Bekendtgørelse nr. 1172 · 2011

Historisk

Bekendtgørelse om Kvalitets- og Tilsynsstyrelsens skærpede tilsyn med undervisningen på en fri grundskole

Bekendtgørelse om Kvalitets- og Tilsynsstyrelsens skærpede tilsyn med undervisningen på en fri grundskole

Dokumentdato: 12. dec. 2011Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Iværksættelse af skærpet tilsyn

§ 1.§-link ↗

Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen (styrelsen) iværksætter af egen drift et skærpet tilsyn med undervisningen på en fri grundskole, jf. § 9 g, stk. 1, i lov om friskoler og private grundskoler m.v., hvis styrelsen på baggrund af det almindelige tilsyn vurderer, at der er anledning til tvivl om, 1) hvorvidt skolens undervisning efter en helhedsvurdering står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, jf. lovens § 1, stk. 2, 1. pkt., eller 2) hvorvidt skolen lever op til kravet om efter sit formål og i hele sit virke at forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene, jf. lovens § 1, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 2. Styrelsen beslutter inden for rammerne af loven og denne bekendtgørelse, hvorledes det skærpede tilsyn skal gennemføres, herunder om tilsynet skal omfatte både lovens § 1, stk. 2, 1. og 2. pkt.

§ 2.§-link ↗

Styrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor skolen er beliggende, skal føre det skærpede tilsyn eller dele heraf, jf. lovens § 9 g, stk. 1, 2. pkt. i henhold til bekendtgørelsen og efter retningslinjer fastlagt af styrelsen.

Stk. 2. Dele af et skærpet tilsyn efter stk. 1 kan bestå i, at kommunalbestyrelsen tilvejebringer det faglige og pædagogiske oplysningsgrundlag, herunder skriftligt materiale fra skolen, observation af undervisning og afholdelse af faglige test.

§ 3.§-link ↗

Styrelsen meddeler iværksættelsen af et skærpet tilsyn til skolens bestyrelse, skolens leder og eventuelle tilsynsførende og orienterer om baggrunden for tilsynets iværksættelse og om mulige konsekvenser af det skærpede tilsyn, herunder om at styrelsen på baggrund af det skærpede tilsyn kan træffe afgørelse om, at skolen ikke længere omfattes af lovens regler om frie grundskoler, og at skolen ikke kan modtage tilskud efter loven, jf. lovens § 9 h.

Kapitel 2 · Gennemførelse af skærpet tilsyn

§ 4.§-link ↗

Styrelsen orienterer skolens leder om, hvordan det skærpede tilsyn vil blive gennemført, jf. bilag 1.

§ 5.§-link ↗

I vurderingen af om en skole opfylder kravet i lovens § 1, stk. 2, 1. pkt., indgår skolens fastsatte mål for undervisningen, gennemførelsen af undervisningen og elevernes udbytte af undervisningen. Tilsynets hovedområder fremgår af bilag 2.

Stk. 2. Styrelsen vil inddrage elevernes baggrund og individuelle læringsforudsætninger i vurdering af deres udbytte af undervisningen, som det viser sig ved resultaterne af skolens afholdelse af pædagogisk faglige test, elevernes resultater ved folkeskolens afsluttende prøver og anden dokumentation for elevernes faglige standpunkt og progression. Ved vurderingen af elevernes udbytte af skolens undervisning kan der lægges vægt på, om det testmateriale, som skolen har valgt, opfylder formålet med testen.

§ 6.§-link ↗

I vurderingen af, om en skole opfylder kravet i lovens § 1, stk. 2, 2. pkt., kan alle dele af skolens virksomhed indgå, herunder skolens undervisning og forholdene på skolen i øvrigt. Tilsynets hovedområder ved vurderingen fremgår af bilag 3.

§ 7.§-link ↗

Styrelsen kan beslutte, at en skole inden for en nærmere fastsat frist skal afholde pædagogisk faglige test i bestemte fag eller fagområder eller dele heraf.

Stk. 2. Styrelsen vejleder skolen om, hvilket pædagogisk fagligt testmateriale som kan være relevant at anvende, og om testmateriale, som er valgt af skolen, vil kunne opfylde formålet med testen.

Stk. 3. Skolen skal orientere styrelsen om tidspunktet for afholdelsen af pædagogisk faglige test. Styrelsen kan overvære afholdelsen af pædagogisk faglige test.

Stk. 4. Har en skole ikke inden den i stk. 1 nævnte frists udløb gennemført pædagogisk faglige test i de planlagte fag og fagområder med forudgående orientering til styrelsen, kan styrelsen tilbageholde tilskud til skolen helt eller delvis, jf. lovens § 21, stk. 2, indtil skolen gennemfører test i henhold til § 7, stk. 1 og 3.

§ 8.§-link ↗

Styrelsens besøg på en skole kan ske med eller uden forudgående varsel.

Kapitel 3 · Skolens og elevernes medvirken til sagens oplysning

§ 9.§-link ↗

I vurderingen af om der er tilstrækkelig sikkerhed for, at en skole overholder kravene i lovens § 1, stk. 2, 1. eller 2. pkt., eller begge, kan styrelsen lade det indgå og tillægge det negativ betydning, hvis skolen 1) trods en anmodning fra styrelsen undlader at fremsende dokumentation til brug for sagens oplysning, 2) under besøg fra styrelsen, jf. § 8, gentagne gange aflyser eller afbryder planlagt undervisning eller i væsentlig omfang lader planlagt undervisning gennemføre ved vikar, 3) trods styrelsens beslutning herom, jf. § 7, stk. 1, undlader at gennemføre faglige test i de fag eller fagområder eller dele heraf, som styrelsen har udpeget, eller 4) på anden lignende måde ikke medvirker til sagens oplysning.

§ 10.§-link ↗

I vurderingen af om der er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen overholder kravene i lovens § 1, stk. 2, 1. eller 2. pkt., eller begge, kan styrelsen lade det indgå, hvis elever på skolen ikke deltager i skolens afholdelse af faglige test eller andre tiltag til dokumentation for elevernes faglige standpunkt.

Stk. 2. Skolen kan beslutte, at en elev fritages for at deltage i afholdelsen af test, hvis eleven på grund af betydelig funktionsnedsættelse eller utilstrækkelige danskkundskaber vurderes ikke at ville kunne gennemføre testen med et resultat, der kan dokumentere elevens faglige standpunkt. Skolen skal orientere styrelsen herom.

Kapitel 4 · Ikrafttrædelses- og overgangsregler

§ 11.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. januar 2012.