Bekendtgørelse nr. 1160 · 2007

Historisk

Bekendtgørelse om salmonellose hos fjerkræ og salmonella i slagtefjerkræ m.m.

Bekendtgørelse om salmonellose hos fjerkræ og salmonella i slagtefjerkræ m.m.

Dokumentdato: 5. okt. 2007Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Definitioner og anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser om salmonellose hos fjerkræ og om salmonella, herunder multiresistente Salmonella Typhimurium DT 104, i slagtefjerkræ.

Stk. 2. Bekendtgørelsen vedrører ikke infektioner med Salmonella Gallinarum og Salmonella Pullorum (hønsetyfus), der er omfattet af bekendtgørelse om hønsetyfus.

§ 2.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Fjerkræ: Høns, kyllinger, kalkuner, perlehøns, ænder, gæs, vagtler, opdrættet fjervildt, duer og strudse samt hobby- og prydfugle. 2) Slagtefjerkræ: Fjerkræ, der slagtes med henblik på konsum. 3) CHR-nummer: Et unikt nummer, der i det Centrale Husdyrbrugs Register (CHR) identificerer en bestemt geografisk beliggenhed. 4) Et hus: Et rum eller indelukke, hvorfra der skal udtages prøver. Der skal være fysisk adskillelse mellem rum eller til andre bygninger eller det fri. 5) En flok: Fjerkræ af samme alder og med samme sundhedsstatus, der udgør en driftsmæssig enhed og holdes på samme CHR-nummer samt udgør en enkelt epidemiologisk enhed. For fjerkræ i bursystemer omfatter dette alle dyr, der er fælles om en given luftmængde. En flok kan opstaldes i flere huse. 6) AM-status: Salmonellastatus for den enkelte flok før levering til slagtning. Som AM-positive betragtes flokke, hvor der ved de i § 6 nævnte eller senere udtagne prøver, er påvist salmonella. Flokke, hvori der ved de i § 6 nævnte eller ved senere udtagne prøver, ikke er påvist salmonella, betragtes som AM-negative. En flok, der er under mistanke i henhold til bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i rugeægsproducerende høns og opdræt hertil eller bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i konsumægshønsehold og opdræt hertil, anses for AM-positiv, indtil mistanken afkræftes i henhold til de nævnte bekendtgørelser. 7) Et parti fjerkrækød: Produktionen mellem to rengøringer og desinfektioner, f.eks. en dagsproduktion eller et skift. Såfremt der mellem to rengøringer produceres såvel AM-negative som AM-positive flokke, skal produktionen af de AM-negative og AM-positive flokke betragtes som to selvstændige partier. 8) Salmonellose: Sygdom, hvor forhøjet dødelighed eller almen svækkelse, suppleret af laboratoriefund gør det overvejende sandsynligt, at salmonellabakterier er en afgørende faktor i sygdommens årsagskompleks. 9) Nyudbrud: En tilstand, hvor der, efter at salmonellose er konstateret og efterfølgende ophørt, opstår symptomer hos samme eller andre dyr i flokken, som gør det overvejende sandsynligt, at salmonellabakterier er en afgørende faktor i sygdommens årsagskompleks.

Kapitel 2 · Salmonellose hos fjerkræ

§ 3.§-link ↗

Den, som i sin varetægt har dyr, som er eller kan mistænkes for at være angrebet af salmonellose, skal tilkalde en dyrlæge, jf. § 27, stk. 1 i lov om hold af dyr.

Stk. 2. Når en dyrlæge tilkaldes i henhold til stk. 1, skal dyrlægen søge mistanken om sygdommen be- eller afkræftet samt søge sygdommens art konstateret, jf. § 28, stk. 1 i lov om hold af dyr.

Stk. 3. Hvis en dyrlæge efter undersøgelse foretaget i henhold til stk. 2, eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der foreligger sygdom, som omfattet af stk. 1, skal dyrlægen foretage indberetning til fødevareregionen, jf. § 28, stk. 3 i lov om hold af dyr.

Stk. 4. Er der ikke konstateret salmonella i besætningen indenfor de seneste 6 måneder eller er der tale om nyudbrud, skal dyrlægen udtage prøver af relevant materiale til undersøgelse.

Stk. 5. Dyrlægen skal, efter at have modtaget resultatet af de laboratoriemæssige undersøgelser, hurtigst muligt underrette ejeren om resultatet.

§ 4.§-link ↗

På Fødevarestyrelsens foranledning skal ejeren sikre, at der udtages og indsendes materiale til undersøgelse for salmonella fra besætninger, der som følge af kliniske symptomer mistænkes for at være smittet med salmonella.

Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan lade udtage prøver fra besætninger til undersøgelse for udbredelsen af infektion med salmonella i dyrepopulationer samt fra besætninger i et nærmere afgrænset geografisk område, hvor en eller flere besætninger er sat under offentligt tilsyn på grund af salmonella.

Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan lade blodprøver udtaget som led i andre sygdomsbekæmpelsesprogrammer undersøge for serologisk reaktion mod salmonella.

§ 5.§-link ↗

Såfremt mistanke om salmonellose i en besætning er bekræftet, sætter fødevareregionen besætningen under offentligt tilsyn, jf. § 20.

Kapitel 3 · Salmonellakontrol af slagtefjerkræ

§ 6. · Undersøgelser og opfølgning i besætningen§-link ↗

Ejeren af en besætning er ansvarlig for, at der udtages prøver til undersøgelse for salmonella fra hver flok af slagtefjerkræ efter reglerne i bilag 1, kapitel 1 (AM-prøver).

Stk. 2. Stk. 1 finder også anvendelse på flokke af slagtefjerkræ, der leveres til slagtning på slagteri udenfor Danmark med henblik på slagtning.

Stk. 3. Indsendelse og undersøgelse af de i stk. 1, nævnte prøver sker efter reglerne i bilag 1, kapitel 2 og 3.

Stk. 4. Undtaget fra bestemmelserne i stk. 1 – 3, er fjerkræflokke, der undersøges efter bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i rugeægsproducerende høns og opdræt hertil eller bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i konsumægshønsehold og opdræt hertil.

§ 7. · Undersøgelser og opfølgning i besætningen§-link ↗

Forinden fjerkræ afhændes til slagtning, skal ejeren af besætningen være i besiddelse af resultatet af de i § 6, stk. 1 og 2, nævnte undersøgelser. Såfremt der ikke er udtaget AM-prøver, jf. § 6, stk. 4, skal resultaterne af de sidst foretagne undersøgelser for salmonella foreligge.

Stk. 2. Oplysning om flokkens AM-status skal fremsendes til slagteriet sammen med de i hygiejneforordningen for animalske fødevarer, bilag II, afsnit III, nævnte produktionsoplysninger (fødevarekædeoplysninger), medmindre der er truffet aftale om, at slagteriet modtager prøveresultatet direkte fra det laboratorium, der analyserer prøverne.

§ 8. · Undersøgelser og opfølgning i besætningen§-link ↗

Såfremt der konstateres salmonella i de i § 6, stk. 1 og 2, nævnte prøver, skal ejeren foranledige grundig rengøring og desinfektion samt udluftning og tørring af de inficerede huse, før der indsættes nyt fjerkræ.

Stk. 2. For flokke, hvor der i den foregående rotation er fundet salmonella, skal der for den efterfølgende flok udtages ekstra prøver i henhold til bilag 1, punkt 2 c.

Stk. 3. Såfremt der påvises salmonella i et hus ved de i § 6, stk. 1 og 2, nævnte undersøgelser, skal der være en tomgangsperiode på mindst 12 dage efter den følgende flok. Indsættelse af nyt fjerkræ må først ske, efter at fødevareregionen har godkendt rengøring og desinfektion af huset. Godkendelsen meddeles på baggrund af en visuel bedømmelse samt undersøgelse af svaberprøver udtaget af fødevareregionen efter endt rengøring og desinfektion.

Stk. 4. Såfremt der påvises salmonella i den flok, der er indsat i huset umiddelbart efter den i stk. 3, nævnte rengøring, skal ejeren af besætningen udarbejde en saneringsplan. Saneringsplanen skal godkendes af fødevareregionen.

Stk. 5. Stk. 2 – 4 gælder ikke for kalkuner og ænder.

§ 9. · Undersøgelser og opfølgning i besætningen§-link ↗

Ejeren skal sikre, at CHR- og husnummer er tydeligt angivet i umiddelbar nærhed af indgangen til huset.

§ 10. · Undersøgelser og opfølgning på slagteriet§-link ↗

Fjerkræ fra AM-positive flokke skal slagtes på et fjerkræslagteri som de sidste i et parti.

§ 11. · Undersøgelser og opfølgning på slagteriet§-link ↗

Hele slagtekæden samt opskæringslokaler og udstyr, som har været i kontakt med AM-positive partier, skal rengøres og desinficeres grundigt, inden der slagtes fjerkræ, hvori der ikke er påvist salmonella.

§ 12. · Undersøgelser og opfølgning på slagteriet§-link ↗

Virksomheder, der foretager slagtning af fjerkræ, skal udtage prøver af fersk fjerkrækød af høns, kyllinger og kalkuner til undersøgelse for salmonella efter reglerne i bilag 2, kapitel 1 og 2.

Stk. 2. Indsendelse og undersøgelse af de i stk. 1 nævnte prøver sker efter reglerne i bilag 2, kapitel 3 og 4.

Stk. 3. Bedømmelse af resultatet af de i stk. 1 og 2 nævnte prøver sker efter reglerne i bilag 2, kapitel 5.

Stk. 4. Opfølgning på de i stk. 3, nævnte prøveundersøgelser skal ske efter reglerne i bilag 2, kapitel 6.

§ 13. · Undersøgelser og opfølgning på slagteriet§-link ↗

Ved fund af salmonella, jf. bilag 2, kapitel 7, kan regionen påbyde virksomheden at udarbejde en handlingsplan for nedbringelse af salmonellaniveauet på slagteriet efter reglerne i bilag 2, kapitel 7 og 8.

Stk. 2. Forbud eller påbud udstedt i medfør af stk. 1, opretholdes, indtil salmonellaforekomsten er dokumenteret nedbragt til under de i bilag 2, kapitel 7 fastsatte grænser.

§ 14. · Undersøgelser og opfølgning på slagteriet§-link ↗

Kød fra hønse- og kyllingeflokke må ikke omsættes, før resultaterne af undersøgelserne efter § 6 og § 12 bekræfter, at der ikke findes salmonella i kødet.

Stk. 2. Ved fund af salmonella i prøver udtaget efter § 6 eller § 12 af hønse- og kyllingekød, skal partiet destrueres, varmebehandles eller anvendes til andet formål, der ikke medfører en smitterisiko, og som er accepteret af fødevareregionen.

Stk. 3. Ved varmebehandling skal centrumstemperaturen i kødet være minimum 75° C. Der kan dog anvendes en anden af fødevareregionen godkendt kombination af temperatur og tid. Varmebehandling skal foretages på en engrosvirksomhed.

Stk. 4. Ved ethvert fund af salmonella i fersk hønse- og kyllingekød efter dette er markedsført, skal hele den produktionsmængde, der er fremstillet på samme teknologiske betingelser, og som vil kunne indebære samme risiko, hurtigst muligt trækkes tilbage fra markedet og destrueres, varmebehandles eller anvendes på anden måde, som ikke udgør en smitterisiko, og som er accepteret af fødevareregionen.

§ 15. · Undersøgelser og opfølgning på slagteriet§-link ↗

Bestemmelserne i §§ 6 – 14 finder ikke anvendelse på perlehøns, gæs, vagtler, opdrættet fjervildt, duer, strudse samt hobby- og prydfugle.

Stk. 2. Virksomheder, der alene slagter fjerkræ med henblik på tilbagelevering til besætningsejeren til brug i dennes private husholdning, er ikke omfattet af §§ 6 - 14.

Kapitel 4 · Særlige bestemmelser for multiresistente Salmonella Typhimurium DT 104

§ 16.§-link ↗

Såfremt der ved laboratoriemæssig undersøgelse af materiale fra en besætning med slagtefjerkræ eller i en prøve fra hobby- eller prydfugle påvises multiresistente Salmonella Typhimurium DT 104, sætter fødevareregionen besætningen under offentligt tilsyn, jf. § 20.

Stk. 2. Flokke af slagtefjerkræ fra de i stk. 1 nævnte besætninger skal destrueres, slagtes med efterfølgende varmebehandling af fjerkrækødet på en engrosvirksomhed eller anvendes på anden måde, der ikke udgør en smitterisiko.

§ 17.§-link ↗

Kød eller produkter heraf, hvori der er fundet multiresistente Salmonella Typhimurium DT 104, skal sammen med hele den produktionsmængde, der er fremstillet på samme teknologiske betingelser, og som vil kunne indebære samme risiko, hurtigst muligt trækkes tilbage fra markedet og destrueres eller varmebehandles på en måde, der sikrer en centrumstemperatur på minimum 75° C. Der kan dog anvendes en anden af fødevareregionen godkendt kombination af temperatur og tid. Varmebehandling skal foretages på en engrosvirksomhed.

§ 18.§-link ↗

Ved fund af multiresistente Salmonella Typhimurium DT 104 i kød eller produkter heraf skal virksomheden foretage smitteopsporing med henblik på at identificere oprindelsesbesætningen.

Stk. 2. Resultatet af den i stk. 1, nævnte smitteopsporing skal indberettes til fødevareregionen.

§ 19.§-link ↗

På fødevareregionens foranledning skal ejeren sikre, at der udtages og indsendes materiale til undersøgelse fra flokke, der er mistænkt for at være inficeret med multiresistente Salmonella Typhimurium DT 104 på grund af: 1) smittefarlig kontakt med dyr fra besætninger eller flokke hvori multiresistente Salmonella Typhimurium DT 104 er påvist, 2) anden kontakt med sådanne besætninger eller flokke, 3) tidligere fund i besætningen, eller 4) fund af multiresistente Salmonella Typhimurium DT 104 i kød eller produkter af dyr, der stammer fra besætningen.

Kapitel 5 · Offentligt tilsyn

§ 20.§-link ↗

Et offentligt tilsyn omfatter: 1) at flokken skal holdes isoleret, 2) at fjerkræ fra flokken ikke må sælges eller på anden måde overdrages til levebrug, 3) at fjerkræ fra flokken skal slagtes på et fjerkræslagteri under ledsagelse af passerseddel udstedt af fødevareregionen, 4) at dyr eller produkter heraf kun må flyttes fra ejendommen efter tilladelse fra og på vilkår fastsat af fødevareregionen, 5) at personer, der færdes mellem flokken og andre flokke, skal træffe foranstaltninger for at hindre smittespredning, 6) at ejeren skal sikre en effektiv skadedyrsbekæmpelse, 7) at ejeren skal sikre, at gødning, foder og lignende produkter behandles efter fødevareregionens anvisning, 8) at ejeren skal sikre, at redskaber, maskiner og lignende, der anvendes i bedriften, rengøres og desinficeres, inden de fjernes fra flokkens opholdssteder, jf. dog stk. 2, og 9) at ejeren straks skal give meddelelse om det offentlige tilsyn til alle, der kommer i kontakt med besætningen.

Stk. 2. Det i stk. 1, nr. 3, nævnte slagteri skal påse, at materiel, der er anvendt i forbindelse med indtransport af dyr fra en besætning under offentligt tilsyn, rengøres og desinficeres umiddelbart efter levering på slagteriet.

Stk. 3. Det offentlige tilsyn ophæves, når 1) fødevareregionen skønner, at fjerkræflokkens sundhedstilstand er normal i besætninger, hvor der ikke er konstateret multiresistente Salmonella Typhimurium DT 104, 2) fødevareregionen skønner, at besætninger med hobby- og prydfugle ikke længere udgør en smittemæssig risiko, eller 3) flokken er slagtet og rengøring og desinfektion er godkendt af fødevareregionen. Godkendelsen meddeles på baggrund af en visuel bedømmelse samt undersøgelse af svaberprøver udtaget af fødevareregionen efter endt rengøring og desinfektion.

Kapitel 6 · Indsendelse og undersøgelse af prøver samt indberetning og opbevaring af prøveresultater

§ 21.§-link ↗

Alle salmonellasuspekte isolater skal undersøges med henblik på serotypning. Ved fund af Salmonella Typhimurium eller Salmonella Enteriditis skal der ligeledes foretages fagtypning. Desuden skal der foretages resistensbestemmelse af Salmonella Typhimurium.

Stk. 2. De i stk. 1, nævnte undersøgelser skal foretages på Veterinærinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet, eller et laboratorium, der er godkendt af Fødevarestyrelsen.

§ 22.§-link ↗

Prøver udtaget efter reglerne i § 3, stk. 4, § 4, stk. 1, § 6, § 12 og § 19 skal indsendes til undersøgelse på et af Fødevarestyrelsen godkendt laboratorium eller et laboratorium, der er akkrediteret af et akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af Den Europæiske Akkrediteringsorganisation EA's multilaterale aftale om gensidig anerkendelse.

§ 23.§-link ↗

Laboratoriet skal meddele resultatet af de laboratoriemæssige undersøgelser af prøver udtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse til den, der har indsendt prøven.

Stk. 2. Laboratoriet skal elektronisk overføre resultatet af undersøgelser af prøver udtaget efter §§ 4, 6 og 19 til en database hos Dansk Fjerkræraad, snarest efter at resultatet foreligger.

Stk. 3. Laboratoriet skal meddele resultatet af undersøgelser af prøver udtaget efter § 12 til fødevareregionen efter reglerne i bilag 2, kapitel 9.

Stk. 4. Resultatet af undersøgelser af prøver udtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse skal opbevares hos ejeren henholdsvis virksomheden i mindst 2 år.

§ 24.§-link ↗

Enhver bakteriologisk påvisning af salmonellabakterier i prøver skal af laboratoriet straks indberettes til fødevareregionen.

§ 25.§-link ↗

De i § 4 og § 19 nævnte prøver skal udtages af en dyrlæge eller efter en dyrlæges anvisninger og under dennes ansvar.

Stk. 2. Udtagning og indsendelse af prøver, gennemførelse af laboratorieundersøgelser samt registrering, opbevaring og indberetning af resultater i medfør af denne bekendtgørelse, udover det i stk. 1 samt § 6, § 12, og §§ 21 - 24 nævnte, skal ske efter Fødevarestyrelsens anvisning.

Kapitel 7 · Egenkontrol

§ 26.§-link ↗

Ejeren af en slagtekyllingebesætning skal udarbejde og følge et egenkontrolprogram. Egenkontrolprogrammet skal leve op til alle krav mv. i en branchekode, der af Fødevarestyrelsen er vurderet tilstrækkelig til at forebygge, at salmonella introduceres i produktionskæden, og til at sikre at eventuelt introduceret salmonella igen fjernes effektivt fra produktionskæden.

Kapitel 8 · Afholdelse af udgifter

§ 27.§-link ↗

Udgifter til laboratorieundersøgelse af prøver udtaget efter reglerne i § 3, stk. 4, § 6, stk. 1 og § 12, stk. 1, afholdes indenfor de hertil af staten givne bevillinger.

Stk. 2. Alle øvrige udgifter, der afholdes i medfør af denne bekendtgørelse, er Fødevarestyrelsen uvedkommende.

Kapitel 9 · Straffebestemmelser

§ 28.§-link ↗

Med bøde straffes den, der 1) overtræder § 3, stk. 4 - 5, § 6, stk. 1 - 3, §§ 7 - 12, § 14, § 16, stk. 2, §§ 17 - 18, § 20, stk. 1 eller 2, §§ 21 – 24, § 25, stk. 1, § 26 eller 2) undlader at efterkomme påbud eller forbud efter § 4 stk. 1, § 13, stk. 1, § 19, § 20, stk. 1, nr. 7, § 25, stk. 2, eller 3) tilsidesætter vilkår fastsat i medfør af § 20, stk. 1, nr. 4.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er 1) forvoldt skade på menneskers eller dyrs sundhed eller fremkaldt fare herfor, eller 2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 10 · Ikrafttræden

§ 29.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2008, dog træder § 14 i kraft den 1. april 2008.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1010 af 24. oktober 2005 om salmonellose hos fjerkræ og Salmonella i slagtefjerkræ m.m. med senere ændringer.