§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen gennemfører Kommissionens beslutning af 9. november 2007 om vedtagelse af fælles specifikationer for det nationale køretøjsregister.
Stk. 2. Kommissionens beslutning er vedlagt som bilag 1 til denne bekendtgørelse.
§ 2.§-link ↗
Medlemsstaternes kompetence efter kommissionsbeslutningen udøves af Trafikstyrelsen.
§ 3. · Definitioner§-link ↗
Ved det nationale køretøjsregister (National Vehicle Register) forstås det register, der indeholder oplysninger om køretøjer, der er godkendt og anvendes på jernbanenettet i Danmark.
Stk. 2. Ved ihændehaver (benævnt forvalter i bilaget til Kommissionens beslutning af 9. november 2007, som fremgår af denne bekendtgørelses bilag 1) forstås den, der varigt står for den økonomiske drift af en vogn til befordring, hvad enten denne person er ejer af køretøjet eller har brugsret over den. Ihændehaver, ejer og vedligeholdelsesansvarlige kan være den samme juridiske person.
Stk. 3. Ved parter forstås de virksomheder, myndigheder mfl., der er nævnt i bilaget til Kommissionens beslutning af 9. november 2007, som fremgår af denne bekendtgørelses bilag 1 pkt. 3.3.
Stk. 4. Ved køretøjsnummer (European Vehicle Number) forstås et 12-cifret køretøjsnummer, der identificerer et køretøj.
§ 4. · Anvendelsesområde§-link ↗
Køretøjer, der er godkendt og anvendes på jernbanenettet, skal registreres i køretøjsregistret, der administreres af Trafikstyrelsen.
Stk. 2. Der er ikke pligt til at registrere køretøjer, der udelukkende anvendes på følgende områder: 1) metroer, sporveje og andre letbanesystemer. 2) net, der funktionsmæssigt er adskilt fra resten af jernbanesystemet, og som kun er beregnet til personbefordring i lokal-, by- og forstadsområder. 3) privatejet jernbaneinfrastruktur, der udelukkende bruges til ejerens egen godstransport. 4) infrastruktur, der udelukkende anvendes til lokale, historiske eller turistmæssige formål. 5) spor der er afspærret for offentlig trafik i forbindelse med vedligeholdelse.
Stk. 3. Jernbanegodsvogne og jernbanepassagervogne, der er godkendt og registreret i et andet EU-, EØS-land eller Schweiz, skal ikke registreres i det nationale køretøjsregister.
§ 5. · Registrering af køretøjer§-link ↗
Ihændehaver har ansvar for, at køretøjer bliver registreret,og at de registrerede oplysninger er korrekte.
Stk. 2. Såfremt der ansøges om ibrugtagningstilladelse til et køretøj, som ikke er registreret, skal der samtidig med ansøgningen indsendes oplysninger til brug for registret.
Stk. 3. Der skal indberettes oplysninger om nye køretøjer, eksisterende køretøjer og køretøjer der tilbagetrækkes.
Stk. 4. Oplysninger til køretøjsregistret skal indberettes elektronisk i et format udarbejdet af Trafikstyrelsen, jf bilaget til Kommissionens beslutning af 9. november 2007, som fremgår af denne bekendtgørelses bilag 1, tillæg 4. Trafikstyrelsen udsteder en bekræftelse på registreringen til ihændehaveren.
Stk. 5. Såfremt der sker ændringer i de registrerede oplysninger, skal ihændehaveren straks anmode Trafikstyrelsen om at få ændret oplysningerne i registret.
Stk. 6. Såfremt der foreligger en ny ihændehaver, er det den registrerede ihændehavers ansvar straks at give meddelelse til Trafikstyrelsen. Trafikstyrelsen meddeler herefter den nye ihændehaver om ændringen i registret. Den oprindeligt registrerede ihændehaver vil først blive fjernet fra registret og løst fra sit ansvar, når den nye ihændehaver har bekræftet sin accept af ændringen.
Stk. 7. Jernbanevirksomheder og jernbaneinfrastrukturforvaltere må kun anvende køretøjer, der er registreret i det nationale køretøjsregister, jf. dog § 4, stk. 2 og 3.
§ 6. · Mærkning af køretøjer§-link ↗
Ved første registrering i det nationale køretøjsregister tildeler Trafikstyrelsen et køretøjsnummer, der skal påføres køretøjet.
Stk. 2. Nye køretøjer skal mærkes inden køretøjet tages i brug. Køretøjer der er godkendt skal ligeledes mærkes, jf. dog § 10, stk. 5.
Stk. 3. Ihændehaver er ansvarlig for, at køretøjer bliver mærket med et køretøjs-nummer.
Stk. 4. Mærkningen skal ske i henhold til bilag P.2 2) BJ nr. 5-04 af 20.12.2007 (med senere ændringer) om gennemførelse af Kommissionens beslutning af 11. august 2006 (2006/920/EF) om tekniske specifikationer for interoperabilitet gældende for delsystemet »drift og trafikstyring« i det transeuropæiske jernbanesystem for konventionelle tog, herunder bilag P. 2 i bekendtgørelsens bilag 1. .
Stk. 5. Hvis køretøjet ikke er mærket, jf. stk. 4, må det ikke anvendes i driften, jf. dog § 10 stk. 5.
§ 7. · Adgang til data i registret§-link ↗
Parterne, jf. § 3, stk. 3, har adgang til data i registret med de særlige nævnte adgangsrettigheder, jf. bilaget til Kommissionens beslutning af 9. november 2007, som fremgår af denne bekendtgørelses bilag 1, pkt. 3.3.
§ 8. · Straf§-link ↗
Den, der anvender et registreringspligtigt køretøj, der ikke er registret, jf. § 4 og § 5, stk. 7, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter § 22 i lov om jernbane.
Stk. 2. Undladelse af pligtig registrering, jf. § 4, stk. 1, § 5, stk. 1 og stk. 5, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter § 22 i lov om jernbane.
§ 9. · Dispensation§-link ↗
Trafikstyrelsen kan dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det i øvrigt er foreneligt med EU-regler på området.
§ 10. · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. juli 2010.
Stk. 2. Kapitel 10 i bekendtgørelse nr. 686 af 2. juli 2009 om godkendelse af rullende materiel (køretøjer) på jernbaneområdet ophæves.
Stk. 3. For de køretøjer, der er godkendt til national trafik skal ihændehaver inden 15. august 2010 ansøge om at få registreret oplysninger om køretøjerne, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Køretøjer kan anvendes i national trafik indtil 9. november 2010, hvor køretøjerne skal være registreret i det nationale køretøjsregister.
Stk. 5. Køretøjer, der er godkendt inden bekendtgørelsens ikrafttræden, kan anvendes uden mærkning i op til 6 år efter ikrafttræden af denne bekendtgørelse.