§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗
Bekendtgørelsen fastsætter procedurer for ansøgning om godkendelse af køretøjer, herunder udstedelse af ibrugtagningstilladelser, typegodkendelser, transporttilladelser, testtilladelser samt tilladelser til erfaringsdrift.
Stk. 2. Trafikstyrelsen kan udstede tilladelser og typegodkendelser med vilkår, herunder tidsbegrænsede vilkår.
Stk. 3. Bekendtgørelsen gælder både for køretøjer, der er omfattet af interoperabilitetsdirektivet, jf. § 4, nr. 12, og forordningen for risikovurdering (CSM-RA), jf. § 4, nr. 5, og for køretøjer, der ikke er omfattet af direktivet og CSM-RA.
§ 2. · Anvendelsesområde§-link ↗
Køretøjer, der er omfattet af forordningen for risikovurdering (CSM-RA), skal opfylde forordningens krav til risikovurdering.
Stk. 2. Køretøjer der ikke er omfattet af forordningen for risikovurdering (CSM-RA) skal opfylde kravene til risikovurdering jf. bilag 1-3 til denne bekendtgørelse.
§ 3. · Anvendelsesområde§-link ↗
Bekendtgørelsen gælder ikke for: 1) Veterantogskøretøjer, der udelukkende kører på egen infrastruktur. 2) Køretøjer der udelukkende bruges på privatejet infrastruktur til ejerens egen godstransport.
§ 4. · Definitioner§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Afspærret spor: sporsektioner, der midlertidigt er afspærret for normal trafik. 2) Assessor: en uafhængig og kompetent person, organisation eller enhed, der foretager efterforskninger med henblik på at nå frem til en dokumenteret afgørelse om et systems egnethed til at opfylde sikkerhedskravene til dette. 3) Bemyndigede organer: de organer, som har til opgave at vurdere interoperabilitetskomponenters overensstemmelse eller anvendelsesegnethed og at gennemføre proceduren for EF-verifikation af delsystemerne. 4) Bugsering: et køretøj, der trækkes eller skubbes, uden brug af egne bremser eller traktion, sammenkoblet med et andet godkendt køretøj. 5) CSM-RA: Kommissionens forordning EF Nr. 352/2009 af 24. april 2009 om vedtagelse af en fælles sikkerhedsmetode til risikoevaluering og vurdering som nævnt i artikel 6, stk. 3, litra a) i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2004/49/EF. 6) Delsystemer: resultatet af jernbanesystemets opdeling i strukturelt eller funktionelt definerede delsystemer jf. artikel 2 (e) og bilag II i interoperabilitetsdirektivet. 7) Erfaringsdrift: en periode, hvor et delsystem er i drift, og hvor der indsamles erfaringer med teknik, betjening, drift og vedligehold. 8) EØS-land: et land, som fuldt ud har tilsluttet sig EU-lovgivningen på området. 9) Henstilling af køretøj: et køretøj der er taget ud af drift f.eks med henblik på en senere revision. 10) Ibrugtagningstilladelse for køretøjer: en godkendelse af det enkelte køretøj og dets delsystemers sikkerhedsmæssige egenskaber, samt at delsystemerne overholder den gældende lovgivning, herunder TSI’er. 11) ISV-erklæring (Intermediate Statements of Verification (ISV)): en erklæring, som udfærdiges af ansøger på baggrund af en ISV-attest, der attesterer bestemte dele af et delsystem eller bestemte faser af verifikationsproceduren. 12) Interoperabilitetsdirektivet: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF af 17. juni 2008 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Fællesskabet, gennemført ved bekendtgørelse nr. 459 af 28. april 2010 med senere ændringer. 13) Kompatibilitetsattest:den attest, der udfærdiges af det udpegede organ eller en sagkyndig som dokumentation for, at køretøjet er kompatibelt med det net køretøjet skal anvendes på. 14) Køretøj: et jernbanekøretøj med eller uden trækkraft, der på egne hjul kører på en jernbanestrækning. Et køretøj består af et eller flere strukturelt eller funktionelt definerede delsystemer eller dele af sådanne delsystemer. 15) Risikovurdering: den samlede proces, som omfatter en risikoanalyse og en risikoevaluering, jf. artikel 3, nr. 4 i CSM-RA og bilag 2, afsnit 3. 16) Sagkyndig: en uafhængig og kompetent person, organisation eller enhed, der foretager efterforskninger med henblik på at udstede attester i henhold til denne bekendtgørelse. 17) Signifikant ændring: en ændring som specificeret i artikel 4 i CSM-RA og bilag 1, afsnit 3. 18) Sikkerhedsvurderingsrapport: et dokument, der indeholder konklusionerne af vurderingen, der er foretaget af en assessor, af det vurderede system. 19) Systemdefinition: beskrivelsen af køretøjet og dets anvendelse, grænsefladerne og vekselvirkning med alle omgivelser, årsag til ændringen og alle identificerede krav til køretøjet som beskrevet i CSM-RA, afsnit 2.1.2 og bilag 2, pkt. 3.1.2. 20) Teknisk Specifikation for Interoperabilitet (TSI): en specifikation, der er vedtaget i henhold til interoperabilitetssdirektivet, og som gælder for hvert delsystem eller del af et delsystem, med sigte på at opfylde de væsentlige krav og sikre interoperabilitet på det transeuropæiske jernbanesystem. 21) Test: kørsel med det formål at afprøve bestemte tekniske egenskaber eller betjeningsmæssige forhold som led i køretøjets godkendelsesprocedure. 22) Transport: kørsel på en angivet strækning med henblik på at omplacere et køretøj, som ikke har en gyldig ibrugtagningstilladelse. 23) Type: en køretøjstype, som definerer de grundlæggende konstruktionsmæssige egenskaber ved et køretøj. 24) Typeafprøvningsattest eller konstruktionsundersøgelsesattest: den attest, der bekræfter at designet opfylder de krav, der gælder for det pågældende delsystem. 25) Typegodkendelse: Trafikstyrelsens godkendelse af en types konstruktionsmæssige, herunder sikkerhedsmæssige egenskaber, og såfremt typen er omfattet af TSI’er, at den er interoperabel. 26) Typeoverensstemmelseserklæring: den erklæring som dokumenterer, at køretøjet er i overensstemmelse med en type, der allerede er godkendt. 27) Udpegede organer: de organer, der har til opgave at vurdere, om køretøjet er i overensstemmelse med de nationale regler. 28) Verifikationsattest: den attest som attesterer, at et delsystem i køretøjet opfylder de krav, der gælder for det pågældende delsystem. 29) Verifikationserklæring: den erklæring, der udarbejdes af ansøger, og som dokumenterer at et delsystem opfylder de krav, der gælder for det pågældende delsystem.
§ 5.§-link ↗
Ansøgning om typegodkendelser eller tilladelser skal ske ved Trafikstyrelsens ansøgningsskema. Oplysninger skal indberettes elektronisk i et format fastsat af Trafikstyrelsen.
Stk. 2. Såfremt ansøger indsender dokumentation, der er udfærdiget på andre sprog end dansk eller engelsk, kan Trafikstyrelsen kræve, at ansøger oversætter dokumentationen til et af de to nævnte sprog.
§ 6. · Ny køretøjstype§-link ↗
Ved ansøgning om typegodkendelse skal følgende vedlægges: 1) Systemdefinition. 2) Typeafprøvningsattester eller konstruktionsundersøgelsesattester for samtlige delsystemer udarbejdet af: a) bemyndigede organer, såfremt delsystemet er omfattet af TSI’er, b) udpegede organer, såfremt delsystemet er omfattet af nationale regler, eller c) en sagkyndig, såfremt delsystemet ikke er omfattet af TSI’er eller nationale regler. 3) En sikkerhedsvurderingsrapport såfremt: a) dette er påkrævet, jf., CSM-RA, eller b) køretøjet ikke er omfattet af TSI’er eller nationale regler. 4) En kompatibilitetsattest.
Stk. 2. For de delsystemer, der ikke er omfattet af TSI’er, skal det udpegede organ eller en sagkyndig anvende modul SB, jf. Kommissionsafgørelse nr. 2010/713/EU af 9. november 2010 om de moduler til procedurer for vurdering af overensstemmelse og anvendelsesegnethed og for EF-verifikation, der skal benyttes i tekniske specifikationer for interoperabilitet, som er vedtaget i medfør af interoperabilitetsdirektivet.
Stk. 3. Rapporten, jf. stk. 1, nr. 3, skal udarbejdes i overensstemmelse med CSM-RA eller bilag 1-3 i denne bekendtgørelse af en assessor godkendt af Trafikstyrelsen, jf. § 17.
§ 7. · Nye køretøjer§-link ↗
Ved ansøgning om ibrugtagningstilladelse til et køretøj baseret på en dansk typegodkendelse, skal ansøgningen vedlægges følgende: 1) en typegodkendelse udstedt i Danmark, og 2) en typeoverensstemmelseserklæring vedlagt verifikationserklæringer, jf. § 8, stk. 1, nr. 2.
§ 8. · Nye køretøjer§-link ↗
For at opnå en ibrugtagningstilladelse til et køretøj, der ikke har en typegodkendelse udstedt i Danmark, skal ansøgningen vedlægges følgende: 1) dokumentationen angivet i § 6, og 2) verifikationserklæringer for hvert delsystem, jf. interoperabilitetsdirektivets artikel 17, stk. 3 og artikel 18.
Stk. 2. For de delsystemer der ikke er omfattet af TSI’er, skal der udarbejdes en verifikationsattest ved at anvende modul SD eller SF, jf. interoperabilitetsdirektivet.
Stk. 3. Verifikationsattester, jf. stk. 2 skal udarbejdes af: 1) udpegede organer såfremt delsystemet er omfattet af nationale regler, eller 2) en sagkyndig såfremt delsystemet ikke er omfattet af TSI’er eller nationale regler.
Stk. 4. Køretøjstypen godkendes samtidig med udstedelsen af ibrugtagningstilladelsen i de tilfælde, hvor der ikke allerede foreligger en typegodkendelse.
Stk. 5. Trafikstyrelsen kan udstede tilladelser til erfaringsdrift efter betingelserne angivet i stk. 1-3. Dog kan verifikationserklæringerne angivet i stk. 1, nr. 2, erstattes med ISV-erklæringer.
§ 9. · Køretøjer godkendt i udlandet§-link ↗
Ved ansøgning om ibrugtagningstilladelse af et køretøj, der allerede er godkendt i et andet EU-land eller EØS-land, skal ansøgningen vedlægges følgende: 1) kopi af det andet lands myndighedsgodkendelse, herunder reference til det tekniske grundlag for godkendelsen, 2) kompatibilitetsattest, og 3) dokumentation for køretøjets registrering i det pågældende lands nationale køretøjsregister, såfremt køretøjet er registreringspligtigt.
Stk. 2. Såfremt køretøjet ikke har en udenlandsk ibrugtagningstilladelse, jf. stk. 1, nr. 1, skal dokumentationen i § 11 anvendes.
§ 10. · Køretøjer godkendt i udlandet§-link ↗
Køretøjstypen godkendes samtidig med udstedelsen af ibrugtagningstilladelsen i de tilfælde, hvor der foreligger typeafprøvningsattest for hvert delsystem.
§ 11. · Eksisterende danske køretøjer uden ibrugtagningstilladelse§-link ↗
Ved ansøgning om ibrugtagningstilladelse til et eksisterende køretøj vedlægges følgende dokumentation: 1) en systemdefinition eller beskrivelse af køretøjet, 2) en kompatibilitetsattest, 3) en vedligeholdelsesvejledning eller vedligeholdelsesforskrift, 4) en betjeningsvejledning eller driftsinstruktion, 5) en tro- og loveerklæring om køretøjets tilstand, 6) en analyse af de risici som måtte eksistere, hvis køretøjet, i én eller flere perioder efter 1. august 1996, har været henstillet i mere end et år, og 7) dokumentation for køretøjets brandegenskaber og kommunikationsudstyr, såfremt køretøjet skal anvendes i tunneller, jf. § 22, stk. 5, nr. 1.
Stk. 2. Den i stk. 1, nr. 2 nævnte kompatibilitetsattest kan udelades forudsat, at køretøjet er registreret i det nationale køretøjsregister (NVR).
Stk. 3. Trafikstyrelsen kan kræve, at ansøgningen suppleres med en sikkerhedsvurderingsrapport, udarbejdet i overensstemmelse med bilag 1-3 i denne bekendtgørelse af en assessor, godkendt af Trafikstyrelsen, jf. § 17.
§ 12. · Vurdering af ændringen§-link ↗
Før en ændring i et eksisterende køretøj eller en godkendt type iværksættes, skal den virksomhed, der påtænker ændringen vurdere for hvert delsystem efter principperne i artikel 4, stk. 1 og 2, i CSM-RA eller bilag 2 i denne bekendtgørelse om ændringen har indflydelse på sikkerheden, og om den er signifikant.
Stk. 2. Vurderes det, at ændringen har indflydelse på sikkerheden og at den er signifikant, jf. stk. 1, skal ansøgeren forelægge ændringen for Trafikstyrelsen som anført i § 13.
Stk. 3. Er ændringen ikke omfattet af stk. 2, skal dokumentationen for vurderingen samt tilhørende foreløbige systemdefinitioner indsendes til Trafikstyrelsen. Dog kan virksomheder med et sikkerhedscertifikat eller sikkerhedsgodkendelse undlade at indsende nævnte dokumentation.
Stk. 4. Såfremt Trafikstyrelsen er uenig i virksomhedens vurdering, jf. stk. 3, skal styrelsen inden 4 uger informere virksomheden herom.
§ 13. · Forelæggelse af ændringer§-link ↗
I tilfælde af en ændring af et køretøj, eller en ændring af en godkendt type jf. § 12, stk. 2, indsendes en projektbeskrivelse til Trafikstyrelsen inden ændringen iværksættes, hvorefter Trafikstyrelsen træffer afgørelse om hvorvidt der kræves en ny ibrugtagningstilladelse, eller en ny typegodkendelse og i hvilket omfang § 8 skal anvendes.
Stk. 2. Projektbeskrivelsen skal indeholde følgende oplysninger: 1) Dokumentation for ansøgerens vurdering om ændringens signifikans, jf. § 12. 2) Foreløbig systemdefinition af ændringen, herunder oplysninger om: a) hvorvidt virksomheden ønsker at anvende dokumentation fra en tilsvarende ændring, som tidligere har opnået en godkendelse i Danmark, et EU- eller EØS-land efter identiske krav under tilsvarende driftsbetingelser, b) hvilke TSI-krav der forventes anvendt, hvis ændringen efter virksomhedens vurdering er omfattet af en TSI, og c) hvilke nationale tekniske regler og verifikationsprocedurer virksomheden ønsker at benytte. 3) Foreløbig risikoanalyse.
§ 14. · Ændringer, der ikke kræver en ny ibrugtagningstilladelse eller en ny typegodkendelse§-link ↗
Der kræves ikke en ibrugtagningstilladelse eller typegodkendelse, såfremt: 1) ændringen af et køretøj eller en godkendt type ikke er signifikant, jf. § 12, stk. 2, eller 2) Trafikstyrelsen vurderer, at der ikke skal udstedes en ny ibrugtagningstilladelse, jf. § 13, stk. 1.
Stk. 2. Såfremt der ikke kræves ibrugtagningstilladelse eller en ny typegodkendelse, jf. stk. 1, gennemføres ændringen i overensstemmelse med de procedurer de pågældende virksomheder har fastlagt i deres sikkersikkerhedsledelsessystemer. Tilsvarende gælder for veterantogsklubber, der gennemfører ændringen i forhold til deres procedurer for sikkerhedsstyring.
Stk. 3. Virksomhederne, som angivet i stk. 2 skal opbevare dokumentation for virksomhedens signifikansvurdering, jf. § 12, stk. 2, samt dokumentation udarbejdet i forbindelse med ændringen. Dokumentationen skal opbevares i hele køretøjets levetid.
§ 15. · Test§-link ↗
Ved ansøgning om tilladelse til test skal ansøgningen indeholde følgende: 1) en systemdefinition, 2) en signifikansvurdering, jf. CSM-RA artikel 4, stk. 2, eller bilag 1 i denne bekendtgørelse, og 3) en kompatibilitetsattest.
Stk. 2. Såfremt ansøger vurderer kørslen for at være signifikant, skal der ligeledes indsendes en sikkerhedsvurderingsrapport, jf. CSM-RA eller bilag 1-3 i denne bekendtgørelse, udarbejdet af en assessor godkendt af Trafikstyrelsen, jf. § 17.
Stk. 3. Den i stk. 1, nr. 3 nævnte kompatibilitetsattest kan udelades forudsat, at køretøjet er registreret i det nationale køretøjsregister (NVR).
§ 16. · Transport§-link ↗
Der kan ansøges om tilladelse til transport til et køretøj, som ikke skal anvendes til passagerer- eller godstransport, og som ikke har en gyldig ibrugtagningstilladelse i Danmark.
Stk. 2. Proceduren i § 15 skal følges ved ansøgning om tilladelse til transport, som er omfattet af stk. 1.
§ 17.§-link ↗
Ansøger skal benytte assessor til vurdering af ansøgers risikovurdering i forbindelse med ansøgning om tilladelse og typegodkendelse.
Stk. 2. Assessor skal udfærdige en sikkerhedsvurderingsrapport, der skal indgå i ansøgningen.
Stk. 3. Assessorer og sagkyndige skal godkendes af Trafikstyrelsen.
Stk. 4. For at opnå godkendelse af en assessor eller en sagkyndig, skal ansøgeren indsende følgende oplysninger til Trafikstyrelsen: 1) den foreløbige systemdefinition, og 2) dokumentation for at assessoren eller den sagkyndige for den pågældende opgave opfylder kriterierne for assessorer anført i bilag II i CSM-RA og bilag 3 i denne bekendtgørelse.
§ 18.§-link ↗
Køretøjer der er RIV-mærket i overensstemmelse med RIV-aftalen på datoen for RIV-aftalens ophævelse, dvs. den 1. juli 2006, jf. konventionen om internationale jernbanebefordringer fra 1999, skal ikke have udstedt en ibrugtagningstilladelse, medmindre der foretages ændringer, jf. § 12 eller § 13.
Stk. 2. Køretøjer, der er RIC-mærket inden 19. juli 2008, i overensstemmelse med RIC-aftalen, må anvendes uden en supplerende ibrugtagningstilladelse, såfremt de ikke anvendes i tunneller på en længde af 1 kilometer eller derover.
§ 19.§-link ↗
Køretøjer, som er registreret i et nationalt køretøjsregister, kan befærde strækningerne den dansk-tyske grænse og frem til stationsgrænsen i nordenden af Padborg station samt den dansk-tyske grænse og frem til stationsgrænsen i nordenden af Tønder station uden en dansk ibrugtagningstilladelse. Denne undtagelse gælder ikke for eldrevne køretøjer, som anvender kørestrøm fra 25 kV køreledning.
Stk. 2. Den ansvarlige jernbanevirksomhed skal til enhver tid sikre og kunne dokumentere kompatibilitet mellem køretøjet og de i stk. 1, angivne strækninger, samt registrering i et nationalt køretøjsregister.
§ 20.§-link ↗
Køretøjer, der opfylder artikel 23, stk. 1, i interoperabilitetsdirektivet, kan anvendes uden supplerende ibrugtagningstilladelser.
§ 21.§-link ↗
Køretøjer der fremføres med en hastighed på under 20 kilometer i timen, og som ikke benyttes til passagerbefordring, og som: 1) anvendes i afspærret spor, 2) bugseres, eller 3) rangeres direkte fra påsætningssted til et afspærret spor, er undtaget fra ansøgning om ibrugtagningstilladelse.
§ 22.§-link ↗
Køretøjer må ikke tages i brug, før Trafikstyrelsen har udstedt en ibrugtagningstilladelse til køretøjet, og kravene i stk. 2 er opfyldt.
Stk. 2. Køretøjer, hvortil Trafikstyrelsen har udstedt en ibrugtagningstilladelse, kan kun tages i brug af jernbanevirksomheder, jernbaneinfrastrukturforvaltere, sikkerhedscertificerede entreprenørvirksomheder eller jernbaneklubber, foreninger m.v., der har opnået en tilladelse til at udøve ikkeerhvervsmæssig jernbanedrift.
Stk. 3. Køretøjer, som allerede har en ibrugtagningstilladelse til kørsel på nærmere angivne strækninger omfattet af interoperabilitetsdirektivet, må anvendes på alle strækninger omfattet af interoperabilitetsdirektivet uden fornyet ibrugtagningstilladelse. Virksomhederne eller en veterantogsklub eller sikkerhedscertificerede entreprenør, der anvender køretøjet, vurderer og opbevarer dokumentationen for, at køretøjet er kompatibelt med de pågældende strækninger.
Stk. 4. Køretøjer uden ibrugtagningstilladelse som har været i uafbrudt drift i Danmark fra før den 1. august 1996, må fortsat anvendes uden ibrugtagningstilladelse, såfremt de i stk. 5, nævnte betingelser er opfyldt og den i stk. 6, nævnte dokumentation kan fremvises, jf. dog § 26, stk.4.
Stk. 5. Følgende betingelser skal være opfyldt, for at køretøjer kan anvendes uden ibrugtagningstilladelse jf. stk. 4: 1) Passagerkøretøjer og trækkraftenheder, som anvendes til gods eller passagertransport, må ikke anvendes i tunneller der andrager 1 kilometer eller derover, uden en ibrugtagningstilladelse, dog med undtagelse af strækningen mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport Station. 2) Køretøjet ikke er ændret efter 1. august 1996. 3) Køretøjer ikke har været henstillet i mere end et år.
Stk. 6. Følgende køretøjsdokumentation skal foreligge i fyldestgørende form, for at køretøjer kan anvendes uden ibrugtagningstilladelse jf. stk. 4: 1) Dokumentation for anvendelse af uddannet personale til det pågældende køretøj. 2) Dokumentation for styring af vedligeholdelsesarbejdet. 3) En betjeningsvejledning eller driftsinstruktion. 4) En vedligeholdelsesvejledning eller vedligeholdelsesforskrift. 5) Dokumentation for registrering i det nationale køretøjsregister.
§ 23.§-link ↗
Trafikstyrelsen kan dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det i øvrigt er foreneligt med EU-regler på området.
§ 24. · Straf§-link ↗
Overtrædelse af § 22, stk. 1, straffes med bøde medmindre højere straf er forskyldt efter § 22 i lov om jernbane.
Stk. 2. Kørsel uden dansk ibrugtagningstilladelse udover de i § 19, stk. 1, angivne strækninger straffes med bøde medmindre højere straf er forskyldt efter § 22 i lov om jernbane.
Stk. 3. Den der foretager en ændring uden at foretage en vurdering som anført i § 12, stk. 1, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter § 22 i lov om jernbane.
Stk. 4. Tilsidesættelse af vilkår eller betingelser der er fastsat i henhold til § 1, stk. 2, straffes med bøde.
Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 25. · Klageadgang§-link ↗
Enhver, der har modtaget en afgørelse om afslag eller kun delvis imødekommelse af en ansøgning kan inden for 4 uger anmode Trafikstyrelsen om at foretage en ny vurdering af sagen.
Stk. 2. Hvis den fornyede behandling af sagen efter stk. 1, ikke fører til, at klageren fuldt ud imødekommes, kan denne afgørelse inden for 4 uger efter, at den er kommet frem indbringes for Jernbanenævnet.
§ 26.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 29. januar 2013.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1030 af 7. november 2011 om godkendelse af køretøjer på jernbaneområdet ophæves.
Stk. 3. Ibrugtagningstilladelser, der er udstedt før bekendtgørelsens ikrafttræden, er fortsat gældende i overensstemmelse med deres indhold.
Stk. 4. Køretøjer, der på bekendtgørelsens ikrafttrædelsestidspunkt ikke har en ibrugtagningstilladelse, og som er omfattet af § 22, stk. 5, skal inden den 1. august 2016 have udstedt en ibrugtagningstilladelse. Efter denne dato må køretøjerne ikke anvendes i driften uden en ibrugtagningstilladelse.
Stk. 5. Registrering i NVR jf. § 11, stk. 2, og § 15, stk. 3, skal være sket senest 6 måneder efter ikrafttrædelse af nærværende bekendtgørelse.
Stk. 6. Overensstemmelseserklæringer, udstedet af Banedanmark inden den 1. juli 2013, kan anvendes i stedet for en kompatibilitetsattest.