§ 1.§-link ↗
Bogføringen skal være i overensstemmelse med bogføringsloven, jf. dog § 2, stk. 1, 3. pkt.
Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig for, at opbevare regnskabsmaterialet på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, som materialet vedrører.
§ 2.§-link ↗
Regnskabsåret er kalenderåret. Ved regnskabsårets afslutning udarbejder skolen en årsrapport efter bestemmelserne i årsregnskabsloven for virksomheder i regnskabsklasse B med de fravigelser, der fremgår af stk. 2. Alle beløb i årsrapporten opgives i danske kroner.
Stk. 2. Følgende bestemmelser i årsregnskabsloven finder ikke anvendelse: §§ 1-7, § 8, stk. 2, 2. og 4. pkt., § 9, stk. 2, § 10 a, §§ 16-18, § 19, stk. 2, §§ 20 og 21, § 22, stk. 2 og 3, § 23, § 26, stk. 3, 3. pkt., §§ 29 og 32, §§ 34 og 35, § 37, stk. 2 og 3, §§ 38, 43 a og 48, § 49, stk. 1, 2. pkt., § 49, stk. 1, nr. 1, § 49, stk. 2, nr. 2, § 49, stk. 3, § 53, stk. 1, 3. pkt., § 53, stk. 2, nr. 1, litra c, § 53, stk. 2, nr. 4 og 5, § 56, stk. 1-3, § 56 stk. 4, 2. pkt., § 62, § 64, stk. 3, §§ 66 og 67, §§ 70-76, samt afsnit IV, med undtagelse af § 86, stk. 1-3, § 88, § 98 c, stk. 1, 1. pkt., § 99, stk. 1, nr. 1-6, § 100 og § 101, stk. 1, nr. 1-2. Endvidere finder afsnit V-XI og bilag 2 ikke anvendelse.
Stk. 3. Årsrapporten skal have følgende minimumsindhold: 1) Ledelsespåtegning, ledelsens underskrifter og bestyrelsens habilitetserklæring, jf. § 3, stk. 2. 2) Den uafhængige revisors påtegning. 3) Generelle oplysninger om institutionen. 4) Ledelsesberetning, inklusive hoved- og nøgletal. 5) Anvendt regnskabspraksis. 6) Resultatopgørelse. 7) Balance. 8) Pengestrømsopgørelse 9) Noter til årsrapporten. 10) Særlige specifikationer.
Stk. 4. For frie kostskoler skal årsrapporten tillige indeholde sammenligningstal og følge opstillingen i bilag 1.2 og de tilhørende krav i bilag 1.3-1.7. For frie grundskoler og private skoler for gymnasiale uddannelser m.v. skal årsrapporten tillige indeholde sammenligningstal og følge opstillingen i bilag 2.1 og de tilhørende krav i bilag 2.2-2.8. For produktionsskoler skal årsrapporten tillige indeholde sammenligningstal og følge opstillingen i bilag 3.1 og de tilhørende krav i bilag 3.2-3.7.
§ 3.§-link ↗
Årsrapporten skal underskrives i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 2 i årsregnskabsloven og påtegnes af revisor.
Stk. 2. I forbindelse med underskrifterne skal medlemmerne af bestyrelsen afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder habilitetskravene i henholdsvis § 7, stk. 2 og 3, i lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler), § 5, stk. 8 og 9, i friskoleloven, § 4, stk. 3 og 4, i lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser) og i § 6, stk. 3 og 4, i lov om produktionsskoler.
Stk. 3. Bestyrelsen er ansvarlig for, at en original, underskreven årsrapport samt et originalt, underskrevet revisionsprotokollat opbevares af skolen, jf. stk. 1.
Stk. 4. Bestyrelsen tager stilling til revisors bemærkninger, anvisninger og konklusioner i revisionsprotokollatet. Bestyrelsen indberetter sin stillingtagen og sine kommentarer til revisionsprotokollatet til ministeriet sammen med årsrapporten.
Stk. 5. Bestyrelsen er ansvarlig for, at skolen inden den 1. maj i året efter regnskabsåret til Undervisningsministeriet elektronisk indberetter sine regnskabsoplysninger, revisionsprotokollatet og revisors besvarelse af revisortjeklisten.
Stk. 6. Bestyrelsen bemyndiger en person til på bestyrelsens vegne at signere den elektroniske indberetning, jf. stk. 5, digitalt. Det indberettede materiale skal være i overensstemmelse med det materiale, der opbevares af skolen, jf. stk. 3.
§ 4.§-link ↗
Skolen udarbejder et anlægskartotek over de aktiver, der har en værdi over 15.000 kr. eksklusive moms. Aktiver med en anskaffelsespris under denne beløbsgrænse omkostningsføres i anskaffelsesåret.
Stk. 2. I det omfang skolen råder over inventar, udstyr m.v., der er stillet vederlagsfrit til rådighed af andre, opfører skolen dette særskilt i anlægskartoteket.
§ 5.§-link ↗
Ved afskrivning på anlægsaktiver anvender skolen lineær afskrivning over aktivets forventede brugstid efter fradrag af eventuel scrapværdi. Skolen redegør for de anvendte afskrivningsprincipper under anvendt regnskabspraksis.
Stk. 2. Skolen kan foretage aktivering af anskaffelser, der har en værdi under den i § 4, stk. 1, fastsatte grænse, hvis disse er bestemt til at fungere samlet, og den samlede anskaffelsessum overstiger den i § 4, stk. 1, fastsatte grænse.
§ 6.§-link ↗
Afskrivningsperioden for indretning af lejede lokaler kan højst udgøre den resterende lejeperiode. Hvis der ikke er fastsat en lejeperiode, kan afskrivningsperioden højst udgøre 5 år.
§ 7.§-link ↗
Skolen afskriver bygninger eksklusive installationer over højst 60 år. Skolen anvender en scrapværdi på højst 50 pct. Skolen fastsætter afskrivningsperiode og scrapværdi på grundlag af en vurdering af bygningens vedligeholdelsesstand, konstruktion og anvendelsesformål.
Stk. 2. For øvrige materielle anlægsaktiver anvender skolen følgende afskrivningsperioder: 1) Skolen afskriver bygningsinstallationer efter deres art over en periode på 10- 30 år. 2) Skolen afskriver it-udstyr over en periode på 3-5 år. 3) Skolen afskriver andet udstyr og inventar over en periode på 5-15 år. 4) Skolen afskriver biler, busser, traktorer m.v. over en periode på 3-8 år.
Stk. 3. For inventar- og udstyrsgenstande af særlig beskaffenhed og fredede bygninger kan skolen fastsætte en længere afskrivningsperiode. Begrundelse herfor angives under anvendt regnskabspraksis.
§ 8.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. december 2013 og finder anvendelse for regnskabsåret 2013 og kommende regnskabsår.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1234 af 4. december 2006 om regnskab for folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler), bekendtgørelse nr. 1190 af 8. december 2008 om regnskab for frie grundskoler og private skoler for gymnasiale uddannelser m.v. og bekendtgørelse nr. 1236 af 4. december 2006 om regnskab for produktionsskoler, ophæves, men finder dog anvendelse for regnskabsåret 2012.