Bekendtgørelse nr. 575 · 2010

Historisk

Bekendtgørelse om indberetning af data vedrørende ulykker, forløbere til ulykker og sikkerhedsmæssige uregelmæssigheder m.v. til Trafikstyrelsen

Bekendtgørelse om indberetning af data vedrørende ulykker, forløbere til ulykker og sikkerhedsmæssige uregelmæssigheder m.v. til Trafikstyrelsen

Dokumentdato: 25. maj 2010Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde og definitioner§-link ↗

Trafikstyrelsen driver og vedligeholder en database vedrørende indberettede data om ulykker, forløbere til ulykker samt sikkerhedsmæssige uregelmæssigheder m.v. på jernbaneområdet.

Stk. 2. Indberetningerne er til brug for styrelsens årlige indberetninger til Det Europæiske Jernbaneagentur og styrelsens forebyggende jernbanesikkerhedsmæssige arbejde m.v.

Stk. 3. Databasen og de elektronisk indberettede oplysninger er ikke tilgængelig for offentligheden, jf. § 5, stk. 2, i offentlighedsloven.

§ 2. · Anvendelsesområde og definitioner§-link ↗

Jernbanevirksomheder, jernbaneinfrastrukturforvaltere, veteranbaner og veterantog har pligt til at indberette de data, som er anført i bilag 2, til den i § 1 nævnte database.

Stk. 2. Personer, der er ansat ved jernbanevirksomheder og jernbaneinfrastrukturforvaltere, og personer, som udfører sikkerhedsklassificerede funktioner på jernbaneområdet, kan indberette sikkerhedsmæssige uregelmæssigheder til Trafikstyrelsen, jf. § 6.

§ 3. · Anvendelsesområde og definitioner§-link ↗

Ved ulykke forstås en uønsket eller utilsigtet pludselig hændelse eller en specifik kæde af sådanne hændelser, der har skadelige følger. Ulykker opdeles i følgende kategorier: Togsammenstød, afsporinger, ulykker i jernbaneoverkørsler, personskader forårsaget af rullende materiel i bevægelse, brand i rullende materiel og andet.

Stk. 2. Ved væsentlig ulykke forstås enhver ulykke, hvori der er involveret mindst ét jernbanekøretøj i bevægelse, og som resulterer i mindst én dræbt eller alvorligt tilskadekommet person, eller i omfattende ødelæggelse af materiel, spor eller andre anlæg eller miljøet eller i omfattende forstyrrelse af trafikken (i Kommissionens direktiv 2009/149/EF af 27. november 2009 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF (jernbanesikkerhedsdirektivet) benævnt alvorlig ulykke). Ulykker i værksteder, lagre og depoter medregnes ikke.

Stk. 3. Ved forløbere til ulykker forstås skinnebrud, solkurver, signalfejl, forbikørsel af stopsignal og defekte hjul og aksler på rullende materiel i drift.

Stk. 4. Ved sikkerhedsmæssige uregelmæssigheder forstås en begivenhed på jernbaneområdet, der ikke har medført en ulykke eller forløbere til ulykker, men som kunne have fået betydning for jernbanesikkerheden, herunder risiko for personpåkørsel forårsaget af rullende materiel i bevægelse, bremsetekniske fejl, uregelmæssighed i jernbaneoverkørsel, deformation af sporene, fejl ved signalering, profilforhold eksklusiv personskade som følge af rullende materiel i bevægelse, hærværk eller andet.

§ 4. · Indberetning§-link ↗

Indberetningen af data skal ske senest den 1. marts hvert år for det foregående kalenderår, jf. § 2, stk. 1.

Stk. 2. Jernbanevirksomhederne, jernbaneinfrastrukturforvalterne, veteranbanerne og veterantogene skal ved indberetning af data anvende de definitioner, der angives i § 3 og bilag 1.

Stk. 3. Indberetningen af data skal ske i henhold til de kategorier, der er nævnt i bilag 2.

Stk. 4. Forløbere til ulykker, som forårsager en ulykke, skal indberettes både som forløbere til ulykker og en ulykke.

§ 5. · Indberetning§-link ↗

Indberetning efter § 4 skal ske elektronisk. Indberetningen skal ske ved enten at udfylde en elektronisk kopi af Trafikstyrelsens sikkerhedsdatabase eller ved at overføre data fra virksomhedens egen database i et format svarende til Trafikstyrelsens database.

Stk. 2. Veteranbaner og veterantog kan dog vælge at anvende blanketten i bilag 2 ved indberetning til Trafikstyrelsen.

Stk. 3. Jernbanevirksomhedernes, jernbaneinfrastrukturforvalternes, veteranbanernes og veterantogenes indberetninger må ikke udover de oplysninger, som er anført i bilag 2, indeholde personhenførbare oplysninger.

§ 6. · Indberetning§-link ↗

Personer, jf. § 2, stk. 2, skal ved indberetning af sikkerhedsmæssige uregelmæssigheder til Trafikstyrelsen anvende blanketten i bilag 2, punkt 1-9.

§ 7. · Straffebestemmelser§-link ↗

Overtrædelse af bestemmelserne i § 4, stk. 1-3, kan straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

§ 8. · Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2011.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 646 af 25. juni 2008 om indberetning af data til Trafikstyrelsen vedrørende ulykker, hændelser og sikkerhedsmæssige uregelmæssigheder ophæves.

§ 9. · Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser§-link ↗

For så vidt angår indberetningen den 1. marts 2011 for kalenderåret 2010 gælder, at de hidtil gældende regler finder anvendelse.