Bekendtgørelse nr. 1330 · 2012

Historisk

Bekendtgørelse om uddannelsen til fiskeskipper af 3. grad

Bekendtgørelse om uddannelsen til fiskeskipper af 3. grad

Dokumentdato: 17. dec. 2012Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Uddannelsens formål

§ 1.§-link ↗

Formålet med uddannelsen til fiskeskipper af 3. grad er at kvalificere den studerende til at virke som styrmand i fiskeskibe i nærfart og efter fornøden fartstid kunne opnå sønæringsrettigheder som fiskeskipper af 3. grad.

Stk. 2. Uddannelsen til fiskeskipper af 3. grad skal opfylde kravene i den internationale konvention om uddannelse, om sønæring og om vagthold for søfarende i fiskeskibe, 1995, (STCW-F-konventionen) således, at der kan udstedes certifikat efter konventionens kapitel II/3 og II/4 for skippere og styrmænd i fiskeskibe.

Kapitel 2 · Uddannelsens mål

§ 2.§-link ↗

Uddannelsen til fiskeskipper af 3. grad er indplaceret på niveau 3 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

Stk. 2. Uddannelsen skal udvikle den studerende med fokus på ledelse, sikkerhed og driftsoptimering.

§ 3.§-link ↗

Mål for læringsudbyttet omfatter den viden, de færdigheder og de kompetencer, som en fiskeskipper af 3. grad skal opnå i uddannelsen.

Stk. 2. Læringsmål for viden er, at fiskeskipperen af 3. grad har 1) viden om den almindelige opbygning og udrustning af fiskeskibe, 2) grundlæggende kendskab til maskinteknisk drift i skibe med fremdrivningseffekt under 750 kW i nærfart, 3) forståelse for navigation, vagthold og meteorologi i forhold til drift af skibe i nærfart, 4) forståelse for de faktorer, der påvirker et skibs stabilitet, og hvordan et skibs stabilitet bedømmes, 5) kendskab til relevante internationale konventioner og dansk lovgivning på området, 6) kendskab til entreprenørskab i form af grundlæggende begreber om start og drift af selvstændig virksomhed og inspiration til udvikling af nye arbejdsgange, 7) kendskab til livet i havet og konsekvenserne af fiskeri og 8) kendskab til fiskerierhvervets forhold og politiske tiltag.

Stk. 3. Læringsmål for færdigheder er, at fiskeskipperen af 3. grad kan 1) udføre praktiske arbejdsopgaver på skibe i nærfart, 2) på sikkerhedsmæssig forsvarlig vis varetage driften af et skibs maskineri (op til 750 kW), 3) varetage bro- og vagttjeneste på skibe i nærfart, 4) beherske engelske fagudtryk i mundtlig og skriftlig kommunikation inden for skibs- og vagttjeneste og andre maritime discipliner, 5) søge og vurdere information i forbindelse med en praktisk arbejdsopgave på et skib i nærfart, 6) udarbejde og anvende procedurer, der gavner den personlige sikkerhed samt skibets almene sikkerhed, 7) anvende skibets sikkerhedsruller på såvel dansk som engelsk, 8) varetage funktionen som brandleder, 9) anvende fiskeriets metoder og 10) sikre fiskens rette behandling og opbevaring.

Stk. 4. Læringsmål for kompetencer er, at fiskeskipperen af 3. grad kan 1) håndtere de ledelsesmæssige opgaver, der er knyttet til funktionen som styrmand og fører på skibe i nærfart, 2) selvstændigt varetage funktionen som vagthavende styrmand og som fører af skibe i nærfart, 3) tage ansvar for miljørigtig skibsdrift, herunder energirigtig drift og reduktion af emissioner, 4) varetage funktionen som sikkerheds- og miljøansvarlig i fiskeskibe i nærfart, 5) varetage ansvar for skibets brandsikkerhed og 6) formidle vigtigheden af bæredygtig og optimalt fiskeri.

Stk. 5. Den studerende skal efter endt uddannelse opfylde kravene i STCW-konventionen i overensstemmelse med Søfartsstyrelsens kvalifikationskrav herom, vedrørende 1) vagthold på broen, hvor der indgår Full Mission træning, jf. STCW-kodens tabel A-II/1, 2) Automatic Radar Plotting Aids (ARPA), jf. STCW-kodens tabel A-II/1, 3) Electronic Chart Display and Information System (ECDIS), jf. STCW-kodens tabel A-II/3, 4) Restricted Operator’s Certificate (ROC) i henhold til Global Maritime Distress and Safety System (GMDSS), jf. STCW-konventionens reglement IV/2, 5) brandbekæmpelse i skibe, jf. STCW-konventionens reglement VI/3, 6) sikringsberedskab og særlige sikringsopgaver i skibe, jf. STCW-konventionens reglement VI/6, paragraf 4, 7) maritim sygdomsbehandleruddannelse til medicinkiste kategori B og 8) duelighedsprøve i motorpasning.

Kapitel 3 · Uddannelsens tilrettelæggelse

§ 4.§-link ↗

Uddannelsen tilrettelægges med stigende sværhedsgrad og kompleksitet gennem forløbet.

Stk. 2. Ny national og international viden og nye metoder, der er relevante for fiskeskippere af 3. grad, integreres i undervisningen.

Stk. 3. Uddannelsen tilrettelægges, så der etableres sammenhæng mellem uddannelsens teori og de praktiske erfaringer fra den studerendes fartstid.

Stk. 4. Varierende studieformer skal understøtte den studerendes udvikling af selvstændighed og samarbejdsevner samt evne til at tænke nyt.

Stk. 5. Uddannelsen tilrettelægges med tværfaglige elementer, der simulerer situationer og aktiviteter, som fiskeskipperen kan møde i sit arbejdsliv.

§ 5.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionen er ansvarlig for gennemførelsen af uddannelsen i sin helhed, herunder for eventuel udlagt undervisning.

Kapitel 4 · Uddannelsens varighed

§ 6.§-link ↗

Uddannelsen til fiskekipper af 3. grad er normeret til 0,5 studenterårsværk, svarende til 30 point i European Credit Transfer System (ECTS-point).

§ 7.§-link ↗

Uddannelsen skal være afsluttet inden for halvandet år.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen kan, når det findes begrundet i særlige forhold, meddele dispensation fra den i stk. 1 anførte frist.

§ 8.§-link ↗

Ansøgt orlov accepteres, hvis den er begrundet i barsel, adoption, dokumenteret sygdom, militærtjeneste, FN-tjeneste eller lignende forhold.

Kapitel 5 · Adgang

§ 9.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionen optager de studerende på uddannelsen til fiskeskipper af 3. grad og sikrer, at de opfylder adgangskravene.

Stk. 2. Adgang til uddannelsen til fiskeskipper af 3. grad forudsætter, at ansøgeren 1) har gennemført erhvervsfiskeriets grundkursus og herunder erhvervet 12 måneders fartstid i fiskeskibe eller har erhvervet 24 måneders fartstid i fiskeskibe, 2) er i besiddelse af et gyldigt sundhedsbevis for søfarende og fiskere uden begrænsninger og 3) er skikket til udkig.

Stk. 3. En person, som optages på uddannelsen til kystskipper, kan samtidig deltage i uddannelsen til fiskeskipper af 3. grad.

Kapitel 6 · Studieordning

§ 10.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionen fastsætter i en studieordning regler og vejledning for planlægning og gennemførelse af undervisningsforløb. Studieordningen skal indeholde en beskrivelse af, hvorledes uddannelsesinstitutionen i tilrettelæggelsen af uddannelsen opfylder kapitel 3 i denne bekendtgørelse, det i bilag 1 angivne indhold og kravene fra STCW-F-konventionen således, at der kan udstedes certifikat efter konventionens kapitel II/3 og II/4.

Stk. 2. I studieordningen fastsættes endvidere nærmere regler for 1) uddannelsens mål, 2) uddannelsens struktur og opbygning, herunder moduler og ECTS-point, 3) undervisnings- og samarbejdsformer, 4) samarbejde med erhverv og andre uddannelsesinstitutioner, 5) studieplaner, 6) eksaminer og anvendte bedømmelsesformer, 7) studieaktivitet, 8) merit, 9) orlov og 10) dispensation.

Stk. 3. Det skal fremgå af studieordningen, at institutionen kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af institutionen selv.

Stk. 4. Studieordningen og væsentlige ændringer heraf forudsættes udarbejdet med indhentning af inspiration fra erhvervets parter.

§ 11.§-link ↗

Studieordninger og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et semesters begyndelse.

Stk. 2. Studieordninger og væsentlige ændringer heraf skal indeholde overgangsregler.

Stk. 3. Gældende studieordninger skal være tilgængelige på institutionens hjemmeside og dokumenteret i uddannelsesinstitutionens kvalitetsstyringssystem.

Kapitel 7 · Eksamen og eksamensbeviser

§ 12.§-link ↗

Eksaminer og bedømmelser behandles efter gældende bekendtgørelse om eksamens- og prøveafholdelse samt bedømmelse af deltagere ved de maritime uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen udsteder eksamensbevis, når 1) den studerende har gennemført hele uddannelsen, 2) bestået de afsluttende eksaminer og 3) erhvervet den fartstid, der er nødvendig for at opnå et sønæringsbevis, hvor eksamensbeviset er krævet.

Stk. 3. En person, som i medfør af § 9, stk. 3, har gennemført uddannelsen til fiskeskipper af 3. grad, uanset at fornøden fartstid ikke er erhvervet, kan få udstedt attest for bestået eksamen.

Stk. 4. Attesten kan, efter erhvervelse af tilstrækkelig fartstid i fiskeskibe, konverteres til eksamensbevis og danne grundlag for udstedelse af sønæringsbevis til brug i fiskeskibe.

Kapitel 8 · Underviseres kvalifikationer

§ 13.§-link ↗

Underviserne skal samlet set have et kvalifikationsniveau, der ligger højere end afgangsniveauet for uddannelsen. Ved kvalifikationsniveau forstås ud over pædagogisk kompetence dokumenteret teoretisk, faglig og professionsmæssig kompetence.

Stk. 2. Nye undervisere skal inden for de første 3 ansættelsesår gennemføre relevant pædagogisk voksenunderviseruddannelse svarende til 30 ECTS-point, der kan opnås ved en kombination af teoretisk undervisning og opfølgning på egen uddannelsesinstitution.

Kapitel 9 · Andre regler

§ 14.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionernes afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte af den, som afgørelsen angår, jf. gældende bekendtgørelse om klager inden for lov om maritime uddannelser. Klagen indgives til uddannelsesinstitutionen, som videresender klagen til Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte ledsaget af en udtalelse. Uddannelsesinstitutionen skal give klageren lejlighed til inden for en frist på mindst 1 uge at kommentere udtalelsen. Den eventuelle kommentar fra klageren skal medsendes til Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte.

Stk. 2. Fristen for at indgive klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Stk. 3. De af Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte trufne afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 15.§-link ↗

Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsform.

Stk. 2. Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i særlige forhold.

Kapitel 10 · Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 16.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2013.

Stk. 2. Studerende, som har påbegyndt uddannelse før den 31. december 2012, kan færdiggøre uddannelsen efter de hidtidige regler.

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen tilrettelægger de nødvendige overgangsordninger for studerende som nævnt i stk. 2, der ønsker at afslutte uddannelsen efter reglerne i denne bekendtgørelse.