§ 1. · Administrative bestemmelser§-link ↗
Bekendtgørelsen har til formål at oprette et trafikovervågnings og trafikinformationssystem for skibsfarten i fællesskabet med henblik på at gøre skibsfarten mere sikker og effektiv og forbedre myndighedernes reaktioner med hensyn til ulykker, hændelser eller potentielt farlige situationer til søs, herunder eftersøgnings- og redningsoperationer.
Stk. 2. Bekendtgørelsen gennemfører de sejladssikkerhedsmæssige dele af Europarlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF, om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet, som ændret ved Europarlamentets og Rådets direktiv 2009/17/EF.
Stk. 3. En sammenskrivning af de to direktiver indgår som bilag 1 til denne bekendtgørelse.
Stk. 4. Bekendtgørelsen finder anvendelse ved Søfartsstyrelsens og Søværnets Operative Kommandos myndighedsudøvelse over for udenlandske og danske skibe i danske farvande og havne.
Stk. 5. Søværnets Operative Kommando er kompetent myndighed i henhold til Europarlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF, om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet, som ændret ved Europarlamentets og Rådets direktiv 2009/17/EF.
Stk. 6. Søværnets Operative Kommando, herunder VTS-Storebælt varetager de operative opgaver som kyststation.
Stk. 7. Bekendtgørelsen gennemfører tillige de dele af Europaparlamentets og Rådets direktiv 2009/16/EF om Havnestatskontrol (Havnestatskontroldirektivet), som vedrører anmeldelse af skibes ankomst og afgang.
§ 2. · Anvendelsesområde§-link ↗
Bekendtgørelsen gælder for danske skibe og udenlandske skibe, der anløber indre og ydre danske territorialfarvande, med en bruttotonnage på 300 og derover, medmindre andet er angivet.
Stk. 2. Medmindre andet angives finder bekendtgørelsen ikke anvendelse på: 1) Krigsskibe, sømilitære hjælpeskibe og andre skibe, som ejes eller drives af en medlemsstat, og som kun anvendes i offentlig og ikke-kommerciel tjeneste, og 2) fiskefartøjer, traditionelle skibe og fritidsfartøjer med en længde på mindre end 45 m.
§ 3. · Definitioner§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Relevante internationale instrumenter med senere ændringer: a) MARPOL: Den internationale konvention af 1973 om forebyggelse af forurening fra skibe samt 1978-protokollen hertil. b) SOLAS: Den internationale konvention af 1974 om sikkerhed for menneskeliv på søen, inklusive protokoller og senere ændringer. c) SAR-konventionen: Den internationale konvention af 1979 om eftersøgnings- og redningsaktioner. d) ISM-koden: Den internationale kode for sikker drift af skibe. e) IMO-resolution A.851 (20): Den Internationale Søfartsorganisations resolution A.851 (20) med titlen: General Principles for Ship Reporting Systems and Ship Reporting Requirements, including Guidelines for Reporting Incidents Involving Dangerous Goods, Harmful Substances and/or Marine Pollutants. f) IMO-resolution A.917 (22): Den Internationale Søfartsorganisations resolution A.917 (22) med titlen Guidelines for the Onboard Use of AIS som ændret ved IMO-resolution A.956 (23). g) IMO-resolution A.949 (23): Den Internationale Søfartsorganisations resolution A.949 (23) med titlen: Guidelines on Places of Refuge for Ships in Need of Assistance. h) IMO-resolution A.950 (23): Den Internationale Søfartsorganisations resolution A.950 (23) med titlen Maritime Assistance Services (MAS). i) IMOs retningslinjer for fair behandling af søfarende i forbindelse med en skibsulykke: Retningslinjerne i bilaget til IMO-resolution LEG.3(91), der blev vedtaget af IMOs retsudvalg den 27. april 2006, og som blev godkendt af ILO's styrelsesråds 96. møde den 12. til 16. juni 2006. 2) Operatør: Et skibs reder eller den, der forestår dets drift. 3) Agent: En person, der er bemyndiget til at udlevere oplysninger på vegne af et skibs operatør. 4) Afskiber: Enhver person, der indgår en kontrakt med en transportvirksomhed om søtransport af gods, eller i hvis navn eller på hvis vegne der indgås en sådan kontrakt. 5) Rederi: Rederi som defineret i kapitel IX, regel 1, punkt 2, i SOLAS-konventionen. 6) Skib: Ethvert søgående fartøj. 7) Adresse: Navn og kommunikationsforbindelse, hvormed der om nødvendigt kan etableres kontakt med operatør, agent, havnemyndighed, kompetent myndighed eller enhver anden bemyndiget person eller organisation, der er i besiddelse af detaljerede oplysninger om skibets last. 8) Kompetent myndighed: En myndighed eller en organisation, som af medlemsstaten er udpeget til at udføre operative opgaver i henhold til denne bekendtgørelse. 9) Havn: Kajanlæg eller tilsvarende; herudover en ankerplads under en havns jurisdiktion, hvorfra der skal ske overførsel af personer, gods, flydende ladninger m.v. eller udføres havnetjenesteydelser. 10) Havnemyndighed: Den kompetente myndighed eller det kompetente organ, som forestår driften af den del af havnen, som skibet planlægger at anløbe, og som skal modtage og videregive de oplysninger, som er fastlagt i denne bekendtgørelse. 11) Nødområde: En havn, en del af en havn eller en anden beskyttende kajplads eller ankerplads eller ethvert lukket farvand, som en medlemsstat har udpeget som plads for nødstedte skibe. 12) Kyststation: En skibstrafiktjeneste, et anlæg på land med ansvar for et obligatorisk IMO-godkendt meldesystem eller en organisation, der er ansvarlig for at koordinere eftersøgnings- og redningsopgaver og forureningsbekæmpelse på søen. 13) Skibstrafiktjeneste: En tjeneste, der har til formål at forbedre skibstrafikkens sikkerhed og effektivitet og beskytte miljøet, og som har kapacitet til at indgå i et samspil med skibstrafikken og løse trafiksituationer, der opstår i skibstrafiktjenestens område. 14) Skibsrutesystem: Et system, der har til formål at mindske risikoen for ulykker, og som består af en eller flere ruteforanstaltninger, eksempelvis trafiksepareringssystemer, ruter med sejlads i to retninger, anbefalede ruter, områder, hvor sejlads skal undgås, kystnære trafikzoner, trafiksepareringsrundkørsler, områder, hvor der skal udvises forsigtighed, samt dybvandsruter. 15) Traditionelle skibe: Alle typer historiske skibe og kopier heraf, herunder dem, der er bygget med henblik på at støtte og fremme traditionelle færdigheder og sømandskab, og som tilsammen er levende kulturskatte, der drives i henhold til traditionelt sømandskabs traditionelle teknikker. 16) Ulykke: En ulykke som defineret i IMO-koden for undersøgelse af ulykker eller hændelser til søs. 17) SafeSeaNet: Fællesskabets maritime informationsudvekslingssystem, som Kommissionen har udviklet i samarbejde med medlemsstaterne til gennemførelse af fællesskabslovgivningen. 18) Rutefart: En række sejladser mellem de samme to eller flere havne, enten i henhold til en offentliggjort fartplan eller med en sådan regelmæssighed eller hyppighed, at de fremtræder som en systematisk række sejladser. 19) Fiskefartøj: Ethvert fartøj udstyret til kommerciel udnyttelse af levende akvatiske ressourcer. 20) Skib med behov for hjælp: Med forbehold af SAR-konventionens bestemmelser om redning af personer, et skib, der befinder sig i en situation, som kan medføre forlis eller fare for miljøet eller søfarten. 21) LRIT: Et system til langtrækkende identifikation og sporing af skibe i overensstemmelse med SOLAS kapitel V, regel 19-1, og som opfylder IMOs funktionsstandarder. 22) AIS: Et system til automatisk identifikation af skibe (klasse A), som fastlagt i SOLAS kapitel V, regel 19, og som opfylder IMOs funktionsstandarder. 23) VDR: System til opsamling af data om skibets rejse med henblik på, at disse kan assistere ved en eventuel ulykkesopklaring, som fastlagt i SOLAS kapitel V, regel 20, og som opfylder IMOs funktionsstandarder.
§ 4. · Indberetning fra skibe og overvågning af skibe§-link ↗
Føreren af et skib, der er på vej til en havn i en medlemsstat, samt føreren af udenlandske skibe med en bruttotonnage under 300 på vej til danske havne, skal sikre at følgende oplysninger fremsendes til havnemyndigheden: 1) Identifikation af skibet (navn, kaldesignal, IMO-identifikationsnummer eller MMSI-nummer), 2) bestemmelseshavn, 3) forventet tidspunkt for ankomst til bestemmelseshavnen, 4) forventet afgangstidspunkt fra bestemmelseshavnen, og 5) samlet antal ombordværende.
Stk. 2. Skibe som kan underkastes en udvidet inspektion i henhold til artikel 14 i Europaparlamentets og Rådets direktiv 2009/16/EF, skal endvidere fremsende følgende oplysninger til havnemyndigheden: 1) Planlagte operationer (lastning, losning, andet), 2) planlagte lovpligtige skibssyn og omfattende vedligeholdelses- og reparationsarbejde der skal udføres under opholdet.
Stk. 3. Tankskibe som kan underkastes en udvidet inspektion i henhold til artikel 14 i Europaparlamentets og Rådets direktiv 2009/16/EF, skal endvidere fremsende følgende oplysninger til havnemyndigheden: 1) Konfiguration (enkeltskrog, enkeltskrog med adskilte ballasttanke, dobbeltskrog), 2) lasttankenes og ballasttankenes tilstand (fulde, tomme, inertede), og 3) lastens omfang og art.
Stk. 4. For fremsendelse af oplysningerne fastlagt i stk. 1 - 3 gælder følgende frister: 1) Mindst 72 timer inden ankomst for skibe, som i henhold til artikel 14 i Europaparlamentets og Rådets direktiv 2009/16/EF, kan underkastes en udvidet inspektion, 2) mindst 24 timer inden ankomst for øvrige skibe, og 3) for skibe hvor rejsen er kortere end anmeldelsesfristerne fastlagt i nr. 1 og nr. 2, senest a) ved afgang fra foregående havn, eller b) såfremt ankomsthavnen er ukendt eller ændres under rejsen, så snart der foreligger klarhed herom.
Stk. 5. Såfremt der forventes ændringer i de i henhold til stk. 1 – 3 afgivne ankomst og/eller afgangsoplysninger på eller over 3 timer, skal skibets fører straks meddele dette til havnemyndigheden.
Stk. 6. Søfartsstyrelsen kan fritage et skib fra meldepligten i stk. 1 og § 5 såfremt: 1) skibet sejler i fast rutefart: a) på danske havne, eller b) mellem danske og udenlandske havne og de involverede medlemslande er enige heri, 2) rutefarten er planlagt til at udstrække sig over mere end 1 måned, 3) den planlagte overfartstid for en enkelt rejse ikke overstiger 12 timer, og 4) rederiet: a) opretholder en liste over det eller de skibe, som indgår i den pågældende rutefart, og indsender denne til Søfartsstyrelsen første gang, der søges om undtagelse, og herefter hver gang der indtræffer ændringer, samt b) etablerer et internt system, som sikrer, at oplysningerne om hver enkelt rejse, jf. stk. 1. registreres, således at Søværnets Operative Kommando, uanset tidspunktet, kan rekvirere og modtage disse uden forsinkelse.
§ 5. · Indberetning fra skibe og overvågning af skibe§-link ↗
Føreren af et udenlandsk skib, uanset størrelse, der har anløbet en dansk havn, skal senest ved afgang fra havnen oplyse havnemyndigheden om det faktiske ankomst- og afgangstidspunkt til og fra havnen.
§ 6. · Indberetning fra skibe og overvågning af skibe§-link ↗
Havnemyndigheden skal, så hurtigt som det er praktisk muligt, og i intet tilfælde senere end 24 timer efter at oplysningerne er modtaget, indberette de i henhold til § 4, stk. 1 – 3 og stk. 5 og § 5 modtagne oplysninger til SafeSeaNet.
Stk. 2. Hvis skibe anløber danske havne uden at have foretaget de i henhold til § 4, stk. 1 – 3 og stk. 5 og § 5 krævede anmeldelser, skal havnemyndigheden, så snart den bliver opmærksom herpå, meddele dette til Søfartsstyrelsen.
§ 7. · Indberetning fra skibe og overvågning af skibe§-link ↗
Passagerskibe uanset størrelse samt lastskibe med en bruttotonnage på 300 og derover skal være udstyret med en AIS, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Passagerskibe, som har en bruttotonnage under 300, som udelukkende opererer i indenrigs fart i danske farvande, og som ikke sejler ind i eller krydser trafiksepareringssystemer, anbefalede ruter, kysttrafikzoner eller dybvandsruter, skal ikke være udstyret med AIS.
Stk. 3. I skibe, som skal være udstyret med AIS, skal systemet holdes i gang til enhver tid, medmindre navigationsoplysningerne er beskyttede i henhold til internationale aftaler, regler eller standarder.
§ 8. · Indberetning fra skibe og overvågning af skibe§-link ↗
Fiskefartøjer med en længde overalt på mere end 15 meter skal udstyres med AIS, såfremt de: 1) fører en medlemsstats flag og er registreret i Fællesskabet, 2) opererer i danske indre eller ydre territoriale farvande, eller 3) lander deres fisk i danske havne.
Stk. 2. De pågældende fiskefartøjer skal udstyres med AIS efter følgende tidsplan: 1) Fiskefartøjer bygget på eller efter den 30. november 2010. 2) Fiskefartøjer bygget før den 30. november 2010: a) med en længde overalt på eller over 24 meter, men under 45 meter; senest den 31. maj 2012. b) med en længde over alt på eller over 18 meter, men under 24 meter; senest den 31. maj 2013. c) med en længde over alt mindre end 18 meter; senest den 31. maj 2014.
§ 9. · Indberetning fra skibe og overvågning af skibe§-link ↗
Skibe som anløber en dansk havn skal være udstyret med LRIT udstyr som fastlagt i SOLAS, kapitel V, regel 19-1.
§ 10. · Indberetning fra skibe og overvågning af skibe§-link ↗
Alle passagerskibe og lastskibe med en bruttotonnage på mere end 3000, som anløber en dansk havn, skal være udstyrede med et VDR system, jf. dog stk. 2 og stk. 3.
Stk. 2. Passagerskibe, som alene opererer i national fart i danske farvande i havområde B, C og D, som omhandlet i artikel 4 i Rådets direktiv 98/18/EF, skal ikke være udstyrede med et VDR system.
Stk. 3. Lastskibe, som alene opererer i national fart i dansk farvand, kan i stedet for en VDR vælge en Forenklet VDR (Simplified Voyage Data Recorder S-VDR), som fastlagt i SOLAS kapitel V.
Stk. 4. De oplysninger, som er indsamlet via VDR systemet, skal stilles til rådighed for berørte medlemsstater, hvis der foretages en havariundersøgelse vedrørende en ulykke, som har fundet sted under en medlemsstats jurisdiktion.
§ 11. · Overvågning af farlige skibe og indgreb i tilfælde af ulykker og hændelser til søs§-link ↗
Nedenstående skibe anses for at kunne være til fare for skibsfarten, sikkerheden til søs, menneskers sikkerhed eller miljøet: 1) Skibe der under sejlads har været ude for en ulykke eller hændelse, som omhandlet i § 12, eller som har forsømt en indberetnings- og meldepligt, som er pålagt ved denne bekendtgørelse, eller som har overtrådt reglerne i de skibsrutesystemer eller skibstrafiktjenester, som en medlemsstat har ansvaret for. 2) Skibe, om hvilke der er beviser for eller formodning om forsætligt udslip af kulbrinter eller andre overtrædelser af MARPOL i farvande under en medlemsstats jurisdiktion. 3) Skibe, som har anløbsforbud i medlemsstaternes havne, eller om hvilke en medlemsstat har givet underretning i overensstemmelse bilag I, afsnit II, punkt 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/16/EF af 23. april 2009 om havnestatskontrol. 4) Skibe, der ikke har anmeldt eller ikke er i besiddelse af et forsikringscertifikat eller af finansiel sikkerhed i henhold til eventuel fællesskabslovgivning og eventuelle internationale regler. 5) Skibe, som lodser eller havnemyndigheder har indberettet på grund af åbenbare uregelmæssigheder, der kan indebære fare for sikkerheden til søs eller miljøet.
Stk. 2. Når en kyststation bliver opmærksom på skibe omfattet af stk. 1, videresendes relevante oplysninger om sådanne skibe via Søværnets Operative Kommando til kyststationer i de øvrige medlemsstater langs skibets forventede rute.
Stk. 3. Når en kyststation modtager oplysninger om sådanne skibe på vej til danske havne informeres den pågældende havnemyndighed og Søfartsstyrelsen herom.
§ 12. · Overvågning af farlige skibe og indgreb i tilfælde af ulykker og hændelser til søs§-link ↗
Med forbehold af folkeretten og for at forebygge eller mindske større farer for sikkerheden til søs, personers sikkerhed og miljøet skal føreren af et skib under sejlads i indre og ydre danske territorialfarvande og den danske økonomiske zone indberette følgende til Søværnets Operative Kommando: 1) Ulykker og hændelser, der forringer skibets sikkerhed, f.eks. kollision, grundstødning, havari, driftsstop, vandfyldning, forskydning af ladningen, skader på skrog og konstruktionssvigt. 2) Ulykker og hændelser, der kan reducere sejladsens sikkerhed, f.eks. svigt, der kan påvirke skibets manøvreevne eller sødygtighed, og fejl, der griber ind i fremdrivningsmaskineri eller styreapparat, elproduktionsanlæg eller navigations- eller kommunikationsudstyr. 3) Observationer af drivgods på havet.
Stk. 2. Føreren skal i forbindelse hermed oplyse skibets identitet, dets position, dets lastehavn, dets bestemmelseshavn, en adresse, hvorfra der kan fremskaffes oplysninger om det farlige gods, der transporteres om bord, antallet af ombordværende, nærmere oplysninger om hændelsen og andre relevante oplysninger, som omhandlet i IMO-resolution A.851 (20).
§ 13. · Foranstaltninger i tilfælde af særligt ugunstige vejrforhold§-link ↗
I tilfælde af usædvanligt ugunstige vejrforhold eller søforhold, hvor der er en alvorlig risiko for forurening af Danmarks eller af andre staters hav- eller kystområder, eller i tilfælde hvor der er fare for menneskeliv: 1) påhviler det føreren af et skib, der befinder sig inden for den pågældende havns område, og som ønsker at anløbe eller forlade havnen, at indhente alle fornødne oplysninger om sø- og vejrforholdene, herunder fra Danmarks Meteorologiske Institut eller tilsvarende, og hvor dette måtte være relevant og muligt, om den risiko sejladsen kan indebære for skibet samt dets ladning, besætning og passagerer. 2) kan Søfartsstyrelsen, uden at dette berører pligten til at bistå nødstedte skibe, træffe alle andre passende foranstaltninger, herunder ved henstilling om eller et forbud mod, at et bestemt skib eller alle skibe anløber eller forlader havnen i de berørte områder, indtil det er fastslået, at der ikke længere består nogen risiko for menneskeliv og/eller miljøet. 3) træffer Søværnets Operative Kommando passende foranstaltninger for i videst muligt omfang at begrænse eller om nødvendigt forbyde, at skibe bunkrer eller foretager lastoverførsel af olie i dansk territorialfarvande.
Stk. 2. Søværnets Operative Kommando kan træffe de i stk. 1, nr. 2 nævnte foranstaltninger i tilfælde, hvor der er risiko for deres øjemed vil forspildes ved afventning af instruktioner fra Søfartsstyrelsen.
Stk. 3. Skibets fører skal underrette rederiet om de passende foranstaltninger eller henstillinger, der er nævnt i stk. 1. Disse foregriber dog ikke skibets fører i at tage eller udføre enhver beslutning, som efter skibsførerens faglige vurdering er nødvendig for sejladsens betryggelse og beskyttelse af havmiljøet, i overensstemmelse med SOLAS-konventionen.
Stk. 4. Hvis den beslutning, skibets fører træffer, ikke er i overensstemmelse med de passende foranstaltninger eller henstillinger, som er fastlagt i henhold stk. 1, underretter skibsføreren Søværnets Operative Kommando om grundene hertil.
§ 14. · Foranstaltninger i tilfælde af særligt ugunstige vejrforhold§-link ↗
I tilfælde hvor der på grund af isforholdene er alvorlig risiko for menneskeliv til søs eller for beskyttelsen af danske eller andre staters hav- eller kystområder: 1) Påhviler det føreren af et skib, der befinder sig i indre og ydre danske territorialfarvande og den danske økonomiske zone, herunder som ønsker at anløbe eller forlade danske havne, at tilrette sin sejlads under hensyntagen til blandt andet oplysninger om isforholdene fra Danmarks Meteorologiske Institut eller tilsvarende, anbefalede sejlruter og tilstedeværende isbryderassistance. 2) Kan Søfartsstyrelsen, uden at dette berører forpligtelsen til at bistå skibe med behov for hjælp eller andre forpligtelser ifølge relevante internationale regler, forlange, at et skib, der befinder sig i det pågældende område, og som ønsker at anløbe eller forlade en havn eller en terminal eller at forlade et opankringsområde, kan dokumentere, at skibet opfylder de krav til modstandsdygtighed og kraft, som issituationen i området tilsiger.
§ 15. · Foranstaltninger i tilfælde af ulykker og hændelser til søs§-link ↗
I tilfælde af ulykker eller hændelser til søs, jf. § 12, skal operatøren, skibets fører og ejeren af det farlige gods, der transporteres om bord, i overensstemmelse med national ret og folkeretten, på de danske kompetente myndigheders anmodning samarbejde uindskrænket med disse for at mindske følgerne af en ulykke eller en hændelse til søs. Med henblik herpå skal oplysninger om det farlige gods på forlangende fremsendes til Søværnets Operative Kommando.
Stk. 2. Føreren af et skib, der er omfattet af bestemmelserne i Den Internationale Kode for Sikker Skibsdrift (ISM-koden), skal i overensstemmelse med denne kode underrette rederiet om alle ulykker og hændelser til søs, jf. § 12. Så snart rederiet er underrettet om en sådan situation, skal det sætte sig i forbindelse med og stille sig til rådighed for Søværnets Operative Kommando.
Stk. 3. Konstateres det i forbindelse med en ulykke eller hændelse til søs, jf. § 12, at rederiet ikke kan etablere og holde kontakt med skibet eller de berørte kyststationer, underretter Søfartsstyrelsen den flagstat, der har udstedt ISM-overensstemmelsesdokumentet og det tilknyttede certifikat for sikker skibsdrift, eller i hvis navn det er udstedt.
§ 16. · Foranstaltninger i tilfælde af ulykker og hændelser til søs§-link ↗
Hvor et skib er involveret i en ulykke, en hændelse eller en situation som beskrevet i § 12, kan Søfartsstyrelsen, såfremt den i overensstemmelse med folkeretten konstaterer, at det er nødvendigt at afværge, imødegå eller undgå overhængende alvorlig risiko for Danmarks kyster eller dermed forbundne interesser, andre skibes sikkerhed, deres besætninger, passagerers eller befolkningens sikkerhed, træffe nedenstående foranstaltninger: 1) Begrænse skibets bevægelser eller påbyde en bestemt rute, hvilket ikke indskrænker skibsførerens ansvar for sikker sejlads. 2) Pålægge skibets fører at bringe risikoen for sikkerheden til søs til ophør. 3) Sætte et evalueringshold om bord, som skal bedømme risikoens omfang, bistå skibsføreren med at afhjælpe situationen og holde Søværnets Operative Kommando underrettet. 4) Pålægge skibsføreren at søge nødområde i tilfælde af overhængende fare eller påbyde lodsning eller bugsering af skibet.
Stk. 2. Søværnets Operative Kommando kan træffe de i stk. 1, nr. 1-2 og 4 nævnte foranstaltninger i tilfælde, hvor der er risiko for deres øjemed vil forspildes ved afventning af instruktioner fra Søfartsstyrelsen.
Stk. 3. Søværnets Operative Kommando giver over radio underretning til alle berørte sektorer om alle ulykker og hændelser, der indberettes i medfør af § 12, stk. 1, og om tilstedeværelse af skibe, der udgør en risiko for sikkerheden til søs eller personers sikkerhed. Tilsvarende oplysninger videregives til andre medlemsstater, såfremt de af sikkerhedshensyn anmoder herom.
Stk. 4. Såfremt Søværnets Operative Kommando har fået oplysning om forhold, der indebærer en risiko eller øger risikoen for andre medlemsstaters hav- og kystområder, underrettes alle berørte medlemsstater herom hurtigst muligt med henblik på at rådføre sig om, hvad der skal foretages, og at samarbejde om en eventuel fælles indsats.
Stk. 5. Søfartsstyrelsen underrettet straks flagstaten og andre berørte stater om foranstaltninger, der er truffet mod skibe under deres flag, i medfør af stk. 1.
Stk. 6. Søfartsstyrelsen underretter straks flagstaten og andre berørte stater om foranstaltninger, der er truffet mod skibe under deres flag i medfør af § 17.
§ 17. · Straf, foranstaltninger og ikrafttræden m.v.§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år den, som overtræder §§ 4 og 5, §§ 7–10, og §§ 12-14, eller som undlader at efterkomme påbud udstedt i medfør af §§ 13–16.
Stk. 2. Med bøde straffes den, der overtræder § 6.
Stk. 3. Straffen efter stk. 1 kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis der 1) ved overtrædelsen er sket skade på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor, 2) tidligere er afgivet forbud eller påbud for samme eller tilsvarende forhold, eller 3) ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.
Stk. 4. Det skal betragtes som en skærpende omstændighed, at der for unge under 18 år er sket skade på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor, jf. stk. 3, nr. 1.
Stk. 5. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.
Stk. 6. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
§ 18. · Straf, foranstaltninger og ikrafttræden m.v.§-link ↗
Forskriften træder i kraft den 30. november 2010, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 4, stk. 2 og stk. 3 samt § 5 træder først i kraft den 1. januar 2011.
Stk. 3. Teknisk forskrift af 27. januar 2004 om et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem i danske farvande og havne ophæves.