Bekendtgørelse nr. 822 · 2013

Historisk

Fødevarekontaktmaterialebekendtgørelsen

Bekendtgørelse om fødevarekontaktmaterialer

Dokumentdato: 26. jun. 2013Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Område

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen finder anvendelse på fødevarekontaktmaterialer, som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1935/2004 om materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer og om ophævelse af direktiv 80/590/EØF og 89/109/EØF.

Kapitel 2 · Definitioner

§ 2.§-link ↗

Foruden definitionerne i §§ 3-6 finder definitionerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1935/2004 om materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer og om ophævelse af direktiv 80/590/EØF og 89/109/EØF anvendelse.

§ 3.§-link ↗

Ved fødevarekontaktmaterialer forstås materialer og genstande som beskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1935/2004 om materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer og om ophævelse af direktiv 80/590/EØF og 89/109/EØF artikel 1, stk. 2

§ 4.§-link ↗

Ved folie af celluloseregenerater forstås i denne bekendtgørelse en tynd film, der fremstilles af raffineret cellulose af ikke-genanvendt træ eller bomuld. Af tekniske hensyn kan egnede stoffer være tilsat massen eller overfladen. Folier af celluloseregenerater kan være overfladebehandlet på en eller begge sider.

Stk. 2. Folier af celluloseregenerater jf. stk. 1 omfatter: 1) ikke-overfladebehandlet folie af celluloseregenerater, 2) overfladebehandlet folie af celluloseregenerater, hvis overfladebehandlingsmiddel er fremstillet af cellulose, eller 3) overfladebehandlet folie af celluloseregenerater, hvor overfladebehandlingsmidlet består af plast.

§ 5.§-link ↗

Ved plast forstås i denne bekendtgørelse fødevarekontaktmaterialer af plast som defineret i artikel 3, nr. 1, litra a og b, i forordning (EU) nr. 10/2011 om plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer, såvel som plast defineret i artikel 3, nr. 2, i samme forordning.

Stk. 2. Ved anvendelsen af denne bekendtgørelse gælder i øvrigt de relevante definitioner i artikel 3 i forordning (EU) nr. 10/2011 om plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer.

§ 6.§-link ↗

Ved keramiske genstande forstås i denne bekendtgørelse genstande fremstillet af en blanding af uorganiske stoffer i almindelighed med et stort indhold af ler- eller kiselholdige mineraler, der eventuelt kan være tilsat små mængder organiske stoffer. Disse genstande er først formet, og den opnåede form er derefter varigt fastholdt ved brænding. De kan være glaserede, emaljerede og/eller dekorerede.

Kapitel 3 · Markedsføring, anvendelse og tilbagetrækning

§ 7.§-link ↗

Fødevarekontaktmaterialer må ikke markedsføres, hvis de ikke opfylder de generelle krav i forordning (EF) nr. 1935/2004 om materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer og om ophævelse af direktiv 80/590/EØF og 89/109/EØF og i regler udstedt i henhold hertil.

Stk. 2. Virksomheder, der importer, fremstiller og/eller pakker fødevarer, må ikke anvende fødevarekontaktmaterialer, hvis de ikke opfylder de generelle krav i forordning (EF) nr. 1935/2004 om materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer og om ophævelse af direktiv 80/590/EØF og 89/109/EØF og i regler udstedt i henhold hertil. Samtidig skal virksomheden sikre, at de kun anvender fødevarekontaktmaterialer til de formål hvortil de er tilsigtet.

Stk. 3. Bisphenol A og alle de forbindelser, det indgår i, må ikke anvendes i materialer, der er beregnet til at komme eller være i kontakt med fødevarer specielt rettet mod 0-3 årige.

§ 8.§-link ↗

Såfremt en virksomhedsleder, producent eller importør af fødevarekontaktmaterialer antager eller har grund til at antage, at fødevarekontaktmaterialer, som virksomheden har produceret, indført eller distribueret, ikke overholder kravene til fødevaresikkerhed, og produkterne ikke længere kontrolleres af virksomhedslederen, producenten eller importøren, skal denne træffe forholdsregler med henblik på at trække de pågældende fødevarekontaktmaterialer tilbage fra markedet. Virksomhedslederen, producenten eller importøren skal straks informere Fødevarestyrelsen herom.

Stk. 2. Hvis fødevarekontaktmaterialer er nået ud til forbrugerne, skal virksomhedslederen, producenten eller importøren effektivt og præcist informere forbrugerne om baggrunden for at varen trækkes tilbage. Om nødvendigt skal virksomheden kalde varen tilbage fra forbrugerne.

Kapitel 4 · Særlige fremstillings-, anvendelses- og testbetingelser m.v. for visse fødevarekontaktmaterialer

§ 9. · Plast og genvundet plast§-link ↗

For plast gælder forordning (EU) nr. 10/2011 om plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer, og for genvundet plast gælder forordning (EF) nr. 282/2008 om materialer og genstande af genvundet plast bestemt til kontakt med fødevarer og om ændring af forordning (EF) nr. 2023/2006.

§ 10. · Plast og genvundet plast§-link ↗

Indtil den 31. december 2015 baseres den i forordning (EU) nr. 10/2011 om plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarers artikel 16 omhandlede dokumentation for materialer, genstande og stoffer på: 1) de regler for migrationsundersøgelser, der er fastsat i artikel 18 i forordning (EU) nr. 10/2011 om plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer, eller 2) de grundregler for generel og specifik kontrol med migration, der er fastsat i §§ 20-26 i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Fra den 1. januar 2016 baseres den i forordning (EU) nr. 10/2011 om plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarers artikel 16 omhandlede dokumentation på de regler for migrationsundersøgelser, der er fastsat i artikel 18, uden at dette berører stk. 1.

§ 11. · Plast og genvundet plast§-link ↗

Ved anvendelsen af additiver, der udelukkende fungerer som overfladebiocider, og som er bestemt til at forblive i det færdige materiale eller den færdige genstand, er det kun de biocider, der er anført i bilag 1, der må anvendes, og kun med de restriktioner og/eller specifikationer, der er anført i bilaget.

§ 12. · Vinylchlorid§-link ↗

Fødevarekontaktmaterialer må ikke afgive vinylchlorid, som kan påvises efter den metode, som opfylder de i bilag 2 fastsatte kriterier til fødevarer, som er eller har været i berøring med disse fødevarekontaktmaterialer.

§ 13. · Folie af celluloseregenerater§-link ↗

Folie af celluloseregenerater, som omhandlet i § 4, stk. 2, nr. 1 og 2, må udelukkende fremstilles af de stoffer eller stofgrupper, der er anført i bilag 3, og udelukkende på de deri fastsatte betingelser.

Stk. 2. Folier af celluloseregenerater, som omhandlet i § 4, stk. 2, nr. 3, må inden overfladebehandling udelukkende fremstilles af de stoffer eller stofgrupper, der er anført i bilag 3, og udelukkende på de deri fastsatte betingelser. Overfladebehandlingsmidlet til de i § 4, stk. 2, nr. 3 nævnte folier må udelukkende fremstilles af de stoffer eller stofgrupper, der er anført i bilagene til forordning (EU) nr. 10/2011 om plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer, og udelukkende på de deri fastsatte betingelser under hensyntagen til artikel 6 i forordning (EU) nr. 10/2011 om plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer.

Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 kan andre stoffer eller stofgrupper anvendes som farvestoffer eller bindemiddel, såfremt disse stoffer ikke giver afsmitning til fødevarer.

Stk. 4. Fødevarekontaktmaterialer fremstillet af folier af celluloseregenerater, som omhandlet i § 4, stk. 2, nr. 3, skal være i overensstemmelse med reglerne om plast, jf. forordning (EU) nr. 10/2011 om plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer.

§ 14. · Folie af celluloseregenerater§-link ↗

Bestemmelserne i § 13 finder ikke anvendelse på syntetiske tarme af celluloseregenerater.

§ 15. · Folie af celluloseregenerater§-link ↗

Påtrykte overflader på folier af celluloseregenerater må ikke komme i kontakt med fødevarer.

§ 16. · Keramiske og emaljerede genstande samt glasvarer§-link ↗

Keramiske og emaljerede genstande samt glasvarer må ikke afgive mere bly eller cadmium end anført i bilag 4, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Afgiver keramiske eller emaljerede genstande eller glasvarer bly eller cadmium i mængder, som overskrider de grænser, der er anført i bilag 4, men dog ikke med mere end 50 pct., kan partiet lovligt sælges, såfremt analyser af mindst 3 andre genstande af samme form og dimension og med samme dekoration og glasurer viser, at mængderne af afgivet bly eller cadmium fra disse genstande ikke i gennemsnit overskrider de grænser, der er anført i bilag 4, og ingen af disse genstande overskrider disse grænser med mere end 50 pct.

Stk. 3. Keramiske og emaljerede genstande samt glasvarer skal overholde de grundregler for generel og specifik kontrol med migration, der er fastsat i § 27 i denne bekendtgørelse.

§ 17. · Aktive og intelligente fødevarekontaktmaterialer§-link ↗

For aktive og intelligente fødevarekontaktmaterialer gælder Kommissionens forordning (EF) nr. 450/2009 af 29. maj 2009 om aktive og intelligente materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer.

§ 18. · Epoxyderivater§-link ↗

For epoxyderivater gælder Kommissionens forordning (EF) nr. 1895/2005 af 18. november 2005 om begrænsning i anvendelsen af visse epoxyderivater i materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer.

Kapitel 5 · Særlige dokumentations- og erklæringskrav

§ 19.§-link ↗

Fødevarekontaktmaterialer skal ledsages af overensstemmelseserklæringer i overensstemmelse med kravene fastsat i bilag 5. Desuden skal virksomhedslederen efter anmodning fremskaffe relevant baggrundsdokumentation, jf. bilag 5.

Stk. 2. Kravet i stk. 1, første punktum anses for opfyldt, hvis overensstemmelseserklæringerne forefindes på producentens eller importørens hjemmeside og de næste led i kæden er informeret herom.

Stk. 3. Fødevarekontaktmaterialevirksomhederne skal dokumentere i henhold til artikel 7 i Kommissionens forordning (EF) Nr. 2023/2006 af 22. december 2006 om god fremstillingsmæssig praksis for materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer, at fødevarekontaktmaterialerne er fremstillet i overensstemmelse med reglerne i samme forordning, jf. i øvrigt § 17 i Bekendtgørelse nr. 1151 af 12. december 2011 om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v.

Kapitel 6 · Migrationstest

§ 20. · Plast§-link ↗

Test for overholdelse af migrationsgrænser for plast (specifik og total migration) udføres i overensstemmelse med de generelle bestemmelser om migration i bilag 6 samt under henvisning til § 20, stk. 2-4 og §§ 21-26.

Stk. 2. Den i stk. 1 omhandlede test af overholdelse af de specifikke migrationsgrænser er ikke påkrævet, hvis det godtgøres, at de specifikke migrationsgrænser ikke overskrides, når den fastsatte totale migrationsgrænse overholdes.

Stk. 3. Den i stk. 1 omhandlede test af overholdelse af de specifikke migrationsgrænser er ikke påkrævet, hvis det godtgøres, at de specifikke migrationsgrænser ikke overskrides, når der antages at ske fuld migration af restmængden af stoffet fra materialet eller genstanden.

Stk. 4. Den i stk. 1 omhandlede test af overholdelse af de specifikke migrationsgrænser kan varetages ved at bestemme mængden af et stof i det færdige materiale eller den færdige genstand, forudsat, at der er påvist en forbindelse mellem den pågældende mængde og værdien af den specifikke migration af stoffet enten ved relevante forsøg eller ved anvendelse af almindeligt kendte diffusionsmodeller (»matematiske modeller«), der bygger på videnskabelige kendsgerninger. For at godtgøre, at et materiale eller en genstand ikke er i overensstemmelse med reglerne, skal den beregnede migrationsværdi verificeres ved forsøgsprøvning.

Stk. 5. For visse phthalater (referencenummer 74640, 74880, 74560, 75100 og 75105), jf. bilag 8, foretages test af overholdelse af de specifikke migrationsgrænser, uanset stk. 1 kun i fødevaresimulatorer. Test af overholdelse af de specifikke migrationsgrænser kan dog foretages i fødevaren, hvis fødevaren ikke allerede har været i kontakt med materialet eller genstanden og forudgående er testet for phthalatindhold, og mængden ikke er statistisk signifikant eller større end eller lig med bestemmelsesgrænsen.

§ 21. · Plast§-link ↗

Hvis der ikke er udarbejdet analysemetoder, der gør det muligt at bestemme migrationen til de relevante fødevarer, bestemmes mi­gra­tionen ved hjælp af de fødevaresimulatorer, der svarer til den på­gældende fødevaretype, jf. bilag 7.

Stk. 2. Test af grænserne for migration til fødevaresimulatorer udføres ved hjælp af migrationstests, jf. bilag 7.

Stk. 3. Valg af fødevaresimulator(er) sker i henhold til de regler, der henvises til i bilag 7.

§ 22. · Plast§-link ↗

De simulatorer, der skal anvendes ved test af migration af bestanddele fra fødevarekontaktmaterialer af plast til givne fødevarer/fødevaregrupper, er dem, der henvises til i bilag 7.

Stk. 2. Når analyseresultatet af en migrationstest til fødevaresimu­la­torer for fødevarer vurderes, kan der i visse tilfælde anvendes den relevante reduktionsfaktor. Analyse­resul­tatet omregnes inden sammenligning med migrationsgrænsen ved hjælp af re­duk­tions­fak­tor for at kompensere for større ekstraktionsevne hos simu­latoren end hos de pågældende fødevarer mv. Reduktionsfaktoren vælges for de en­kelte grupper af fødevarer i henhold til de regler, der henvises til i bilag 7.

§ 23. · Plast§-link ↗

Test af grænserne for migration til fødevarer udføres under de mest ekstreme betingelser med hensyn til varighed og temperatur, som kan tænkes at forekomme i praksis jf. bestemmelserne i bilag 8.

§ 24. · Plast§-link ↗

Hvor det er godtgjort, at simulatorerne for fedtholdige fødevarer ikke kan anvendes af tekniske grunde, som har at gøre med analyse­metoden, kan der laves en erstatningsfedttest efter regler­ne i bilag 9A.

§ 25. · Plast§-link ↗

Det er tilladt at anvende de alternative tests i bilag 9B, hvis en sammenlignende analyse af et givet materiale viser et resultat af den alternative test, der er højere end eller lig med resultatet ved tes­ten med simulatorerne D1 (ethanol 50 %) eller D2 (vegetabilsk olie), og migrationen ved den alternative test ikke overskrider migrations­græn­serne, eventuelt efter brug af reduktionsfaktorerne iht. de regler, der henvises til i bilag 7.

§ 26. · Plast§-link ↗

Når migrationsanalysen er udført, beregnes det endelige analyse­resultat efter bestemmelserne i bilag V i forordning (EU) nr. 10/2011 om plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer.

§ 27. · Keramiske og emaljerede genstande samt glasvarer§-link ↗

Migration af bly og cadmium fra keramiske eller emaljerede gen­stan­de eller genstande af glas bestemmes efter bilag 10.

Stk. 2. Når en keramisk genstand består af en beholder, der er forsynet med et låg af keramik, er den grænse for bly og cadmium, som ikke må overskrides (målt i mg/dm2 eller mg/l), den samme som den, der gælder for beholderen alene.

Stk. 3. Beholderen alene og lågets indre overflade prøves hver for sig og på samme betingelser. Summen af de to størrelser for frigjort bly og/eller cadmium henføres efter omstændighederne til overflade eller volumen for beholderen alene.

Kapitel 7 · Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 28.§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den virksomhed, der overtræder: 1) §§ 7-8, §§ 10-13, §§ 15-16, eller § 19, 2) artikel 3, artikel 4, stk. 1 eller stk. 3-6, artikel 11, stk. 5, artikel 15 eller artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1935/2004 af 27. oktober 2004 om materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer og om ophævelse af direktiv 80/590/EØF og 89/109/EØF, 3) artikel 4-7 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2023/2006 om god fremstillingspraksis for materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer, 4) artikel 2-5 eller artikel 6, stk. 4 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1895/2005 af 18. november 2005 om begrænsning i anvendelsen af visse epoxyderivater i materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer, 5) artikel 3, stk. 1, artikel 7, stk. 1-2 eller artikel 12 i Kommissionens forordning (EF) nr. 282/2008 af 27. marts 2008 om materialer og genstande af genvundet plast bestemt til kontakt med fødevarer og om ændring af forordning (EF) nr. 2023/2006, 6) artikel 4-5, artikel 9-13 eller artikel 14 i Kommissionens forordning (EF) nr. 450/2009 af 29. maj 2009 om aktive og intelligente materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer eller 7) artikel 4-5, artikel 6, stk. 3, artikel 8-9, artikel 11-13, artikel 14, stk. 1 eller stk. 3, artikel 15-17 eller artikel 22, stk. 1-4, i Kommissionens forordning (EU) nr. 10/2011 om plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed og der ved overtrædelsen er: 1) forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare herfor eller 2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 29.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2013.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 579 af 1. juni 2011 om fødevarekontaktmaterialer og cirkulære nr. 9612 af 16. december 2011 om kontrol med fødevarekontaktmaterialer.