§ 1.§-link ↗
DANAK udpeges som Danmarks nationale akkrediteringsorgan efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning nr. 339/93.
Stk. 2. Ved ”DANAK” forstås den del af Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond, som har akkreditering som område.
§ 2.§-link ↗
DANAK har til opgave at akkreditere virksomheder efter relevante standarder.
Stk. 2. DANAK varetager tilsynet med de akkrediterede virksomheder.
§ 3.§-link ↗
De nærmere vilkår for DANAK´s akkrediteringsvirksomhed fastlægges i en samarbejdsaftale mellem DANAK og Sikkerhedsstyrelsen.
§ 4.§-link ↗
Alle, der medvirker ved eller er knyttet til behandlingen af akkrediteringssager, er forpligtet i henhold til straffelovens § 152 a til over for uvedkommende at hemmeligholde, hvad de igennem deltagelsen i sagsbehandlingen bliver vidende om.
§ 5.§-link ↗
DANAK har retten til at bruge DANAK-logoet (kongekrone + DANAK), der er registreret som varemærke nr. FR 1993 00027 hos Patent- og Varemærkestyrelsen.
§ 6.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 28. december 2009.
§ 7.§-link ↗
Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland.