§ 1.§-link ↗
I lukket afdeling kan institutionen låse indsattes egne opholdsrum i perioden mellem kl. 21.00 og kl. 08.00.
Stk. 2. I lukket afdeling kan indsatte, der på grund af sygdom ikke kan være beskæftiget med en af institutionen godkendt aktivitet, låses inde i eget opholdsrum eller på andet anvist opholdssted i arbejdstiden.
§ 2.§-link ↗
I åbent og halvlukket regi kan institutionen låse indsattes egne opholdsrum mellem kl. 21.00 og kl. 8.00, hvis det ud fra de ordens- og sikkerhedsmæssige forhold i den enkelte institution findes hensigtsmæssigt og forsvarligt.
Stk. 2. I åbent og halvlukket regi kan indsatte, der på grund af sygdom ikke kan være beskæftiget med en af institutionen godkendt aktivitet, låses inde i eget opholdsrum eller på andet anvist opholdssted i arbejdstiden.
§ 3.§-link ↗
Indsatte, der har adgang til fællesskab med andre indsatte, skal, i det omfang det er praktisk muligt, have adgang til at aflåse eget opholdsrum.
Stk. 2. Institutionen skal have mulighed for at skaffe sig adgang til aflåste opholdsrum.
§ 4.§-link ↗
Institutionen skal aflåse indsattes egne opholdsrum, hvis den indsatte er fraværende på grund af anbringelse i enrum, forhørscelle, observationscelle eller sikringscelle, eller hvis det er nødvendigt i forbindelse med en undersøgelse af opholdsrummet eller i forbindelse med magtanvendelse. Institutionen kan desuden aflåse indsattes egne opholdsrum, hvis det i andre særlige tilfælde er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
§ 5.§-link ↗
I opholdsrum med mere end en indsat skal aflåsning efter § 3, stk. 1, og § 4 kun ske, hvis alle indsatte har forladt opholdsrummet.
§ 6.§-link ↗
Institutionen bestemmer i øvrigt under hensyn til forholdene i den enkelte institution, hvordan de indsattes adgang til fællesskab gennemføres, herunder med hensyn til aflåsning af opholdsrum, afdelinger og andre fælles lokaler, samt om adgang til besøg mellem de indsatte i institutionen.
§ 7.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2010.