§ 1.§-link ↗
Når finansministeren i henhold til § 7 i lov om offentlige betalinger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 798 af 28. juni 2007, som ændret ved lov nr. 1336 af 19. december 2008, har fastsat regler om elektronisk afregning med offentlige myndigheder i OIOUBL-standarden, kan disse offentlige myndigheder vælge at sende og modtage regninger udarbejdet i OIOUBL-standarden, som er den fælles offentlige standard for elektroniske regninger.
Stk. 2. OIOUBL er en teknisk videreudvikling af standarden OIOXML elektronisk regning.
Stk. 3. Offentlige myndigheder, jf. stk. 1, skal fra og med 1. maj 2011 sende og modtage regninger udarbejdet i OIOUBL-standarden.
Stk. 4. Reglerne for udformningen af en elektronisk regning udarbejdet i OIOUBL-standarden, jf. stk. 1 og 2, fremgår af bilag 1.
§ 2.§-link ↗
Indtil 1. maj 2011 kan offentlige myndigheder i stedet vælge at modtage regninger i OIOXML-standarden, som fremgår af bilag 2.
Stk. 2. Indtil 1. maj 2011 skal offentlige myndigheder kunne modtage regninger udarbejdet i OIOXML-standarden, jf. stk. 1.
§ 3.§-link ↗
Offentlige myndigheder skal sende og modtage elektroniske regninger, som opfylder kravene i OIOUBL-standarden, via en transportinfrastruktur, som opfylder kravene i OIO RASP-standarden. Kravene i OIO RASP-standarden fremgår af bilag 3.
Stk. 2. Offentlige myndigheder skal på det tidspunkt, hvor OIOUBL-standarden tages i brug, jf. § 1, stk. 1, være registreret i det fællesoffentlige webservicekatalog for e-handel; NemHandelsregistret, som drives af IT- og Telestyrelsen.
§ 4.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 12. april 2010.
Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning fra tidspunktet for ikrafttrædelsen af de af finansministerens i henhold til § 1, stk. 1 fastsatte regler, i det omfang dette tidspunkt ligger efter nærværende bekendtgørelses ikrafttræden, jf. stk. 1.
Stk. 3. Bekendtgørelse. nr. 1075 af 11. november 2004 om information i OIOXML elektronisk regning til brug for elektronisk afregning med offentlige myndigheder ophæves på tidspunktet for nærværende bekendtgørelses ikrafttrædelse og virkning, jf. stk. 1-2.