Bekendtgørelse nr. 750 · 2012

Gældende

Bekendtgørelse om standardvedtægt for institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse

Bekendtgørelse om standardvedtægt for institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse

Dokumentdato: 29. jun. 2012Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Standardvedtægter§-link ↗

Institutionens styrelse reguleres i en vedtægt, som skal være i overensstemmelse med denne bekendtgørelse, jf. § 2 og § 3.

Stk. 2. Det er institutionens bestyrelse, der fastsætter vedtægten, jf. dog § 9, stk. 1 og 2.

§ 2. · Standardvedtægter§-link ↗

Vedtægten for en institution for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse, der ikke har status som voksenuddannelsescenter, skal være i overensstemmelse med standardvedtægt for gymnasieskoler og hf-kurser inden for den offentlige forvaltning, jf. bilag 1 til denne bekendtgørelse.

§ 3. · Standardvedtægter§-link ↗

Vedtægten for en institution for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse, der har status som voksenuddannelsescenter, skal være i overensstemmelse med standardvedtægt for voksenuddannelsescentre, jf. bilag 2 til denne bekendtgørelse.

§ 4. · Standardvedtægter§-link ↗

I bilagene til denne bekendtgørelse markerer: 1) Kantet parentes […], at institutionen selv skal formulere teksten. I de kantede parenteser er det med kursiv anført, hvad teksten skal vedrøre. 2) Krøllet parentes {…}, at institutionen kan undlade den pågældende tekst, jf. dog § 5.

§ 5. · Standardvedtægter§-link ↗

Indholdet af standardvedtægternes krøllede parentes i § 6, stk. 2, 2. og 3. pkt., medtages kun i vedtægten for institutioner, hvor det er fastsat i vedtægtens § 4, stk. 2, at der udpeges bestyrelsesmedlemmer ved selvsupplering, jf. § 6.

Stk. 2. Indholdet af standardvedtægternes krøllede parenteser i § 12, stk. 2 og 3, og § 16 medtages kun i vedtægten for institutioner, hvor det er fastsat i vedtægtens § 12, stk. 1, at der skal vælges en næstformand.

Stk. 3. Indholdet af standardvedtægternes krøllede parenteser i § 20, stk. x1, i standardvedtægten i bilag 2 medtages kun i vedtægten for institutioner, hvor det er fastsat i vedtægtens § 3, stk. 1, at institutionen i overensstemmelse med dens udbudsgodkendelser og lovgivningen endvidere kan udbyde gymnasiale uddannelser.

§ 6. · Standardvedtægter§-link ↗

Ved selvsupplering forstås, at de stemmeberettigede bestyrelsesmedlemmer, der er udpeget til den tiltrædende bestyrelse, i forening og i overensstemmelse med vedtægtens regler herom udpeger det antal udefrakommende medlemmer af bestyrelsen, der ifølge vedtægten skal udpeges ved selvsupplering.

Stk. 2. Ved bestyrelsens beslutning om selvsupplering skal der være flertal af udefrakommende medlemmer.

§ 7. · Standardvedtægter§-link ↗

Hvor institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse sammenlægges med andre institutioner, jf. § 9, stk. 1, 2. pkt., herunder med institutioner for erhvervsrettet uddannelse, bruges standardvedtægternes § 2, § 3 og kapitel 8 med de fornødne tilpasninger. Hvor en institution for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse spaltes, finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse.

§ 8. · Standardvedtægter§-link ↗

Hvor en privat gymnasieskole, et privat hf-kursus eller et privat studenterkursus overgår til at være en selvejende institution efter loven, jf. lovens § 3, stk. 3, bruges standardvedtægternes § 2 og kapitel 8 med de fornødne tilpasninger.

§ 9. · Standardvedtægter§-link ↗

Ved institutionens oprettelse fastsætter børne- og undervisningsministeren institutionens vedtægt, jf. lovens § 3, stk. 1, 2. pkt. Ved fusion eller spaltning af en institution, jf. lovens § 6, stk. 2, 5. pkt., og ved etablering eller ophør af en institutions varetagelse af opgaven som voksenuddannelsescenter, jf. lovens § 7, stk. 2, godkender ministeren institutionens vedtægt.

Stk. 2. Hvor en privat gymnasieskole, et privat hf-kursus eller et privat studenterkursus overgår til selvejende institution inden for den offentlige forvaltning, finder stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse, jf. lovens § 3, stk. 3, 3. pkt.

Stk. 3. Institutionens navn godkendes af børne- og undervisningsministeren, jf. lovens § 1, stk. 5.

§ 10. · Standardvedtægter§-link ↗

Såfremt institutionen ønsker at fravige det maksimale antal bestyrelsesmedlemmer, jf. standardvedtægternes § 4, stk. 1 og 2, kan dette alene ske efter børne- og undervisningsministerens godkendelse, jf. lovens § 16, stk. 8.

§ 11. · Offentliggørelse af vedtægten m.v.§-link ↗

Institutionens vedtægt skal offentliggøres på institutionens hjemmeside på internettet sammen med datoerne for bestyrelsens vedtagelse, børne- og undervisningsministerens fastsættelse, jf. § 9, stk. 1, 1. pkt., eller godkendelse, jf. § 9, stk. 1, 2. pkt. og stk. 2, og for offentliggørelsen af vedtægten på hjemmesiden. Vedtægten kan tidligst træde i kraft ved offentliggørelsen på hjemmesiden, jf. lovens § 1, stk. 6. Vedhæftede bilag til vedtægten samt navnene på bestyrelsens medlemmer skal tillige offentliggøres på hjemmesiden.

Stk. 2. Informationerne skal være lettilgængelige, jf. lovens § 55.

§ 12. · Ikrafttrædelse§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2012.

Stk. 2. Eksisterende institutioner omfattet af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. skal inden den 1. januar 2013 offentliggøre den godkendte vedtægt på institutionens hjemmeside på internettet sammen med datoerne for bestyrelsens vedtagelse, børne- og undervisningsministerens godkendelse og offentliggørelsen på hjemmesiden, jf. § 6, stk. 2, i lov nr. 271 af 27. marts 2012. Disse institutioner skal ved førstkommende vedtægtsændring bringe vedtægten i overensstemmelse med denne bekendtgørelse.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 585 af 24. juni 2009 om standardvedtægt for institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse ophæves.