Bekendtgørelse nr. 218 · 2010

Gældende

Bekendtgørelse om anvendelsen af ophavsretsloven i forhold til andre lande

Bekendtgørelse om anvendelsen af ophavsretsloven i forhold til andre lande

Dokumentdato: 9. mar. 2010Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Indledning§-link ↗

Denne bekendtgørelse udvider beskyttelsen i henhold til ophavsretsloven til værker og andre frembringelser m.v., der ikke omfattes af den umiddelbare beskyttelse efter lovens §§ 85 eller 86.

§ 2. · Bernerkonventionen§-link ↗

Bestemmelserne i ophavsretslovens kapitler 1-4 og 6-9, undtagen §§ 39-46a og § 64, anvendes med de afvigelser, som følger af bekendtgørelsens §§ 3-5, på 1) værker af personer, der er statsborgere i eller bosat i lande, som har tiltrådt konventionen til værn for litterære og kunstneriske værker (Bernerkonventionen), 2) andre værker, som er udgivet første gang i et andet konventionsland eller er udgivet i et sådant land samtidig med eller inden for 30 dage efter deres første udgivelse i et uden for konventionen stående land, 3) filmværker, hvis producent har sit hovedsæde i eller er bosat i et andet konventionsland, 4) bygningsværker beliggende i et andet konventionsland og 5) kunstværker, der er indføjet i bygninger eller anlæg i et andet konventionsland.

§ 3. · Bernerkonventionen§-link ↗

Når beskyttelsestiden for et værk er udløbet efter den lovgivning, der gælder i værkets hjemland, nyder værket ikke beskyttelse efter ophavsretslovens bestemmelser.

Stk. 2. For værker, der først udgives i et konventionsland, anses som hjemland det konventionsland, hvor udgivelsen fandt sted. For værker, der er udgivet samtidig eller inden for 30 dage i to eller flere konventionslande med forskellig beskyttelsestid, anses som hjemland det land, der har den korteste beskyttelsestid. For værker, der er udgivet i et konventionsland samtidig med eller inden for 30 dage efter deres første udgivelse i et uden for konventionen stående land, anses konventionslandet som hjemland.

Stk. 3. For værker, der ikke er udgivet, eller som ikke er omfattet af reglerne i stk. 2, anses som hjemland det konventionsland, hvor ophavsmanden er statsborger eller bosat. For bygningsværker, der er beliggende i et konventionsland, og kunstværker, der er indføjet i bygninger eller anlæg beliggende i et konventionsland, anses dette land som hjemland. For filmværker, hvis producent har hovedsæde i eller er bosat i et konventionsland, anses dette som hjemland.

§ 4. · Bernerkonventionen§-link ↗

For sådanne værker af brugskunst samt industrielle mønstre og modeller, der i hjemlandet udelukkende beskyttes som mønstre og modeller, ydes der alene beskyttelse efter den danske lovgivning om design.

§ 5. · Bernerkonventionen§-link ↗

Bestemmelsen i ophavsretslovens § 38 (følgeret) finder anvendelse på værker af personer, der er statsborgere i eller bosat i konventionslande, som har gennemført en følgeretsordning som omhandlet i Bernerkonventionens art. 14 ter.

§ 6. · WIPO-traktaten om ophavsret (WCT)§-link ↗

Bestemmelserne i §§ 2-5 finder tilsvarende anvendelse i forhold til lande, der har tiltrådt WIPO-traktaten om ophavsret (WCT).

§ 7. · Verdenskonventionen om ophavsret§-link ↗

Bestemmelserne i ophavsretslovens kapitler 1-4 og 6-9, undtagen bestemmelserne i §§ 38-46a og § 64, anvendes med de afvigelser, som følger af anordningens §§ 8-10, på 1) værker af personer, der er statsborgere i lande, som er tilsluttet Verdenskonventionen om ophavsret af 1952 eller den i Paris den 24. juli 1971 reviderede konventionstekst, 2) andre værker, som er udgivet første gang i et andet konventionsland, 3) værker af personer, der er bosat i et andet konventionsland, under forudsætning af, at dette land i sin lovgivning har ligestillet sådanne personer med sine egne statsborgere i henseende til anvendelsen af Verdenskonventionen, og 4) værker af statsløse og flygtninge, som er bosat i lande tilsluttet tillægsprotokol 1 til Verdenskonventionen.

§ 8. · Verdenskonventionen om ophavsret§-link ↗

Når beskyttelsestiden for et værk er udløbet efter den i værkets hjemland gældende lovgivning, nyder værket ikke beskyttelse efter ophavsretslovens bestemmelser.

Stk. 2. Når et værk er udgivet første gang i et konventionsland, anses dette land som værkets hjemland. I tilfælde af værkets udgivelse samtidig eller inden for 30 dage i to eller flere konventionslande med forskellig beskyttelsestid, anses dog som værkets hjemland det land, der har den korteste beskyttelsestid.

Stk. 3. Når et værk er udgivet første gang i et uden for konventionen stående land, anses som værkets hjemland det land, i hvilket værkets ophavsmand er statsborger.

Stk. 4. For et ikke-udgivet værk anses som hjemland det land, i hvilket værkets ophavsmand er statsborger.

§ 9. · Verdenskonventionen om ophavsret§-link ↗

Bestemmelsen i § 7 gælder ikke for værker, som er frembragt, før konventionen trådte i kraft for vedkommende stat, medmindre denne stat beskytter danske værker, som er frembragt før dette tidspunkt.

§ 10. · Verdenskonventionen om ophavsret§-link ↗

Bestemmelserne i §§ 7-9 gælder ikke for 1) værker, som er omfattet af bestemmelserne i § 2, og 2) værker fra et land, som efter 1. januar 1951 er udtrådt af Bernerunionen, medmindre dette land efter pkt. b i tillægsdeklarationen til art. XVII i den i Paris i 1971 reviderede konventionstekst er at anse for udviklingsland og ved udtrædelsen af Bernerunionen hos UNESCO's generaldirektør har deponeret meddelelse om, at landet betragter sig som et udviklingsland.

§ 11. · Verdenskonventionen om ophavsret§-link ↗

Bestemmelserne i ophavsretslovens kapitler 1-4 og 6-9, undtagen bestemmelserne i §§ 38-46a og § 64, finder anvendelse på værker, som først er udgivet af De Forenede Nationer (FN), af de specielle organisationer knyttet til FN eller af Organisationen af Amerikanske Stater, samt på ikke-udgivne værker, som de nævnte organisationer har ret til at udgive.

§ 12. · Romkonventionen§-link ↗

Bestemmelserne i ophavsretslovens § 65 (udøvende kunstnere), undtagen henvisningerne i § 65 til §§ 39-46a, anvendes, 1) hvis fremførelsen har fundet sted i et konventionsland, eller 2) hvis fremførelsen er gengivet på en lydoptagelse, som er fremstillet af en person, der er statsborger i eller bosat i et konventionsland, eller 3) hvis fremførelsen er gengivet på en lydoptagelse, som er fremstillet af et selskab, som har hovedsæde i et konventionsland.

Stk. 2. Bestemmelserne om tilgængeliggørelse for almenheden af fremførelser og optagelser i ophavsretslovens § 65, stk. 1-2 og 4, finder for så vidt angår samtidig og uændret videreudsendelse over kabelanlæg eller trådløst ikke anvendelse på andre lande.

§ 13. · Romkonventionen§-link ↗

Bestemmelserne i ophavsretslovens § 66 (fremstillere af lydoptagelser) og de dertil hørende bestemmelser i loven, undtagen henvisningerne i § 66 til §§ 39-46a, anvendes, 1) hvis lydoptagelsen har fundet sted i et konventionsland, eller 2) hvis lydoptagelsen er fremstillet af en person, der er statsborger i eller bosat i et konventionsland, eller 3) hvis lydoptagelsen er fremstillet af et selskab, som har hovedsæde i et konventionsland.

§ 14. · Romkonventionen§-link ↗

Uanset bestemmelserne i §§ 12 og 13 finder bestemmelsen i ophavsretslovens § 68, stk. 2, om ydelse af vederlag til fremstillere af lydoptagelser og udøvende kunstnere i tilfælde af offentlig fremførelse af udgivne lydoptagelser kun anvendelse i det omfang og for det tidsrum, vedkommende land beskytter lydoptagelser med tilknytning til Danmark. Det forhold, at vedkommende land ikke beskytter begge de to grupper af rettighedshavere, som er nævnt i § 68, stk. 2, skal ikke anses som en forskel i omfanget af beskyttelsen.

§ 15. · Romkonventionen§-link ↗

Bestemmelsen i ophavsretslovens § 69 (radio- og fjernsynsforetagender) og de dertil hørende bestemmelser i loven anvendes, 1) hvis radio- og fjernsynsudsendelsen har fundet sted i et konventionsland, eller 2) hvis radio- og fjernsynsforetagendet har hovedsæde i et andet konventionsland.

Stk. 2. Bestemmelsen om udsendelse af radio- og fjernsynsudsendelser i ophavsretslovens § 69, stk. 1, finder for så vidt angår fordeling over kabelanlæg ikke anvendelse på andre lande.

§ 16. · WIPO-traktaten om fremførelser og fonogrammer (WPPT)§-link ↗

Bestemmelserne i §§ 12 og 13 finder tilsvarende anvendelse i forhold til lande, der har tiltrådt WIPO-traktaten om fremførelser og fonogrammer (WPPT).

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 finder bestemmelsen i ophavsretslovens § 68, stk. 2, om ydelse af vederlag til fremstillere af lydoptagelser og udøvende kunstnere i tilfælde af offentlig fremførelse af udgivne lydoptagelser ikke anvendelse i det omfang, et andet traktatland gør brug af de forbehold, der er tilladt efter traktatens art. 15, stk. 3.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på udøvende kunstneres fremførelser, som er gengivet på film eller anden audiovisuel fremstilling.

Stk. 4. Bestemmelserne i ophavsretslovens §§ 75 c-75 e finder tilsvarende anvendelse i forhold til lande, der har tiltrådt WIPO-traktaten om fremførelser og fonogrammer (WPPT).

§ 17. · Overenskomsten om Verdenshandelsorganisationen (WTO), herunder aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS)§-link ↗

Bestemmelserne i §§ 2-5 finder tilsvarende anvendelse i forhold til lande, der har tiltrådt overenskomsten om Verdenshandelsorganisationen (WTO), herunder aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS).

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 12, 13 og 15 finder med de i disse bestemmelser indeholdte afvigelser tilsvarende anvendelse i forhold til lande, der har tiltrådt WTO, herunder TRIPS-aftalen. Bestemmelserne i ophavsretslovens § 65, stk. 2, og § 66, stk. 1, finder dog for så vidt angår offentlig fremførelse af optagelser kun anvendelse i forhold til de i §§ 12 og 13 nævnte lande.

§ 18. · Særligt om udbetaling af vederlag efter ophavsretslovens §§ 39-46a om vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug§-link ↗

Bestemmelserne om udbetaling af vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug i ophavsretslovens §§ 39-46a finder anvendelse på 1) værker og fotografiske billeder frembragt eller fremstillet af personer, der er statsborgere i eller bosat i andre lande, under forudsætning af, at der i det pågældende land er gennemført en vederlagsordning for uindspillede bånd, som åbner mulighed for vederlag til danske rettighedshavere, og 2) filmværker, hvis producent har sit hovedsæde i eller er bosat i andre lande, under forudsætning af, at der i det pågældende land er gennemført en vederlagsordning for uindspillede bånd, som åbner mulighed for vederlag til danske rettighedshavere.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse, når beskyttelsestiden for værket eller billedet er udløbet i rettighedshaverens hjemland.

§ 19. · Særligt om udbetaling af vederlag efter ophavsretslovens §§ 39-46a om vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug§-link ↗

Bestemmelserne i ophavsretslovens §§ 65 og 66, jf. §§ 39-46a, om udbetaling af vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug, finder anvendelse på fremførelser og lydoptagelser med tilknytning til andre lande, jf. kriterierne i §§ 12 og 13, under forudsætning af, at der i det pågældende land er gennemført en vederlagsordning for uindspillede bånd, som åbner mulighed for vederlag til danske rettighedshavere.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, når beskyttelsestiden for fremførelsen eller lydoptagelsen er udløbet i rettighedshaverens hjemland.

§ 20. · Aftale om udvidelse af den retlige beskyttelse af databaser til Isle of Man§-link ↗

Bestemmelsen i ophavsretslovens § 71 finder anvendelse på 1) databaser, som er fremstillet af personer bosat i Isle of Man, eller 2) databaser, som er fremstillet af selskaber, der har hovedsæde i Isle of Man.

§ 21. · Ikrafttræden m.v.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 14. marts 2010.

Stk. 2. Anordning nr. 1213 af 17. december 2002 om anvendelsen af ophavsretsloven i forhold til andre lande m.v. ophæves.