Bekendtgørelse nr. 1325 · 2012

Historisk

Bekendtgørelse om uddannelsen til kystskipper

Bekendtgørelse om uddannelsen til kystskipper

Dokumentdato: 17. dec. 2012Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Uddannelsens formål

§ 1.§-link ↗

Formålet med uddannelsen til kystskipper er at kvalificere den studerende til at virke som styrmand i handelsskibe under 500 BT i kystfart og efter fornøden fartstid kunne opnå sønæringsrettigheder som fører i skibe under 500 BT i kystfart.

Stk. 2. Uddannelsen til kystskipper skal opfylde kravene i den internationale konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold med senere ændringer (STCW-konventionen) således, at der kan udstedes certifikat efter konventionens kapitel II/3.

Kapitel 2 · Uddannelsens mål

§ 2.§-link ↗

Uddannelsen til kystskipper er indplaceret på niveau 3 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

Stk. 2. Uddannelsen skal udvikle den studerende med fokus på ledelse, sikkerhed og driftsoptimering.

§ 3.§-link ↗

Mål for læringsudbyttet omfatter den viden, de færdigheder og kompetencer, som en kystskipper skal opnå i uddannelsen.

Stk. 2. Læringsmål for viden er, at kystskipperen har 1) viden om den almindelige opbygning og udrustning af skibe under 500 BT, 2) grundlæggende kendskab til maskinteknisk drift i skibe med fremdrivningseffekt under 750 kW i kystfart, 3) forståelse for navigation, vagthold og meteorologi i forhold til drift af skibe i kystfart, 4) forståelse for de faktorer, der påvirker et skibs stabilitet, og hvordan et skibs stabilitet bedømmes, 5) kendskab til elementære principper for drifts-, hyre- og skibsregnskab, 6) kendskab til relevante internationale konventioner og dansk lovgivning på området, 7) kendskab til beskyttelse af havmiljøet og 8) kendskab til entreprenørskab i form af grundlæggende begreber om start og drift af selvstændig virksomhed og inspiration til udvikling af nye arbejdsgange.

Stk. 3. Læringsmål for færdigheder er, at kystskipperen kan 1) udføre praktiske arbejdsopgaver på skibe i kystfart, 2) organisere lastbehandling og stuvning i skibe under 500 BT i kystfart, 3) på sikkerhedsmæssig forsvarlig vis varetage driften af et skibs maskineri (op til 750 kW), 4) varetage bro- og vagttjeneste på skibe under 500 BT i kystfart, 5) beherske engelske fagudtryk i mundtlig og skriftlig kommunikation inden for skibs- og vagttjeneste og andre maritime discipliner, 6) søge og vurdere information i forbindelse med en praktisk arbejdsopgave på et skib i kystfart, 7) udarbejde og anvende procedurer, der gavner den personlige sikkerhed samt skibets almene sikkerhed, 8) anvende skibets sikkerhedsruller på såvel dansk som engelsk og 9) varetage funktionen som brandleder.

Stk. 4. Læringsmål for kompetencer er, at kystskipperen kan 1) selvstændigt varetage funktionen som vagthavende navigatør og som fører af skibe under 500 BT i kystfart, 2) håndtere de ledelsesmæssige opgaver, der er knyttet til funktionen som styrmand og fører på skibe under 500 BT i kystfart, 3) varetage ansvaret for skibets brandsikkerhed, 4) varetage funktionen som sikkerheds- og miljøansvarlig i skibe under 500 BT i kystfart og 5) tage ansvar for miljørigtig skibsdrift, herunder energirigtig drift og reduktion af emissioner.

Stk. 5. Den studerende skal efter endt uddannelse opfylde kravene i STCW-konventionen i overensstemmelse med Søfartsstyrelsens kvalifikationskrav herom, vedrørende 1) vagthold på broen, hvor der indgår Full Mission træning, jf. STCW-kodens tabel A-II/1, 2) Automatic Radar Plotting Aids (ARPA), jf. STCW-kodens tabel A-II/1, 3) Electronic Chart Display and Information System (ECDIS), jf. STCW-kodens tabel A-II/3, 4) Restricted Operator’s Certificate (ROC) i henhold til Global Maritime Distress and Safety System (GMDSS), jf. STCW-konventionens reglement IV/2, 5) brandbekæmpelse i skibe, jf. STCW-konventionens reglement VI/3, 6) betjening af redningsbåde, -flåder og mand-over-bord både, jf. STCW-konventionens reglement VI/2, paragraf 1, 7) sikringsberedskab og særlige sikringsopgaver i skibe, jf. STCW-konventionens reglement VI/6, paragraf 4, 8) maritim sygdomsbehandleruddannelse til medicinkiste kategori B og 9) duelighedsprøve i motorpasning.

Kapitel 3 · Uddannelsens tilrettelæggelse

§ 4.§-link ↗

Uddannelsen tilrettelægges med stigende sværhedsgrad og kompleksitet gennem forløbet.

Stk. 2. Ny national og international viden og nye metoder, der er relevante for kystskippere, integreres i undervisningen.

Stk. 3. Uddannelsen tilrettelægges, så der etableres sammenhæng mellem uddannelsens teori og de praktiske erfaringer fra den studerendes fartstid.

Stk. 4. Varierende studieformer skal understøtte den studerendes udvikling af selvstændighed og samarbejdsevne samt evne til at tænke nyt.

Stk. 5. Uddannelsen tilrettelægges med tværfaglige elementer, der simulerer situationer og aktiviteter, som kystskipperen kan møde i sit arbejdsliv.

§ 5.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionen er ansvarlig for gennemførelsen af uddannelsen i sin helhed, herunder for eventuel udlagt undervisning.

Kapitel 4 · Uddannelsens varighed

§ 6.§-link ↗

Uddannelsen til kystskipper er normeret til 0,5 studenterårsværk, svarende til 30 point i European Credit Transfer System (ECTS-point).

§ 7.§-link ↗

Uddannelsen skal være afsluttet inden for halvandet år.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen kan, når det findes begrundet i særlige forhold, meddele dispensation fra den i stk. 1 anførte frist.

§ 8.§-link ↗

Ansøgt orlov accepteres, hvis den er begrundet i barsel, adoption, dokumenteret sygdom, militærtjeneste, FN-tjeneste eller lignende forhold.

Kapitel 5 · Adgang og bevisopnåelse

§ 9.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionen optager de studerende på kystskipperuddannelsen og sikrer, at de opfylder adgangskravene.

Stk. 2. Adgang til kystskipperuddannelsen forudsætter, at ansøgeren har 1) gennemført grundkursus for skibsassistenter kombineret med 12 måneders fartstid som styrmandsaspirant eller 18 måneders fartstid som ubefaren skibsassistent, 2) gennemført afslutningskursus for skibsassistenter kombineret med 15 måneders fartstid som ubefaren skibsassistent, 3) gennemført en faglig uddannelse inden for jern og metal og uddannelse til skibsassistent for personer med svendebrev kombineret med 12 måneders fartstid som skibsassistent, 4) en uddannelse som skibsmekaniker, eller 5) 36 måneders relevant fartstid som ubefaren skibsassistent i handelsskibe med en bruttotonnage på 20 eller derover erhvervet før den 1. februar 2002 samt har gennemført en godkendt grunduddannelse, der opfylder kravene i STCW-konventionens reglement VI/1 og i STCW-kodens sektion A-VI/1, paragraf 2, om ”Basic Training”.

Stk. 3. Adgang til kystskipperuddannelsen forudsætter endvidere, at ansøgeren 1) er i besiddelse af et gyldigt sundhedsbevis for søfarende og fiskere uden begrænsninger, 2) er skikket til udkig, 3) er i besiddelse af et vagtholdsbevis og 4) har gennemført praktisk uddannelse under fartstiden, som den er beskrevet i en af Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte godkendt uddannelsesbog, dog ikke for så vidt angår personer omfattet af stk. 2, nr. 5.

Stk. 4. En person, som optages på uddannelsen til fiskeskipper af 3. grad, kan samtidig deltage i kystskipperuddannelsen, uanset om fornøden fartstid i handelsskibe er erhvervet.

Kapitel 6 · Studieordning

§ 10.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionen fastsætter i en studieordning regler og vejledning for planlægning og gennemførelse af undervisningsforløb. Studieordningen skal indeholde en beskrivelse af, hvorledes uddannelsesinstitutionen i tilrettelæggelsen af uddannelsen opfylder kapitel 3 i denne bekendtgørelse, det i bilag 1 angivne indhold og kravene fra STCW-konventionen således, at der kan udstedes certifikat efter konventionens kapitel II/3.

Stk. 2. I studieordningen fastsættes endvidere nærmere regler for 1) uddannelsens mål, 2) uddannelsens struktur og opbygning, herunder moduler og ECTS-point, 3) undervisnings- og samarbejdsformer, 4) samarbejde med erhverv og andre uddannelsesinstitutioner, 5) studieplaner, 6) eksaminer og anvendte bedømmelsesformer, 7) studieaktivitet, 8) merit, 9) orlov og 10) dispensation.

Stk. 3. Det skal fremgå af studieordningen, at institutionen kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af institutionen selv.

Stk. 4. Studieordningen og væsentlige ændringer heraf forudsættes udarbejdet med inspiration fra erhvervets parter.

§ 11.§-link ↗

Studieordninger og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et semesters begyndelse.

Stk. 2. Studieordninger og væsentlige ændringer heraf skal indeholde overgangsregler.

Stk. 3. Gældende studieordninger skal være tilgængelige på institutionens hjemmeside og dokumenteret i uddannelsesinstitutionens kvalitetsstyringssystem.

Kapitel 7 · Eksamen og eksamensbeviser

§ 12.§-link ↗

Eksaminer og bedømmelser behandles efter gældende bekendtgørelse om eksamens- og prøveafholdelse samt bedømmelse af deltagere ved de maritime uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen udsteder eksamensbevis, når 1) den studerende har gennemført hele uddannelsen, 2) bestået de afsluttende eksaminer og 3) erhvervet den fartstid, der er nødvendig for at opnå et sønæringsbevis, hvor uddannelsesbeviset er krævet.

Stk. 3. En person, som i medfør af § 9, stk. 4, har gennemført kystskipperuddannelsen, uanset at fornøden fartstid ikke er erhvervet, kan få udstedt attest for bestået eksamen.

Stk. 4. Attesten kan, efter erhvervelse af tilstrækkelig fartstid i handelsskibe, konverteres til eksamensbevis og danne grundlag for udstedelse af sønæringsbevis til brug i handelsskibe.

Kapitel 8 · Underviseres kvalifikationer

§ 13.§-link ↗

Underviserne skal samlet set have et kvalifikationsniveau, der ligger højere end afgangsniveauet for uddannelsen. Ved kvalifikationsniveau forstås ud over pædagogisk kompetence dokumenteret teoretisk, faglig og professionsmæssig kompetence.

Stk. 2. Nye undervisere skal inden for de første 3 ansættelsesår gennemføre relevant pædagogisk voksenunderviseruddannelse svarende til 30 ECTS-point, der kan opnås ved en kombination af teoretisk undervisning og opfølgning på egen uddannelsesinstitution.

Kapitel 9 · Andre regler

§ 14.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionernes afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte af den, som afgørelsen angår, jf. gældende bekendtgørelse om klager inden for lov om maritime uddannelser. Klagen indgives til uddannelsesinstitutionen, som videresender klagen til Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte ledsaget af en udtalelse. Uddannelsesinstitutionen skal give klageren lejlighed til inden for en frist på mindst 1 uge at kommentere udtalelsen. Den eventuelle kommentar fra klageren skal medsendes til Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte.

Stk. 2. Fristen for at indgive klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Stk. 3. De af Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte trufne afgørelser kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 15.§-link ↗

Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsform.

Stk. 2. Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i særlige forhold.

Kapitel 10 · Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 16.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2013.

Stk. 2. Studerende, der har påbegyndt uddannelse før den 31. december 2012, kan færdiggøre uddannelsen efter de hidtidige regler.

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen tilrettelægger de nødvendige overgangsordninger for studerende som nævnt i stk. 2, der ønsker at afslutte uddannelsen efter reglerne i denne bekendtgørelse.