§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗
Transportministeren kan inden for den afsatte ramme, jf. Aftale om en ny Storstrømsbro, Holstebromotorvejen mv. af 21. marts 2013, give tilsagn om tilskud til projekter, der fremmer veterantogskørsel. Administrationsgrundlaget vedlægges som bilag 1.
§ 2. · Ansøgning om tilsagn om tilskud§-link ↗
Ansøgning om tilsagn om tilskud kan indgives til Trafikstyrelsen af veteranbaneselskaber, der på tidspunktet for ansøgningen har en driftstilladelse fra Trafikstyrelsen.
Stk. 2. Andre foreninger kan indgå i et samarbejde med ansøgningsberettigede om et projekt. Dog kan kun én ansøgningsberettiget part være ansvarlig for anvendelsen af tildelte puljemidler.
§ 3. · Indgivelse af ansøgning og frister§-link ↗
Ansøgning om tilskud skal indgives ved at anvende det ansøgningsskema med projektbeskrivelse og projektbudget, der ligger på Trafikstyrelsens hjemmeside.
§ 4. · Betingelser for tilskud§-link ↗
Det er en betingelse for tilskud, at ansøgeren sandsynliggør, at projektet fremmer veterantogskørslen.
Stk. 2. Trafikstyrelsen kan stille vilkår eller betingelser for tilskud eller tilsagn om tilskud.
Stk. 3. Det er en betingelse for tilskud, at der er midler til rådighed inden for den afsatte ramme, jf. § 1.
Stk. 4. Trafikstyrelsen kan til enhver tid anmode om yderligere dokumentation i forbindelse med behandlingen af ansøgninger.
§ 5. · Ændring af projekt§-link ↗
Ændring af et projekt kan godkendes af Trafikstyrelsen på betingelse af, at ændringen efter Trafikstyrelsens vurdering er i overensstemmelse med projektets formål. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af Trafikstyrelsen, inden ændringen iværksættes.
§ 6. · Afrapportering§-link ↗
Der skal foretages afrapportering af det endelige projekt.
Stk. 2. Hvis projektet ikke er afsluttet pr. 31.december 2014, skal tilsagnshaver årligt give status for projektet med angivelse af forventet slutdato.
Stk. 3. De årlige afrapporteringer og status skal foreligge i løbet af januar det følgende år.
§ 7. · Tilsyn§-link ↗
Trafikstyrelsen fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes, og kan i denne forbindelse anmode om enhver oplysning til brug herfor fra ansøgeren.
Stk. 2. I det omfang ansøgeren anvender samarbejdsparter, er ansøgeren forpligtet til i nødvendigt omfang at fremskaffe de udbedte oplysninger fra den pågældende samarbejdspart.
§ 8. · Bortfald af tilskud§-link ↗
Tilsagn om tilskud bortfalder, hvis 1) tilsagnshaver har givet urigtige eller vildledende oplysninger, 2) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med den godkendte ansøgning, 3) betingelserne for tilskud, herunder den til enhver tid gældende instruks for regnskab og den til enhver tid gældende revisionsinstruks, ikke opfyldes eller 4) tilsagnshaver gentagne gange har overskredet den aftalte tidsfrist.
§ 9. · Regnskab og revision§-link ↗
Den til enhver tid gældende instruks for regnskab og den til enhver tid gældende revisionsinstruks skal overholdes.
Stk. 2. På Trafikstyrelsens hjemmeside vil den gældende udgave for instruks for regnskab og den gældende revisionsinstruks kunne ses. Det omhandlede gældende materiale vil ligeledes kunne rekvireres ved henvendelse til Trafikstyrelsen.
§ 10. · Ikrafttræden§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. august 2013.