Bekendtgørelse nr. 1069 · 2007

Historisk

Bekendtgørelse om betingelserne for officiel notering af værdipapirer

Bekendtgørelse om betingelserne for officiel notering af værdipapirer

Dokumentdato: 4. sep. 2007Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Betingelser for officiel notering af værdipapirer

§ 1.§-link ↗

Finanstilsynet træffer efter ansøgning fra en udsteder beslutning om officiel notering af aktier, aktiecertifikater og obligationer, hvis de pågældende værdipapirer opfylder betingelserne herfor i denne bekendtgørelse, og hvis værdipapirerne er optaget eller vil blive optaget til handel på et reguleret marked her i landet.

Stk. 2. Finanstilsynet kan afslå en ansøgning om officiel notering, hvis Finanstilsynet skønner, at den officielle notering på grund af udstederens forhold vil være i modstrid med investorernes interesse.

Stk. 3. Finanstilsynet kan stille enhver betingelse for officiel notering af et værdipapir, som må anses for nødvendig for at beskytte investorerne. Meddelelse om betingelser skal gives udstederen.

§ 2.§-link ↗

Finanstilsynet kan afslå en ansøgning om officiel notering af et værdipapir, der allerede er officielt noteret i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, hvis udstederen ikke opfylder de forpligtelser, der følger af den officielle notering i dette land.

§ 3.§-link ↗

Finanstilsynet skal inden seks måneder efter modtagelsen af ansøgningen give udstederen meddelelse om sin afgørelse. Hvis Finanstilsynet inden for denne frist kræver supplerende oplysninger, finder fristen først anvendelse fra den dato, hvor udstederen har fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelsen.

Stk. 2. Foreligger der ingen afgørelse inden for de i stk. 1 nævnte frister, anses ansøgningen for afslået.

§ 4.§-link ↗

Aktier kan noteres officielt, hvis den forventede kursværdi af aktierne udgør mindst 1.000.000 euro. Hvis denne værdi ikke kan anslås, skal selskabets egenkapital, herunder resultatet fra det seneste regnskabsår, mindst udgøre 1.000.000 euro.

Stk. 2. Selskabet og dets aktier skal opfylde betingelserne i bilag 1.

Stk. 3. Finanstilsynet kan træffe bestemmelse som nævnt i bilag 1, punkt. 2.5.

Stk. 4. Stk.1 finder ikke anvendelse ved beslutning om officiel notering af en supplerende aktiepost af samme aktieklasse som de allerede officielt noterede aktier.

§ 5.§-link ↗

Obligationer udstedt af virksomheder kan noteres officielt, hvis lånet udgør mindst 200.000 euro. Dette gælder dog ikke i tilfælde af løbende udstedelse af obligationer, hvor lånets størrelse ikke er fastsat.

Stk. 2. Virksomhederne og obligationerne skal opfylde betingelserne i bilag 2, punkt. 1.1 og 1.2.

§ 6.§-link ↗

Konvertible obligationer, ombyttelige obligationer og obligationer med warrants skal opfylde betingelserne i bilag 2, pkt. 1.3.

Stk. 2. Finanstilsynet kan træffe bestemmelse som nævnt i bilag 2, punkt. 1.3.

§ 7.§-link ↗

Uanset § 5 kan obligationer fra følgende udstedere noteres officielt, når betingelserne i bilag 2, pkt. 2, er opfyldt: 1) En stat eller dennes lokale offentlige organer, herunder regioner og kommuner. 2) En international organisation med offentlig karakter. 3) Selskaber og andre juridiske personer, som er hjemmehørende i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, eller af en af disses delstater, og som er stiftet ved eller i medfør af en særlov eller henhører under en sådan lov, når obligationerne for så vidt angår indløsning og udbetaling af renter er garanteret af de pågældende lande eller delstater.

§ 8.§-link ↗

Aktiecertifikater kan noteres officielt, hvis det selskab, hvis aktier danner grundlag for certifikatet, opfylder betingelserne i § 4 og overholder forpligtelsen i § 10, og hvis de nævnte certifikater opfylder betingelserne for aktier i bilag 1, punkt. 2.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte certifikater kan endvidere kun noteres officielt, hvis Finanstilsynet skønner, at udstederen af certifikaterne frembyder tilstrækkelig sikkerhed til beskyttelse af investorerne. Officiel notering i flere lande

§ 9.§-link ↗

Indgives der for samme værdipapirer samtidig eller med korte mellemrum ansøgninger om officiel notering i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, eller indgives der ansøgning om officiel notering af værdipapirer, der allerede er officielt noteret i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, skal dette oplyses i ansøgningen.

Kapitel 2 · Løbende forpligtelser for udstedere af værdipapirer, som er officielt noteret

§ 10.§-link ↗

Selskabet har i tilfælde af en ny offentlig udstedelse af aktier af samme klasse som de, der allerede er officielt noteret, og hvis disse nye aktier ikke optages automatisk, pligt til at ansøge om deres optagelse til sådan officiel notering, enten senest et år efter udstedelsen eller på det tidspunkt, hvor de bliver frit omsættelige. Dette gælder med forbehold for bestemmelserne i bilag 1, punkt 2.5., andet afsnit.

Stk. 2. Selskabets generalforsamlinger skal være åbne for pressen.

§ 11.§-link ↗

Med henblik på at beskytte investorerne eller for at markedet kan fungere tilfredsstillende, skal udstedere af værdipapirer offentliggøre de oplysninger, som Finanstilsynet kræver, i en form og inden for de tidsfrister, som Finanstilsynet finder hensigtsmæssige.

Stk. 2. Efterkommer en udsteder ikke det i stk. 1 nævnte krav, kan Finanstilsynet selv foranstalte offentliggørelsen af de krævede oplysninger, efter udstederen har haft lejlighed til at udtale sig.

Kapitel 3 · Suspension og ophævelse af officiel notering

§ 12.§-link ↗

Opfylder en udsteder ikke de forpligtelser, der følger af at være officielt noteret, kan Finanstilsynet, ud over at iværksætte de i § 11, stk. 2, § 13 og § 14, omhandlede foranstaltninger eller sanktioner, offentliggøre, at udstederen ikke opfylder de nævnte forpligtelser.

§ 13.§-link ↗

Finanstilsynet kan træffe afgørelser om suspension, når markedets tilfredsstillende funktion midlertidigt ikke er eller vil være sikret, eller når beskyttelsen af investorerne kræver det.

§ 14.§-link ↗

Finanstilsynet kan bestemme, at en officiel notering af værdipapirer ophæves, hvis Finanstilsynet skønner, at det normale og regelmæssige marked for dette værdipapir ikke kan opretholdes på grund af særlige omstændigheder.

Stk. 2. Fremsætter en udsteder af værdipapirer anmodning om ophævelse af en officiel notering, skal anmodningen tages til følge, medmindre Finanstilsynet finder, at sletningen ikke er i investorernes, låntagernes eller værdipapirmarkedets interesse.

Kapitel 4 · Dispensations-, straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 15.§-link ↗

Finanstilsynet kan dispensere fra kravene i § 4, stk. 1, og § 5, stk. 1, 1. pkt., hvis Finanstilsynet skønner, at der vil være et tilstrækkeligt marked for de pågældende aktier eller obligationer.

§ 16.§-link ↗

Overtrædelse af § 9, § 10 og § 11, stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 17.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2007. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 172 af 23. februar 2007 om betingelserne for optagelse til notering af værdipapirer på en fondsbørs m.v.