Bekendtgørelse nr. 180 · 2010

Gældende

Bekendtgørelse for Færøerne om god skik for investeringsforeninger, specialforeninger og hedgeforeninger samt udenlandske investeringsinstitutter

Bekendtgørelse for Færøerne om god skik for investeringsforeninger, specialforeninger og hedgeforeninger samt udenlandske investeringsinstitutter

Dokumentdato: 23. feb. 2010Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen finder anvendelse på færøske og danske investeringsforeninger og specialforeninger samt hedgeforeninger omfattet af § 114 a, stk. 1, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning. Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på udenlandske investeringsinstitutter, som er juridiske personer, og som markedsfører sig her i landet, jf. §§ 11 og 16 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.

Stk. 2. I denne bekendtgørelse anvendes betegnelsen »forening« om de i stk. 1 omtalte foreninger og udenlandske investeringsinstitutter.

Stk. 3. I denne bekendtgørelse omfatter betegnelsen »kunde« også en person, der allerede er medlem af en forening.

Stk. 4. Bekendtgørelsen gælder for private kundeforhold og erhvervsmæssige kundeforhold, såfremt disse ikke adskiller sig væsentligt fra private kundeforhold. § 3, stk. 4, § 4 og bilag 1 gælder dog kun for private kundeforhold.

Stk. 5. I det omfang markedsføring, rådgivning, formidling og salg af foreningens andele overlades til finansielle virksomheder, der har tilladelse som værdipapirhandler eller investeringsforvaltningsselskab i medfør af §§ 9 og 10 i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, finder bekendtgørelsen ikke anvendelse på den eller de opgaver, der er overdraget til værdipapirhandleren eller investeringsforvaltningsselskabet. Tilsvarende gælder for udenlandske investeringsinstitutter.

Kapitel 2 · Generelle regler om god skik

§ 2.§-link ↗

En forening skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder.

§ 3.§-link ↗

En forening må ikke anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer, hvis dette er egnet til mærkbart at forvride kundernes økonomiske adfærd på markedet.

Stk. 2. Markedsføring, som i sit indhold, sin form eller den anvendte fremgangsmåde er vildledende, aggressiv eller udsætter kunderne for en utilbørlig påvirkning, og som er egnet til mærkbart at forvride deres økonomiske adfærd, er ikke tilladt.

Stk. 3. Rigtigheden af angivelser om faktiske forhold skal kunne dokumenteres.

Stk. 4. De former for adfærd, der er opregnet i bilag 1, anses under alle omstændigheder for at være urimelige i private kundeforhold og er ikke tilladt.

§ 4.§-link ↗

Ved en opfordring til køb rettet mod private kunder skal en forening give følgende oplysninger, medmindre de allerede fremgår tydeligt af sammenhængen: 1) Produktets væsentligste karakteristika. 2) Foreningens navn og adresse. 3) Forhold vedrørende betaling og gennemførelse af aftalen, i det omfang disse forhold afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen. 4) Foreningens fremgangsmåde i forbindelse med klagesagsbehandling, i det omfang den afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen. 5) Fortrydelsesret, hvis kunden har en sådan ret. 6) Prisen inklusiv afgifter.

Stk. 2. Medfører produktets art, at prisen ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, angives den måde, hvorpå prisen beregnes.

Stk. 3. Ved en opfordring til køb forstås en kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika og pris er angivet på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel, og hvorved kunden sættes i stand til at foretage et køb.

§ 5.§-link ↗

En forening skal indgå eller bekræfte alle væsentlige aftaler med sine kunder i papirformat eller på andet varigt medium. En aftale skal indeholde en beskrivelse af parternes væsentlige rettigheder og pligter. Er der i forbindelse med aftalens indgåelse ydet rådgivning, skal væsentlige forudsætninger for rådgivningen nedfældes i aftalen eller fremgå af bilag til aftalen enten i papirformat eller på andet varigt medium.

Stk. 2. Vilkår, der indgår i aftalen, kan fremgå ved en henvisning til separate dokumenter, herunder foreningens almindelige forretningsbetingelser.

Kapitel 3 · Rådgivning

§ 6.§-link ↗

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder.

Stk. 2. En forening skal yde rådgivning, hvis kunden anmoder herom. Endvidere skal foreningen af egen drift yde rådgivning, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor. Alternativt kan foreningen henvise kunden til anden rådgivning.

Stk. 3. Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og give kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning. Rådgivningen skal være relevant, retvisende og fyldestgørende. Foreningen skal orientere om de risici, der er relevante for kunden.

§ 7.§-link ↗

Før en forening yder rådgivning, skal foreningen anmode kunden om at oplyse om sin økonomiske situation, sin erfaring med de relevante produkter, sit formål med at få produktet leveret samt om sin risikovillighed.

Stk. 2. Omfanget og karakteren af de oplysninger, der indhentes, kan afpasses efter den viden, som kunden besidder, og de oplysninger, som foreningen allerede har modtaget.

Stk. 3. Foreningen kan lægge kundens oplysninger til grund, medmindre de er åbenbart urigtige.

§ 8.§-link ↗

Rådgivningen skal tage udgangspunkt i relevante oplysninger indhentet i henhold til § 7 og det kendskab, foreningen i øvrigt har til kundens forhold.

Stk. 2. Foreningen skal anmode kunden om at opdatere oplysninger indhentet i henhold til § 7, i det omfang det er nødvendigt for at kunne yde kunden rådgivning i løbende kundeforhold.

§ 9.§-link ↗

En forening skal give tilstrækkelig information om egne andele, herunder om forskelle i priser og vilkår for alternative foreningsandele, der kan dække kundens behov.

Stk. 2. Foreningen skal på grundlag af sit generelle markedskendskab informere kunden om relevante foreningsandele på markedet. Informationen skal dog ikke indeholde oplysninger om konkurrerende foreningsandele eller konkrete priser.

§ 10.§-link ↗

En forening skal som led i sin rådgivning inddrage konsekvenser af de skatteregler, som er relevante for kunden i forhold til de foreningsandele, som rådgivningen omfatter, eller henvise kunden til anden rådgivning herom.

§ 11.§-link ↗

Har foreningen eller dennes medarbejder/rådgiver i rådgivningssituationen en særlig interesse i rådgivningens resultat udover den almindelige indtjening, skal foreningen inden rådgivningen informere kunden om arten og omfanget af den særlige interesse.

Stk. 2. Kunden skal gøres særlig opmærksom på, hvis den ekspederende medarbejder/rådgiver modtager provision eller andet vederlag, og der er en direkte sammenhæng mellem konkrete salg af foreningsandele og vedkommendes aflønning.

§ 12.§-link ↗

På en kundes anmodning skal foreningen give supplerende oplysninger om den aktuelle status vedrørende de forhold, der er omfattet af § 5, nr. 3 og 5-7 i bekendtgørelse for Færøerne om oplysninger i investeringsforeningers, specialforeningers, godkendte fåmandsforeningers og hedgeforeningers prospekter.

Stk. 2. På en kundes anmodning, skal foreningen endvidere give oplysninger om den seneste udvikling for risici og afkast for de vigtigste kategorier af instrumenter.

§ 13.§-link ↗

I markedsføring af andele i en forening eller afdeling skal foreningen oplyse, at der er udarbejdet et fuldstændigt og et forenklet prospekt, og hvordan offentligheden kan få prospekterne udleveret eller få adgang hertil.

Stk. 2. Foreningen skal tilbyde en kunde det forenklede prospekt vederlagsfrit inden køb af andele.

Stk. 3. På en kundes anmodning skal foreningen udlevere prospekterne vederlagsfrit.

Kapitel 4 · Tilsyn og straffebestemmelser

§ 14.§-link ↗

Finanstilsynet fører tilsyn med bekendtgørelsens overholdelse.

Stk. 2. Finanstilsynet kan, jf. § 120, stk. 2, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med §§ 2-4, § 5, stk. 1, § 6, stk. 2 og 3, § 7, stk. 1, og §§ 8-13.

§ 15.§-link ↗

Med bøde straffes den, der undlader at efterkomme påbud efter § 14, stk. 2. Overtrædelse af bestemmelserne i § 3 og § 4, stk. 1 og 2, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 5. kapitel i den for Færøerne gældende straffelov.

Kapitel 5 · Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 16.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2010. Bekendtgørelsen finder dog ikke anvendelse på aftaler, som er indgået før 1. april 2006.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 186 af 14. marts 2006 for Færøerne om god skik for investeringsforeninger, specialforeninger og hedgeforeninger samt udenlandske investeringsinstitutter.