§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen fastlægger bestemmelser om oprettelse og drift af lokale aktionsgrupper, der skal administrere dele af det danske fiskeriudviklingsprogram for perioden 2007-2013. De lokale aktionsgrupper skal medvirke for at opfylde målsætningerne for fiskeriudviklingsprogrammet. Definition og afgrænsning
§ 2.§-link ↗
En lokal aktionsgruppe er et partnerskab mellem lokale myndigheder, organisationer, foreninger, virksomheder og borgere med det formål at udvikle lokalsamfundet og fiskeriområderne i henhold til en lokal udviklingsstrategi.
Stk. 2. De lokale aktionsgruppers geografiske aktivitetsområde fordeles i 7 fiskeriregioner med henblik på at give de enkelte aktionsgrupper en tilstrækkelig størrelse og effektivitet. I hver fiskeriregion kan der som udgangspunkt godkendes to lokale aktionsgrupper. En lokal aktionsgruppe skal dække mindst en kommunes geografiske område. Fiskeriregionerne benævnes: 1) Nordjylland. 2) Vestjylland. 3) Limfjorden. 4) Østjylland. 5) Sønderjylland-Fyn. 6) Sjælland. 7) Bornholm.
Stk. 3. En oversigt over kommuner fordelt på fiskeriregioner fremgår af bilag. 1.
Stk. 4. I særligt begrundede tilfælde, kan de i stk. 2 nævnte geografiske områder og antal grupper fraviges.
Stk. 5. Den lokale aktionsgruppe kan, i begrundede tilfælde, efter ansøgning til Direktoratet for FødevareErhverv, integreres med aktionsgruppen nedsat i henhold til bekendtgørelse nr. 490 af 30. maj 2007 om oprettelse og drift af lokale aktionsgrupper under landdistriktsprogrammet for perioden 2007-2013.
§ 3.§-link ↗
En lokal aktionsgruppe oprettes som en forening med egne vedtægter og bestyrelse.
§ 4.§-link ↗
Direktoratet for FødevareErhverv afholder efter behov informationsmøder om etablering af lokale aktionsgrupper i hver fiskeriregion. Informationsmødet skal være åbent for alle i fiskeriregionen og skal bekendtgøres med mindst 14 dages varsel i lokale aviser, der dækker fiskeriregionens geografiske område.
Stk. 2. Direktoratet indhenter herefter, efter en nærmere angivet frist, interessetilkendegivelser fra fiskeriregionen om behovet for etablering af lokale aktionsgrupper.
§ 5.§-link ↗
På baggrund af interessetilkendegivelsen, jf. § 4, stk. 2, opfordres de lokale interessenter, herunder myndigheder, efter rådgivning fra direktoratet, til at danne én, eventuelt flere, lokale aktionsgrupper i fiskeriregionen ved afholdelse af et tilsvarende antal stiftende generalforsamlinger. En stiftende generalforsamling skal bekendtgøres med mindst 14 dages varsel i lokale aviser, der som minimum dækker aktionsgruppens geografiske område. Efterfølgende afholder den lokale aktionsgruppe generalforsamling mindst en gang årligt.
Stk. 2. Fremmødte personer over 15 år med bopæl i den lokale aktionsgruppes geografiske område er stemmeberettigede på den stiftende generalforsamling. På efterfølgende generalforsamlinger er registrerede, fremmødte medlemmer af den lokale aktionsgruppe stemmeberettigede.
§ 6.§-link ↗
Personer over 15 år med fast bopæl i den lokale aktionsgruppes geografiske område kan blive registreret som medlemmer. Medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen, regionsrådet og det regionale vækstforum, jf. § 7, stk. 3, er dog undtaget fra bopælskravet. Personer med bopæl i et af de områder, der har etableret en lokal aktionsgruppe i henhold til § 2, stk. 4, kan dog også være medlem af den lokale aktionsgruppe, som er nedsat i den kommune, området ligger i.
§ 7.§-link ↗
Bestyrelsen tegner den lokale aktionsgruppe. Bestyrelsen for den lokale aktionsgruppe vælges blandt aktionsgruppens medlemmer på en generalforsamling, jf. § 5, stk. 1. Til bestyrelsen er medlemmer over 18 år valgbare. Valgperioden for et bestyrelsesmedlem er 2 år, således at halvdelen af bestyrelsen er på valg ved hver ordinær generalforsamling.
Stk. 2. Formanden for bestyrelsen vælges af generalforsamlingen.
Stk. 3. I forening kan regionsrådet og det regionale vækstforum på forhånd udpege et medlem af bestyrelsen, og den pågældende kommunalbestyrelse kan på forhånd højst udpege to medlemmer af bestyrelsen. Direktoratet for FødevareErhverv kan dog meddele en tidsbegrænset dispensation fra kravet om højst to medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen.
Stk. 4. I tilfælde hvor en lokal aktionsgruppes geografiske aktivitetsområde ligger i to eller flere kommuner, kan de pågældende kommunalbestyrelser udpege et tilsvarende antal bestyrelsesmedlemmer, jf. dog stk. 8. I tilfælde hvor en lokal aktionsgruppes geografiske aktivitetsområde ligger i to eller flere regioner, kan de pågældende regioner og vækstfora i forening udpege et tilsvarende antal bestyrelsesmedlemmer, jf. dog stk. 8.
Stk. 5. Det skal tilstræbes, at bestyrelsen sammensættes af personer, der kan varetage interesserne af nedenstående fire socioøkonomiske grupper: 1) Lokale borgere. 2) Lokale virksomheder og erhvervsorganisationer. 3) Lokale natur-, miljø-, kultur-, borger- og fritidsforeninger. 4) Offentlige myndigheder, inklusiv de forlods udpegede medlemmer.
Stk. 6. Der skal tilstræbes en ligelig køns- og aldersfordeling i bestyrelsen.
Stk. 7. Bestyrelsen skal bestå af et ulige antal medlemmer, dog mindst 7.
Stk. 8. Repræsentanter for offentlige myndigheder kan højst udgøre 30 pct. af bestyrelsens medlemmer.
Stk. 9. Medlemmer af en lokal aktionsgruppe kan kun vælges til bestyrelsen for den lokale aktionsgruppe, som dækker det geografiske område, hvor de har bopæl, jf. § 2, stk. 4.
§ 8.§-link ↗
Generalforsamlingen for de lokale aktionsgruppe fastsætter vedtægter for foreningen. Vedtægterne kan tage udgangspunkt i standardvedtægterne, jf. bilag 2. Vedtægterne for den lokale aktionsgruppe skal godkendes af Direktoratet for FødevareErhverv, før de kan træde i kraft.
Stk. 2. Hvis der foretages ændringer af vedtægter eller af bestyrelsens sammensætning skal underretning herom indsendes til direktoratets godkendelse senest 14 dage efter beslutningen.
§ 9.§-link ↗
Direktoratet for FødevareErhverv kan forhåndsgodkende de lokale aktionsgrupper, der lever op til kravene i denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Ansøgning om forhåndsgodkendelse om oprettelse af en lokal aktionsgruppe skal være direktoratet i hænde senest den 3. september 2007. Interessenter, der påtænker at oprette en lokal aktionsgruppe, kan dog senest den 3. september 2007 anmode direktoratet om at få ændret denne frist til senest den 1. november 2007.
Stk. 3. Ansøgningen om forhåndsgodkendelse skal mindst indeholde: 1) Angivelse af det geografiske område. 2) Beskrivelsen af områdets socioøkonomiske forudsætninger og aktuelle problemer. 3) Redegørelse for de overordnede elementer, der forventes at indgå i den lokale udviklingsstrategi. 4) Vedtagne vedtægter, herunder redegørelse for processen med etablering af den lokale aktionsgruppe og valg af bestyrelsen.
Stk. 4. I tilfælde, hvor der er flere ansøgninger om oprettelse af en lokal aktionsgruppe i samme geografiske område, sker forhåndsgodkendelsen på baggrund af et konkurrenceprincip. Vurderingen af ansøgningerne sker ud fra følgende kriterier: 1) Originalitet og nyhedsværdi. 2) Sammenhæng med andre regionale og kommunale strategier. 3) Fokusering af udviklingsindsatsen. 4) Bæredygtighed. 5) Økonomisk gennemførlighed. 6) Ligestilling. 7) Nationalt og internationalt samarbejde. 8) Den lokale aktionsgruppes repræsentativitet. 9) Den lokale aktionsgruppes organisering.
Stk. 5. I 2008 er der mulighed for at fremsende en ansøgning om forhåndsgodkendelse i de fiskeriregioner, hvor der kan etableres flere lokale aktionsgrupper. Ansøgningen om forhåndsgodkendelse skal i så fald være direktoratet i hænde senest den 1. april 2008.
§ 10.§-link ↗
Efter at have opnået forhåndsgodkendelse, udarbejder bestyrelsen for den lokale aktionsgruppe en lokal udviklingsstrategi, som skal godkendes af den lokale aktionsgruppes medlemmer.
Stk. 2. Bestyrelsen for den lokale aktionsgruppe har til opgave at arbejde for gennemførelse af aktiviteter og opfyldelse af de mål, som er fastsat i den godkendte udviklingsstrategi.
Stk. 3. Bestyrelsen for den lokale aktionsgruppe prioriterer og indstiller projektansøgninger under fiskeriudviklingsprogrammet 2007-2013 til afgørelse i Direktoratet for FødevareErhverv inden for en af direktoratet udmeldt økonomisk ramme.
§ 11.§-link ↗
En lokal udviklingsstrategi skal: 1) Gennemføres inden for rammerne af de i det danske fiskeriudviklingsprogram 2007-2013 prioriterede overordnede målsætninger. 2) Indeholde en analyse af den nuværende situation i fiskeriområderne i den lokale aktionsgruppes geografiske område, herunder problemstillinger af særlig lokal betydning. 3) Indeholde kvantificerede målsætninger. 4) Indeholde en redegørelse for forventede aktiviteter, herunder for finansiering af strategien og for, hvordan der forventes opnået en lokal helhedsorienteret og integreret udvikling i områdets fiskeriområder. 5) Indeholde en redegørelse for, hvorledes lokale organisationer, foreninger, borgere, virksomheder og offentlige myndigheder er blevet involveret i gennemførelse af udviklingsstrategien. 6) Indeholde et budget og en tidsplan for gennemførelse af aktiviteterne.
Stk. 2. Den lokale udviklingsstrategi kan desuden indeholde yderligere målsætninger for lokal udvikling, som ikke søges medfinansieret under fiskeriudviklingsprogrammet.
Stk. 3. Udviklingsstrategien skal være Direktoratet for FødevareErhverv i hænde senest den 4. februar 2008. For lokale aktionsgrupper, der forhåndsgodkendes i 2008, skal den lokale udviklingsstrategi være direktoratet i hænde senest den 1. september 2008.
Stk. 4. Eventuelle ændringer af den godkendte lokale udviklingsstrategi indsendes til direktoratets godkendelse senest 14 dage efter dens vedtagelse.
§ 12.§-link ↗
Inden den lokale udviklingsstrategi sendes til godkendelse i Direktoratet for FødevareErhverv skal henholdsvis regionsrådet i den pågældende region, det regionale vækstforum i den pågældende region og de berørte kommuner inden for en frist på 14 dage godkende, at den lokale udviklingsstrategi er i overensstemmelse med henholdsvis de fastlagte regionale strategier, de fastlagte erhvervsudviklingsstrategier og de fastlagte kommunale udviklingsstrategier.
Stk. 2. Eventuelle ændringer til den lokale udviklingsstrategi skal godkendes efter proceduren i stk. 1.
§ 13.§-link ↗
Bestyrelsen for den lokale aktionsgruppe kan ansætte en koordinator.
Stk. 2. Koordinatorens opgaver er bl.a., at 1) være sekretariatsleder for den lokale aktionsgruppe, 2) fungere som rådgiver i forbindelse med påbegyndelse og gennemførelse af projekter til realisering af den udarbejdede lokale udviklingsstrategi, 3) føre tilsyn med, at projekterne gennemføres i henhold til projektansøgning og godkendelse, og 4) varetage den daglige koordination af den lokale aktionsgruppes opgaver med de regionale og lokale aktiviteter.
Stk. 3. Koordinatoren skal have de nødvendige faglige og personlige kvalifikationer.
§ 14.§-link ↗
En godkendt lokal aktionsgruppe får af Direktoratet for FødevareErhverv tildelt et budget fra fiskeriudviklingsprogrammet til gennemførelse af projekter, der ligger inden for rammerne af den lokale udviklingsstrategi, samt til administration. Budgettet til den enkelte lokale aktionsgruppe fastsættes på grundlag af beregningerne i stk. 2, omfattende den kommune eller de kommuner, aktionsgruppen dækker. Direktoratet fastsætter særskilt budgettet til en lokal aktionsgruppe, der dækker et andet geografisk område end en kommune eller flere kommuner, jf. § 2, stk. 4.
Stk. 2. Det samlede budget fordeles mellem de lokale aktionsgrupper i hver fiskeriregion med et lige stort grundbeløb og et beløb fordelt efter antal kommuner, der indgår i den lokale aktionsgruppe.
Stk. 3. De lokale aktionsgrupper får tildelt et budget bestående af EU -midler fra Den Europæiske Fiskerifond og statslige midler.
Stk. 4. I de lokale aktionsgruppers budget kan indgå andre offentlige midler, som efter ansøgning til direktoratet kan udløse tilsvarende EU -midler.
§ 15.§-link ↗
Inden for det tildelte budget efter § 14 kan den lokale aktionsgruppe afholde udgifter til aflønning af en koordinator og til administration.
Stk. 2. Den lokale aktionsgruppes udgifter, jf. stk. 1, må ikke uden forudgående godkendelse af Direktoratet for FødevareErhverv overstige 10 pct. af aktionsgruppens samlede budget.
Stk. 3. Direktoratet meddeler tilsagn om tilskud til udgifter til løn og administration til de enkelte aktionsgrupper.
Stk. 4. Hvis direktoratet godkender forhåndsansøgningen, jf. § 9, stk. 1, kan der ydes tilskud til udgifter til løn og administration, der afholdes fra datoen for direktoratets modtagelse af ansøgningen om forhåndsgodkendelse.
§ 16.§-link ↗
Udbetaling af tilskud til aflønning af koordinatoren og administration sker på baggrund af en opgørelse over afholdte udgifter, der skal kunne dokumenteres. Anmodning om udbetaling af tilskud skal ske på et særligt skema og vedlægges en revisorerklæring fra en registreret eller statsautoriseret revisor. Skema og formular til revisorerklæring fås ved henvendelse til Direktoratet for FødevareErhverv eller via direktoratets hjemmeside.
Stk. 2. Ansøgning om udbetaling af tilskud indsendes til direktoratet.
Stk. 3. Der kan én gang månedligt indsendes udbetalingsanmodning til direktoratet.
Stk. 4. Udbetaling af tilskud sker til den lokale aktionsgruppes NemKonto.
Stk. 5. Udbetalingsanmodning og originale regnskabsbilag skal holdes tilgængelige i 5 år, regnet fra udbetalingsdatoen.
§ 17.§-link ↗
Bestyrelsen for den lokale aktionsgruppe skal hvert år udarbejde et regnskab for driften af den lokale aktionsgruppe og en beretning for aktionsgruppens og bestyrelsens arbejde i det forgangne regnskabsår samt et drifts- og likviditetsbudget for det kommende år. Regnskabet og budgettet revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor. Regnskabet, beretningen og budgettet skal indsendes til Direktoratet for FødevareErhverv, således at det er direktoratet i hænde senest den 1. juni.
§ 18.§-link ↗
En lokal aktionsgruppe skal i den periode, hvor betingelserne for tilskud efter kapitel 9 skal opfyldes, på forlangende afgive erklæring til Direktoratet for FødevareErhverv om, hvorvidt betingelserne for tilskud fortsat er opfyldt.
Stk. 2. En lokal aktionsgruppe er forpligtet til uden ugrundet ophold skriftligt at give direktoratet meddelelse om forhold, der kan medføre bortfald af tilsagn eller tilbagebetaling af tilskud, jf. § 20.
§ 19.§-link ↗
Direktoratet for FødevareErhverv foretager kontrol i forbindelse med sagsbehandling og udbetaling af tilskud efter kapitel 9.
Stk. 2. Direktoratet for FødevareErhverv forestår den fysiske kontrol og den efterfølgende regnskabskontrol.
Stk. 3. Plantedirektoratet kan efter bemyndigelse forestå den fysiske kontrol og den efterfølgende regnskabskontrol.
Stk. 4. Til brug for kontrollen indhenter Direktoratet for FødevareErhverv oplysninger fra andre myndigheder i fornødent omfang.
§ 20.§-link ↗
Tilsagn om tilskud efter kapitel 9 bortfalder, hvis 1) betingelserne for tilskud ikke længere er opfyldt, 2) den lokale aktionsgruppe har givet urigtige eller vildledende oplysninger, eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse, 3) den lokale udviklingsstrategi ikke gennemføres i overensstemmelse med den godkendte ansøgning, 4) den lokale aktionsgruppe tilsidesætter sine forpligtelser efter fiskeriudviklingslovens § 11, stk. 2, 5) den støttede koordinator anvendes til andre formål end forudsat i den lokale udviklingsstrategi, eller 6) underretningspligten efter § 18 ikke overholdes.
Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte tilfælde kan Direktoratet for FødevareErhverv bestemme, at tilskud helt eller delvist skal tilbagebetales med tillæg af renter. Rentetillægget beregnes fra tidspunktet for meddelelse af tilbagebetalingskravet til tilbagebetaling sker og med den i lov om renter ved forsinket betaling fastsatte referencesats med tillæg. Rentetillægget udgør dog mindst 50 kr.
§ 21.§-link ↗
Afgørelser, truffet af Direktoratet for FødevareErhverv vedrørende tilskud, jf. kapitel 9, kan påklages til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Stk. 2. Klagen skal indgives gennem Direktoratet for FødevareErhverv. Klagen skal være direktoratet i hænde senest 4 uger efter modtagelsen af den afgørelse, som klagen vedrører.
Stk. 3. Andre afgørelser end nævnt i stk. 1, der er truffet af direktoratet i medfør af denne bekendtgørelse, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 22.§-link ↗
Efter fiskeriudviklingslovens § 14 straffes med bøde den, der 1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelser, der træffes i henhold til loven eller de i medfør af loven fastsatte regler, 2) handler i strid med vilkår, der er fastsat i en afgørelse, der træffes i henhold til loven eller de i medfør af loven fastsatte regler, 3) undlader at afgive den dokumentation og de oplysninger, som den pågældende har pligt til at afgive i henhold til loven eller regler fastsat i medfør af loven, 4) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, som den pågældende har pligt til at afgive i henhold til loven eller regler fastsat i medfør af loven, 5) undlader at give kontrolmyndigheden adgang til virksomheden m.v. efter lovens § 11, stk. 1 eller 6) undlader at udlevere eller indsende materiale eller at yde kontrolmyndigheden bistand efter lovens § 11, stk. 2.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) straffeansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 23.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 29. juni 2007.