Bekendtgørelse nr. 766 · 2011

Historisk

Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor som socialrådgiver

Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor som socialrådgiver

Dokumentdato: 24. jun. 2011Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Uddannelsens formål og varighed

§ 1.§-link ↗

Formålet med uddannelsen til professionsbachelor som socialrådgiver er at kvalificere den uddannede til at varetage opgaver inden for socialrådgivning og socialt arbejde. Den uddannede skal selvstændigt og på tværs af professioner og sektorer kunne bidrage til forebyggelse og løsning af sociale problemer samt planlægge, koordinere, gennemføre, evaluere og udvikle socialfaglige indsatser på individ-, gruppe-, organisations- og samfundsniveau inden for den offentlige forvaltning, herunder på beskæftigelsesområdet, foranstaltningsområdet og i privat regi.

Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer, som angivet i bilag 1.

§ 2.§-link ↗

Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 210 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.

Stk. 2. Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor som socialrådgiver. Den engelske titel er Bachelor of Social Work.

Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor’s Degree Programme in Social Work.

Kapitel 2 · Uddannelsens indhold

§ 3.§-link ↗

Uddannelsen består af: 1) Obligatoriske moduler med et samlet omfang på 130 ECTS-point, hvoraf a) 5 ECTS-point tilrettelægges inden for beskæftigelsesområdet Udsatte børn og unge, b) 5 ECTS-point tilrettelægges inden for beskæftigelsesområdet Beskæftigelse, og c) 15 ECTS-point tilrettelægges med tværprofessionelt indhold. 2) Praktik med et samlet omfang på 30 ECTS-point, der tidligst afvikles i uddannelsens 4. semester. 3) Valgfri moduler, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 30 ECTS-point. 4) Bachelorprojekt på 20 ECTS-point.

Stk. 2. Uddannelsens obligatoriske moduler tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Teorier, metoder og etik inden for socialt arbejde. 2) Individet i samfundet, menneskers udvikling og sociale relationer. 3) Sociale problemer, ledighed og livsbetingelser. 4) Velfærdspolitik og den retlige regulering af socialfaglige indsatser. 5) Organisation og økonomiske rammer for indsatser på det sociale og det arbejdsmarkedspolitiske område. 6) Evaluering, udvikling og kvalitetssikring af socialt arbejde.

Stk. 3. Af uddannelsens valgfri moduler, jf. stk. 1, nr. 3, tilrettelægges 15 ECTS-point inden for følgende beskæftigelsesområder, hvoraf den enkelte studerende mindst skal vælge enten stk. 3, nr. 1 eller stk. 3, nr. 2: 1) Udsatte børn og unge (15 ECTS-point) med fokus på forvaltningsudøvelse og sociale foranstaltninger for familier, børn og unge. Modulet udbygger den studerendes erhvervskompetence inden for beskæftigelsesområdet Udsatte børn og unge, samt børn med handicap. 2) Beskæftigelse (15 ECTS-point) med fokus på forvaltningsudøvelse og beskæftigelsesmæssige foranstaltninger. Modulet udbygger den studerendes erhvervskompetence inden for beskæftigelsesområdet Beskæftigelse. 3) Voksne udsatte og personer med handicap (15 ECTS-point) med fokus på forvaltningsudøvelse og sociale foranstaltninger for voksne udsatte og personer med handicap. Modulet udbygger den studerendes erhvervskompetence inden for beskæftigelsesområdet Voksne udsatte og personer med handicap.

Stk. 4. Valgfri moduler inden for områder som nævnt i stk. 3 beskrives i fællesdelen af studieordningen, jf. § 18, stk. 2, i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.

Stk. 5. Ved et modul forstås en afrundet uddannelsesdel på mindst 5 og højst 15 ECTS-point med egne læringsmål, der afsluttes med en selvstændig prøve.

§ 4.§-link ↗

For uddannelsen gælder de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, lærerkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Mindst 1/3 af uddannelsen opgjort i ECTS-point skal for den enkelte studerende dokumenteres ved eksterne prøver.

§ 5.§-link ↗

Undervisningsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.

Stk. 2. Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i særlige forhold.

Kapitel 3 · Ikrafttræden

§ 6.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2011 og har virkning fra den 1. februar 2012, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 536 af 28. juni 2002 om socialrådgiveruddannelsen ophæves fra den 1. februar 2012.

Stk. 3. Studerende, der har påbegyndt uddannelsen før den 1. august 2011, fuldfører uddannelsen efter de tidligere gældende regler, jf. stk. 2. Institutionen kan dog tilrettelægge overgangsordninger, således at de studerende kan gennemføre uddannelsen efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 4. Institutionen kan tillade, at studerende, der påbegynder uddannelsen i perioden fra den 1. august 2011 til bekendtgørelsens virkningstidspunkt, jf. stk. 1, gennemfører uddannelsen efter de tidligere gældende regler, jf. stk. 2, hvis særlige forhold gør sig gældende, og forholdene på institutionen tillader det.