Bekendtgørelse nr. 1495 · 2010

Historisk

Bekendtgørelse om markfrø

Bekendtgørelse om markfrø

Dokumentdato: 15. dec. 2010Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Et parti frø af en art, der er nævnt i bilag 2, må kun sælges som frø til såning efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Bestemmelserne om salg gælder også for besiddelse med henblik på salg, udbud til salg, fordeling, levering og anden form for overdragelse mod eller uden vederlag.

Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 gælder bekendtgørelsen ikke for 1) levering af frø til officiel kontrol, afprøvning og undersøgelse, 2) levering af frø til bearbejdning og pakning, forudsat at modtageren ikke får ejendomsret til frøet, og 3) salg af frø til avl af planter til dekorationsformål.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 25 om plantepas gælder også for frø af arten Helianthus annuus L. (solsikke), selvom arten i øvrigt ikke er omfattet af denne bekendtgørelse.

§ 2. · Registrering af virksomheder§-link ↗

En virksomhed, der producerer og udvejer frø her i landet til såning eller fører frø til såning ind i landet med henblik på salg, skal være registreret i Plantedirektoratet.

Stk. 2. Skifter en registreret virksomhed ejer, eller er virksomheden ikke længere registreringspligtig efter stk. 1, skal direktoratet skriftligt underrettes herom.

Stk. 3. En registreret virksomhed skal føre regnskab over køb, beholdninger og salg af frø. Regnskabet skal indeholde oplysninger om mængde, reference- eller avlspartinummer for ind- og udgående partier samt om afsender og modtager af disse. Regnskabet skal opbevares i mindst tre år.

Stk. 4. Direktoratet kan ophæve en virksomheds registrering, hvis virksomheden ikke senest 30 dage efter påkrav har betalt forfaldne gebyrer i henhold til bekendtgørelse om be­taling for kontrol m.m. med frø og sædekorn.

Stk. 5. Stk. 1 - 4 gælder ikke for en virksomhed, der udelukkende køber mærket og forseglet frø i en medlemsstat af Den Europæiske Union og videresælger det uden at bryde forseglingen.

§ 3. · Avlsbestemmelser§-link ↗

Avl skal ske på grundlag af en skriftlig kontrakt mellem avleren og en registreret virksomhed.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for avl på arealer, der ejes eller bruges af en registreret virksomhed.

§ 4. · Avlsbestemmelser§-link ↗

Til avl af frø, der ønskes godkendt til certificering skal anvendes et udlægsparti, der opfylder betingelserne i stk. 2 og 3.

Stk. 2. Udlægspartiet skal være af en sort, der 1) er optaget på den danske sortsliste, jf. bekendtgørelse om en fortegnelse over godkendte sorter af landbrugsplante- og grønsagsarter (sortslisten), eller 2) er optaget på Det Europæiske Fællesskabs fælles sortsliste, eller 3) er anmeldt til optagelse på den danske sortsliste, og sorten optages, inden avlen anmeldes til endelig certificering, eller 4) er tilladt anvendt i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, forudsat at avlen skal udføres til denne stat.

Stk. 3. Stk. 2 gælder kun for sorter (indavlede linier og hybrider), der alene skal anvendes som komponenter i hybridsorter, hvis frø af sorterne skal sælges med angivelse af sortsnavn.

Stk. 4. Udlægspartiet skal være certificeret som præ-basisfrø, basisfrø, eller for markært, hestebønne, lupin, spindhør, oliehør og hamp som certificeret frø 1. generation, jf. § 15.

Stk. 5. Uanset stk. 4 kan et parti forædlermateriale, jf. § 15, stk. 1, nr. 1, efter anmeldelse til Plantedirektoratet anvendes til avl, hvis partiet er produceret på sortsejerens eller dennes repræsentants ansvar, og dets sorts­egenskaber svarer til sortsbeskrivelsen. §§ 9 - 12 gælder tilsvarende.

§ 5. · Avlsbestemmelser§-link ↗

Et udlægsparti, der ikke er produceret her i landet, skal opfylde betingelserne i § 4 og § 12, stk. 1 og 3, og skal anmeldes til Plantedirektoratet inden udsåning.

Stk. 2. Anmeldelse af et parti produceret i en stat, hvis produktion af frø ved beslutning af Rådet for den Europæiske Union er godkendt som ligestillet med produktion af frø i en medlemsstat, og partier af sorter (indavlede linjer og hybrider), der alene skal anvendes som komponenter i hybridsorter, skal være ledsaget partiets originale mærkeseddel eller en kopi heraf.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 33 finder tilsvarende anvendelse.

§ 6. · Avlskontrol§-link ↗

Et areal med frø, der ønskes certificeret, skal besigtiges i vækstsæsonen til kontrol med, at avlsnormerne i bilag 3 er overholdt.

Stk. 2. Anmeldelse til avlskontrol skal indsendes til Plantedirektoratet og kan kun indsendes af en registreret virksomhed.

Stk. 3. Anmeldelsen må kun omfatte én avler, én art, én sort og én kategori og må kun omfatte flere arealer, hvis disse ligger indenfor en radius på 3 km.

Stk. 4. Et areal med markfrø skal anmeldes til avlskontrol senest den 1. maj, dog for vinterraps senest den 1. februar. Anmeldelser, der modtages efter den 1. juli, afvises.

§ 7. · Avlskontrol§-link ↗

Avlskontrollen skal foretages af Plantedirektoratets markkontrollører.

Stk. 2. Uanset stk.1 kan avlskontrollen af arealer med frø, der er anmeldt til avl af certificeret frø 1. og 2. generation, foretages af personer, som direktoratet har autoriseret hertil efter bestemmelserne i bilag 4, del I. Direktoratet foretager stikprøvevis avlskontrol af de kontrollerede arealer.

Stk. 3. Direktoratet underretter skriftligt anmelderen om resultatet af avlskontrollen. I tilfælde af kassation oplyses årsagen hertil.

§ 8. · Partikontrol§-link ↗

Plantedirektoratet udtager efter anmodning fra en registreret virksomhed prøver af et parti, der stammer fra godkendte arealer, og som agtes anmeldt til certificering, til undersøgelse af, om partiet overholder kvalitetsnormerne i bilag 5.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan prøverne udtages af en prøvetager, der er autoriseret hertil af direktoratet efter bestemmelserne i bilag 4, del II, når prøvetagning foregår i en virksomhed eller afdeling, der er autoriseret efter bestemmelserne i bilag 4, del III.

Stk. 3. Virksomheden skal foranledige at der udføres officielle analyser af de udtagne prøver, jf. § 41. Virksomheden skal fremsende kopi af analyseresultater senest 3 mdr. efter dato for prøvetagning. Alle omkostninger til prøvetagning og analyse afholdes af virksomheden.

§ 9. · Partikontrol§-link ↗

Prøvetagning skal udføres efter gældende internationale regler og i overensstemmelse med ”Instruks i prøvetagning af frø”.

Stk. 2. Prøvetagningen skal foregå i et egnet lokale, og partiet skal være let tilgængeligt og klart adskilt fra andre partier. Prøvetageren skal have et egnet lokale til sin rådighed til registreringer, neddeling, mærkning, forsegling og opbevaring. Lokalet skal være placeret i tilknytning til de lokaler, hvor den øvrige del af prøvetagningsarbejdet foregår, og der skal være et aflåseligt skab, som kun prøvetagerne har adgang til.

Stk. 3. Ved prøvetagning med en automatisk prøvetager skal installationen godkendes af Plantedirektoratet. Den automatiske prøvetager skal ved afprøvningen kunne udtage prøver korrekt. Virksomheden skal udføre en årlig kontrol af den automatiske prøvetager og kunne forevise dokumentation for kontrollen.

§ 10. · Partikontrol§-link ↗

Et parti, herunder blandinger, jf. § 20, skal anmeldes til certificering i forseglede enheder, der er mærket med en officiel mærkeseddel efter bestemmelserne i bilag 6.

Stk. 2. Partiet skal være tilstrækkeligt ensartet, og partiets vægt må ikke overstige følgende vægtgrænser med mere end 5 pct.: 1) Lupin, markært, hestebønne og vikkearter 30 tons. 2) Frø af bederoe 20 tons. 3) Andre arter 10 tons.

Stk. 3. Uanset stk. 2 må partier af græsser, der er produceret i produktionsafdelinger, der er godkendt af Plantedirektoratet til at producere større partier af græsser, jf. bilag 8, ikke overstige 25 tons med mere end 5 pct. Godkendelse kan trækkes tilbage, jf. bilag 8, del III, nr. 3.

Stk. 4. Mærkning og forsegling skal være foretaget af prøvetageren eller under dennes tilsyn og således, at den ødelægges ved åbning og ikke kan anvendes igen. § 8, stk. 2, gælder tilsvarende.

Stk. 5. Uanset stk. 1 kan en virksomhed, der er godkendt hertil af Plantedirektoratet, anmelde et parti frø i forbindelse med, at partiet udleveres i løs vægt direkte til endelig forbruger her i landet, jf. § 27, stk. 3.

Stk. 6. Skal forseglingen brydes, og skal partiet genforsegles, skal det ske under prøvetagerens tilsyn.

Stk. 7. Uanset stk. 1 kan et parti stå i kasser uden forsegling forudsat, at 1) kasserne dækkes med låg for at undgå forurening, 2) kasserne ikke flyttes uforseglet mellem produktionsafdelinger, 3) partiet markedsføres i forseglede enheder, og 4) virksomheden har et af Plantedirektoratet godkendt kvalitetsstyringssystem.

Stk. 8. Uanset bestemmelserne i bilag 6, del I, afsnit A, nr. 9, afsnit B, nr. 8, afsnit E, nr. 7, og del IV, afsnit C, nr. 9, kan vægtangivelserne for et parti i store kasser angives som gennemsnitsvægt for kasserne i partiet, forudsat at 1) den eksakte vægt noteres på et virksomhedskassemærke, hvor der desuden er oplysninger om partinummer, art, sort og kategori, 2) kasser mærket med gennemsnitsvægt ikke flyttes fra producentens lager, 3) de enkelte enheder mærkes med korrekt vægt ved markedsføring af partiet, og 4) Virksomheden har et af Plantedirektoratet godkendt kvalitetsstyringssystem.

§ 11. · Partikontrol§-link ↗

Dokumentation for indkøb, tryk og forbrug af officielle mærkesedler skal registreres. Det gælder også sække med fortrykt mærkeseddel.

Stk. 2. Ved indkøb af officielle forseglingsanordninger, herunder plomber og forseg­­­­­­-lingsstrips, overdrages alle forseglingsanordninger til prøvetager. Dokumentation for indkøb og forbrug af forseglingsanordninger skal registreres for hver type.

§ 12. · Partikontrol§-link ↗

Virksomheden skal foranledige, at en prøve, der er udtaget af partiet efter § 8, kontroldyrkes med henblik på konstatering af, om partiet overholder normerne i bilag 3 og 5 for sortsægthed og indhold af anden sort.

Stk. 2. Uanset stk. 1 skal prøver af et parti certificeret frø af andre arter end markært, hestebønne, lupin, spindhør, oliehør og hamp og certificeret frø 2. generation af markært, hestebønne, lupin, spindhør, oliehør og hamp kun kontroldyrkes efter anmodning fra direktoratet. Prøverne skal opbevares i mindst et år.

Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse for et parti, der ikke er avlet her i landet, hvis anmelderen senest den 15. august i høståret tilsender direktoratet et kontroldyrkningsbevis udstedt af den officielle kontrolmyndighed i avlslandet.

Stk. 4. Kontroldyrkning kan foretages af Plantedirektoratet eller af myndigheden i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union eller medlemsstat af det Europæiske Økonomiske Samarbejde. Resultatet af kontroldyrkning foretaget i en anden medlemsstat, skal indsendes til Plantedirektoratet senest den 15. august i det år resultatet foreligger. Alle omkostninger forbundet med kontrollen afholdes af virksomheden.

Stk. 5. Kontroldyrkning skal udføres i overensstemmelse med gældende internationale regler

§ 13. · Certificering§-link ↗

Et parti fra et godkendt areal her i landet kan anmeldes til Plantedirektoratet til certificering.

Stk. 2. Anmeldelsen skal indsendes skriftligt til direktoratet og kan kun indsendes af en registreret virksomhed. Anmeldelsen skal angive, i hvilken kategori partiet ønskes certificeret, jf. § 15, hvilke avlspartier eller certificerede partier der indgår i det anmeldte parti og med hvilke mængder.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 og § 33 gælder tilsvarende for et parti, der 1) er avlet i en medlemsstat af Den Europæiske Union og stammer direkte fra a) præ-basis frø eller certificeret frø 1. generation, der er certificeret i en medlemsstat af Den Europæiske Union eller i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, men hvis produktion af frø er godkendt som ligestillet med produktionen af frø i en medlemsstat, eller b) en krydsning af basisfrø, der er certificeret i en medlemsstat, og basisfrø, der er certificeret i en ligestillet stat (hybridsorter), 2) er mærket efter bestemmelserne i bilag 6, del II, afsnit A, og 3) er ledsaget af et officielt følgedokument, der indeholder de oplysninger, der er anført i bilag 6, del II, afsnit B.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 og § 33 gælder tilsvarende for et parti, der er avlet i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, hvis 1) basisfrøet er avlet eller certificeret her i landet eller i den pågældende stat, og den pågældende stats produktion af frø er godkendt som ligestillet med produktion af frø i en medlemsstat, 2) avlsstaten har konstateret officielt, at partiet overholder avlsnormerne i OECD-reglerne, jf. § 18, 3) partiet er mærket som ikke endeligt certificeret frø efter OECD-reglerne, jf. § 18, og 4) partiet er ledsaget af et officielt følgedokument, jf. bilag 6, del VII.

§ 14. · Certificering§-link ↗

Plantedirektoratet certificerer et parti, der overholder kvalitetsnormerne i bilag 5.

Stk. 2. Uanset § 15, stk. 1, nr. 1 og 2, kan direktoratet certificere et parti som præ-basis- eller basisfrø, selv om det ikke overholder normen i bilag 5 for spireevne, jf. dog § 32.

§ 15. · Certificering§-link ↗

Plantedirektoratet certificerer et parti, som 1) præ-basisfrø, hvis det a) på sortsejerens eller dennes repræsentants ansvar er avlet på forædlermateriale, hvorved forstås frø af en forædlet sort, der benyttes til vedligeholdelse af sorten, eller til avl af præ-basisfrø, b) er bestemt til avl af præ-basisfrø, basisfrø eller certificeret frø, og c) opfylder betingelserne for certificering som basisfrø, 2) basisfrø, hvis det a) på sortsejerens eller dennes repræsentants ansvar er avlet på præ-basisfrø eller på forædlermateriale, der opfylder betingelserne for certificering som basisfrø, og b) er bestemt til avl af certificeret frø eller, c) for så vidt angår hybridsorter, indeholder frø til avl af enten hunlige eller hanlige forældreplanter, 3) certificeret frø af andre arter end markært, hestebønne, lupin, spindhør, oliehør og hamp, hvis det a) er avlet på basisfrø eller på sortsejerens eller dennes repræsentants ansvar på præ-basisfrø, der opfylder betingelserne for certificering som basisfrø, og b) skal anvendes til anden avl end avl af frø til såning, 4) certificeret frø 1. generation af markært, hestebønne, lupin, spindhør, oliehør og hamp, hvis det a) er avlet på basisfrø eller på sortsejerens eller dennes repræsentants ansvar på præ-basisfrø, der opfylder betingelserne for certificering som basisfrø, og b) skal anvendes til avl af certificeret frø 2. generation eller til anden avl end avl af frø til såning, 5) certificeret frø 2. generation af markært, hestebønne, lupin, spindhør, oliehør og hamp, hvis det a) er avlet på certificeret frø 1. generation, på basisfrø eller på sortsejerens eller dennes repræsentants ansvar på præ-basisfrø, der opfylder betingelserne for certificering som basisfrø, og b) skal anvendes til anden avl end avl af frø til såning.

§ 16. · Certificering§-link ↗

Certificeres et parti ikke, skal alle mærkesedler fjernes fra partiet og overgives til prøvetageren. Sække med fortrykt mærkeseddel skal tømmes, eller mærkesedlen skal gøres ulæselig under prøvetagerens kontrol.

§ 17. · Gyldighed§-link ↗

Et parti præ-basisfrø eller basisfrø må sælges indtil udløbet af den sæson (1. juli – 30. juni), der følger efter den sæson, hvor partiet er prøvetaget første gang med henblik på at undersøge, om normen for spireevne i bilag 5 er overholdt.

Stk. 2. Et parti certificeret frø må sælges i et år efter den dato, hvor partiet er prøvetaget første gang med henblik på at undersøge, om normen for spireevne i bilag 5 er overholdt.

Stk. 3. Efter gyldighedsperiodens udløb kan gyldigheden forlænges for en ny periode, jf. stk. 1 og 2, hvis en undersøgelse af en ny prøve af partiet viser, at normen for spireevne i bilag 5 fortsat er overholdt. § 8 gælder tilsvarende. Partiet mærkes, jf. bilag 6, del I, afsnit C. § 16 gælder tilsvarende.

Stk. 4. Efter gyldighedsperiodens udløb kan restpartier, herunder blandinger, jf. § 20, blandes, og det blandede parti kan anmeldes til certificering efter reglerne i §§ 8 – 16.

Stk. 5. Forlængelse af gyldighedsperioden, jf. stk. 3, og certificering af restpartier, jf. stk. 4, kan kun ske efter anmodning fra en registreret virksomhed.

Stk. 6. . Viser en fornyet undersøgelse af et parti præ-basissæd eller basissæd, at partiet ikke læn­gere overholder normen for spireevne i bilag 5, gælder § 14, stk. 2, tilsvarende.

§ 18. · OECD-certificering§-link ↗

Uanset §§ 8 - 16 kan Plantedirektoratet efter skriftlig ansøgning certificere et parti efter de regler for certificering af markfrø, der sælges internationalt, der er fastsat af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), hvis partiet skal udføres til en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union.

§ 19. · Handelsfrø§-link ↗

Uanset bestemmelserne i §§ 15 – 18 kan partier af frø af enårig rapgræs, bermudagræs, hanekløver, foderesparsette, alm. bukkehorn, ungarsk vikke og sort sennep godkendes af Plantedirektoratet uden forudgående avlskontrol, jf. §§ 6 og 7, og sælges som »handelsfrø«, hvis det er tilstrækkeligt artsægte, og det på grundlag af en undersøgelse af partiet efter bestemmelserne i §§ 8 – 13 er konstateret, at partiet overholder kvalitetsnormerne i bilag 5, del I, afsnit C, og del III, afsnit B.

§ 20. · Frøblandinger§-link ↗

Partier af slægter og arter, der er omfattet af denne bekendtgørelse, bekendtgørelse om sædekorn og bekendtgørelse om grønsagsfrø må blandes og sælges til avl af foderplanter. Blandinger, der indeholder frø af andre arter end dem, der er omfattet af ovennævnte bekendtgørelser, må ikke sælges til avl af foderplanter. Partierne skal før blanding overholde betingelserne for salg efter disse bekendtgørelser. § 22 og 23 gælder tilsvarende.

Stk. 2. Partier af sorter af græsser der ikke er godkendt til foderbrug, må ikke indgå i blandingen, jf. stk. 1.

Stk. 3. Partier af forskellige arter og sorter omfattet af denne bekendtgørelse må på bestilling af den endelige forbruger af frøet opdeles og uden særlig mærkning sælges i småpakninger, jf. § 22, som »Specialblanding«. Pakningerne må ikke videresælges. Specialblandinger skal have en anden sammensætning end frøblandinger anført på virksomhedens bestillingsliste.

Stk. 4. Blandinger skal mærkes efter bestemmelserne i bilag 6 og fremstilles under prøvetagerens tilsyn.

Stk. 5. Virksomhederne skal føre regnskab over forbrug og salg af frø, der sælges efter stk. 1, og 3

§ 21. · Frøblandinger§-link ↗

Partier af olie- og spindplanter kan handles som sammensatte sorter. Ved en sammensat sort forstås en blanding af certificeret frø af en bestøverafhængig hybrid (hunkomponenten som er hansteril) og certificeret frø af en eller flere bestøversorter (hankomponenten).

Stk. 2. Blandingen sker i forhold, der i forening bestemmes af de personer, der er ansvarlige for vedligeholdelsen af de under stk.1 nævnte komponenter.

Stk. 3. Blandingen under stk. 2 skal anmeldes til Plantedirektoratet.

Stk. 4. Frøene af hun- og hankomponenterne skal bejdses ved anvendelse af forskelligfarvet bejdsemiddel.

Stk. 5. Pakninger af frø skal mærkes efter bestemmelserne i bilag 6.

§ 22. · Småpakninger§-link ↗

En registreret virksomhed må opdele partier af frø af foderplanter og af bederoe af kategorierne basisfrø og certificeret frø i småpakninger og sælge disse, forudsat at frøet overholder kvalitetsnormerne i bilag 5 og er mærket efter bestemmelserne i bilag 6, samt at virksomheden ved tilmelding til Erstatningsordningen for Markfrø har forpligtet sig til at betale erstatning til køberen, hvis Plantedirektoratet efterfølgende konstaterer, at frøet ikke overholdt disse normer.

Stk. 2. Småpakninger må have følgende højeste nettovægt, fraregnet et eventuelt indhold af granulerede bekæmpelsesmidler, pilleringsmidler og andre faste tilsætningsstoffer: 1) Bederoefrø (»EF-småpakning«): a) monogermt frø og præcisionsfrø: 2,5 kg eller indtil 100.000 frønøgler, og b) andet frø: 10 kg. 2) Frø af foderplanter: a) blandinger af frø til andet formål end avl af foderplanter (»EF A-småpakning«): 2 kg, og b) basisfrø, certificeret frø eller handelsfrø samt blandinger af frø (»EF B-småpakning«): 10 kg.

§ 23. · Småpakninger§-link ↗

Virksomheden skal meddele Plantedirektoratet, når opdelingen, jf. § 22, er afsluttet med oplysning om referencenumre og mængder på de partier, der er opdelt.

Stk. 2. Opdeles partier, der ikke er avlet her i landet, skal meddelelsen være ledsaget af de officielle analysebeviser og en mærkeseddel fra partierne eller en kopi af mærkesedlerne.

Stk. 3. Småpakninger må sælges indtil den 30. september efter udløbet af den sæson (1. juli - 30. juni), der følger efter den sæson, hvor partiet er forseglet. Gyldighedsperioden kan forlænges, jf. § 17, stk. 3.

§ 24. · Bejdsning§-link ↗

Til kemisk behandling (bejdsning) af markfrø skal anvendes et bejdsemiddel, der er godkendt hertil af Miljøstyrelsen. Bejdsemidlet skal være fordelt ensartet i partiet. Midlet skal være anvendt i den mængde, der er anført på etiketten. Oplysning om det anvendte middel og doseringen af dette skal meddeles Plantedirektoratet.

Stk. 2. Oplysning om bejdsning og bejdsemiddel skal oplyses på den officielle mærkeseddel, jf. bilag 6, eller på en leverandøretiket.

Stk. 3. Bejdses et parti certificeret markært, skal der gennemføres en ny undersøgelse af, om partiet stadig overholder normen for spireevne i bilag 5, del I, afsnit A, tabel 2, henholdsvis del III, afsnit A, nr. 3. §§ 8-10 og § 14, stk. 2, gælder tilsvarende.

Stk. 4. Bejdses et parti certificeret raps, skal der gennemføres en ny undersøgelse af, om partiet stadig overholder normen for spireevne i bilag 5, del I, afsnit A, tabel 2, henholdsvis del III, afsnit A, nr. 3. Undtaget herfra er partier, hvor spireevnen før bejdsning er mindst 5 pct. højere end normen for spireevne. For disse partier skal der udtages en prøve til brug ved en eventuel undersøgelse af, om partiet stadig overholder normen for spireevne i bilag 5. §§ 8-10 og § 14, stk. 2, gælder tilsvarende.

Stk. 5. Et parti markært eller raps, som er bejdset, jf. stk. 3 og 4, må ikke sælges, før analyseresultatet foreligger, medmindre 1) spireevnen før bejdsning var mindst 5 pct. højere end normen i bilag 5, del I, afsnit A, tabel 2, henholdsvis del III, afsnit A, nr. 3, 2) bejdsning er foretaget samme sæson som certificering af partiet, og 3) den virksomhed, der lader bejdsning foretage, ved tilmelding til Erstatningsfonden for Markfrø har forpligtet sig til at betale erstatning til den endelige køber, hvis resultatet af undersøgelsen viser, at partiet ikke overholder normen for spireevne, jf. nr. 1.

§ 25. · Plantepas§-link ↗

Plantepas udstedes af Plantedirektoratet eller af en virksomhed, der er godkendt hertil af direktoratet. Plantepasset kan alene anvendes til det frøparti, det er udstedt til. Arter med krav om plantepas fremgår af stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis et parti frø af bederoe skal sælges i et land, der er godkendt som beskyttet zone, skal partiet være forsynet med eller ledsaget af et plantepas, der indeholder de oplysninger, der fremgår af bilag 6, del VI. Før udstedelse af plantepas skal det ved officiel kontrol være konstateret, at partiet overholder bestemmelserne i Det Europæiske Fællesskabs rådsdirektiv 2000/29/EF, bilag 1, del B, og bilag IV, del B, nr. 27.1. For frø fra andre EU-lande skal plantepasset være udstedt af den officielle kontrolmyndighed i avlslandet eller af en virksomhed, der er godkendt hertil af kontrolmyndigheden.

Stk. 3. Frø af lucerne og Helianthus annuus L. (solsikke) skal mærkes med plantepas, hvis frøet skal sælges eller flyttes indenfor Den Europæiske Union. Småpakninger, der ikke er til erhvervsmæssigt brug, skal dog ikke forsynes med plantepas. Kravene, der skal opfyldes for, at frø kan mærkes med plantepas, fremgår af bilag 5, del I, afsnit A, nr. 2 og 3. Mærkningen med plantepas kan ske ved, at 1) EU-mærkesedlen for certificering tilføjes tekst som anført i bilag 6, del I, afsnit A, og bilag 6, del III, afsnit A-C, eller 2) hver pakning forsynes med plantepas, der opfylder kravene i bilag 6, del VI.

§ 26. · Salg§-link ↗

Et parti må først sælges, når det er certificeret, jf. dog § 19.

Stk. 2. Et parti må sælges, før resultatet af kontroldyrkningen foreligger, jf. § 12, stk. 4. Godkendes partiet ikke ved kontroldyrkningen, må eventuelle restpartier ikke sælges som frø til såning.

§ 27. · Salg§-link ↗

Frø, herunder blandinger, skal sælges i mærkede og forseglede pakninger.

Stk. 2. Mærkningen skal være i overensstemmelse med bilag 6. § 10 gælder tilsvarende.

Stk. 3. Uanset stk. 1 må en virksomhed, der er godkendt hertil af Plantedirektoratet, sælge frø af markært og hestebønne i løs vægt direkte til den endelige forbruger her i landet. Oplysningerne på den officielle mærkeseddel, jf. bilag 6, del I, afsnit A, skal også meddeles forbrugeren i et særligt følgedokument. Partiet skal under prøvetagerens tilsyn udleveres direkte til den endelige forbruger og må ikke føres tilbage til salgsvirksomheden.

§ 28. · Salg§-link ↗

Uanset § 26, stk. 1, kan Plantedirektoratet tillade at et parti, der er anmeldt til certificering, sælges, før resultatet af undersøgelsen for spireevne foreligger, forudsat at 1) salg kun sker til første led i handelskæden, 2) der foreligger et foreløbigt analysebevis, og 3) virksomheden a) har meddelt direktoratet køberens navn og b) ved en tillægsmærkning har anført oplysningerne i bilag 6, del I, afsnit D.

§ 29. · Salg§-link ↗

Uanset § 26, stk. 1, må et parti bestemt til anvendelse som markfrø sælges ucertificeret 1) til en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, 2) som råvare til en registreret virksomhed her i landet, forudsat at der er sikkerhed for frøets identitet.

Stk. 2. Uanset § 26, stk. 1, må et parti fra et areal, der er godkendt ved avlskontrol, jf. §§ 6 og 7, sælges som ikke endeligt certificeret frø til en medlemsstat af Den Europæiske Union med henblik på endelig certificering i denne stat. Partiet skal være mærket med oplysningerne i bilag 6, del II, afsnit A, og skal være ledsaget af et officielt dokument, der indeholder oplysningerne i bilag 6, del II, afsnit B.

§ 30. · Salg§-link ↗

Uanset § 26, stk. 1, kan Plantedirektoratet tillade at et parti sælges ucertificeret til anvendelse her i landet i små mængder til forsøg, videnskabelige formål og forædling.

Stk. 2. Tilladelse til salg efter stk. 1 af frø af en genetisk modificeret sort meddeles kun, hvis der på grundlag af en officiel miljørisikovurdering er truffet alle hensigtsmæssige foranstaltninger for at undgå skadelige indvirkninger på menneskers sundhed og miljøet.

Stk. 3. Frø, der sælges efter stk. 2, skal være mærket med oplysningerne i bilag 6, del IV, afsnit B.

§ 31. · Salg§-link ↗

Uanset § 25, stk. 1, kan mindre mængder af sorter, der er under afprøvning for optagelse på sortsliste, godkendes til salg, hvis de udelukkende anvendes til forsøg og afprøvning af nye sorter og opfylder de øvrige betingelser i bilag 7.

Stk. 2. Partier, jf. stk. 1, skal være mærket som anført i bilag 6, del I, afsnit F.

§ 32. · Salg§-link ↗

Ved salg af et parti præ-basissæd eller basissæd, der ikke overholder normen i bilag 5 for spireevne, jf. § 14, stk. 2, skal virksomheden oplyse den konstaterede spireevne ved en tillægsmærkning, jf. bilag 6, del I, afsnit D, og skal meddele Plantedirektoratet, at tillægsmærkning er foretaget.

Stk. 2. Ved salg af et parti af en genetisk modificeret sort skal oplysning herom fremgå klart af salgskataloger m.v.

§ 33. · Indførsel§-link ↗

Et parti, der er produceret i udlandet, kan sælges, hvis 1) sorten er optaget på den danske sortsliste eller på Det Europæiske Fællesskabs fælles sortsliste, og 2) partiet er certificeret a) i en medlemsstat af Den Europæiske Union, eller b) i en stat, hvis produktion af frø ved beslutning af Rådet for Den Europæiske Union er godkendt som lige­stillet med produktion af frø i en medlemsstat, og 3) partiet, hvis det er produceret i en ligestillet stat, a) er mærket efter OECD-reglerne, jf. § 18, og er ledsaget af et officielt OECD-certifikat, b) er ledsaget af et originalt ISTA-analysebevis eller, for frø fra USA og Canada, et officielt AOSA-analysebevis eller en kopi af analysebeviset, c) på hver pakning er forsynet med en officiel erklæring om, at partiet opfylder EF-reglerne og –standarderne, d) hvis partiet er kemisk behandlet, skal det oplyses på den officielle mærkeseddel eller ved anden mærkning samt indeni eller udenpå pakningen, og e) hvis partiet er genetisk modificeret, skal det oplyses på alle mærkater og dokumenter, der vedrører partiet. 4) når partiet indføres til videre fremavl gælder § 12, stk. 1 og 3, tilsvarende.

Stk. 2. Et parti med en samlet vægt på over to kilo, der føres ind i landet fra en ligestillet stat med henblik på salg, skal anmeldes til Plantedirektoratet. Ikke endeligt certificeret frø skal, udover et OECD-certifikat være ledsaget af et officielt følgedokument, der indeholder oplysninger i bilag 6, del VII.

§ 34. · Produktion og handel med bevaringssorter§-link ↗

Produktion og handel med sorter, der er optaget på sortslisten som »bevaringssort«, må kun finde sted i oprindelsesregionen.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 1-2, § 24 stk. 1 og 2, samt § 25 finder tilsvarende anvendelse for bevaringssorter.

Stk. 3. Hvis produktion af en bevaringssort som følge af et specifikt dyrkningsmæssigt problem ikke kan finde sted her i landet, kan Plantedirektoratet godkende supplerende regioner til produktion af frø. Bevaringssorter produceret i sådanne supplerende regioner kan dog udelukkende anvendes i oprindelsesregionen

§ 35. · Produktion og handel med bevaringssorter§-link ↗

Virksomheder, der producerer bevaringssorter, skal inden begyndelsen af hver produktionssæson indberette oplysninger om størrelsen og beliggenheden af produktionsarealet, samt den mængde frø, der forventes at kunne blive bragt i handel, til Plantedirektoratet. Indberetningen skal indgives senest 1. januar for vårafgrøder og senest 1. juli for vinterafgrøder.

Stk. 2. Plantedirektoratet meddeler på grundlag af de i stk. 1 anførte indberetninger den mængde frø af bevaringssorten, virksomheden må bringe i handel i den efterfølgende sæson. Den samlede mængde, der bringes i handel, må ikke overstige det i bilag 9, I, anførte.

§ 36. · Produktion og handel med bevaringssorter§-link ↗

Et parti af en bevaringssort må sælges som »bevaringssort« uden forudgående officiel kontrol.

Stk. 2. Partiet skal overholde EU-kvalitetsnormerne til certificering af »certificeret frø« som nævnt i bilag 5 med undtagelse af afsnit I, litra A, nr. 1, afsnit I, litra B og C, afsnit III, litra A, nr. 1, og litra B samt minimums sortsrenhed. Partiet skal ligeledes overholde normerne vedrørende flyvehavre og gold havre. Partiet skal være tilstrækkelig ensartet og partiets vægt må ikke overstige vægtgrænsen i § 10, stk. 2, med mere end 5 pct.

Stk. 3. Partiet skal være tilstrækkeligt sortsrent.

§ 37. · Produktion og handel med bevaringssorter§-link ↗

Bevaringssorter må kun bringes i handlen i lukkede pakninger eller beholdere og være forseglet således, at forseglingen ødelægges ved åbning og ikke kan anvendes igen. Pakningen skal være mærket efter bestemmelserne i bilag 9, II.

§ 38. · Produktion og handel med bevaringssorter§-link ↗

Virksomheden skal foranledige, at der udtages en prøve af partiet til undersøgelse af, om partiet overholder kvalitetsnormerne jf. bilag 5. Prøven kan udtages og undersøges af virksomheden. Virksomheden kan anmode Plantedirektoratet om at udtage prøven. Omkostningerne til prøvetagning og analyse afholdes af virksomheden.

Stk. 2. Prøven skal udtages efter bestemmelserne i direktoratets instruks i prøvetagning af frø og skal undersøges i overensstemmelse med gældende internationale metoder og direktoratets anvisninger.

Stk. 3. Virksomheden skal efter anmodning fra Plantedirektoratet fremsende kopi af analysebeviset. Prøven skal opbevares i mindst to år til brug for eventuel kontrol.

Stk. 4. Virksomhederne skal senest 14 dage efter lukning af et parti af en bevaringssort anmelde det til Plantedirektoratet med oplysning om art, sort, mængde, referencenummer og datoen for lukning af partiet, der ikke må være senere end datoen for den seneste undersøgelse af partiet for spireevene.

§ 39 . · Produktion og handel med bevaringssorter§-link ↗

Plantedirektoratet kontrollerer om partiet overholder kvalitetsnormerne i bilag 5, og om partiet tilstrækkeligt sortsægte og sortsrent.

Stk. 2. Den virksomhed, der har anmeldt partiet, jf. § 38, stk. 4, afholder alle omkostninger forbundet med kontrollen.

§ 40. · Produktion og handel med bevaringssorter§-link ↗

Virksomhederne skal senest den 30. juni indberette, hvilken mængde frø af hver bevaringssort der er bragt i handel i den afsluttede produktionssæson.

§ 41. · Officielle analyser§-link ↗

Undersøgelser af prøver omfattet af bekendtgørelsen, kan foretages: 1) af et frøanalyselaboratorium, der er autoriseret hertil af direktoratet efter bestemmelserne i bilag 4, del IV, eller 2) som en officiel undersøgelse i en anden medlemsstat af Den Europæiske Union, eller 3) som en undersøgelse udført under officiel kontrol i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union.

§ 42. · Administrative bestemmelser§-link ↗

Plantedirektoratet kan efter skriftlig ansøgning tillade salg af et parti, der ikke opfylder betingelserne for certificering, hvis det er nødvendigt for at overvinde forbigående vanskeligheder med forsyningen med frø.

§ 43. · Administrative bestemmelser§-link ↗

Plantedirektoratet fører kontrol med, at reglerne i bekendtgørelsen overholdes.

Stk. 2. Plantedirektoratets kontrol- og analyseresultater offentliggøres.

§ 44. · Administrative bestemmelser§-link ↗

Klage over Plantedirektoratets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan indgives til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den, afgørelsen vedrører. Klagen skal stiles til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Departementet, og sendes til Plantedirektoratet.

Stk. 2. Klage over avlskontrollen, jf. §§ 6 og 7, bør indgives snarest muligt for at sikre, at grundlaget for en ny markbesigtigelse er uændret.

§ 45. · Administrative bestemmelser§-link ↗

Overtrædelse af § 1, stk. 1, § 2, stk. 1, stk. 2, 1. led, og stk. 3, § 5, §§ 8-12, § 16, § 17, stk. 1 og 2, § 20, § 21, stk. 3 – 5, §§ 22 – 30, §§ 33-38, og § 40 straffes med bøde.

§ 46. · Administrative bestemmelser§-link ↗

En autorisation meddelt i medfør af bilag 4, del I, II, III og IV, jf. § 7, stk. 2, og § 8, stk. 2 og 3, eller i medfør af bilag 8, jf. § 9, stk. 3, kan fratages, hvis det konstateres, at 1) en eller flere af de betingelser, der fremgår af bilag 4, del I, II, III og IV, eller bilag 8 ikke er opfyldt, eller 2) virksomheden trods påkrav herom har undladt at betale skyldige kontrolgebyrer.

§ 47. · Administrative bestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2011.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 673 af 17. juni 2010 om markfrø ophæves.