Bekendtgørelse nr. 395 · 2013

Gældende

Bekendtgørelse om erhvervsfiskeriets sikkerhedskursus

Bekendtgørelse om erhvervsfiskeriets sikkerhedskursus

Dokumentdato: 16. apr. 2013Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Uddannelsens formål

§ 1.§-link ↗

Formålet med erhvervsfiskeriets sikkerhedskursus er at kvalificere eleven til at kunne tage hyre på et fiskefartøj, jf. gældende bekendtgørelse om kvalifikationskrav til søfarende og fiskere og om sønæringsbeviser.

Stk. 2. Uddannelsen til erhvervsfisker skal opfylde kravene i den internationale konvention om uddannelse, om sønæring og om vagthold for søfarende i fiskeskibe (STCW-F konventionen), reglement III/1 (”Training and Certification of Fishing Vessel Personnel”).

Kapitel 2 · Uddannelsens mål

§ 2.§-link ↗

Erhvervsfiskeriets sikkerhedskursus er indplaceret på niveau 2 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

Stk. 2. Uddannelsen skal udvikle eleven med fokus på viden om sikkerhed.

§ 3.§-link ↗

Mål for læringsudbyttet omfatter den viden, de færdigheder og kompetencer som eleven skal opnå i uddannelsen.

Stk. 2. Læringsmål for viden er, at eleven med gennemført sikkerhedskursus har 1) viden om det redningsmateriel, der er om bord på et fiskefartøj, 2) viden om søulykker og søredning, 3) grundlæggende viden om brand og brandbekæmpelse, 4) viden om arbejdssikkerheden om bord på et fiskefartøj, 5) viden om de lovmæssige forhold vedrørende fiskerierhvervet og 6) grundlæggende viden om førstehjælp.

Stk. 3. Læringsmål for færdigheder er, at eleven med gennemført sikkerhedskursus kan 1) anvende normalt ombordværende søredningsudstyr, 2) medvirke ved eftersyn og vedligeholdelse af personlige redningsmidler og 3) medvirke ved bekæmpelse af brande med forskellige slukningsmidler.

Stk. 4. Læringsmål for kompetencer er, at eleven med gennemført sikkerhedskursus kan 1) deltage i sikkerhedsarbejde om bord på et fiskefartøj, 2) yde livreddende førstehjælp ved forekommende ulykker og pludselige sygdomme og 3) har en bevidst ansvarlig adfærd og omgang med brandfarlige stoffer og materialer og er klar over betydningen af brandforebyggende foranstaltninger om bord.

Stk. 5. Eleven skal efter endt uddannelse opfylde kravene i STCW-F konventionen i overensstemmelse med Søfartsstyrelsens kvalifikationskrav herom, vedrørende grundlæggende søsikkerhed, jf. STCW-F konventionens reglement III/1.

Kapitel 3 · Uddannelsens tilrettelæggelse

§ 4.§-link ↗

Uddannelsen tilrettelægges, så der etableres sammenhæng mellem uddannelsens teori og efterfølgende praktik.

Stk. 2. Varierende undervisningsformer skal understøtte kursusdeltagerens udvikling af selvstændighed og samarbejdsevne.

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen tilrettelægger uddannelsen, således at den opfylder de i stk. 1-2 nævnte krav, det i bilag 1 angivne indhold samt kravene i STCW-F konventionen.

Stk. 4. Uddannelsesinstitutionen er ansvarlig for gennemførelsen af uddannelsen som helhed, herunder for eventuel udlagt undervisning.

Kapitel 4 · Uddannelsens varighed

§ 5.§-link ↗

Uddannelsen er normeret til 3 uger, svarende til 4,5 point i European Credit Transfer System (ECTS-point).

Kapitel 5 · Adgang og bevisopnåelse

§ 6.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionen optager elever på erhvervsfiskeriets sikkerhedskursus og sikrer, at de opfylder adgangskravene.

Stk. 2. Adgang til erhvervsfiskeriets sikkerhedskursus forudsætter, at ansøgeren 1) er i besiddelse af et gyldigt sundhedsbevis for søfarende og fiskere og 2) er fyldt 16 år.

Kapitel 6 · Eksamen og eksamensbeviser

§ 7.§-link ↗

Bedømmelser behandles efter gældende bekendtgørelse om eksamens- og prøveafholdelse samt bedømmelse af deltagere ved de maritime uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen udsteder kursusbevis, når eleven har gennemført kurset.

Kapitel 7 · Underviseres kvalifikationer

§ 8.§-link ↗

Underviserne skal samlet set have et kvalifikationsniveau, der ligger højere end afgangsniveauet for uddannelsen. Ved kvalifikationsniveau forstås ud over pædagogisk kompetence, dokumenteret teoretisk, faglig og professionsmæssig kompetence.

Stk. 2. Nye undervisere skal inden for de første 3 ansættelsesår gennemføre relevant pædagogisk voksenunderviseruddannelse svarende til 30 ECTS-point, der kan opnås ved en kombination af teoretisk undervisning og opfølgning på egen uddannelsesinstitution.

Kapitel 8 · Andre regler

§ 9.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionernes afgørelser i henhold til bekendtgørelsen kan indbringes for Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte af den, som afgørelsen angår, jf. gældende bekendtgørelse om klager inden for lov om maritime uddannelser. Klagen indgives til uddannelsesinstitutionen, som videresender klagen til Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte ledsaget af en udtalelse. Uddannelsesinstitutionen skal give klageren lejlighed til inden for en frist på mindst 1 uge at kommentere udtalelsen. Den eventuelle kommentar fra klageren skal medsendes til Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte.

Stk. 2. Fristen for at indgive klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Stk. 3. De af Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøttes trufne afgørelser kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 10.§-link ↗

Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsform.

Stk. 2. Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i særlige forhold.

Kapitel 9 · Ikrafttrædelse

§ 11.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2013.