§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗
Bekendtgørelsen finder anvendelse på markedsføring, produktion med henblik på markedsføring, import og eksport af forstligt formeringsmateriale af træarter nævnt i bilag 3.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på: 1) forstligt formeringsmateriale som godtgøres at være bestemt til udførsel eller genudførsel til tredjelande, 2) planter eller plantedele af de i bilag 3, A, nævnte træarter, som markedsføres til andre formål end de i § 3, stk. 2 nævnte, og er tydeligt mærket med »Ikke til skovbrugsformål«, 3) frø af de i bilag 3, A, nævnte træarter, hvis det klart godtgøres, at frøene ikke er bestemt til de i § 3, stk. 2, nævnte formål.
§ 2. · Anvendelsesområde§-link ↗
Bestemmelserne om markedsføring finder tilsvarende anvendelse ved fremvisning med henblik på salg, udbud til salg og salg eller levering til en anden person, herunder levering i henhold til en kontrakt om tjenesteydelse.
§ 3. · Godkendelse og formålskåring§-link ↗
Plantedirektoratet kan efter ansøgning godkende en bevoksning, frøplantage eller et klonformeringskvarter med træarter nævnt i bilag 3, som grundmateriale til produktion af forstligt formeringsmateriale. Bevoksningen, frøplantagen eller klonformeringskvarteret kan godkendes som grundmateriale for produktion af certificeret formeringsmateriale i følgende kategorier: 1) »udvalgt«, hvis betingelserne i bilag 4.1, er opfyldt, 2) »kvalificeret«, hvis betingelserne i bilag 4.2, er opfyldt, eller 3) »afprøvet«, hvis betingelserne i bilag 4.3, er opfyldt
Stk. 2. Materiale nævnt i stk. 1 kan godkendes med henblik på markedsføring af formeringsmateriale til følgende formål: 1) vedproduktion, hvis betingelserne i bilag 4.1, B, er opfyldt, 2) værn- og læplantningsformål, hvis betingelserne i bilag 4.1, C, er opfyldt, 3) juletræ- og klippegrøntproduktion, hvis betingelserne i bilag 4.1, D, er opfyldt, samt 4) alleer og parkplantninger, hvis betingelserne i bilag 4.1, E. er opfyldt.
Stk. 3. For de i stk. 2, nr. 3 og 4, nævnte formål, tages der ved godkendelse af grundmaterialet hensyn til, at der kan være behov for materiale med en lille genetisk variation.
Stk. 4. Ejere af bevoksninger m.v. kan indgive ansøgning om godkendelse efter stk. 1 og 2. Ansøgning indgives til Plantedirektoratet på et af direktoratet udarbejdet skema, som findes på www.pdir.fvm.dk.
§ 4. · Godkendelse og formålskåring§-link ↗
Godkendelse af grundmateriale kan tilbagekaldes, hvis: 1) avlsværdien viser sig at være ringere end oprindeligt antaget, 2) der opstår krydsningsfare fra nabobevoksninger, 3) en afmærkning af den kårede bevoksnings afgrænsning, der er nødvendig for en korrekt indsamling, ikke foretages, 4) avlsværdien forringes ved uhensigtsmæssig hugst, eller 5) en efterkontrol viser, at en forbedret dyrkningsværdi ikke er opnået.
§ 5. · Registrering§-link ↗
Virksomheder der markedsfører formeringsmateriale af de i bilag 3,A, nævnte træarter, eller som markedsfører certificeret materiale af de i bilag 3,B nævnte træarter med reference til et officielt stamcertifikat, skal være registreret i Plantedirektoratet.
Stk. 2. Ejere af godkendt grundmateriale skal ikke registreres, hvis indsamlingen af forstligt formeringsmateriale er overdraget til en registreret virksomhed.
§ 6. · Registrering§-link ↗
Skifter en registreret virksomhed ejer, eller ophører virksomhedens registreringspligt efter § 5, stk. 1, skal Plantedirektoratet underrettes skriftligt herom.
Stk. 2. Plantedirektoratet kan ophæve registreringen, hvis virksomheden ikke senest 30 dage efter påkrav har betalt forfaldne afgifter og gebyrer i henhold til bekendtgørelse om betaling for kontrol med skovfrø og –planter.
§ 7. · Indsamling og stamcertifikater§-link ↗
Indsamling af formeringsmateriale fra godkendt grundmateriale af de i bilag 3, A nævnte træarter må ikke påbegyndes, før Plantedirektoratet har modtaget en skriftlig anmeldelse, jf. bilag 6. tilsvarende gælder for formeringsmateriale af de i bilag 3, B, nævnte træarter som ønskes certificeret. Anmeldelsen skal ske på et skema udarbejdet af Plantedirektoratet, som findes på www.pdir.fvm.dk.
Stk. 2. Indsamlingen skal foretages efter retningslinjerne i bilag 6. Oplysninger om det indsamlede materiale, sendes til Plantedirektoratet, der på grundlag heraf udsteder stamcertifikat for partiet.
§ 8. · Offentliggørelse§-link ↗
Plantedirektoratet offentliggør en fortegnelse (Kåringsfortegnelsen) over godkendte bevoksninger,jf. § 3, stk. 1. Kåringsfortegnelsen indeholder de i bilag 8.1 anførte oplysninger.
§ 9. · Offentliggørelse§-link ↗
Plantedirektoratet offentliggør en fortegnelse over partier af formeringsmateriale certificeret i Danmark (Partiliste). Partilisten indeholder de i bilag 8. 2 anførte oplysninger.
§ 10. · Import§-link ↗
Import fra tredjelande af formeringsmateriale af træarter nævnt i bilag 3, A, er ikke tilladt. Det er dog tilladt at importere formeringsmateriale som nævnt i bilag 9
Stk. 2. Import af det i bilag 9 nævnte materiale skal anmeldes til Plantedirektoratet senest 48 timer forud for importen. Tilsvarende gælder for import af formeringsmateriale af træarter nævnt i bilag 3, B, der ønskes certificeret. Anmeldelsen skal ske på et skema udarbejdet af Plantedirektoratet, som findes på www.pdir.fvm.dk.
Stk. 3. Plantedirektoratet kontrollerer det importerede materiale med tilhørende dokumentation for oprindelse. Direktoratet kan på baggrund heraf udstede et stamcertifikat for partiet.
§ 11. · Markedsføring og mærkning§-link ↗
Formeringsmateriale af træarter nævnt i bilag 3, A, må kun markedsføres, hvis det er frembragt fra grundmateriale, der: 1) er godkendt her i landet, eller 2) er godkendt i en anden medlemsstat af den Europæiske Union eller 3) er importeret jf. § 10.
Stk. 2. Formeringsmateriale af de i bilag 3, A, nævnte træarter og certificeret materiale fra træarter nævnt i bilag 3, B, må kun markedsføres, hvis de relevante krav i bilag 7 er opfyldt.
§ 12. · Markedsføring og mærkning§-link ↗
Hvert parti formeringsmateriale skal under indsamling, forarbejdning, oplagring, transport og dyrkning holdes tydeligt adskilt og mærket i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag 5.
§ 13. · Markedsføring og mærkning§-link ↗
Partier af formeringsmateriale af træarter nævnt i bilag 3, A, og certificeret materiale fra arter nævnt i bilag 3, B, må kun markedsføres, hvis de er mærket i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag 5 og er ledsaget af en mærkeseddel eller andet dokument fra leverandøren (leverandørdokumentet) der indeholder de i bilag 5.3 anførte oplysninger.
Stk. 2. Partier af frø kan dog markedsføres til første køber uanset om oplysningerne om spireprocent og antal spiredygtigt frø pr. kg. endnu ikke foreligger. Det skal fremgå af følgedokumentet, hvis oplysningerne først fremkommer senere.
Stk. 3. Partier, som ved indsamlingen indeholder mindre end de i bilag 3 anførte vægtmængder, kan markedsføres uden information om spiringsresultater.
§ 14. · Markedsføring og mærkning§-link ↗
Frø må kun markedsføres i lukket emballage. Lukkeanordningen skal være således udført, at den bliver ubrugelig, når emballagen åbnes.
§ 15. · Plantepas§-link ↗
Plantedirektoratet kan godkende virksomheder, der er registreret efter § 5, til at udstede og forsyne planter med plantepas. Plantepassets udformning skal være godkendt af direktoratet.
Stk. 2. Plantepas må ikke anvendes til andre planter end dem, de oprindeligt er udstedt til.
Stk. 3. Godkendelse til at udstede plantepas kan tilbagekaldes, hvis virksomheden ikke overholder bestemmelserne vedrørende anvendelse af plantepas.
§ 16. · Plantepas§-link ↗
Frø eller kogler til opformeringsformål, af slægten Pinus L. og arten Pseudotsuga menziesii som enten har oprindelse i EU eller importeres til EU, må kun flyttes indenfor Fællesskabet, hvis de ledsages af et plantepas, jf. bilag 5, og har: 1) været dyrket på et produktionssted i et land, hvor Gibberella circinata ikke vides at forekomme, eller 2) været dyrket på et produktionssted i et område, fri for skadegøreren Gibberella circinata, der er fastlagt af det officielle ansvarlige organ i dyrkningslandet i overensstemmelse med relevante internationale standarder for plantebeskyttelsesforanstaltninger, eller 3) oprindelse på et produktionssted, hvor der ved officielle inspektioner i to år forud for flytningen ikke er konstateret tegn på Gibberella circinata, og som er blevet undersøgt umiddelbart inden flytningen og fundet fri for Gibberella circinata.
Stk. 2. Små mængder frø og kogler bestemt til ejerens eller modtagerens brug til ikke-kommercielle formål, er undtaget for krav om plantepas, hvis der ikke er nogen risiko for spredning af planteskadegøreren Gibberella circinata.
§ 17. · Regnskab og indberetning af salg§-link ↗
Registrerede virksomheder skal føre regnskab over indsamling, køb, lager og salg. Regnskabet skal for hvert parti indeholde oplysninger om stamcertifikatnummer, mængde samt navn og adresse på afsender og modtager af ind- og udgående partier. Regnskabet skal opbevares i mindst fem år. Findes der formeringsmateriale fra godkendt og ikke godkendt grundmateriale af samme art i virksomheden, omfatter regnskabspligten hele virksomhedens beholdning og omsætning af frø og plantemateriale af denne art.
Stk. 2. Registrerede virksomheder skal senest den 15. i måneden efter et kvartals afslutning foretage indberetning til Plantedirektoratet. Indberetningen skal indeholde oplysninger, jf. bilag 10, om salg af formeringsmateriale af træarter nævnt i bilag 3, A, og af certificeret materiale af træarter nævnt i bilag 3, B.
§ 18. · Eksport§-link ↗
Plantedirektoratet udsteder efter anmodning et OECD-oprindelsesbevis for forstligt formeringsmateriale jf. bilag 3, A og 3, B, hvis materialet agtes solgt efter »Regler for kontrol med forstligt formeringsmateriale i international handel, C(2007) 69« af 20. juni 2007, fastsat af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD).
§ 19. · Særlige bestemmelser§-link ↗
Plantedirektoratet kan efter ansøgning og på særlige vilkår tillade markedsføring af forstligt formeringsmateriale af træarter nævnt i bilag 3, A, der ikke opfylder bestemmelserne i denne bekendtgørelse med henblik på: 1) forsøg, 2) videnskabelige formål, eller 3) bevarelse af særlige genetiske ressourcer.
§ 20. · Kontrol§-link ↗
Plantedirektoratet fører kontrol med, at reglerne i bekendtgørelsen overholdes.
§ 21. · Straffebestemmelser§-link ↗
Med bøde straffes den, der 1) overtræder § 5, stk. 1, § 7, § 10, stk. 1, §§ 11 -14, § 15, stk. 2, § 16, stk. 1, og § 17 2) undlade at give oplysninger efter § 6, stk. 1, eller 3) overtræder vilkår fastsat efter § 19.
Stk. 2. Selskaber m.v. (juridiske personer) kan pålægges strafansvar efter straffelovens 5. kapitel.
§ 22. · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2010.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1100 af 20. september 2007 om skovfrø og –planter ophæves.
Stk. 3. Lagre af formeringsmateriale af træarter nævnt i bilag 2 i bekendtgørelse nr. 985 af 22. november 1996 om skovfrø og planter, der enten er, eller er frembragt af materiale indsamlet inden den 1. januar 2003, kan markedsføres, såfremt det klart angives på mærkeseddel eller leverandørdokument, at indsamlingen er sket inden den 1. januar 2003.