalbestyrelsen kan ikke nedsætte kontrolhyppigheden for overfladevand omfattet af § 7, stk. 1, nr. 8.
Stk. 9. Kommunalbestyrelsen skal underrette Naturstyrelsen om beslutninger truffet i medfør af stk. 1-7.
§ 9.§-link ↗
For vandforsyningsanlæg, som omfattes af § 6, stk. 1, nr. 5, skal der foretages én normal kontrol en gang årligt. Overstiger virksomhedens faste personale 50, skal kommunalbestyrelsen dog træffe afgørelse om yderligere kontrol. § 7, stk. 2 og 4, og § 8, stk. 7, 8 og 9, finder tilsvarende anvendelse.
§ 10.§-link ↗
For nødvandforsyningsanlæg, som omfattes af § 6, stk. 1, nr. 6, skal der foretages én normal kontrol én gang årlig. § 7, stk. 2 og 3, og § 8, stk. 7, 8 og 9, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. For drikkevand, der distribueres via tankskib eller tankvogn, bestemmes arten og hyppigheden af kontrollen af kommunalbestyrelsen.
§ 11.§-link ↗
For vandforsyningsanlæg, som omfattes af § 6, stk. 2, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om arten og hyppigheden af kontrollen.
§ 12.§-link ↗
Steder for udtagning af vandprøver, der indgår i den regelmæssige kontrol, skal godkendes af kommunalbestyrelsen samtidig med, at der træffes afgørelse om kontrolordningen, jf. § 6, stk. 3.
§ 13. · Undersøgelse af vandprøver§-link ↗
Vandprøverne skal udtages af og undersøges på et laboratorium, der er akkrediteret hertil, jf. den til enhver tid gældende bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger 3) Bekendtgørelse nr. 231 af 5. marts 2014 om kvalitetskrav til miljømålinger. .
§ 14. · Andre undersøgelser§-link ↗
Ved kommunalbestyrelsens foranstaltning kan der foretages undersøgelser af vandet fra vandforsyningsanlæg udover den kontrol, der er nævnt i §§ 7-11. Undersøgelserne foretages i det omfang, kommunalbestyrelsen eller Naturstyrelsen finder det nødvendigt, herunder til bedømmelsen af klager og til afgørelse af sager om ændring af et områdes vandforsyningsstruktur. Prøverne skal udtages af og undersøges på et laboratorium, jf. § 13. Undersøgelserne betales af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at det påhviler ejeren af ejendommens installationer at lade udføre supplerende undersøgelser af vandets kvalitet samt undersøgelser af ejendommens installationer til opsporing af eventuelle forureningskilder. Kommunalbestyrelsen kan dog kun træffe afgørelse om, at disse undersøgelser skal betales af ejeren i de tilfælde, hvor det er fundet godtgjort, at vandet fra et vandforsyningsanlæg omfattet af § 6, stk. 1, ved levering til ejendommen opfylder kvalitetskravene i bekendtgørelsen.
§ 15. · Underretningsforpligtelse§-link ↗
Hvis resultater af undersøgelser, som ejeren af et alment vandforsyningsanlæg eller ejeren af et vandforsyningssystem, der leverer vand til en offentlig eller kommerciel aktivitet, udfører eller lader udføre af egen drift, eller på baggrund af vilkår fastsat i anlæggets indvindingstilladelse eller lignende, viser, at vandets kvalitet ikke er i overensstemmelse med de fastsatte krav, skal anlæggets ejer straks underrette kommunalbestyrelsen. Ejeren af vandforsyningsanlægget skal foranledige, at det undersøgende laboratorium underretter kommunalbestyrelsen og ejeren om overskridelse af de mikrobiologiske kvalitetskrav, jf. bilag 1 d, snarest muligt og senest samme arbejdsdag, hvor overskridelserne konstateres. Ejeren af et vandforsyningsanlæg skal ligeledes underrette kommunalbestyrelsen, hvis der i vandet konstateres andre kemiske eller mikrobiologiske forureninger.
§ 16. · Forholdsregler mod utilfredsstillende vandkvalitet og dispensationer§-link ↗
Opfylder vandet i et vandforsyningssystem ikke de kvalitetskrav, der er fastsat i medfør af denne bekendtgørelse, eller bedømmes vandet i et vandforsyningssystem at være sundhedsfarligt, eller er der efter kommunalbestyrelsens skøn nærliggende fare for, at vandet kan blive sundhedsfarligt, træffer kommunalbestyrelsen efter lovens § 62 afgørelse om, hvilke foranstaltninger, der skal træffes.
Stk. 2. Opfylder vandet i et alment vandforsyningsanlæg ikke de kvalitetskrav, der er fastsat i medfør af denne bekendtgørelse, kan kommunalbestyrelsen i det påbud, som meddeles efter lovens § 62, stk. 1, dispensere fra de i bilag 1 a-d fastsatte kvalitetskrav for et bestemt tidsrum, der skal fastsættes så kort som muligt, og som højst kan være 3 år. Det samme gælder for ikke-almene vandforsyningsanlæg, som producerer mere end 3.000 m3 vand årligt, samt vandforsyningsanlæg omfattet af § 6, stk. 1, nr. 2-5.
Stk. 3. Der kan ikke dispenseres fra de i bilag 1 d fastsatte kvalitetskrav for mikrobiologiske parametre, bortset fra kimtal ved 22° C.
Stk. 4. Inden der kan dispenseres, skal der indhentes en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen.
Stk. 5. Dispensation fra de i bilag 1 a-d fastsatte kvalitetskrav kan ikke gives, hvis der er umiddelbar mulighed for at fremskaffe anden vandforsyning.
Stk. 6. I forbindelse med dispensation fra de i bilag 1 a-d fastsatte kvalitetskrav træffer kommunalbestyrelsen efter lovens § 62 beslutning om, hvilke foranstaltninger der skal træffes i den periode, hvor dispensationen er gældende.
Stk. 7. Iværksættelse af anvendelsesbegrænsninger, jf. stk. 6, som fx afbrydelse af vandforsyningen, etablering af alternativ vandforsyning og kogeanbefalinger sker for almene vandforsyninger efter forudgående drøftelse med Sundhedsstyrelsen.
Stk. 8. Iværksættelse af anvendelsesbegrænsninger, jf. stk. 6, sker for ikke-almene vandforsyninger efter retningslinjer udarbejdet efter drøftelse med Sundhedsstyrelsen.
§ 17. · Forholdsregler mod utilfredsstillende vandkvalitet og dispensationer§-link ↗
Dispensationer, der meddeles efter § 16, stk. 2, skal indeholde 1) oplysning om årsagen til dispensationen, 2) oplysning om den pågældende parameter og tidligere relevante kontrolresultater, 3) oplysning om den højeste tilladte værdi i henhold til dispensationen, 4) oplysning om det geografiske område, mængden af vand, der leveres pr. dag, den berørte befolkning, og om der er nogen relevant fødevarevirksomhed der påvirkes, 5) en passende kontrolplan, om nødvendigt med øget kontrolhyppighed, 6) et sammendrag af projektet for de nødvendige udbedrende foranstaltninger, herunder en tidsplan for arbejdet og et skøn over omkostningerne og bestemmelser om revision, og 7) oplysning om varigheden af dispensationen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal på passende vis informere forbrugere, der berøres af dispensationen, om dispensationen, betingelserne herfor og om nødvendigt vejlede forbrugerne om, i hvilket omfang dispensationen kan indebære en særlig risiko. Kommunalbestyrelsen sender kopi af dispensationen til Naturstyrelsen.
Stk. 3. I dispensationsperioden skal kommunalbestyrelsen føre tilsyn med de udbedrende foranstaltninger for at fastslå, om der er gjort tilstrækkelige fremskridt.
Stk. 4. Påbud, der indeholder en dispensation til en vandforsyning, som har tilladelse til indvinding af mere end 350.000 m3 vand årligt, skal af kommunalbestyrelsen straks sendes i kopi til Naturstyrelsen, som sender dispensationen videre til Europa-Kommissionen.
§ 18. · Forholdsregler mod utilfredsstillende vandkvalitet og dispensationer§-link ↗
Er en overskridelse af kvalitetskravene i vandet fra et vandforsyningsanlæg ikke afhjulpet inden for 3 år, jf. § 16, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen, efter ansøgning fra ejeren af vandforsyningsanlægget og efter indhentet udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, for vandforsyningsanlægget eller for nærmere afgrænsede områder, dispensere fra de i bilag 1 a-d fastsatte kvalitetskrav.
Stk. 2. Der kan ikke dispenseres fra de i bilag 1d fastsatte kvalitetskrav for mikrobiologiske parametre.
Stk. 3. Dispensation fra de i bilag 1 a-d fastsatte kvalitetskrav kan ikke gives, hvis der er umiddelbar mulighed for at fremskaffe anden vandforsyning.
Stk. 4. I forbindelse med dispensation fra de i bilag 1 a-d fastsatte kvalitetskrav træffer kommunalbestyrelsen efter lovens § 62 beslutning om, hvilke foranstaltninger der skal træffes i den periode, hvor dispensationen er gældende.
Stk. 5. Dispensation fra de i bilag 1 a-d fastsatte kvalitetskrav meddeles for et bestemt tidsrum, der skal fastsættes så kort som muligt, og som højst kan være 3 år.
Stk. 6. Dispensationen skal indeholde oplysninger, som nævnt i § 17, stk. 1.
Stk. 7. I dispensationsperioden skal kommunalbestyrelsen føre tilsyn med de udbedrende foranstaltninger for at fastslå, om der er gjort tilstrækkelige fremskridt.
Stk. 8. Kommunalbestyrelsen skal på passende vis informere forbrugere, der berøres af dispensationen, om dispensationen, om betingelserne herfor og om nødvendigt vejlede forbrugerne om, i hvilket omfang dispensationen kan indebære en særlig risiko.
Stk. 9. Kommunalbestyrelsen skal straks sende kopi af dispensationen til Naturstyrelsen, som sender den videre til Europa-Kommissionen.
§ 19. · Forholdsregler mod utilfredsstillende vandkvalitet og dispensationer§-link ↗
I ganske særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen efter Naturstyrelsens og Europa-Kommissionens godkendelse meddele en yderligere dispensation. Ejeren af vandforsyningsanlægget skal sende ansøgning samt en indhentet udtalelse fra kommunalbestyrelsen herom til Naturstyrelsen.
Stk. 2. I forbindelse med ansøgning og meddelelse af dispensation efter stk. 1 finder § 18 tilsvarende anvendelse.
§ 20.§-link ↗
Ejerne af vandforsyningsanlæg, som efter deres art ville kræve indvindingstilladelse efter lovens § 20, skal registrere de vandmængder, som indvindes fra anlægget, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. For ikke-almene anlæg, som efter deres art ville kræve tilladelse efter lovens § 20, stk. 1, nr. 1 og 2, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, i hvilket omfang der skal føres kontrol med den indvundne vandmængde.
§ 21.§-link ↗
Måling af indvindingsmængden skal ske med en måleanordning, hvis karakter til enhver tid kan bestemmes af kommunalbestyrelsen.
§ 22.§-link ↗
Anlæggets ejer skal registrere dato for hver opgørelse af indvindingen og den vandmængde, der er indvundet siden sidste registrering. Registreringen skal for anlæg med en årlig tilladt indvinding på under 100.000 m3 finde sted ved begyndelsen af hvert år, for anlæg med en årlig tilladt indvinding på 100.000-350.000 m3 ved begyndelsen af hvert kvartal og for anlæg med en årlig tilladt indvinding på over 350.000 m3 ved begyndelsen af hver måned.
Stk. 2. Registreringen skal opbevares i mindst 10 år og på anmodning forevises myndighederne.
§ 23.§-link ↗
Anlæggets ejer skal sende indberetning til kommunalbestyrelsen om anlæggets årsindvinding, opgjort for tiden 1. januar til 31. december. Indberetningen skal ske inden den 1. februar det følgende år. Er måleranordningen udskiftet i årets løb, skal dette fremgå af indberetningen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen vurderer de indberettede oplysninger, herunder størrelsen af de indvundne vandmængder. Kommunalbestyrelsen skal derefter inden den 1. april registrere indberetningerne i den fælles offentlige database for grund- og drikkevand samt boringer (Jupiter).
Stk. 3. Almene vandforsyningsanlæg, som modtager vand fra andre anlæg, skal endvidere indberette størrelsen af den distribuerede vandmængde til kommunalbestyrelsen, opgjort for tiden 1. januar til 31. december. Almene anlæg, som leverer vand til andre vandforsyninger, skal oplyse om størrelsen af denne leverance.
§ 24. · Pejlinger af vandstanden§-link ↗
Anlæggets ejer skal måle og registrere grundvandsstanden i anlæggets indvindingsboringer og omkringliggende boringer og brønde i det omfang, det er bestemt i anlæggets indvindingstilladelse. Resultaterne skal opbevares i mindst 10 år. De skal på anmodning forevises myndighederne.
Stk. 2. Resultater efter stk. 1, som efter anmodning sendes til Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse, skal sendes via den fælles offentlige database for grund- og drikkevand samt boringer (Jupiter).
§ 25.§-link ↗
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med det tekniske anlæg ved almene vandforsyningsanlæg og ved anlæg, der omfattes af § 6, stk. 1, nr. 2 og 3.
Stk. 2. Tilsynet skal bl.a. omfatte anlæggets indretning og funktion og dets vedligeholdelses- og renholdelsestilstand.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om det tekniske tilsyns hyppighed.
Stk. 4. For andre vandforsyningsanlæg kan kommunalbestyrelsen træffe beslutning om, hvorvidt der skal føres et sådant tilsyn.
Stk. 5. Offentliggørelse om tilsynets indhold og resultater kan ske udelukkende på kommunens hjemmeside.
§ 26.§-link ↗
Ejeren af et vandforsyningsanlæg skal foranledige, at det undersøgende laboratorium senest 6 uger efter udtagelse af vandprøverne indberetter resultaterne af kontrollen, jf. §§ 7-11, til kommunalbestyrelsen via den fælles offentlige database for grund- og drikkevand samt boringer (Jupiter) og sender resultaterne af kontrollen med vandkvaliteten efter denne bekendtgørelse til ejeren af vandforsyningsanlægget. Når kommunalbestyrelsen i medfør af § 15 modtager oplysninger om andre undersøgelser af vandkvaliteten, skal den underrette Naturstyrelsen.
Stk. 2. Ejeren af et alment vandforsyningsanlæg skal indberette status pr. 31. december for vandforsyningsanlæggets tilknyttede drikkevandsboringer. Indberetningen foretages hvert år inden den 1. februar til den fælles offentlige database for grund- og drikkevand samt boringer (Jupiter).
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sender kopi af resultaterne af tilsynet med det tekniske anlæg, jf. § 25, til ejeren af vandforsyningsanlægget.
§ 27.§-link ↗
Kommunalbestyrelsen skal indberette de oplysninger, som kommunalbestyrelsen modtager om indvindingsmængde fra vandforsyningsanlæg til Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse via den fælles offentlige database for grund- og drikkevand samt boringer (Jupiter)
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal indberette de oplysninger, som kommunalbestyrelsen modtager fra laboratorier om kvaliteten af vand fra vandforsyningsanlæg til den fælles offentlige database for grund- og drikkevand samt boringer (Jupiter) senest 4 uger efter, at det undersøgende laboratorium har indberettet resultaterne til kommunalbestyrelsen.
Stk. 3. Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse skal efter anmodning meddele de indberettede oplysninger til kommunalbestyrelser, Naturstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Fødevarestyrelsen og andre myndigheder.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal hvert år inden den 1. april frigive indberetningerne, jf. § 26, stk. 2, i den fælles offentlige database for grund- og drikkevand samt boringer (Jupiter), hvorefter de er offentligt tilgængelige.
Stk. 5. Formatet for indberetningen til den fælles offentlige database for grund- og drikkevand (Jupiter) fastlægges af Naturstyrelsen efter forhandling med KL.
§ 28.§-link ↗
Et alment vandforsyningsanlæg skal stille den nødvendige information om vandforsyningen og drikkevandets kvalitet til rådighed for forbrugerne. Informationen skal mindst indeholde oplysninger om 1) vandforsyningens navn, adresse, telefonnummer, e-post, hjemmeside og eventuelle kontaktpersoner, 2) forsyningsområder, 3) indvindingsmængder og områder, hvor vandet indvindes fra, 4) vandbehandling på vandforsyningsanlægget, 5) drikkevandets kvalitet i relation til maksimale værdier fastsat i henhold til bilag 1 a-d, resultaterne af supplerende undersøgelser efter § 7, stk. 3, eller kvalitetskrav fastsat ved vilkår i indvindingstilladelsen, herunder antal og resultater af samtlige analyser, der er foretaget i henhold til denne bekendtgørelse og vilkår i indvindingstilladelsen, og 6) en generel beskrivelse af drikkevandets kvalitet, herunder værdier for almindelige parametre såsom hårdhed, jern, mangan og mikrobiologisk kvalitet, værdier for parametre af særlig lokal betydning, såsom nitrat, nikkel og fluorid, samt oplysninger om overskridelser af maksimale værdier fastsat i henhold til bilag 1 a-d, resultaterne af supplerende undersøgelser efter § 7, stk. 3, eller kvalitetskrav fastsat ved vilkår i indvindingstilladelsen.
Stk. 2. Ejeren af det almene vandforsyningsanlæg skal mindst én gang om året opdatere oplysninger efter stk. 1.
Stk. 3. Informationen, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 6 skal være tilgængelig på vandforsyningens hjemmeside eller mindst én gang om året offentliggøres i et trykt medie, som er til rådighed for alle forbrugere af vand fra det almene vandforsyningsanlæg, f.eks. et omdelt lokalblad, en lokal vejviser eller en husstandsomdelt folder. Det skal fremgå af det offentliggjorte, hvor og hvordan forbrugeren kan indhente yderligere oplysninger om forhold under stk. 1, nr. 2-5.
§ 29.§-link ↗
Kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet efter reglerne i lovens kapitel 13.
Stk. 2. Naturstyrelsens afgørelser kan ikke påklages.
§ 30.§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der 1) ikke lader foretage regelmæssige undersøgelser af anlæggets vandkvalitet i overensstemmelse med §§ 6-13, 2) undlader at underrette kommunalbestyrelsen efter § 15, 3) undlader at kontrollere, registrere eller indberette vandmængder eller grundvandsstand efter § 20, stk. 1, § 22, stk. 1, § 23, stk. 1 og 3, og § 24, 4) tilsidesætter afgørelser efter § 7, stk. 3, § 14, stk. 2, § 20, stk. 2, og § 21, 5) undlader at opbevare registrering eller resultater eller nægter at forevise disse efter anmodning, jf. § 22, stk. 2, og § 24, 6) undlader at indsende resultater i overensstemmelse med § 26, stk. 1 og 2, eller 3, eller 7) undlader at stille information til rådighed eller at offentliggøre denne i overensstemmelse med § 28.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 31.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2014.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1024 af 31. oktober 2011 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg.