Bekendtgørelse nr. 1270 · 2012

Historisk

Bekendtgørelse om fremme af dopingfri idræt

Bekendtgørelse om fremme af dopingfri idræt

Dokumentdato: 17. dec. 2012Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Definition af doping§-link ↗

Som doping i lov om fremme af dopingfri idræt og i denne bekendtgørelse betragtes de stoffer og metoder, der fremgår af bilag 1 (oversættelse af WADAs (World Anti- Doping Agency) dopingliste 2013).

Stk. 2. For parter, som har indgået aftale om dopingkontrol med Anti Doping Danmark i henhold til § 9 i lov om fremme af dopingfri idræt, er forbudte stoffer og metoder begrænset til stoffer og metoder omfattet af lov om forbud mod visse dopingmidler samt sløringsstoffer for anabole steroider.

§ 2. · Tilskudsbetingelser for idrætsorganisationer og -foreninger.§-link ↗

Det er en forudsætning for ydelse af tilskud i medfør af lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og hundevæddemål til Team Danmark og til de tre hovedorganisationer på idrætsområdet, Danmarks Idræts-Forbund, DGI og Dansk Firmaidrætsforbund, at organisationerne indfører og håndhæver regler om dopingkontrol og -sanktioner i overensstemmelse med de regler, der fremgår af bilag 2 (oversættelse af World Anti-Doping Code), dog undtaget § 4 nedenfor. På motionsområdet kan der indføres regler, som afviger fra bilag 2. Team Danmark og de tre idrætsorganisationer skal gøre det til en betingelse for ydelse af tilskud til idrætsforeninger eller forbund m.v. og til individuelle idrætsudøvere, at disse overholder de nævnte dopingregler.

Stk. 2. Det er en forudsætning for ydelse at tilskud i medfør af lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde m.v. (folkeoplysningsloven) til de i § 8 i lov om fremme af dopingfri idræt nævnte idrætsorganisationer og -foreninger, at disse overholder de i stk. 1 nævnte regler om dopingkontrol og -sanktioner. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på anvisning af lokaler og udendørsanlæg i medfør af folkeoplysningsloven.

§ 3. · Anti Doping Danmarks samarbejdsaftaler med andre idrætsmiljøer§-link ↗

Efter § 9, stk. 1, i lov om fremme af dopingfri idræt skal Anti Doping Danmark søge at indgå samarbejdsaftaler med motions- og fitnesscentre og andre private eller offentlige institutioner, virksomheder m.v., som tilbyder idrætsaktiviteter eller hermed beslægtede aktiviteter, samt foreninger og sammenslutninger af idrætsudøvere uden tilknytning til de i bekendtgørelsens § 2 nævnte idrætsorganisationer. Efter lovens § 11 kan Anti Doping Danmark opkræve gebyrer for ydelser i henhold til samarbejdsaftalerne.

Stk. 2. I samarbejdsaftalerne skal doping for motions- og fitnesscentrene defineres i overensstemmelse med § 1, stk. 2. For de øvrige samarbejdsaftaler defineres doping i overensstemmelse med bilag 1. De i samarbejdsaftalerne fastsatte regler om dopingkontrol og -sanktioner skal være i overensstemmelse med bilag 2, dog undtaget bestemmelsen om analyse af test, som reguleres efter § 4.

Stk. 3. I samarbejdsaftalerne skal der fastsættes nærmere regler om gennemførelse af dopingkontrollerne og om, at institutionen, virksomheden eller sammenslutningen m.v. skal gøre sine kunder, medlemmer m.v. bekendt med konsekvenserne af indgåelsen af samarbejdsaftalen.

Stk. 4. Det er en betingelse for samarbejdsaftalernes gyldighed, at de er godkendt af kulturministeren.

§ 4. · Analyse af dopingtest foretaget i bredde- og motionsidrætten§-link ↗

Dopingtest foretaget i bredde- og motionsidrætten skal analyseres på et WADA-akkrediteret laboratorium eller på et laboratorium, som Anti Doping Danmark vurderer opfylder tilsvarende krav om kvalitet, sikkerhed og anonymitet.

§ 5. · Appel af dopingsanktioner i bredde- og motionsidrætten§-link ↗

Afgørelser om idømmelse af dopingsanktioner i bredde- og motionsidrætten i henhold til § 2, stk. 1, og § 3 kan indbringes for et dopingappeludvalg nedsat af idrættens hovedorganisationer og Dansk Fitness og Helse Organisation. Ved indgåelse af en samarbejdsaftale i henhold til § 3 kan der dog i aftalen dispenseres fra denne bestemmelse.

§ 6. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2013.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1352 af 19. december 2011 om fremme af dopingfri idræt ophæves samtidig.