Bekendtgørelse nr. 1085 · 2009

Historisk

Bekendtgørelse om tilskud til projekter under »Pulje til mere cykeltrafik«

Bekendtgørelse om tilskud til projekter under »Pulje til mere cykeltrafik«

Dokumentdato: 23. nov. 2009Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Vejdirektoratet kan inden for de afsatte rammer give tilsagn om tilskud til projekter, der forbedrer forholdene for cyklister, så cyklen bliver en mere attraktiv transportform. Vejdirektoratet administrerer midlerne i overensstemmelse med de rammer, der er fastsat i administrationsgrundlaget for pulje til mere cykeltrafik, som er medtaget som bilag 1 til bekendtgørelsen.

§ 2. · Ansøgning om tilsagn til tilskud§-link ↗

Ansøgning om tilskud sendes til Vejdirektoratet. Ansøgningsfrister annonceres på www.vejsektoren.dk under cykelpuljen.

Stk. 2. Bestemmelserne om procedurer for ansøgning, tildeling af tilskud, betingelser for tilskud, tilskuddets størrelse og tilskudsberettigede omkostninger m.v. er fastsat i administrationsgrundlaget i bilag 1.

§ 3. · Betingelser for tilskud§-link ↗

Det er en betingelse for tildeling af tilskud, at der er tale om et projekt, hvis gennemførelse er afhængig af dette tilskud.

§ 4. · Betingelser for tilskud§-link ↗

Tilskud udgør som udgangspunkt 30 pct. af de godkendte støtteberettigede omkostninger, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Der kan tildeles 50 pct. tilskud til mere innovative projekter. I særlige tilfælde kan der ydes højere støtte til innovative tiltag – op til fuld finansiering af mindre projekter.

Stk. 3. Fordyrelser af projektet hos ansøger er tilskuddets absolutte størrelse uvedkommende.

Stk. 4. Vejdirektoratet kan stille vilkår eller betingelser for tilskud eller tilsagn om tilskud.

Stk. 5. Det er en betingelse for tilskud, at der er midler til rådighed indenfor den afsatte ramme jf. § 1.

Stk. 6. Tilskudsmodtagers egenfinansiering kan ikke dækkes af andre statslige puljer inden for Transportministeriets område.

Stk. 7. Projektet må være planlagt men ikke påbegyndt, før tilsagnet foreligger. Omkostninger afholdt før tidspunktet for tilsagn er ikke støtteberettigede.

Stk. 8. Selvom bevillingen gives i et år, er det ikke et krav, at projektet er igangsat samme år.

Stk. 9. I tilfælde af, at nabokommuner søger i fællesskab, skal kun én af kommunerne optræde som ansøger. Det er denne ansøger alene, der er ansvarlig overfor det samlede projekts gennemførelse og udgør den juridiske enhed, der skal opfylde alle krav i forbindelse med tildeling af støtte.

§ 5. · Ændring af projekt§-link ↗

Ændring af et projekt kan godkendes af Vejdirektoratet på betingelse af, at ændringen efter Vejdirektoratets vurdering er i overensstemmelse med projektets formål. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af Vejdirektoratet, inden ændringen iværksættes.

Stk. 2. Såfremt der sker forsinkelser i projektet i forhold til slutdato, skal der straks ansøges om godkendelse af revideret tidsplan med begrundelse for forsinkelsen.

§ 6. · Støtteberettigede omkostninger§-link ↗

Det godkendte budget udgør grundlaget for tilskuddet. Andre omkostninger end de godkendte kan ikke medtages i tilskudsgrundlaget, medmindre de på forhånd er skriftligt godkendt af Vejdirektoratet.

Stk. 2. Refunderbar moms er ikke en støtteberettiget udgift. Moms godtgjort til kommuner gennem momsudligningsordningen behandles som moms, der kan refunderes.

Stk. 3. For virksomheder og organisationer o. lign. der enten har begrænset eller ingen fradragsret for moms skal det fremgå af budgettet, hvilke omkostninger, der er henholdsvis momsbelagte og ikke-momsbelagte.

Stk. 4. Omkostninger til renter af gæld er ikke støtteberettigede.

Stk. 5. Omkostninger til gratialer, provisioner og lignende er ikke støtteberettigede.

Stk. 6. Opstår der indtægter i projektet, skal disse trækkes fra i støttegrundlaget.

§ 7. · Tilsyn og underretningspligt§-link ↗

Vejdirektoratet fører gennem stikprøver tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes, og kan i denne forbindelse anmode om enhver projektrelevant oplysning til brug herfor fra ansøgeren.

Stk. 2. I det omfang ansøgeren anvender samarbejdspartnere, er ansøgeren forpligtet til i nødvendigt omfang at fremskaffe de udbedte oplysninger fra de pågældende samarbejdspartnere.

§ 8. · Rapportering og regnskaber§-link ↗

Der skal udarbejdes og til Vejdirektoratet fremsendes statusredegørelser hvert halve år, så længe projektet er i gang. Rapporteringsperioderne er henholdsvis 1. juli til 31. december og 1. januar til 30. juni, og fristen for indrapportering er 2 måneder efter rapporteringsperiodens sidste dag. Projekter, der varer et år eller mindre, er ikke forpligtede til at udarbejde statusrapporteringer.

Stk. 2. Statusredegørelsen skal redegøre for udviklingen generelt i projektet i den forløbne periode, regnskab for halvårsperioden, opdateret restbudget og opdateret oversigt over resterende aktiviteter, herunder færdiggørelsestidspunkt.

Stk. 3. Såfremt projektet opdeles i delprojekter skal statusredegørelserne redegøre for fremdriften i hvert enkelt delprojekt.

Stk. 4. Såfremt projektet er opdelt i delprojekter skal regnskabet opdeles tilsvarende.

Stk. 5. Halvårsregnskabet skal omfatte en redegørelse for de gennemførte aktiviteter sammenlignet med de budgetterede aktiviteter. Er lønomkostninger medtaget i budgettet, skal disse eksplicit fremgå af regnskabet.

Stk. 6. Senest 3 måneder efter projektets afslutning skal der udarbejdes en slutrapportering for projektet. Slutrapportering skal indeholde en evaluering af projektets effekter. Med slutrapporteringen fremsendes et ledelsespåtegnet regnskab. Regnskabet skal være udformet i overensstemmelse med de enkelte poster i projektets budget. Sammen med regnskabet fremsendes en underskrevet revisorerklæring, der sikrer at kun projektrelevante omkostninger er bogført på projektet. Tilskudsbeløb under 0,5 mio. kr. er dog undtaget kravet om revisorerklæring, og regnskabet skal i dette tilfælde alene være ledelsespåtegnet.

§ 9. · Udbetaling af tilskud§-link ↗

Der kan indsendes anmodning om udbetaling af tilskud i forbindelse med statusrapportering og slutrapportering.

Stk. 2. I forbindelse med et projekt udbetales der tilskud 3 gange: 1) Når 40 pct. af omkostningerne er afholdt, udbetales 40 pct. af tilskuddet. 2) Når 80 pct. af omkostningerne er afholdt, udbetales yderligere 40 pct. af tilskuddet. 3) De sidste 20 pct. af tilskuddet udbetales ved godkendelse af slutrapporteringen med et endeligt ledelsespåtegnet regnskab samt for projekter over 0,5 mio. kr. med en revisorerklæring.

Stk. 3. I tilfælde af kommunefællesskab er det ansøgerkommunens ansvar at viderefordele og videresende de dele af tilskuddet, som vedrører projektets samarbejdspartnere.

§ 10. · Bortfald af tilskud§-link ↗

Tilsagn om tilskud bortfalder, hvis: 1) tilsagnshaver har givet urigtige eller vildledende oplysninger, 2) midlerne uden forudgående godkendelse har været anvendt til andre formål end beskrevet i projektbeskrivelsen, 3) projektet ikke kan gennemføres som forudsat i den godkendte ansøgning, 4) tilsagnshaver tilsidesætter sin underretningspligt efter § 7, eller 5) betingelserne for tilskud ikke bliver opfyldt, herunder også betingelserne i administrationsgrundlaget (bilag 1) og revisionsinstruksen, se bilag 2.

Stk. 2. Hvis projektet opnår besparelser i forhold til det oprindelige budget, reduceres tilskuddet, således at tilskudsandelen ikke overskrider den bevilligede tilskudsprocent.

§ 11. · Revision§-link ↗

Revision af projektregnskaber for projekttilskud efter denne bekendtgørelse skal ske i overensstemmelse med Vejdirektoratets revisionsinstruks. Se bilag 2.

§ 12. · Klager§-link ↗

Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages til transportministeren for så vidt angår retlige spørgsmål.

Stk. 2. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt pågældende.

§ 13. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.