Bekendtgørelse nr. 775 · 2011

Historisk

Bekendtgørelse om foder og foderstofvirksomheder

Bekendtgørelse om foder og foderstofvirksomheder

Dokumentdato: 28. jun. 2011Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Bekendtgørelsens anvendelsesområde og overordnede krav

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse omfatter foderstofvirksomheders aktiviteter, herunder fremstilling, transport, oplagring, markedsføring, import, eksport og anvendelse af foder.

Stk. 2. I denne bekendtgørelse anvendes definitionerne i Den Europæiske Unions forordninger om foder. En fortegnelse over forordninger nævnt i denne bekendtgørelse fremgår af bekendtgørelsens bilag 2.

Stk. 3. Udover definitionerne nævnt i stk. 2, anvendes følgende definitioner i bekendtgørelsen: 1) Import: Indførsel fra tredjelande 2) Eksport: Udførsel til tredjelande 3) Uønsket stof: Ethvert stof eller produkt, bortset fra patogener, der forekommer i og/eller på produkter bestemt til foder, og som udgør en potentiel fare for dyrs og menneskers sundhed eller for miljøet, eller som kan påvirke den animalske produktion ugunstigt 4) Plantebeskyttelsesmidler: Aktivstoffer og præparater, som indeholder et eller flere aktive stoffer i den form, i hvilken de leveres til brugeren, og som er bestemt til at: a) beskytte planter eller planteprodukter mod alle skadegørere eller at forebygge angreb fra sådanne skadegørere, b) påvirke planters livsprocesser på anden måde end som næringsstof, c) konservere planteprodukter, for så vidt der ikke findes særlige bestemmelser om anvendelsen af sådanne stoffer som tilsætningsstoffer, d) ødelægge uønskede planter eller plantedele, e) bremse eller forebygge uønsket vækst af planter.

§ 2.§-link ↗

Foder skal opfylde de bestemmelser, der er fastsat efter foderstoflovgivningen, herunder Den Europæiske Unions forordninger om foder, jf. bilag 2. Foder skal være sundt og uforfalsket og af sædvanlig handelskvalitet.

Stk. 2. Foder må ikke ved markedsføring og ved hensigtsmæssig anvendelse kunne udgøre nogen fare for menneskers og dyrs sundhed eller for miljøet og må ikke sælges på en måde, der kan virke vildledende.

Stk. 3. Fodervirksomheder skal opfylde de bestemmelser, der er fastsat i foderstoflovgivningen. Fodervirksomheder skal herunder opfylde kravene om registrering, godkendelse og udarbejdelse af kvalitetsstyringssystemer som fastsat i Fødevareforordningen, Biproduktforordningen og i Foderhygiejneforordningen, jf. henholdsvis bilag 2, nr. 2 og 3, og bilag 2, nr. 9, i denne bekendtgørelse.

§ 3.§-link ↗

Den, der besidder eller ejer et parti foder, som udgør en alvorlig risiko for menneskers eller dyrs sundhed eller for miljøet, eller som ikke overholder bestemmelserne om uønskede stoffer, jf. § 6, skal straks underrette Plantedirektoratet herom, uanset om partier er tilintetgjort eller agtes tilintetgjort.

Stk. 2. Underretning skal ligeledes finde sted i det tilfælde, hvor ejer eller besidder antager eller har grund til at antage, at et foder vil kunne udgøre den i stk. 1 nævnte risiko, eller at et foder ikke overholder bestemmelserne om uønskede stoffer, jf. Fødevareforordningens artikel 20.

Stk. 3. Underretningen skal indeholde oplysninger, som kan identificere foderpartiet og alle tilgængelige oplysninger til at spore partiet og skal beskrive den risiko, det eller de pågældende partier udgør eller må antages at udgøre. Underretningen skal desuden omfatte en beskrivelse af hvilke tiltag, der er iværksat for at modvirke risici for menneskers eller dyrs sundhed eller for miljøet.

Kapitel 2 · Fodermidler og foderblandinger

§ 4.§-link ↗

Fodermidler og foderblandinger, herunder foder til særlige ernæringsformål (diætetisk foder), må kun fremstilles, markedsføres og anvendes efter bestemmelserne i bilag 3, fodermiddelfortegnelsen og markedsføringsforordningen.

Stk. 2. Fodermidler omfattet af TSE-forordningens artikel 7 og bilag IV må kun anvendes som anført i forordningen.

Stk. 3. Den, der er ansvarlig for at markedsføre foder til særlige ernæringsformål, skal kunne forelægge data og oplysninger, der godtgør, at foderet er i overensstemmelse med bilag 3. Hvis oplysningerne foreligger i en let tilgængelig publikation, er en henvisning til publikationen tilstrækkelig.

Kapitel 3 · Fodertilsætningsstoffer og forblandinger

§ 5.§-link ↗

Fodertilsætningsstoffer og forblandinger må kun markedsføres og anvendes efter bestemmelserne i Fodertilsætningsstofforordningen.

Stk. 2. Fodertilsætningsstoffer, der er godkendt i henhold til Rådets direktiv 70/524/EØF om tilsætningsstoffer til foderstoffer, skal fremstilles, markedsføres og anvendes efter artikel 10 i Fodertilsætningsstofforordningen, og skal opfylde bestemmelserne såvel i bilag 4 i denne bekendtgørelse som i godkendelsen.

Stk. 3. Fodertilsætningsstoffer, der er godkendt i henhold til Rådets direktiv 82/471/EØF om visse produkter, der anvendes i foderstoffer, det vil sige ”aminosyrer, deres salte og analoger” og ”urinstof og derivater heraf”, skal fremstilles, markedsføres og anvendes efter artikel 10 i Fodertilsætningsstofforordningen og opfylde bestemmelserne i bilag 5 og bilag 5, tabel 1, i denne bekendtgørelse.

Kapitel 4 · Uønskede stoffer og pesticidrester

§ 6.§-link ↗

Foder, som indeholder uønskede stoffer i større mængder end det maksimumindhold, som fremgår af bilag I og II i Kommissionens forordning 574/2011, må ikke markedsføres eller anvendes til fodring.

Stk. 2. Er der ikke fastsat noget tilladt maksimumindhold af uønskede stoffer i tilskudsfoder, må mængden af uønskede stoffer ikke overstige det maksimumindhold, der er fastsat for fuldfoder, under hensyn til den mængde, der foreskrives for anvendelsen af tilskudsfoderet.

Stk. 3. Produkter bestemt til fodring, som indeholder uønskede stoffer i større mængder end maksimumindholdet, må ikke blandes med det samme produkt eller et andet foderstof med henblik på fortynding.

§ 7.§-link ↗

For pesticidrester i foder finder Forordningen om maksimalgrænseværdier for pesticidrester anvendelse.

Stk. 2. For stofferne aldrin, dieldrin, camphechlor, chlordan, DDT, endosulfan, endrin, heptachlor, hexachlorcyclohexan og hexachlorbenzen gælder maksimalgrænseværdierne i kommissionens forordning 574/2011, bilag I, del IV.

§ 8. · Salmonella§-link ↗

Foderstofvirksomheder, der er registreret efter § 14, har pligt til effektivt at forebygge og bekæmpe salmonellabakterier i foder, jf. kravene i foderhygiejneforordningen.

Stk. 2. Foder til avlsflokke incl. opdræt hertil, til konsumægslæggende flokke incl. opdræt hertil og til slagtekyllinger (af arten Gallus gallus) samt til kalkuner, skal varmebehandles, så foderet har opnået en temperatur på 81º C i procesforløbet. Dog er hele kerner af korn og hele kerner af frø undtaget fra kravet om varmebehandling, hvis det beskyttes mod krydskontamination under opbevaring, håndtering og transport.

Stk. 3. Hvis der i foderet påvises salmonellabakterier, som må antages at kunne udgøre en fare for menneskers eller dyrs sundhed, har virksomheden pligt til effektivt at behandle foderet for at minimere risikoen, anvende foderet til et andet formål end fodring eller tilintetgøre foderet.

Stk. 4. Hvis der påvises salmonellabakterier i produktion, lager eller transportudstyr, har virksomheden pligt til at bekæmpe disse.

Kapitel 5 · Eksport og import

§ 9.§-link ↗

Ved markedsføring af foder i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, gælder bestemmelserne i artikel 12 i Fødevareforordningen.

§ 10.§-link ↗

Import af foder, der er omfattet af bilag I i forordning nr. 669/2009, eller hvortil der er i medfør af Den Europæiske Unions forordninger er knyttet særlige betingelser, jf. bilag 2, nr. 14-16, skal anmeldes til Plantedirektoratet mindst 24 timer før ankomst, jf. artikel 17, stk. 1, i kontrolforordningen.

Stk. 2. Import af produkter, som nævnt i stk. 1, skal ske over et godkendt kontrolsted.

Stk. 3. Ansøgning om godkendelse af kontrolsted skal sendes til Plantedirektoratet og skal opfylde kravene i forordning 669/2009 artikel 4. Herudover er det en betingelse for godkendelsen, at: 1) virksomheden er godkendt til ”midlertidig oplæggelse” hos SKAT, og 2) at oplagslokalet eller oplagsområdet ikke samtidig anvendes til anden opbevaring af foder.

Kapitel 6 · Pakning og mærkning

§ 11.§-link ↗

Ved markedsføring skal foder være pakket og mærket efter bestemmelserne i markedsføringsforordningen.

Stk. 2. Foderstofvirksomheder må ikke i forbindelse med markedsføringen af foder omtale, at foderet eller virksomheden er under Plantedirektoratets kontrol.

§ 12.§-link ↗

Ved markedsføring af fodermidler og foderblandinger med indhold af fodertilsætningsstoffer, der er godkendt i henhold til Rådets direktiv 82/471/EØF om visse produkter, der anvendes i foderstoffer, det vil sige ”aminosyrer, deres salte og analoger” og ”urinstof og derivater heraf”, skal disse, udover hvad der følger af markedsføringsforordningen, tillige være mærket efter bestemmelserne i bilag 5 og bilag 5, tabel 1, i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Ved mærkning af fodermidler i foderblandinger til ikke-fødevareproducerede dyr undtagen pelsdyr kan de i bilag 6 anførte kategoribetegnelser anvendes.

Stk. 3. Indhold af foderlægemidler skal deklareres efter bestemmelserne i bekendtgørelse om fremstilling og forhandling m.v. af foderlægemidler til dyr eller bekendtgørelse om fremstilling og forhandling m.v. af foderlægemidler til fisk.

§ 13.§-link ↗

Der er supplerende bestemmelser om mærkning efter bestemmelserne i TSE-forordningen, Biproduktforordningen, Forordningen om genmodificerede fødevarer og foderstoffer, Forordningen om GMO-sporbarhed og -mærkning og Fodertilsætningsstofforordningen.

Kapitel 7 · Foderstofvirksomheders registrering og godkendelse

§ 14.§-link ↗

Enhver foderstofvirksomhed skal være registreret eller godkendt af Plantedirektoratet, jf. henholdsvis artikel 9 og 10 i Foderhygiejneforordningen.

Stk. 2. Ved ændringer i foderstofvirksomhedens aktiviteter skal dette meddeles Plantedirektoratet med henblik på ændring af registreringen eller godkendelsen, jf. artikel 16 i Foderhygiejneforordningen.

Stk. 3. Foderstofvirksomheder der beskæftiger sig med visse af de aktiviteter, der er nævnt i TSE-forordningen, jf. artikel 7 og bilag IV, skal registreres eller godkendes hertil af Plantedirektoratet.

Stk. 4. Foderstofvirksomheder, der beskæftiger sig med visse aktiviteter, der er omfattet af artikel 24 og 44 i biproduktforordningen, skal godkendes hertil af Plantedirektoratet.

Stk. 5. Foderstofvirksomhedens enkelte enheder identificeres ved CVR-registerets P-nr., hvis et sådant findes for enheden. Hvis P-nr. ikke findes, tildeler Plantedirektoratet den pågældende enhed en PD-ident.

§ 15.§-link ↗

Landbrug, der kun beskæftiger sig med primærproduktion af fodermidler, og som leverer disse til andre landbrug til brug på disse, skal være registreret og overholde bestemmelserne i Foderhygiejneforordningen, hvis: 1) producenten leverer mere end 5 tons fodermidler i alt pr. kalenderår, eller 2) hvis en modtager af fodermidler ligger mere end 20 km fra producenten.

Stk. 2. Foderhygiejneforordningen gælder ikke for landbrug, der fodrer dyr, og som udelukkende sælger ved stalddøren, jf. forordningens artikel 2, stk. 2, litra b).

Stk. 3. Uanset stk. 2 skal landbrug, som fodrer dyr, registreres og overholde Foderhygiejneforordningens krav, jf. forordningens artikel 2, stk. 3, hvis de 1) sælger uåbnede slagtekroppe af fjerkræ og kanin til den endelige forbruger ved stalddøren, eller 2) sælger jagtvildt, der er blevet fodret, rå mælk eller æg til den endelige forbruger ved stalddøren eller leverer disse produkter til detailhandel lokalt.

§ 16.§-link ↗

Ansøgning om registrering eller godkendelse efter § 14 indsendes til Plantedirektoratet. Der benyttes et ansøgningsskema, som kan fås hos Plantedirektoratet, eventuelt på www.pdir.fvm.dk.

Stk. 2. Landbrug, der indsender ansøgning efter Enkeltbetalingsordningen, skal ikke indsende særskilt registreringsskema til Plantedirektoratet.

Stk. 3. Et landbrug, der har indberettet oplysninger til CHR (Centralt HusdyrbrugsRegister), eller som har indberettet oplysninger i GHI (Gødnings og HusdyrIndberetning) om, at landbruget anvender fodertilsætningsstoffer i ren form eller i form af forblandinger, skal ikke indsende særskilt registreringsskema til Plantedirektoratet.

§ 17.§-link ↗

Plantedirektoratet kan tilbagekalde en foderstofvirksomheds registrering eller godkendelse efter § 14 for aktiviteter, som registreringen eller godkendelsen vedrører, hvis det konstateres, at foderstofvirksomheden ikke længere opfylder betingelserne for at være registreret eller godkendt til de pågældende aktiviteter.

Kapitel 8 · Indberetning til Vetstat

§ 18.§-link ↗

Husdyrbrugere skal ved køb af forblandinger og foderblandinger med indhold af coccidiostatika oplyse sælgeren om CHR-nummeret på det husdyrbrug, hvor de pågældende foderstoffer skal anvendes. Disse husdyrbrugere er slutbrugere af de nævnte fodertilsætningsstoffer.

Stk. 2. Foderstofvirksomheder, som til slutbrugere leverer forblandinger og foderblandinger med indhold af coccidiostatika, skal for hvert af fodertilsætningsstofferne indberette de oplysninger, der er nævnt i stk. 5, til Vetstat. Indberetning skal ske senest den 10. i hver måned. Indberetningen skal indeholde oplysninger om den forudgående måneds leverancer til slutbrugerne, jf. stk. 1. Leverancerne skal indberettes på de oplyste CHR-numre. Leverancer uden CHR-nummer skal indberettes på det fiktive CHR-nummer 999999. Indberetningen skal i dette tilfælde ske samlet for samme fodertilsætningsstof i samme koncentration.

Stk. 3. Ved indberetninger efter stk. 2 skal indberetteren benytte eget CVR-nummer som indberetter-ident.

Stk. 4. For slutbrugere, der direkte fra andre EU-lande eller tredjelande indfører forblandinger eller foderblandinger med indhold af coccidiostatika, gælder følgende: 1) For hvert af fodertilsætningsstofferne skal indberettes de oplysninger, der er nævnt i stk. 5, til Vetstat. 2) Indberetningen skal ske senest den 10. i hver måned. 3) Indberetningen skal indeholde oplysninger om den forudgående måneds indkøb af forblandinger eller foderblandinger med indhold af coccidiostatika. 4) Leverancerne skal indberettes på CHR-nummeret på det husdyrbrug, hvor foderstofferne anvendes. 5) Som indberetter-ident skal slutbrugerne benytte eget CVR-nummer.

Stk. 5. Foderstofvirksomheder, som producerer forblandinger med indhold af coccidiostatika, og slutbrugere skal, jf. stk. 2 og 4, indberette følgende oplysninger om forblandinger og foderblandinger med indhold af coccidiostatika: 1) fodertilsætningsstoffets identifikationsnummer, 2) mængde foderstof angivet som kg forblanding eller foderblanding, 3) indhold af aktivt stof angivet i mg/kg, 4) udleveringsdato og 5) dyreart, som foderstoffet er beregnet til.

Kapitel 9 · Kontrol

§ 19.§-link ↗

Plantedirektoratet fører kontrol med, at foderstofvirksomhederne overholder bestemmelserne i foderstoflovgivningen, herunder Den Europæiske Unions forordninger om foder.

Stk. 2. Plantedirektoratet udtager prøver til kontrol med, at foderstofvirksomheder, herunder landbrug, overholder bestemmelserne i foderstoflovgivningen. Foder, der fremstilles med henblik på markedsføring i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Unions, er omfattet af kontrollen.

Stk. 3. Efter § 2, stk. 4, i lov om foderstoffer kan Plantedirektoratet meddele de påbud og forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelsen af foderlovgivningen, herunder Den Europæiske Unions forordninger med virkning for foder og foderstofvirksomheder, jf. listen over disse forordninger i bilag 2. Plantedirektoratet kan herunder forbyde anvendelsen af et parti eller en sending foder, indtil resultatet af en iværksat undersøgelse foreligger. Plantedirektoratet kan endvidere bestemme, at foder, der ikke overholder fastsatte forskrifter, skal bringes i overensstemmelse med disse, at de skal anvendes til andet formål end fodring, at de skal tilintetgøres, at foderet skal kaldes tilbage fra senere omsætningsled, at fremstilling m.v. eller salg af foder midlertidigt skal indstilles, eller foder, der er indført i landet, skal tilbagesendes.

Stk. 4. Udgifterne til opfyldelse af påbud og forbud meddelt efter stk. 3 påhviler den, som foranstaltningerne er rettet imod.

Kapitel 10 · Særlig om auditering ved tredjepart

§ 20.§-link ↗

Akkrediterede kontrolorganer, der udfører certificeringsopgaver af HACCP-baserede standarder på foderstofvirksomheder, kan ansøge Plantedirektoratet om varetagelse af direktoratets varslede kontrol (audit) af foderstofvirksomheders kvalitetsstyringssystem, som virksomhederne har udarbejdet i henhold til Foderhygiejneforordningens artikel 4-7, artikel 9-10, artikel 23 og artikel 25.

Stk. 2. Kontrolorganet, som omtalt i stk. 1, skal med henblik på Plantedirektoratets godkendelse af ansøgningen godtgøre: 1) at auditeringen foregår på dansk, 2) at kontrolorganet har erfaring med certificering af foderstofvirksomheder efter en international anerkendt HACCP-baseret foder- eller fødevarestandard, 3) at den i nr. 2 nævnte standard er dækkende for den aktivitet, der udøves af den foderstofvirksomhed, som kontrolorganet ønsker at auditere, og 4) at kontrolorganet opfylder kriterierne i Kontrolforordningens artikel 5, stk. 2, litra b og c.

Stk. 3. Plantedirektoratet skal endvidere ved varslet kontrolbesøg have konstateret, at den foderstofvirksomhed, som kontrolorganet ønsker at auditere, har implementeret kvalitetsstyringssystemet, som nævnt i stk. 1, på tilfredsstillende vis.

Stk. 4. Ansøgningsskema kan findes på Plantedirektoratets hjemmeside.

§ 21.§-link ↗

Hvis Plantedirektoratet godkender kontrolorganets ansøgning, udarbejder direktoratet det kontraktsmæssige grundlag, der består af en rammekontrakt og en eller flere delaftaler, der indeholder de krav og betingelser, som kontrolorganet skal overholde. Forholdene vil have en varighed på et år.

Stk. 2. Kontraktsforholdet kan forlænges i op til tre år efter en konkret vurdering, såfremt 1) at kontrolorganet har dokumenteret, at kravspecifikationerne i kontraktsgrundlaget er opfyldt, og 2) at Plantedirektoratet til enhver tid i kontraktsperioden kan få adgang til alle relevante data til brug for sagsopfølgningen.

§ 22.§-link ↗

Såfremt kontrolorganet ønsker at indgå yderligere delaftaler under rammekontrakten, skal der i relevant omfang ansøges herom efter reglerne i § 20, stk. 2 og 3.

Kapitel 11 · Offentliggørelse

§ 23.§-link ↗

Plantedirektoratets kontrol- og analyseresultater offentliggøres.

Kapitel 12 · Straffebestemmelser

§ 24.§-link ↗

Overtrædelse af følgende bestemmelser straffes med bøde: 1) §§ 2-6, §§ 8-15 og § 18, 2) bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier, med senere ændringer, 3) bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed, 4) bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 af 21. oktober 2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1774/2002 (forordningen om animalske biprodukter), 5) bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer, 6) bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1830/2003 af 22. september 2003 om sporbarhed og mærkning af genetisk modificerede organismer og sporbarhed af fødevarer og foder fremstillet af genetisk modificerede organismer og om ændring af direktiv 2001/18/EF, 7) bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 af 22. september 2003 om fodertilsætningsstoffer, 8) bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2160/2003 af 17. november 2003 om bekæmpelse af salmonella og andre bestemte fødevarebårne zoonotiske agenser, 9) bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 183/2005 af 12. januar 2005 om krav til foderstofhygiejne, 10) bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF, 11) bestemmelserne i Europa-Parlamentets of Rådets forordning (EF) nr. 767/2009 af 13. juli 2009 om markedsførings og anvendelse af foder, ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 og om ophævelse af Rådets direktiv 79/373/EØF, Kommissionens direktiv 80/511/EØF, Rådets direktiv 82/471/EØF, 83/228/EØF, 93/74/EØF, 93/113/EF og 96/25/EF og Kommissionens beslutning 2004/217/EF, 12) bestemmelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 1135/2009 af 25. november 2009 om særlige importbetingelser for visse produkter, der har oprindelse eller er afsendt fra Kina, og om ophævelse af beslutning 2008/798/EF, 13) bestemmelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 1151/2009 af 27. november 2009 om fastsættelse af særlige betingelser for import af solsikkeolie med oprindelse i eller afsendt fra Ukraine på grund af risiko for forurening med mineralsk olie og om ophævelse af beslutning 2008/433/EF, 14) bestemmelserne i Kommissionens forordning (EU) nr. 258/2010 af 25. marts 2010 om særlige betingelser vedrørende import af guargummi med oprindelse i eller afsendt fra Indien som følge af risikoen for forurening med pentachlorphenol og dioxiner og om ophævelse af beslutning 2008/352/EF, eller 15) bestemmelserne i Kommissionens forordning (EU) nr. 142/2011 af 25. februar 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om gennemførelse af Rådets direktiv 97/78/EF for så vidt angår visse prøver og genstande, der er fritaget for veterinærkontrol ved grænsen som omhandlet i samme direktiv.

Stk. 2. Undladelse af at efterkomme påbud eller forbud meddelt efter § 19, stk. 3, straffes med bøde.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 13 · Ikrafttræden

§ 25.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2011.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 164 af 1. marts 2011 om foder og foderstofvirksomheder ophæves.

Stk. 3. Foder til selskabsdyr, mærket efter bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 1177 af 11. oktober 2007 om foder og foderstofvirksomheder, kan markedsføres indtil 31. august 2011, og kan derefter forblive på markedet, indtil lagrene er tømte.