§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗
Transportministeren kan inden for de afsatte rammer, jf. Administrationsgrundlaget for forsøgsordningen, give tilskud til forsøgsprojekter, der reducerer CO2-udledningen fra transport, herunder projekter, der afprøver mulighederne for mere energieffektive transportløsninger. Administrationsgrundlaget vedlægges som bilag 1.
Stk. 2. Ordningen skal administreres i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) Nr. 800/2008 af 6. august 2008 om visse former for støttes forenelighed med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87 og 88 (Generel gruppefritagelsesforordning offentliggjort i EUT L214 af 9.8.2008, s. 3) og Kommissionens forordning (EF) nr. 1998/2006 af 15. december 2006 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte, offentliggjort i EUT L379 af 28.12.2006 s. 5.
§ 2. · Tilskudsbetingelser§-link ↗
Trafikstyrelsen kan stille vilkår eller betingelser for tilskud eller tilsagn om tilskud.
§ 3. · Tilskudsbetingelser§-link ↗
I tilfælde af, at der er flere kvalificerede projekter, end der er afsat bevilling til, kan Trafikstyrelsen meddele afslag eller foreslå projekter begrænset eller koordineret.
§ 4. · Tilskudsberettigede ansøgere§-link ↗
Tilskud kan ydes til: 1) Offentlige myndigheder, virksomheder eller institutioner. 2) Private virksomheder, organisationer eller institutioner.
Stk. 2. Der er kun én tilskudsberettiget, der er ansvarlig for anvendelse af de tildelte tilskudsmidler.
§ 5. · Ansøgning§-link ↗
Ansøgning om tilskud skal indgives ved at anvende det til enhver tid gældende ansøgningsmateriale med skabelon for projektbeskrivelse og projektbudget, der ligger på Trafikstyrelsens hjemmeside.
Stk. 2. En ansøgning om tilskud i 2011 skal være modtaget i Trafikstyrelsen senest den 15. august 2011. I 2012 og følgende år skal en ansøgning om tilskud være modtaget i Trafikstyrelsen senest den 15. februar eller den 15. august.
Stk. 3. Manglende overholdelse af et formkrav eller af en ansøgningsfrist kan føre til, at en ansøgning afvises uden behandling.
Stk. 4. Trafikstyrelsen udarbejder en begrundet indstilling til transportministeren på grundlag af de modtagne ansøgninger.
§ 6. · Udbetaling af tilskud§-link ↗
Trafikstyrelsen træffer afgørelse om udbetaling af tilskud efter ansøgning fra tilskudsmodtageren på baggrund af projektregnskab, jf. § 8, og dokumentation for afholdte udgifter og under forudsætning af, at projektet, eller den del af projektet, der søges om udbetaling for, er gennemført som angivet i ansøgningen og vilkår for tilsagnet.
§ 7. · Tilsyn§-link ↗
Trafikstyrelsen fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes, og kan i denne forbindelse anmode om enhver oplysning til brug herfor fra tilskudsmodtageren.
Stk. 2. I det omfang ansøgeren anvender samarbejdsparter, er ansøgeren forpligtiget til i nødvendigt omfang at fremskaffe de udbedte oplysninger fra den pågældende samarbejdspart.
§ 8. · Regnskab og revision§-link ↗
Trafikstyrelsens til enhver tid gældende regnskabsinstruks for forsøgsordning med energieffektive transportløsninger og den til enhver tid gældende revisionsinstruks for forsøgsordning med energieffektive transportløsninger skal overholdes.
Stk. 2. Den gældende regnskabsinstruks og den gældende revisionsinstruks vil være tilgængelige på Trafikstyrelsens hjemmeside.
§ 9. · Underretningspligt og bortfald af tilskud§-link ↗
Tilskudsmodtageren er forpligtet til at underrette Trafikstyrelsen om ethvert forhold, der har betydning for meddelelse af tilsagn og udbetaling af tilskud eller for Trafikstyrelsens kontrol med overholdelse af fastsatte vilkår.
§ 10. · Underretningspligt og bortfald af tilskud§-link ↗
Trafikstyrelsen kan træffe afgørelse om, at et tilsagn eller tilskud helt eller delvist bortfalder, hvis ansøgeren ikke har opfyldt vilkårene for tilsagnet, eller de forhold, hvorpå tilsagnet er givet, ændres.
§ 11. · Ændring af projekt§-link ↗
Ændring af et projekt kan godkendes af Trafikstyrelsen på betingelse af, at ændringen efter Trafikstyrelsens vurdering er i overensstemmelse med projektets formål. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af Trafikstyrelsen, inden ændringen iværksættes.
§ 12. · Ikrafttræden og ophævelse§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. maj 2011.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 982 af 13. august 2010 om tilskud til forsøg med energieffektive transportløsninger ophæves.