§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen gælder ved fiskeri på dansk fiskeriterritorium og ved fiskeri med dansk indregistreret fiskerfartøj uden for dette område.
Stk. 2. Bilag 1 til bekendtgørelsen indeholder de anvendte definitioner på farvandsområder.
§ 2.§-link ↗
Fisk og krebsdyr samt dele heraf, der ikke opfylder de i denne bekendtgørelse nævnte mindstemål, må ikke beholdes om bord, omlades, landes, opbevares, transporteres, sælges eller udbydes til salg, men skal straks genudsættes, så vidt muligt i levende tilstand.
Stk. 2. Kunstigt opdrættede fisk og krebsdyr, der opfiskes i akvakulturanlæg, er undtaget fra mindstemålsbestemmelserne.
Stk. 3. Bestemmelserne i bekendtgørelsen gælder ikke fisk og krebsdyr, der fanges til godkendt udsætning, omplantning eller i forbindelse med godkendte videnskabelige undersøgelser.
§ 3.§-link ↗
For de i bilag 2 anførte fiskearter gælder de i bilaget anførte mindstemål, regnet fra snudespids til halefinnens spids (totallængde).
Stk. 2. Både ved fiskeri og landing af fisk med dansk indregistreret fiskerfartøj jf. § 1, samt ved landing i dansk havn i øvrigt, skal fisken sorteres i overensstemmelse med EF's markedsnormer.
§ 4.§-link ↗
For gulål gælder de i bilag 3 anførte mindstemål til og med den 31. december 2010.
Stk. 2. Fra og med den 1. januar 2011 til og med den 31. december 2011 gælder de i bilag 4 anførte mindstemål for gulål.
Stk. 3. Fra og med den 1. januar 2012 til og med den 31. december 2012 gælder de i bilag 5 anførte mindstemål for gulål.
Stk. 4. Fra og med den 1. januar 2013 gælder de i bilag 6 anførte mindstemål for gulål.
§ 5.§-link ↗
For de i bilag 7 anførte krebsdyrarter gælder de i bilaget anførte mindstemål.
Stk. 2. Størrelsen af hummer og jomfruhummer angives ved totallængden målt fra spidsen af pandetornen til bagkanten af svømmeviftens midterstykke, bortset fra hårkanten.
Stk. 3. Længden på jomfruhummerhaler måles fra forkanten af første haleled til bagkanten af svømmeviftens midterstykke, bortset fra hårkanten. Når halen måles, skal den ligge fladt, og leddene må ikke strækkes.
§ 6. · Straffebestemmelser§-link ↗
Med bøde straffes den, der overtræder eller forsøger at overtræde § 2, jf. §§ 3, 4 og 5.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 7. · Ikrafttræden§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2010.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1143 af 1. december 2008 om mindstemål for fisk og krebsdyr i saltvand ophæves.