§ 1.§-link ↗
Formålet med erhvervsakademiuddannelsen inden for service, turisme og hotel er at kvalificere den uddannede til selvstændigt at kunne varetage arbejde med at udvikle, planlægge, realisere og levere serviceydelser nationalt og internationalt i virksomheder og organisationer inden for service, ferie- og erhvervsturisme samt hotel og restaurant.
Stk. 2. Den uddannede skal kunne 1) kombinere viden om forretningsmæssige, kulturelle og innovative forhold samt principper om bæredygtig udvikling med metodiske overvejelser om planlægning og organisering af serviceydelser og 2) indgå i ledelses- og samarbejdsmæssige sammenhænge og kunderelationer med andre med anden uddannelsesmæssig, sproglig og kulturel baggrund.
§ 2.§-link ↗
Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 2 studenterårsværk. Et studenterårsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år. Et studenterårsværk svarer til 60 point i European Credit Transfer System ( ECTS-point ).
Stk. 2. Uddannelsen skal være afsluttet senest 4 år efter studiestart. Institutionen kan, når det findes begrundet i usædvanlige forhold, dispensere herfra.
Stk. 3. Op til 15 ECTS-point af de i § 3 nævnte ECTS-point for det samlede uddannelsesforløb kan efter institutionens bestemmelse gennemføres som studieophold i en eller flere virksomheder.
Stk. 4. Erhvervsakademiuddannelsen inden for service, turisme og hotel giver ret til at anvende betegnelsen serviceøkonom AK.
§ 3.§-link ↗
Uddannelsen består af en obligatorisk del, der har et omfang svarende til 90 ECTS-point, og en valgdel, der har et omfang svarende til 30 ECTS-point.
Stk. 2. Den obligatoriske del består af følgende emneområder: 1) Metode og samfund, der skal kvalificere den studerende til at se servicevirksomheder i et bredere samfundsmæssigt perspektiv samt til at kunne inddrage almene aspekter i løsningen af opgaver i virksomheden. I området indgår følgende emner i henhold til bilag: metode, erhvervs- og samfundsbeskrivelse samt etik og bæredygtighed. Emneområdet skal have et omfang svarende til 7 ECTS-point. 2) Servicevirksomheden , der skal kvalificere den studerende til at kunne planlægge, realisere og styre serviceydelser under hensyn til rammerne for virksomhedens organisation og drift. I området indgår følgende emner i henhold til bilag: erhvervsøkonomi, serviceteori, branchekendskab samt jura. Emneområdet skal have et omfang svarende til 20 ECTS-point. 3) Organisation , der skal kvalificere den studerende til at kunne medvirke i analyse og udvikling af virksomhedens organisation samt arbejdet med ledelses- og personaleudvikling. I området indgår følgende emner i henhold til bilag: organisationsprincipper, ledelse og personaleudvikling, arbejdsmiljø samt projektledelse. Emneområdet skal have et omfang svarende til 17 ECTS-point. 4) Planlægning , der skal kvalificere den studerende til at kunne medvirke i udvikling og planlægning af virksomhedens servicekoncept og serviceydelser. I området indgår følgende emner i henhold til bilag: strategisk planlægning, kvalitet, markedsføring samt innovation. Emneområdet skal have et omfang svarende til 17 ECTS-point. 5) Kommunikation, der skal kvalificere den studerende til at kunne gennemføre forretningskommunikation på dansk og fremmedsprog under hensyn til forskellige sociokulturelle og internationale betingelser. I området indgår følgende emner i henhold til bilag: engelsk, 2. fremmedsprog, kulturforståelse samt kunderelationer. Emneområdet skal have et omfang svarende til 17 ECTS-point. 6) Teknologi, der skal kvalificere den studerende til at kunne vælge og anvende teknologi i forbindelse med planlægning, organisering, produktion, afsætning og levering af serviceydelser. I området indgår følgende emne i henhold til bilag: interne og eksterne informations- og kommunikationssystemer. Emneområdet skal have et omfang svarende til 12 ECTS-point.
Stk. 3. Valgdelen, der bygger på den obligatoriske del, består af: 1) Specialeforløb , der skal give den studerende mulighed for at opnå dybere kunnen og viden om serviceløsninger i virksomheder inden for service, ferie- og erhvervsturisme samt hotel og restaurant. Specialeforløbet skal have et omfang svarende til 15 ECTS-point. Institutionen tilrettelægger specialeforløbet ved at udbyde et antal forløb inden for uddannelsens overordnede formål. 2) Afsluttende eksamensprojekt , hvor den studerende skal dokumentere evne til på metodisk grundlag at kunne bearbejde en kompleks og praksisnær problemstilling i relation til en konkret opgave om serviceydelser inden for rammerne af en virksomheds organisation og drift. Projektet skal have et omfang svarende til 15 ECTS-point. Den studerende skal gennemføre det afsluttende eksamensprojekt inden for centrale problemstillinger i uddannelsen. Specialeforløbet skal indgå i det afsluttende eksamensprojekt.
§ 4.§-link ↗
Institutionen skal ved tilrettelæggelse af uddannelsen tage udgangspunkt i relevant erhvervspraksis og anvendt teori.
Stk. 2. Institutionen kan tilrettelægge op til 15 ECTS-point af uddannelsens obligatoriske del med differentieret undervisning for at sikre de studerende et fælles studiegrundlag.
Stk. 3. Institutionen skal sikre progression i hele uddannelsesforløbet.
Stk. 4. Der skal i uddannelsen indgå undervisningsformer, der kan udvikle den studerendes selvstændighed, samarbejdsevne og evne til at skabe fornyelse.
Stk. 5. Institutionen kan i studieordningen fastsætte regler om, at den studerende har pligt til at deltage i undervisningen.
Stk. 6. I uddannelsen indgår, i det omfang det er relevant, undervisning i miljømæssige problemstillinger og i samspillet mellem forskellige kulturformer.
§ 5.§-link ↗
Lærere, der underviser i uddannelsen, skal have kandidatniveau eller tilsvarende niveau opnået gennem anden videregående uddannelse og relevant erhvervserfaring, der kan dokumentere det faglige og teoretiske niveau. Lærerne skal normalt have relevant erhvervserfaring.
Stk. 2. Lærerne skal kunne dokumentere et pædagogisk kvalifikationsniveau.
§ 6.§-link ↗
For prøver og eksamen, herunder prøveformer, bedømmelse, eksamensbevis, klage over eksamen m.v., gælder reglerne i bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser (eksamensbekendtgørelsen) og bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse (karakterskalabekendtgørelsen).
§ 7.§-link ↗
Uddannelsen indeholder følgende 4 eksterne prøver: 1) 1 prøve, der ligger inden udgangen af 2. semester. Prøven skal tilrettelægges, så den bredt kombinerer væsentlige områder af 1. års undervisning. 2) 2 prøver i 2. studieår, som tilsammen skal dokumentere mindst 2/3 af uddannelsen. 3) Det afsluttende eksamensprojekt, som sammen med de 2 prøver i 2. studieår skal dokumentere, at uddannelsens afgangsniveau er opnået.
Stk. 2. Emnet for det afsluttende eksamensprojekt formuleres af den studerende i samråd med institutionen og så vidt muligt i samarbejde med en virksomhed. Institutionen godkender opgavens formulering.
Stk. 3. Prøven i det afsluttende eksamensprojekt består af et projekt og en mundtlig del. Der gives 1 samlet karakter.
Stk. 4. Den prøve, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, skal være bestået, før den studerende kan aflægge de prøver, der er nævnt i stk. 1, nr. 2 og 3.
Stk. 5. Der kan indgå interne prøver i uddannelsen.
§ 8.§-link ↗
Institutionen fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer nærmere regler om uddannelsen i en studieordning.
Stk. 2. Studieordningen skal indeholde: 1) Mål for samt indhold og tidsmæssigt omfang af de enkelte fag, herunder specialeforløb, samt fagenes tidsmæssige placering i uddannelsesforløbet. Omfanget af fagene fastsættes i ECTS-point, jf. § 3. 2) Mål for samt indhold og tidsmæssigt omfang af eventuelle studieophold og disses tidsmæssige placering i uddannelsesforløbet. Omfanget af studieophold fastsættes i ECTS-point, jf. § 2, stk. 3. 3) Beskrivelse af undervisnings- og arbejdsformer. 4) Krav til undervisning og eksamen, herunder bundne forudsætninger i uddannelsesforløbet. 5) Angivelse af eventuelle interne prøver, jf. § 7, stk. 5. 6) Eventuelle regler om pligt til at deltage i undervisningen, jf. § 4, stk. 5. 7) Regler om vægtning af projekt og mundtlig del i det afsluttende eksamensprojekt, jf. § 7, stk. 3. 8) Regler om meritoverførsel. 9) Angivelse af indgåede meritaftaler. 10) Angivelse af hvorledes uddannelsen eventuelt udbydes som åben uddannelse.
Stk. 3. Det skal af studieordningen fremgå, at institutionen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold, kan dispensere fra de regler i studieordningen, som alene er fastsat af institutionen.
Stk. 4. Inden en studieordning fastsættes og ved væsentlige ændringer af studieordningen, tager institutionen kontakt til studerende og aftagere. Derudover indhentes en udtalelse fra censorformandskabet, jf. eksamensbekendtgørelsen. Andre udbydere af uddannelsen orienteres med henblik på koordinering af uddannelsen.
Stk. 5. Studieordningen og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse.
Stk. 6. Ved udstedelse af ny studieordning og ved væsentlige ændringer heraf fastsættes overgangsregler i studieordningen.
Stk. 7. Relevante uddannelsesinstitutioner, censorerne og Undervisningsministeriet skal orienteres om studieordningen og ændringer heraf.
Stk. 8. Den ajourførte studieordning skal være tilgængelig for studerende og andre interesserede senest ved et studieårs begyndelse.
§ 9.§-link ↗
Ved skift til samme uddannelse ved anden institution skal bestået prøve, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, godskrives den studerende.
Stk. 2. Beståede uddannelseselementer i øvrigt ved en institution, der udbyder uddannelsen efter denne bekendtgørelse, ækvivalerer de tilsvarende uddannelseselementer ved andre institutioner, der udbyder uddannelsen.
Stk. 3. Institutionen kan i hvert enkelt tilfælde eller ved regler i studieordningen godkende, at gennemførte uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse træder i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne bekendtgørelse. Afgørelsen træffes på grundlag af en faglig vurdering af ækvivalensen mellem de berørte uddannelsesdele.
Stk. 4. Ved godkendelse efter stk. 3 anses uddannelseselementet for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse.
§ 10.§-link ↗
Undervisningsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.
Stk. 2. Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold, bortset fra de tilfælde der er nævnt i § 2, stk. 2.
§ 11.§-link ↗
Institutionens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for Undervisningsministeriet, når klagen vedrører retlige spørgsmål. Klagen indgives til institutionen, der afgiver en udtalelse, som klageren skal have lejlighed til at kommentere inden for en frist af 1 uge. Institutionen sender klagen til ministeriet vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer hertil.
Stk. 2. Frist for at indgive klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.
§ 12.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2007.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 641 af 30. juni 2000 om erhvervsakademiuddannelse (AK) inden for service, turisme og hotel (serviceøkonom AK).