Bekendtgørelse nr. 1367 · 2012

Historisk

Bekendtgørelse om et Børneråd

Bekendtgørelse om et Børneråd

Dokumentdato: 20. dec. 2012Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Børnerådets sammensætning m.v.§-link ↗

Børnerådet består af 1 formand og 6 medlemmer. Social- og integrationsministeren udpeger formanden. Medlemmerne udpeges af social- og integrationsministeren blandt kandidater indstillet af organisationer, foreninger m.v. med opgaver på børneområdet, jf. § 3.

Stk. 2. Børnerådet er uafhængigt.

§ 2. · Børnerådets sammensætning m.v.§-link ↗

Formanden for og medlemmerne af Børnerådet skal repræsentere en bred og tværfaglig indsigt i spørgsmål om 1) børns opvækst og udvikling, 2) børns skoleliv, 3) børns kultur- og fritidsliv, 4) børns sundhed, 5) børns retsstilling og 6) børn med særlige behov.

Stk. 2. Formanden og medlemmerne udpeges for en periode på tre år. Et medlem fungerer dog, indtil et nyt medlem er udpeget. Formanden og medlemmerne kan udpeges for højst to perioder.

Stk. 3. Børnerådet vælger en næstformand af sin midte. Næstformanden er stedfortræder for formanden.

Stk. 4. Ved frafald blandt de udpegede medlemmer udpeger social- og integrationsministeren et nyt medlem blandt de sidst indstillede kandidater.

§ 3. · Børnerådets sammensætning m.v.§-link ↗

Organisationer, foreninger m.v., der arbejder med børns forhold og rettigheder, kan indstille 1 eller flere kandidater til Børnerådet. Social- og integrationsministeren træffer i forbindelse med indkaldelse af indstillinger beslutning om, hvilke organisationer, foreninger m.v. der kan indstille kandidater til rådet.

Stk. 2. Indstillede kandidater skal have indgående indsigt og faglig kompetence i mindst et af de kompetenceområder, der er nævnt i § 2, stk. 1.

§ 4. · Børnerådets sammensætning m.v.§-link ↗

Formanden og medlemmerne skal overholde de etiske retningslinjer i bilag 1 i denne bekendtgørelse.

§ 5. · Børnerådets virke§-link ↗

Børnerådet bistås af et selvstændigt sekretariat.

Stk. 2. Social- og integrationsministeren ansætter sekretariatslederen.

Stk. 3. Sekretariatslederen har det daglige ledelsesmæssige ansvar for sekretariatet under ansvar for Børnerådet.

Stk. 4. Sekretariatslederen skal sikre, at forvaltningen er i overensstemmelse med de regler, der gælder for statslige myndigheder.

§ 6. · Børnerådets virke§-link ↗

Børnerådet skal henvise konkrete henvendelser fra børn og unge til relevante myndigheder.

§ 7. · Børnerådets virke§-link ↗

Børnerådet skal løbende være i dialog med de indstillingsberettigede organisationer m.v., jf. § 3, og inddrage dem indenfor de temaer, som rådet fokuserer på eksempelvis ved afholdelse af en konference.

Stk. 2. Børnerådet udarbejder hvert år en skriftlig beretning over rådets virksomhed, som formidles til Folketinget samt de organisationer, foreninger og myndigheder, der er omfattet af stk. 1.

§ 8. · Børnerådets virke§-link ↗

Børnerådet fastsætter selv sin forretningsorden. Social- og integrationsministeren skal godkende forretningsordenen.

§ 9. · Børnerådets opgaver§-link ↗

Som fortaler for børn skal Børnerådet foretage følgende: 1) Indsamle viden om børns forhold og vilkår ved hjælp af praksis, forskning og ved at inddrage børns synspunkter, eksempelvis ved at anmode om besøg på institutioner, hvor børn opholder sig eller ved at anmode offentlige myndigheder om at beskrive deres politiske beslutninger og administrativ praksis på områder, der ligger inden for temaerne. 2) Vurdere og påpege forhold i samfundsudviklingen generelt, som kan have en indvirkning på børns rettigheder og udviklingsmuligheder set i lyset af bestemmelserne og intentionerne i FN’s konvention om Barnets Rettigheder samt andre internationale konventioner på området. 3) Formidle information om børns forhold og vilkår.

Stk. 2. I forbindelse med lovgivningsinitiativer og andre initiativer, der har betydning for børns opvækstvilkår, skal Børnerådet afgive høringssvar.

Stk. 3. Børnerådet skal gøre børns stemme tydelig i offentligheden.

Stk. 4. Rådet skal sætte aktuelle spørgsmål om børns rettigheder og udviklingsmuligheder til debat.

§ 10. · Børnerådets opgaver§-link ↗

Børnerådet kan selv tage initiativ og fremsætte forslag til ændringer på de sagsområder, der er ligger inden for Børnerådets funktionsområde.

§ 11. · Børnerådets opgaver§-link ↗

Børnerådet skal rådgive Folketing, regering og myndigheder i alle spørgsmål af generel karakter, der har betydning for børns vilkår i samfundet til sikring af børns rettigheder, behov og interesser.

§ 12. · Børnerådets opgaver§-link ↗

Rådet kan inddrage særlig sagkundskab i arbejdet.

§ 13. · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2013.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 458 af 15. maj 2006 om et Børneråd.

Stk. 3. Ved anvendelsen af bestemmelsen i § 2, stk. 2, 3. pkt., tages der hensyn til de perioder, hvor formanden og medlemmerne har været udpeget inden bekendtgørelsens ikrafttræden.